Afguder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ofring til Diermes eller Thor
Samisk religion

Uddrag af Knud Leem:
Beskrivelse over Finmarkens Lapper



19. Capitel
Om Lappernes forrige Afguder


Lapperne have indbildt sig her og der i Biergene, ferske Søer og andensteds Guder, hvilke de paakaldede med adskillige Taale-Maader, saasom: Gedge-Olmutzh, Passe Gedge Vækkiet! Danice: Steen-Menniske, hellige Steen hielp! Vækkiet buorre Passe Vaerre, dastko Mudngji dal hætte bodi! Danice: Hielp gode hellige Bierg, efterdi mig nu er Nød paakommen! samt andre saadanne Afgudiske Bede-Maneerer, og hvilke de meente at være tient med Offer, og derfor giorde Afgudiske Ofringer paa de Steder, hvor de troede, at samme Afguder havde sin Bolig. Læs meere derom i det følgende Capitel.


Jeg haver haft i Hænde en Relation om Lappernes Afguder, hvis Auctor jeg ikke vist veed, men dens Indhold lyder saaledes:


En liden Anmelding om en Deel af de u-omvendte Finners Afguder og Afguds-Dyrkelse.

Lapperne have indbildt sig Guder paa adskillige Steder.

1. Skal en Deel holde til allerhøyest oppe i Stierne-Himmelen.
2. En Deel længere neden i Luften
3. En Deel neden paa Jorden.
4. En Deel et Stykke neden i Jorden.
5. En Deel meget dybt neden i Jorden.


Iblant de Guder, som ere allerhøyest oppe i Stierne-Himmelen, er Radien den Fornemste; men om han skal være der allevegne tilstæde, eller paa et Sted, vides ikke; Men ingenlunde have Lapperne forstaaet den sande Gud under Radiens Navn, som sees deraf, at en Deel Lapper haver haft a parte, hvilket er grueligt at tale om, den sande Gud afmalet paa deres Rune-Bommer næst hos Radien. Denne Radien skal vel hielpe udi timelige Ting, saasom at give Lykke til Rensdyr, besynderlig naar han forstaaes ved Zhioaarve-Radien, som og er en Gud øverst udi Stierne-Himmelen, dog ringere, end Radien selv; Men ellers veed ikke alle Lapper at giøre Forskiel imellem Radien og Zhioaarve-Radien, saa at i den Sted de skal ofre til Zhioaarve-Radien for Rensdyr, som gemeenlig skeer, sige de, at Ofret var til Radien, saasom de ikke veed af nogen anden Radien, end den samme; men Radiens fornemste Gierning er, at nedsende Aand til et Menniskes Undfangelse i Moders Liv, hvilken Aand den Qvinde Maderakko annammer af Radien, men overleverer den strax til sin Daatter Sarakka, der skal lade voxe Legeme paa Aanden, indtil det bliver til et fuldkomment Foster. Radien skal og tage de Døde til sig, naar de en Tiid lang efter Døden have været i Dødningernes Rige, hvilket er et Stykke neden i Jorden, hvorom herefter skal meldes; men de, som formedelst deres Ulydighed imod deres Guder komme i Rota Land, som er saare dybt neden i Jorden, og ikke udi Dødningernes Land, komme ikke heller til Radien, men blive altid udi Pinen hos Rota.

Ruona-Nieid skal og boe høyest oppe i Stierne-Himmelen, ikke langt fra ligesaa høyt, som Radien. Denne Ruona-Nieid skal være for de Fielde, der først om Vaaren grønnes, og give nyt Græs til Rensdyrenes Føde. Nu paa det at Rensdyrene kan komme betimelig udi Græsgang, ofres der om Vaaren til Ruona-Nieid. De Guder, som er længere neden i Luften, ere:

I. Beive, det er, Solen, som Lapperne have kaldet en Gud, der med sit Skin opvarmer Jorden, og giør, at Græsset voxer til Rensdyrenes Føde, og paa det Solen skal skinne vel, da have Lapperne ofret til hende baade hvide Creature, saa og St. Hans Aften ædt hende til Ære en Grød, kaldet Soel-Grød. De have og ofret til Solen for adskillige Sygdomme, besynderlig for Mangel paa Forstanden.

