Ajijaks forløsning og første himmelflugt (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijaks forløsning og første himmelflugt

Ajijak udviklede sig stille til at blive åndemaner.

Kort tid efter at Ajijak havde taget sig en kone, rejste han med sin slægt til Kangersigduatsiaq. De slog sig ned ved Qeqertalik. Ved Itivdeq i Kangersigduatsiaq-området havde Ajijaks far en sangkampsven. En dag kom sangkampsvennen og stævnede Ajijaks far.

Der blev stor glæde i huset. Veloplagte sang sangkæmperne hinanden på.

Mens sangkampen stod på, mærkede Ajijak Ôrdortoq vælde op til ham og give ham forløsningens umiskendelige tegn ved at berøre ham. Ajijak blev ligbleg, og i sin store forlegenhed satte han sig på en krumkniv. Da det ikke hjalp, flyttede Ajijak ned på gulvet og satte sig på hug ved kanten af en urinbalje, men heller ikke der kunne han finde ro. Han sprang op på briksen, tog sin kone om livet og satte hende på skødet af sig.

Ajijak trak vejret tungt, og hans kone vendte sig om og så, at blodet løb ud af mundvigene på ham. Ajijak sad med lukkede øjne.

Ajijaks kone råbte ud til sin svigerfar: »Ajijak spytter blod«. Men den gamle hørte ingenting. Først da sangkampsvennen rystede ham kraftigt ved skuldrene og råbte: »Din søn spytter blod«, kom Ajijaks far til sig selv.

Den gamle sprang hen til sin søn og ville til at slikke blodet bort fra hans mundvige, men Ajijak, der tilsyneladende et kort øjeblik fik magt over sine tanker, sagde til sin far: »Tro ikke, at det her er almindelig blodspytning. Den, der rører mit blod, er dødsens«. Faderen råbte: »Nu forløses Ajijak til åndemaner«. Ajijak var i voldsom forløsning. Da han igen var normal, sagde faderen: »Han skal endnu ikke mane (præsentere sine) ånder, thi da risikerer han, at han ikke senere får andre hjælpeånder end dem, han har nu. Først må han ud at skaffe sig flere hjælpeånder, derefter kan han vise os dem«.

Den næste aften blev det bestemt, at Ajijak skulle flyve op til månen og der søge sig nye hjælpeånder.

Man bandt Ajijak, og da der rigtig kom liv i trommen, og den brølede, som om alle magter havde taget bolig i den, råbte Ajijaks far til sin søn: »Du må endelig ikke vende blikket mod Qulungmîn! Du risikerer, at de kommer til at spille bold med dig«.

Ajijak fløj nu ud af huset. Han havde fløjet i nogen tid, da han hørte lokketoner: »Máta – máta«, »her er vi – her er vi«. Ajijak anstrengte sig for at holde blikket borte.

På samme tid vuggede Ajijaks tromme med stor styrke mod gulvfliserne hjemme i huset.

Ajijak, der næppe mærkede, at han vendte hovedet mod lokketonerne, fandt sig flyvende ind i huset hos Qulungmîn-ånderne.

Nu kom Ajijak i stor knibe. Qulungmîn-ånderne slog bold med ham med flad hånd, og hver gang han blev ramt, blev han krøllet helt sammen oppe under loftet.

Hjemme i huset brølede hans tromme som i smertelige veer.

Ajijaks far nærmest skreg: »Nu har de fanget Ajijak og slår bold med ham«.

Med et plaskede halvstørknet blod mod trommeskindet.

Ajijaks lillebror gav sig til at græde. Faderen tyssede på ham: »Du skal ikke begræde ham nu. Jeg har manet over ham, så han altid vender tilbage«.

Mens det stod værst til med Ajijak, kom hans beskyttelsesamulet – en rem med små træklodser, skåret ud som fangstblærer – ind i Qulungmîn-huset. De piskede ned mod gulvet for at skræmme ånderne, men ånderne var ligeglade. Lidt efter kom en anden af Ajijaks amuletter ind, en skindstrimmel, der havde været brugt som hårtoppebånd. Båndet piskede som en hvinende snert, men Qulungmîn-ånderne lod sig ikke påvirke deraf. Med ordene: »Sådanne tingester har vi selv«, vendte de ryggen til Ajijaks amuletter og slog videre på manden.

Ajijak tænkte nu på sin bedstemor, Atsivaq (jfr. s. 83), som han havde til dødningeånd. Hun var en stor, stærk kvinde, da hun levede. Hende påkaldte Ajijak.

