Ajijak bortføres af to kæmper (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijak bortføres af to kæmper

Ajijak tog engang på en fangsttur fra Puisorqaq ind i isfjorden bag Sermiligâq. Han roede langs Uvipak-landet.

Da han nåede til Sûnikajik, kunne han pludselig ikke mærke, at hans årer tog vandet, men hans fart fremover var stor. Ajijak stak åren langt ned i vandet for at skodde, men vandet var som luft, der ikke ydede modstand. Han for videre med rasende fart. Så forsøgte Ajijak at stikke årebladet ned i den modsatte side, men det hjalp ikke. Han holdt da åren parallelt med kajakken og stak den i vandet foran sig, og nu kunne han mærke en lille smule modstand.

Nu lagde Ajijak mærke til, at en kæmpe halede ham ind til sig fra Ipitsuluks sandstrand. Ajijak for af sted. Alle hans forsøg på at bakke var forgæves. I rasende fart blev han halet langt op på sandstranden, hvor to kæmper greb fat i hver sin ende af hans kajak og bar ham ind over land. Man var kommet et godt stykke til fjelds langs en elv, da Ajijak mærkede noget rumstere. Op af kajakken kom hans amulet, fangstblærerne. De piskede i deres remme mod dækket.

Da kæmperne så amuletten sagde de blot: »Sådan én har vi selv«.

Det bar stadig ind over land. Så mærkede Ajijak igen noget rumstere, og frem kom hans anden amulet, et hårtoppebånd, og det piskede truende som en hvinende snert.

Kæmperne kastede et blik på det. Med bemærkningen: »Sådan én har vi selv«, tog de kraften af Ajijaks anden beskyttelsesamulet.

Nu bar kæmperne Ajijak ud på bræen Majerádak. Som sædvanlig fulgte hans lille dværg Qingmardertoq med ham. Men dværgen kunne intet stille op.

Ajijak påkaldte sine kæmpefalke, og da han vendte sig om for at spejde efter dem, så han dem langt ude over fjorden komme susende. Endnu var de så langt borte, at de blot lignede to hvide kalvisstykker.

Kæmpefalkene nærmede sig med voldsom fart, og da de var nået tæt ind på Ajijak, opdagede den ene kæmpe dem. Han blev så overrasket, at han slap sit tag, og kajakenden faldt tungt til bræen. Den anden kæmpe så sig forskrækket tilbage, og med alle tegn på rædsel slap også han sit tag. Så forfjamskede var de, at de tog flugten op over den glatte bræ på alle fire.

Ajijak sad nu i sin kajak midt på bræen og fulgte den hidsige jagt.

Samtidig med at kæmperne nåede bræranden og forsvandt, forsvandt også kæmpefalkene, men straks efter så han dem svinge sig højt til vejrs med hver sin kæmpe i kløerne.

Ajijak krøb ud af kajakken, vendte forstavnen ud mod kysten og trak den ned over bræen.

Imens fløj kæmpefalkene op til Puneqs høje fjeld, hvor de gav sig til at æde kæmperne, alt imens de skreg »kî – kêq«.

Da Ajijak nåede elven, satte han kajakken i strømmen og lod den glide ned, mens han selv gik inde på land og dirigerede den ved hjælp af en rem.

Nået ned til kysten krøb Ajijak i kajakken. Fulgt af Qingmardertoq roede han hjem til sin boplads.

Således blev Ajijak reddet af sine kæmpefalke.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 234-235, København, 1963.

Næste kapitel ►