II. Horangalis, Torden, som Lapperne have kaldet en Gud, der tit bliver vreed, og ey allene slaaer Stykker af Biergene, og nedfælder Træerne; men endogsaa slaaer Mennisker og Qvæg ihiel, hvorfor Lapperne af Frygt for Horangalis, der er bleven vreed, og haver ladet sig høre i Skyerne, have giort hannem Offer, for derved at stille hans Vrede.

III) Gisen-Olmai.

IV.) Bieg-Olmai er en Gud for Veyr og Vind, for Vandet og for Havet. Denne haver faaet Offer, at han skulde dæmpe Havets Storm. V. VI. og VII.) de tre Ailekes-Olmak, til hvis Ære Fredags, Løverdags og Søndags-Helligholdelse skal være skeet; men en Deel Lapper staae dog paa, at de have helligholdet Fredagen Sarakka til Ære, Løverdagen Radien til Ære, og Søndagen de tre Ailekes-Olmak til Ære: derfor, naar Lapperne have forseet sig ved at arbeyde Fredag, Løverdag eller Søndag, have de givet Offer til Forliig.


De Guder, som ere paa Jorden, ere:

Leib-Olmai, en Gud for Veideskab: derfor have Lapperne altid, for Lykke til Skytterie, ofret til Leib-Olmai, og, som Lapperne altid ved Offerne have giort Bøn og Knæfald for Guderne, saa have de og fornemmelig bedet til Leib-Olmai, ja endog derforuden med deres Sang lovet hannem, og Aften og Morgen bedet til ham, hvilken Dyrkelse vel og bevises alle de andre Guder.

Kiöse-Olmai er en Gud for Fiskerie, som skal sende Fisken til Fiskerens Krog; derfor ofres og bedes der ogsaa til ham. Den Qvinde Maderakko, som med hendes tre Døttre skal være til Hielp for Qvinder. Der ofres til hende, at hun skal tillade sine Døttre at være til Tieneste. Nogle paastaae og, at denne Maderakko selv hielper, og desto større Aarsag have de at ofre til hende; men hvorudi hun hielper, er at bemænge sig i enhver af sine Døttres Gierninger.

Den første Maderakko Datter, nemlig Sarakka, som skal give Barnet Legeme i Moders Liv, efterat Radien haver nedsendt Aanden, skal og have Smerte ved Barne-Byrden, lige saavel som Qvinderne selv, der ere frugtsommelige. Det afgudiske Sacramente, som bruges ante sacram Coenam, skal være fornemmelig denne Sarakka til Ære, og, eftersom hun skal have ladet voxe Legeme og Blod paa den Aand, Radien skal have nedsendt af Himmelen i Qvindens Liv, ædes og drikkes Sarakka Legeme og Blod i Trold-Sacramentet; dog drikker den største Deel Sarakka Blod i dette Sacramente, og æder Leib-Olmai Legeme; (alt efter deres afskyelige og ugudelige Mening) men de maa visselig tage Feyl ved Vankundighed udi denne deres Afguds-Dyrkelse, og tage Leib-Olmai for Radien, der nærmere skulde beqvemmes nogen Ære, end Leib-Olmai, der hverken troes at have givet Aand eller Legeme; ellers findes der nogle Lapper, dog faa, som meener at have ædt Radiens Legeme, og drukket Sarakka Blod i Trold-Sacramentet. Lapperne have ey allene ofret til denne Sarakka; men hun er og flitteligen bleven tilbedet af Qvinderne, besynderlig af de Frugtsommelige. De have og tit drukket hendes Skaal i Brændeviin. De have og ædet Sarakka Grød for en god Barne-Fødsel.

Maderakko anden Datter, nemlig Juks-akka, siges at forandre Datter til Søn udi Moders Liv; Lapperne have derfor tit ofret til hende; thi Lapperne synes, sig bedre at være tient med Drenge-Børn, end Pige-Børn, der hverken kan holdes til Fiskerie eller Skytterie.

