Ajijak dør (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijak dør

Mange år gik, efter at Ajijak og hans bror fandt skibsvraget. Brødrene var blevet gamle, men stadig roede de på fangst sammen.

En dag måtte Ajijak lægge sig på grund af et maveonde. Det havde stået på længe, da Ajijak en dag sagde til sin kone: »Nu skal jeg snart dø, der kommer en mørk skybanke drivende imod mig. Når jeg dør, skal jeg krybe ind under den, og når jeg kravler ud på den anden side, er jeg igen levende. Den tredie dag efter min død kommer jeg levende ind i huset, og I skal ikke være bange for mig«.

Ajijak blev sløjere og sløjere, og til sidst åndede han ud.

Familien bar ham til hans gravsted; i bunden af graven lagde hans kone en opsprættet spækpose. Dette gjorde Ajijaks kone, fordi hun var bange for ham, når han igen levede op.

Den tredie dag, efter at Ajijak var blevet gravlagt, fortaltes det, at Ajijak var i færd med at fjerne dækstenene over graven. Bopladsfællerne sagde til Ajijaks familie: »Se efter ham, som I bar ud forleden«. Og da de kom ud og så efter, stak ganske rigtigt Ajijak op af graven, klædt i en svær pels. Han var i færd med at fjerne dækstenene.

Ajijak så forvirret ud, thi han kunne ikke finde sin forstand (eller sit syn, silane), der var så gennemvædet af tran fra spækposen, at den helt havde tabt sin kraft.

Da han havde vendt og drejet sig, lagde han sig tilbage i graven for ikke mere at stå op. Man gik derefter ned til graven og dækkede den til på ny.

Det var Ajijaks kone, der tog livet af ham ved at lægge spækposen under ham, så han ikke mere kunne finde sin forstand. Havde hun ikke gjort det, ville Ajijak tre dage efter sin død være stået op igen, og det ville han have fortsat med, hver gang han døde.

Herefter var Ajijaks bror ensom, og han længtes efter Ajijak.

Da Ajijaks bror mærkede, at han skulle dø, sagde han: »Jeg længes sådan efter Ajijak. Når jeg dør, skal i gravlægge mig op ad Ajijaks grav«. Hans ønske blev opfyldt, han blev gravsat i forlængelse af Ajijaks grav.

Endnu for ca. 15-20 år siden kunne man se resten af Ajijaks og hans brors anorakker af blåt stof, som de fik syet efter turen på det forladte skib, og som blev medgivet dem som gravgods, da de døde. Ajijak og hans bror var således de første Angmagssalik-folk, der havde anorakker af stof.

Efter Ajijak og hans brors død var Maratse og hans brødre »de gamle« ved Puisorqaq.

I min barndom boede vi selv derude, men med års mellemrum skiftede vi boplads. Vi skiftede mellem Nunakitseq, Qêrpik og Upernivik.

Først da vi var blevet voksne, flyttede vores slægt her til Utorqarmîn, og her har vi siden haft fast vinterboplads.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 238-239, København, 1963.

Næste kapitel ►