Adam af Bremen: Unni
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Unni
(915—936)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Erkebisp Unni hensad i 18 Aar. Tiden for hans Embedsførelse og død har jeg fundet paa ovennævnte Maade. Af Brødrene fortælles, at efter Regnwards død blev Leidrad, dengang Domprovst i Bremen, valgt af Præster og Menige. Han kom til Hoffet og tog sin Capellan Unni med sig. Men det var vistnok efter en Indskydelse af Guds Aand, at Kong Konrad, uden Hensyn til Leidrads anseelige Ydre, overrakte Hyrdestaven til Unni, som han havde opdaget staaende i Baggrunden, og som var lille af Væxt. Ogsaa Pave Johan den Tiende tilkjendte ham Bispekaaben, som Gavebrevet udviser. Han var, som hans Udvælgelse og Hedenfart giver tilkjende, en saare hellig Mand, og for denne sin Helligheds Skyld forblev han en fortrolig og anseet Ven af Kongerne Konrad og Henrik. I et Vers beskrives han derfor og saaledes: “Fyrsternes Ven var Unni, den niende Biskop i Rækken.”
I hans Dage ødelagde Ungarerne ikke blot vort Saxland og andre Landskaber dennesides Rhinen, men de gik endog over Rhinen og hærgede Lothringen og Frankrig. Ogsaa Danskerne brød i Ledtog med Slaverne ind hos Saxerne hiinsides Elben; der hærgede de først, saa paa denne Side Elben, hvor de slog Saxland med stor Forfærdelse.
Over Danskerne regjerede dengang Haardeknud Gorm, ret en grusom Hugorm, det tør jeg sige, og dertil en ikke middelmaadig Fjende ad christne Folk. Hvad Christendom der var i Danmark, gik han ud paa at udrydde tilbunds, Guds Præster jog han bort fra sit Lands Grændser, og Flere af dem piinte han ihjel.
Men saa var der Kong Henrik, han frygtede Gud fra Barnsbeen og slog al sin Lid til hans Barmhjertighed. Han havde i mangen alvorlig Dyst triumpheret over Ungarerne, samt i et stort Slag saaledes slaaet Böhmerne og de allerede af andre Konger tæmmede Sorber tilligemed de øvrige Slaver-Folk, at de Faa, som endnu vare tilbage, af sig selv tilbød Kongen Skat og Gud Christendom. Han rykkede nu med en Hær ind i Danmark og strax i den første Træfning indjog han Kong Gorm en saadan Skræk, at denne lovede Lydighed og bad ydmygst om Fred. Ifølge denne Seier bestemte Henrik, at Slesvig, som nu kaldes Hedeby, skulde være Rigsgrændse. Sammesteds indsatte han ogsaa en Markgreve og befalede, at en Saxer-Coloni der skulde bosætte sig. Alt dette har en dansk Biskop, en indsigtsfuld Mand, fortalt os, og som vi i Overeensstemmelse med Sandheden have hørt det, saaledes meddele vi vor Menighed det med al Troskab.1)
Da nu vor høisalige Erkebisp Unni saae, at Troens Dør saaledes var opladt for Hedningerne, takkede han Gud, saavel for Hedningernes Frelse i Almindelighed, som og især fordi Hamborger - Stiftet ved Guds forekommende Barmhjertighed og Kong Henriks Tapperhed paany havde vundet Tid og Rum til at arbeide i dette sit Kald, der under de ugunstige Forhold saa længe var blevet forsømt. I den Overbeviisning altsaa, at Intet var saa steilt eller tungt, det jo lod sig overkomme eller bære for Christi Skyld, besluttede han selv at gjennemvandre hele Strækningen for sin Virkekreds. Hele hans Hjord fulgte ham, siger man, fra Bremer-Stiftet, fordi den ikke kunde bære Sorgen over den gode Hyrdes Fraværelse, men var rede til at følge ham i Fængsel og død.
Da saa den Guds Bekender kom til Danskerne, hvor, som sagt, den grusomme Gorm dengang var Konge, da kunde han jo vistnok ikke faae Bugt med sammes indgroede Ondskab; men Kongens Søn Harald skal han dog have vundet for sig ved sin gudelige Veltalenhed. Ja ham fæstede han saaledes til Christus, at han offentlig tillod den Christendom, der altid var hans Fader forhadt. Dog modtog han endnu ikke selv Daabens Indvielse. Saa beskikkede da den Guds Helgen trindt i Danskernes Rige for hver Menighed en Præst og anbefalede til Harald de Troendes Mængde. Støttet til hans Bistand og Fuldmagt gjennemvandrede han alle de Danskes Øer, prædikede Guds Ord for Hedningerne og styrkede de Troende, han der forefandt som Fanger, i Christo.