Maderakko tredie Datter, nemlig Ux-Akka, tager imod Børnene, naar de ere fødde, til at bevare dem for Stød og Fald, hun hielper og Qvinderne til deres sædvanlige Maaneds-Syge, og at hun skal giøre denne sin Bestilning, ofres der og til hende.

Til disse henhøre ogsaa Saivo-Olmak, d.e. Bierg-Mænd, hvilke ere til Tieneste for alle i Almindelighed, men for en og anden i Særdeleshed, som enten kan have arvet eller kiøbt dem af andre Noaaider, eller ved nogen Fliid i Noaaide-Konst selv forskaffet sig dem. Disse Saivo-Olmak give Raad udi adskillige Tilfælde, baade udi Søvne, og ved Myran paa Rune-Bomme, paa Belte, paa Bysse, paa Steen, eller Heste-Been. I Begyndelsen, da en Noaaide skal antage Saivo-Olmak til sin Tieneste, bliver han styrket med Saivo-Zhiaze: Bierg-Vand, og siden en og anden Tiid gives ham af samme Saivo-Zhiaze at drikke, naar han skal give sig i Striid med andre Noaaider, for at prøve Styrke, da Noaaiderne sette deres Saivo-Sarva: Bierg-Oxe-Rein, hvilken de største Noaaider have, og have faaet paa samme Maade, som sagt er om Saiva-Olmak, ud paa hverandre, for at dræbe hverandre. Ligesom da Striden falder ud imellem Noaaidernes Saivo-Sarva, saa skeer det og Noaaiderne selv. Stanger den enes Saivo-Sarva Hornet af den anden, saa bliver den Noaaide syg, hvis Saivo-Sarva Horn blev afstanget.

I dette Følge er og Saivo-Lodde ɔ: Bierg-Fugl, til at vise Vey, hvor Noaaiden agter at reyse; saa haver og Noaaiden denne Saivo-Lodde til at sette imod og ud paa andre Mennisker eller Noaaider.

Der er og Saivo-Guelle ɔ: Bierg-Fisk, som skal bevare Noaaidens Liv, naar han skal begive sig ned i Jabme-Aibmo, det er, Dødningernes Land, for at hente op af Jabme-Aibmo et eller andet sygt Menniskes Siel, som kan være kommen der ned, hvoraf Lapperne have sluttet, at Kroppen vil vist nok snart komme efter, og døe, eftersom Sielen er faren ud, hvorfor de tit have ofret, for at faae Sielen op af Jabme-Aibmo, og ind i Legemet igien, at Mennisket skal fremdeles leve.

Der er og Namma-Guelle, det er, Navn-Fisk, som ikkun gandske faa har havt. Denne erlanges, naar Barnet første gang omdøbes; thi Lapperne døbes med Trold-Daab meere, end engang, hvilket skeer saaledes, at, naar Mennisker faaer ont, gives det et andet Navn. I det Vandet øses over Mennisket, bruges disse Ord: Jeg døber dig i det Navn N.N. og du skal leve vel i det Navn, og det gives et afgudisk Navn, som kan være Trold-Navnet enten efter dets Fader eller Far-Fader etc. hvilken haver havt Namma-Guelle tillige med Navnet.


De, som ere et Stykke neden i Jorden, skal boe i det forbemeldte Jabme-Aibmo, hvor Jabme-Akko, Dødens Moder, er Herskerinde, saavel som alle Dødninger blive lige saa vældige der, som de have været her i Verden, i det de faae et nyt Legeme, i den Sted det, de havde her i Verden forraadner udi Jorden. Til disse ofres tit, at Mennisker maa beholdes i Livet; thi baade Jabme-Akko, og Dødningerne selv, staae efter at faae Menniskerne i betimelig Tiid derned, fornemmelig staae Dødningerne efter at faae nogen af sin Slægt, besynderlig af sine Børn, der ned.


