Parti fra Grønland med figurer og huse
Emanuel A. Petersen, 1921-48
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
123. Alarnartok
Hjælp hos Indlandsboerne
(Fra Østgrønland)
Alarnartok var gift, men barnløs. Engang lede hans Huusfæller Sult, han var den eneste, som endnu gik indenfor, begav sig ind i Landet og kom til et uhyre stort Huus, gik derind og traf ligeledes Kæmpemennesker derinde. Han fortalte her om sin Nød og at hans Børn derhjemme græd af Sult. De Store beværtede ham godt og medgave ham en Pose med Fødevarer, men forbød ham at give deraf til Andre. Alligevel deelte han alting ud og begav sig atter senere paa Veien derhen med flere Ledsagere, men disse bleve efterhaanden liggende paa Veien af Udmattelse, undtagen een, som naaede med ham ind i Gangen til det store Huus, hvor de først bleve staaende og lyttede. De kigede ind og skimtede en gammel Mand, som prøvede en Anden med »Hovedløften«. Da han ikke kunde løfte Hovedet, bandt han endnu en Andens Hoved, og da han løftede dette sagde han: »det maa være Alarnartok, som er ude i Gangen,« Da Alarnartok gav sig tilkjende, sagde han: »men der maa være en Anden med dig, siden Hovedet er saa tungt.« Den Gamle sleb sin Kniv paa en Steen, og med det samme mærkede de Fremmede, at de vare som naglede til Jorden og kunde ikke blinke med Øinene. Men da Alarnartok spyttede, tændte hans Spyt en stor Lampe, og hele Huset blev lyst, de mærkede, at de atter kunde røre sig og flygtede ud af Huset, men faldt ned i de dybe Fodspor i Sneen. Den Gamle kom ud med antændt Lampemos i Haanden, men gik ind igjen, da han ikke kunde finde dem. De laae og ventede til det blev lyst, hvorpaa de fyldte deres Pose med Kæmpernes Forraad og ilede hjem.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, s. 135