Derpaa traadte han i den store Forkynder Ansgars Fodspor, idet han lagde alle Aarer ombord for at komme over Østersøen til Byrka. I de 70 Aar efter Ansgars død og indtil da havde, som vi læse, ingen Lærer vovet sig did, Rimbert alene undtagen; saaledes havde Forfølgelsen lagt Baand paa vore Folk. Byrka er en Gothisk Stad midt i Sverrig, ikke langt fra det Tempel, Svenskerne i deres Gudsdyrkelse gjøre meest Stads af, og som hedder Upsala. Her er en Bugt af den saakaldte Østersø eller det barbariske Hav, som gaaer i nordlig Retning og danner en god Havn for de Barbarer, der boe adspredte omkring dette Hav, men tillige en farlig Havn for hvem der ikke seer sig for eller er ubefaren paa slige Steder. Da nemlig Byrkanerne ofte angribes af Vikinger, som det paa den Kant vrimler af, og som de ikke kan byde Brodden, saa har de lagt dem efter at overliste Fjenderne. I en Længde af over 100 Stadier har de nemlig tilstoppet Havbugtens urolige Farvand med Masser af skjulte Stene, og saaledes gjort dem selv og Sørøverne Seiladsen lige farefuld. Da denne Ankerplads imidlertid er den sikkreste, Sverrigs Kyster frembyder, saa pleie her de Danskes eller Normannernes, Slavers og Sambers og andre Skythiske Folkefærds Skibe, alt som de forskjelligste Handelsfornødenheder bringe det med sig, aarlig at mødes. I denne Havn landede den Guds Bekjender og begyndte at henvende til Folket det uvante Ord om sin Sendelse. Da nemlig Svenskerne og Gotherne eller, som de maaskee rettere kaldes, Normannerne i Tiden for deres vilde Udvandringstog, medens i Løbet af faa Aar mange Konger herskede over dem med Grusomhed, aldeles havde glemt Christendommen, saa lod de sig nu ikke let formaae til at antage Troen. Af den tidt nævnte danske Kong Svend har vi hørt, at Svenskerne dengang regjeredes af en vis Ring og hans Sønner Erik og Edmund, samt at Ring havde havt Anund, Bjørn og Olaf, om hvem man læser i den hellige Ansgars Levnet, foruden andre unævnte Konger, til Forgjængere. Og det er troligt nok, at den Guds Kjæmpe Unni har henvendt sig til disse Konger, skjøndt de vare vantroe, og med deres Tilladelse prædiket Guds Ord trindt i Sverrig. Ligesom det nu forekommer mig unyttigt at undersøge, hvad de, der ikke troede, forresten bestilte, saaledes er det i mine Tanker ugudeligt at fortie deres Frelse, som først bleve troende, og ved hvem de bleve det. Svenskerne og Gotherne vare altsaa af den hellige Ansgar omplantede paa Troens Grund, vare atter faldne tilbage til Hedenskabet og bleve nu tilbagekaldte af den hellige Fader Unni. At vide dette maa være os nok, for at vi ikke, ved at sige mere, skal faae Ord for af at ville lyve. Thi “hellere tale sandt med Bonden,” siger jo den salige Hjeronymus, “end fare med pyntelig Løgn.”
Da han nu havde røgtet sin Sendelses Ærinde og omsider beredt sig til at reise hjem, da blev den Guds Evangelist ved Byrka angrebet af en Sygdom. Og sammesteds aflagde han sit trætte Legems Hytte. Men Sjælen, triumpherende over mange Sjæles Frelse, svang sig op til den himmelske Fædreneborgs evige Glæde. Erkebispens Disciple anordnede med Graad og dog med Glæde hans Jordefærd og begravede Liget i selve Staden Byrka; ikkun Hovedet bragte de tilbage til Bremen og skrinlagde det med sømmelig Æresbeviisning i Hellig Peders Kirke foran Altret. Saaledes døde han da, efter at have stridt den gode Strid og fuldkommet Løbet, “i Skythien”, som det hedder, i Aaret 936 efter Herrens Kjødspaatagelse, i Rente-Terminens 9de Aar, henimod Midten af September Maaned. Dette Aar er Otto den Stores første Regjeringsaar, Aar 148 efter den første Bremer-Biskops, den hellige Wilhads, dødelige Afgang.
Og nu, I Biskopper! I som blive siddende hjemme og sætte Ærens og Vindingens, Bugens og Søvnens kortvarige Glæder øverst paa Eders Bispe-Embeds Dagsorden; seer dog tilbage, jeg beder Eder, paa hiin i Verden fattige og ringe anseete, men priselige og store Christi Præst, som nylig, kronet med saa herligt et Endelig, gav sine Eftermænd et Exempel, der udelukker al Undskyldning for Eders Daadløshed, grundet paa Tidernes eller Stedernes Ugunst, idet han under saamange Farer tillands og tilvands trængte frem hos de vilde Nordboer, og med en saadan Iver fuldkommede den Tjeneste, hvortil han var sendt, at han ved Jordens yderste Grændser for Christus udaandede sin Sjæl!