De, som ere dybt neden i Jorden, ere udi Rota-Aibmo ɔ: Rota-Land, hvor de komme hen, som have levet imod deres Guders Villie; disse komme aldrig derfra til Radien, som de, der af Jabme-Aibmo komme til Radien. Her boer Rota, til hvilken Lapperne have ofret, og søgt om Hjelp, naar der aldeles ingen Hielp haver været hos de andre Guder at erlange. Lapperne sige, sig ofte at have befundet, at Rota haver kommet og med Sygdom plaget Mennisker eller Qvæg, da de ingen Raad have fundet, uden at kiøbe ham fra sig med Offer; dog have de ikke gierne ofret til ham paa den gemene Maade, saasom at slagte Creaturet, og bede saa mange af sine Venner til Offer-Maaltidet, som kunde æde Kiødet af Hovedet, Ryggen og Fødderne, og stenke Blodet paa adskillige Træer, der smukt udskiæres og settes hos Offer-Alteret deres Guder til Ære, saavel som legge paa Alteret Benene og et Stykke af Tungen, et Stykke af Lungen, et Stykke af Hovedet, Ørene, Rumpen, og et Stykke af Hiertet etc. men de have sat en heel og holden død Hest ned i Jorden til det Brug, at Rota skulde ride bort fra dem ned i Rota-Aibmo paa samme Hest; dog hænder det sig og, at der ofres paa den gemeene Maade til Rota, og giøres hans Billede i en Mands Lignelse, og legges Offer-Creaturets Been paa Væro-Alteret, hvilke Been Rota, saavel som de andre Guder skal skabe sig selv Kiød paa. Lapperne holde for, at, naar en Gud faaer Benene af et Creatur, er det ham lige saa nyttigt, som om han fik hele Creaturet; thi han kan selv skabe Kiød paa Benene.


Om denne Beretnings Sandfærdighed i alle Stykker kan jeg ikke dømme af egen Erfarenhed. Jeg frittede de i mit Missionaire-District sit Tilhold havende Lapper derom; men de sagde, sig aldeles at være uvidende om Radien, Ruona-Nieid, Maderakko og hendes trende Døttre, Sarakka, Juks-akka, og Ux-akka, hvis Navne og Forretninger i bemeldte Relation anføres. Om Saivo-Sarva, Jabme-Aibmo, det er Dødningernes Land, og noget af det øvrige lode de sig forstaae at være vidende. Jeg i det meeste bifalder Auctors Beretning, og troer, at Tronhiems og Nordlands Amters Lapper virkeligen have indbildt sig saadanne Guder, og giort samme slig Dyrkelse, som han anfører; thi Radien, Beive og Rota, det er Pluto, Helvedes Gud etc. staae tegnede paa deres Rune-Bomme, der er, som et kort Begrep af deres afgudiske Theologie; da og de Afguderne tilegnede Navne tildeels svare til Forretningerne, af hvilke de beskrives. Schefferus melder, Lapperne fornemmelig at have tilbedet tre Afguder, nemlig Thor, Stoerjunkare, og Solen, og vidtløftig beskriver de Omstændigheder, som ved deres Dyrkelse skal være bleven iagttaget. De tvende først benævnte af disse ere Finmarkens Lapper nu omstunder ubekiendte [1] Joulo-Gadze vide alle Finmarkens Lapper af at sige. Samme ere, efter Beretning, Dievle, til hvilke i Vanvittighedens Tiid ofredes paa gamle Jule-Aften. Noaaide-Gadze, Danice: Noaaidens Selskab, saa kaldede, fordi de vare Noaaidens eller Troldmandens Læremestere, Medhielpere og tienstvillige Aander, vide og alle Finmarkens Lapper at tale om. Samme ere mig, ey af een allene; men flere sandrue, i Guds Kundskab oplyste og gudfrygtige Lapper, hvis Udsagn derom var overeensstemmende, i saa Maade beskrevne, at de i Børns Skikkelse og Finne Dragt pleyede at aabenbare sig, gemeenligst om Natten i Drømme, undertiden ogsaa om Dagen for en Vaagende, og tilbød ham sin Tieneste, forsikrende ham om, at, saa fremt han vilde annamme dem, skulde de skaffe ham god Lykke til Skytterie og Fiskerie, giøre ham viis og konstriig i at helbrede Sygdomme paa Mennisker og Qvæg, samt i mange andre Tilfælde. For at formaae en Lap til at antage dem, brugte de iblant andre og saadan Overtalelse, at, efterdi de havde tient hans Fader, var det billigt, at han, som Sønnen, ogsaa antog dem i sin Tieneste, paastaaende, at han burde annamme dem, som en sig fra Faderen arvelig tilfalden Eyendom. Antog han dem godvillig, bekom han og deres Bierge-Boliger til sin Torvo-Paike, det er, Tilliids-Sted; men vilde han ikke annamme dem med det Gode, lode de Trussels-Ord falde, ja og plagede ham med en og anden Slags vodsom Behandling. Blev han overvunden og overtalt til at give sig i Forbund med dem, underviste de ham om Ofringer at giøre, lærte ham Troldoms Konst, saa og øvede ham i at juoige, som er at synge Rune-Sang. Benævnte Noaaide-Gadze vare efter Lappernes Beretning tvende Slags: Nogle kaldtes Buorre Gadze, Danice: got Selskab, saasom Noaaidens eller Trolmandens Læremestere og Medhielpere i at helbrede Sygdomme paa Mennisker og Qvæg, i at læge dem, som af andre vare forgannede, samt i andre Tilfælde, som agtedes nyttige; andre kaldtes Borram-Gadze, det er Æde-Sælskab.