Der gik ikke lang tid, før der opstod vild panik hos Qulungmîn-ånderne, og op over hustærskelen kom bedstemor til syne.

Og Ajijak slap ud, som hans bedstemor trådte ind. Bag ham lød hyl og gråd, da Atsivaq med sin knokkelhånd straffede Qulungmîn-ånderne til døde.

Uden at have været ved månen og skaffe sig nye hjælpeånder vendte Ajijak tilbage til sin boplads.

Næste aften skulle Ajijak gøre forsøget om.

Før Ajijak fløj, formanede hans far ham: »Du må endelig passe godt på Nalikáteq, ellers trækker hun indvoldene ud af dig«.

Ajijak fløj nogen tid, og han kom til et hus. Ajijak gik ind gennem husgangen. Inde i huset sad en pudsig kvinde helt alene.

Ajijak satte sig på vinduesbriksen.

Kvinden trådte ud på gulvet og rodede ind under briksen. Hun trak et stort spånfad frem og stillede det på lampeplatformen. Derefter halede hun sin tromme og en lang kniv frem.

Kvinden trådte dansen. Skridtet på hendes husbukser var forlænget i skindet af et hundehoved med rød »maske« med to store hvide pletter over øjnene. Og idet hun sang: »Nalikâdivaka qûjungitse« – »så smil dog mit lange skræv«, og vred rumpen, begyndte hundehovedet at trække sig sammen. Fra gabet af hundehovedet og indefter blev et hul synligt, som trak sig sammen af grin.

Ajijak mærkede næppe, at han trak på smilebåndet, før han følte et sviende stik bag kravebenet. I et nu havde Nalíkateq sprættet ham op med sin trommestik – den store kniv – helt om på ryggen og trukket indvoldene ud af ham. Dem slængte Nalíkateq i spånfadet.

Ajijak fortsatte sin rejse til månen.

Da han var kommet i hus hos månemanden, spurgte denne: »Du fejler da vel ikke noget?« »Nalíkateq har trukket indvoldene ud på mig«, svarede Ajijak.

»Har hun ædt dem?« spurgte månemanden.

»Nej, ikke endnu«, svarede Ajijak.

Månemanden havde fart på, da han løb ud af huset.

Nalíkateq havde netop lagt fadet foran sig for at æde Ajijaks indvolde, da månemanden kom brasende ind. Han greb indvoldene og stødte Nalíkateqs fad i stykker med foden. På vej ud af husgangen mødte månemanden Âgdik, stjernen Altairs beboer, som forsøgte at spærre ham vejen. Âgdik råbte: »Stakkels Nalíkateq, som ikke har nogen til at snitte husgeråd, er blevet hjemsøgt af en ødeland«.

Men månemanden væltede Âgdik over ende og løb hjem.

Ved hjemkomsten rakte månemanden Ajijak hans indvolde. »Du kommer dig ikke, medmindre du æder dem op«, sagde han.

Ajijak måtte slide sine indvolde i sig med tænderne. Det kneb ham at få den sidste halvdel ned, men under bøvsen og stønnen lykkedes det omsider at få slugt resten af indvoldene.

Fra månemanden rejste Ajijak hjem med sine nye hjælpeånder.

Så kom da den aften, da Ajijak for alvor skulle mane ånder og påkalde alle sine hjælpeånder til fremvisning for sine bopladsfæller. Lamperne blev slukket, og snart sang trommen, og Ajijak lå under for besættelsens enorme magt.

Én efter én vældede hans hjælpeånder op fra dybet og brød sig vej op gennem gulvfliserne. Hver gang en hjælpeånd trådte ind, hørte man den sætte sig på sidebriksen.

Endelig bad Ajijak om at få en lampe tændt, og man så hans hjælpeånder sidde tæt op ad hinanden, hele den lange sidebriks til ende. Hjælpeånderne sad og snakkede hyggeligt sammen.

Man kunne ikke se ret længe på dem, thi de var omgivet af en mystisk flimren, som gjorde, at man blev svimmel.

En af hjælpeånderne havde et stort skæg under hagen, der nåede ham til brystet. Han hed Kútsik.

Da alle havde set sig mætte, blev lampen slukket. Én efter én sank hjælpeånderne ned gennem gulvet og rejste bort. Ånderne slap deres tag i Ajijak.

En ny og stor åndemaner var trådt frem for folket.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 225-228, København, 1963.

Næste kapitel ►