Noter og Anmærkninger
1) Hvem denne danske Biskop er, A. her beraaber sig paa, veed man naturligviis ikke, efterdi A. ikke har fundet for godt at navngive ham. Det vilde jo ligge nær nok at gjætte paa Bisp Villum i Roeskilde, dersom ikke det var, at A. gjør ham til Hjemmelsmand i en Sag, man i Danmark helst anseer for et tydsk Paafund og derfor nødig vil lade gjælde paa en dansk Biskops Ord.
Hermed staae vi ved Spørgsmaalet om det slesvigske Markgrevskab, som det er en killen Sag at røre ved, især i vore Dage, og ikke mindst for hvem der, som jeg, helst vil holde sin Pen fra Strid, og hvis videnskabelige Adkomst til at tale med om Sligt desuden er for Intet at regne. Imidlertid troer jeg dog, for Mester Adams Vekommende at maatte indlade mig paa denne Gjenstand med nogle faa Ord, som blot skal tjene til at vise, hvad det er og ikke er, A. melder om denne Sag, samt hvorledes man i den Anledning baade paa tydsk og paa dansk Side har gjort A. Uret, ved at give ham Æren eller Skylden for Adskilligt, han næppe har tænkt paa, langt mindre skrevet om.
Det følger af sig selv, at jeg ved denne Leilighed ikke kan tage Hensyn til nogensomhelst grundet eller ugrundet Paastand angaaende det slesvigske Markgrevskab, der ikke støtter sig til Adams Vidnesbyrd. Naar saaledes Tydskeren Dahlmann og med ham Lappenberg, i Henhold til Einars Aarbøger for 828, saavelsom til Fulda-Klostrets Aarbøger for 852, tør glæde deres Landsmænd og drille os med det Foregivende, at der allerede før Henrik Fuglefængers Tid har været oprettet et tydsk Markgrevskab i Slesvig, og at Henrik ved den her omhandlede Leilighed kun har indsat en ny Markgreve, fordi den gamle var død; saa skal jeg her ikke indlade mig paa at undersøge, hvorvidt denne Oplysning lader sig forene med, hvad der ellers er os noksom bekjendt om den sønderjydske Kong Gøttriks truende Holdning ligeoverfor Keiser Karl den Store, om Fredslutningen mellem Sidstnævnte og Gøttriks Eftermand Hemming, hvorved Eideren fastsattes som Grændse, og andet Lignende, der rigtignok allerede maa synes tilstrækkeligt til at udelukke al Tanke og Tale om et slesvigsk Markgrevskab i det 9de Aarhundrede. I saa Henseende maa det være nok at gjøre opmærksom paa, at Alt dette er A. aldeles uvedkommende, idet han ei alene ikke ymter om Sligt, men skildrer Henrik Fuglefængers Indblanding i de danske eller slesvigske Anliggender paa en dermed uforenelig Maade.
Forsaavidtsom derimod Paastanden om et slesvigsk Markgrevskab fra tydsk Side er bleven fremsat i Henhold til Adam, er der, forsætlig eller uforsætlig, indløbet den Feiltagelse, at man i denne Sammenhæng har talt om “Slesvig” i en Betydning, som er A. og hans Tidsalder aldeles fremmed, nemlig som om derved skulde forstaaes hvad man i en senere Tid har kaldt “Sønderjylland” og hvad man nu kalder “Hertugdømmet Slesvig”. Paa denne Maade kommer da den slesvigske Markgreve til at forestille en keiserlig Statholder over hele Landet mellem Eideren og Konge-Aaen. Denne Urimelighed, som det naturligviis fornøier Tydskerne, ret at sætte sig fast i, har man fremdeles paa dansk Side ikke været koldsindig nok til at lade være udenfor Striden som Noget, der baade er A. og hele Spørgsmaalet aldeles uvedkommende. Og derved har man da paa dansk Side ladet sig forlede til at affærdige ikke blot de nyere Tydskeres Paastande, men ogsaa Adams Vidnesbyrd, med et Nei, der synes at gaae til samme Yderlighed som Tydskernes Ja. Som Beviis herpaa være det mig tilladt at anføre en Yttring af Frederik Barfod i hans “Fortællinger af Danmarks Historie”, Side 105: “Senere Tydskere have endog udfundet, at han (Henrik) indsatte en tydsk Markgreve i Sønderjylland, til hvem Samtiden imidlertid Intet mærkede, saa han først hundrede Aar senere kom fra Tanken paa Papiret, men aldrig ind i Virkeligheden”. Herimod er der nu