Andre bleve kaldede Perkel-Gadze, Danice: Dievels Selskab, saasom Noaaidens Læremestere og Medhielpere i at giøre Skade, at dræbe Folk eller Qvæg med Troldoms Konst etc. Samme nævnede man og Borram-Gadze, Danice: Æde-Selskab, hvilket Navn blev dem tilegnet, fordi de, som en fortærende Ild, troedes at kunde giøre Ont og Ulykke.

En saa kaldet Vuokko vide og fast alle Finmarkens Lapper af at sige; samme berettes, at have i en stor heslig Fugls Gestalt, forskaffet Noaaiden de giftige Gan-Fluer.

Herhos vil jeg anføre nogle, som Lapperne vel ey, saa vidt mig er vitterligt, holdt for Guder, og med Tilbedelse og Ofringer dyrkede, men dog havde en Slags Overtroe om, saasom: Stallo, hvilken iligemaade alle Finmarkens Lapper vide at tale om; denne beskrives at være et Spøgelse, der lod sig dog meget sielden, see i sorte Klæder, samt med Stav i Haanden, og tilbød sig at brydes med en eller anden Lap.

Om benævnte Spøgelse vil jeg (hvortil jeg dog, efterdi Sagen er latterlig og i mine Tanker heel urimelig, først maa udbede mig den gunstige Læseres Tilladelse) melde følgende: Simon Kiæs, om hvilken en anden Tildragelse er at læse i det 17. Cap. om Lappernes Leege etc. fortelles at have dræbt en saa kaldet Stallo, og nogen Tiid derefter en anden, som kom at hevne den førstes Død, ved at have ligget paa Luur efter og skyde ham igiennem et Hul paa sin Stolpe-Bods Dør, hvilken Dør tillige med Hullet mig blev anviist. Man legger og dette til, at han begrov den døde Stallo, fandt et forborgen mordisk Værge inde i hans Stav, og giorde af samme tvende Tolge-Knive, af hvilke han forærede sin Søn, Peder Simonsön een, og sin Datters Mand, Niels Olsön Kiæs den anden. Alt dette fortelles baade af Simon Kiæses egne Sønner og flere i Porsanger-Fiorden boende Lapper for en virkelig Tildragelse. Hvor troligt og rimeligt dette er, overlader jeg andres Domme. At bemeldte Stallo skulde virkelig være et Menniske, saasom en Landstryger eller nogen anden fra fremmede langt fraværende Egne ankommen reysende Person, er ikke vel rimeligt; thi paa de, ligesom i en Vraa af Verden, afsides liggende Steder sees sielden, ja fast aldrig nogen Reysende, og hvis det var nogen saadan, maatte det i det mindste rygtes, hvorfra han kom, og hvor han nogen andensteds havde været, førend han kom just paa det Sted. Sælsomt er det, at Dievelen skulde synes for et Menniske at brydes med, samt at overvindes, dræbes og begraves af det. Underligt er det og, at Folk skulle fortælle sligt for virkeligt, da det var Løgn, hvilket de dog ingen Fordeel kunde have af. Det lader sig ansee, at ommeldte Handel ikkun var en foregiven Bedrift, som benævnte Simon Kjæs, der var en sluug og efter sin Maade poleret Lap, selv havde opdigtet, for at giøre sig stor, og forskaffe sig hos de andre enfoldige Lapper en Slags Anseelse. Vist er det, at han flyttede siden fra sin forrige paa det faste Land havte Bolig over til Tams-Øen, som ligger ude i Fiorden henved en halv Miil derfra, og der slog sin Bopæl, foregivende, at han befrygtede sig for længere at forblive der, hvor han havde dræbt Stallo. Sandt er det og, at Lapperne holde tit-bemeldte Stallo for et Spøgelse, der kan giøre Ont, og at de, som jeg selv mange gange haver hørt, skrekke Børn fra at gaae allene ud i Mørket, fra at gaae nær Vandet, og begive sig til andre farlige Steder, ved at sige: De Stallo boatta, der er: Nu kommer Stallo.

En saa kaldet Zhiokkush have Lapperne indbildt sig at foraarsage et Slags hastig paakommende Sygdom, saa at, om nogen deraf blev angreben, pleyede de sige Zhiokkush suu pazhji, Danice: Zhiokkush skiød ham.

Det, som de Norske give Navn af Udboer, nævnes af visse Egnes Lapper: Epparis eller Shjort, og agtedes for et Spøgelse, hvilket de, ligesom den øvrige gemeene Mand i Norge i forrige Tider troede at holde paa et vist Sted, hvor et Barn, der ikke havde faaet Navn, var myrdet. Bemeldte Spøgelse sagde man jammerligt at skrige, indtil det blev nævnet ved Navn, hvad for et samme end kunde være, hvorefter det ey den gang meere lod sig høre.

Ligesom vankundige Norske Bønder have indbildt sig underjordiske Folk, eller saa kaldede Goveiter, saa havde og Lapperne i deres Vankundigheds Tiid samme daarlige Indbildning. De saa kaldede Zhiakkalaggak troedes af en Deel at være Spøgelser i smaa Børns Gestalt; men af en gudfrygtig og i sin Opførsel skikkelig Porsanger-Fiords Lap, ved Navn Henrich Sarresön, som var Farfader til den i Aaret 1758 fra Trondhiems Skole til Academiet dimitterede, og nu værende Pastor til benævnte Byes Hospitals-Kirke Hr. Anders Porsanger, ere de mig beskrevne virkelig at være et Slags smaa Dyr, der holde sig i dybe Vand-Kilder, og i sin Skikkelse meget ligne smaa Børn uden Haar og Rost. Deres Kiød er efter hans Beretning meget nydeligt. Maaden, paa hvilken de faaes, sagde han at være denne: Man ved Bredden af den Vand-Kilde, hvor de have sit Tilhold, setter Smør i et Fad eller andet Kar, og, efterat de ere komne op at æde af samme, skyder dem; men de skal være meget rare at bekomme. Hvis benævnte Dyr ere til, og kunde bekommes, vare de formedelst deres rare Skikkelse værde at gives Sted i en Konges Konstkammer.

Mig er fortalt om en Porsanger-Fiords Søe-Lap, ved Navn Anders Eskildsön, som de Norske kaldede Anders Brede-Skalde, d.e. Brede-Pande, at han anraabede St. Hans om Hielp for Barsel-Qvinder. Benævnte Mand var død kort Tiid for min Ankomst at blive Missionaire der paa Stedet.



Fodnoter

  1. Dog handler Forfatteren siden i det følgende 20de Capitel om en Afgud, ved Navn: Stoerjukare, som man ofrede til paa et Bierg længst inde i Varanger-Fiorden. Denne Stoerjukare bliver, uden Tvivl, den samme som Sheffers Stoerjunkare.