dog, paa Adams Vegne, Adskilligt at indvende. Det er ganske sandt, at Snakken om “en tydsk Markgreve i Sønderjylland” kun hidrører fra “senere Tydskere”, men just derfor er det næppe rigtigt, at denne “tydske Markgreve i Sønderjylland” allerede “hundrede Aar senere” — det vil jo her sige: 100 Aar efter Henriks Seier over Gorm eller Knud — er kommen “fra Tanken paa Papiret”. Paa hvad for et Papir? Paa Adams idetmindste ikke. Ligesaalidt som “en tydsk Markgreve i Sønderjylland” nogensinde er kommen “ind i Virkeligheden”, ligesaalidt er han hos Adam kommen “fra Tanken paa Papiret”, skjøndt det forresten ganske rigtig var Mester Adam, der levede og skrev “hundrede Aar senere”, d. e. 100 Aar efter Krigen mellem Henrik og Gorm. Sagen er den, at for A. er “Slesvig” kun en By og “Sønderjylland” et vildfremmed Begreb; Alt hvad der ligger mellem Eideren og Skagen, indbefatter A. under Navnet “Jylland”, uden at kjende det Mindste enten til Konge-Aaen som en Mellemgrændse, eller til Forskjellen mellem Nørre- og Sønderjylland. Naar A. taler om en Markgreve i Slesvig, saa menes dermed altsaa blot Byen, og ingenlunde Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland.
Alt hvad nu A. fortæller om den slesvigske Markgreve, indskrænker sig til Følgende. Da Henrik havde slaaet Kong Gorm og nødt ham til at lade de Christne i Fred, udvidede han Grændsen for det tydske Rige indtil Byen Slesvig, hvor han anlagde en saxisk Coloni og indsatte en Markgreve til at vogte den nye Grændse. Strax efter Henriks Død blev imidlertid Markgreven tilligemed Ottos Gesandter nedsablede ved Hedeby af Danskerne, som med det Samme ødelagde hele den saxiske Coloni. Men da trængte Keiser Otto ind i Danmark, overskred den tidligere ved Slesvig opreiste Grændse, rykkede frem til Ottosund og slog paa Tilbageveien den danske Kong Harald ved Slesvig. Som en Følge heraf maatte Harald modtage sit Rige som et Lehn af den tydske Keiser, hylde Christendommen og finde sig i, at Keiseren oprettede 3 Bispesæder i Jylland, nemlig i Slesvig et, i Ribe et andet, og et tredie i Aarhuus. Men omsider, da Knud var bleven Konge i Danmark, kom der ved Erkebispens Mægling et Forlig istand mellem ham og den tydske Keiser Konrad, som ved den Leilighed afstod til Knud baade Staden og Markgrevskavet Slesvig hinsides Eideren; og fra den Tid af har Slesvig tilhørt Danmarks Konger (S. 48. 56. 57. 87).
Ifølge denne Fremstilling har altsaa det slesvigske Markgrevskab kun bestaaet i henved 100 Aar, fra Henrik den Første til Konrad den Anden, eller fra Gorm den Gamle til Knud den Store, og kun omfattet Staden Slesvig og sammes nærmeste sydlige Omegn indtil Eideren. Om nu dette Markgrevskab kun staaer paa Papiret, eller i sin Tid har bestaaet i Virkeligheden, er altsaa et Spørgsmaal, som for det første angaaer en langt mindre betydelig Sag, end det i Stridens Hede har faaet Udseende af, og som for det Andet hænger altfor nøie sammen med Henriks og Ottos Seire over Gorm og Harald og øieblikkelige Overmagt over Danmark, til at kunne besvares uden Hensyn dertil. Naar desuden Erkebiskop Adelbert, i Anledning af Svend Estridsøns Ønske om at faae oprettet et nordisk Erkesæde, erklærer at ville samtykke den, dog med det Forbehold, at Erkesædet i Bremen skal naae lige op til Slesvig hinsides Eideren, saa er dette atter Noget, som bliver langt forklarligere under den Forudsætning, at det har sin Rigtighed med hvad A. fortæller om det slesvigske Markgrevskab.
Hermed er Spørgsmaalet om det slesvigske Markgrevskab vistnok ingenlunde afgjort; imidlertid haaber jeg dog at have stillet dets Gjenstand i et klarere Lys, navnlig for Adams Vedkommende. Endnu skal jeg blot tilføie, at jeg anseer Tillæg 82 for uforenelig med Adams hele øvrige Betragtning af de her omhandlede Forhold, saa dette Tillæg maa nok henregnes til de uægte.
