Angákut (aandemanere), deres uddannelse og deres handlinger (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emanuel A. Petersen:
Grønlandsk interiør med historiefortællingsscene (1921-1948)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel IV

Angákut (aandemanere),
deres uddannelse og deres handlinger

Angákut (Pluralis af angákoq) er de mest betydelige Mænd blandt Bopladsfællerne, der ser op til dem og frygter dem. De er Bopladsens Herskere og sørger for, at deres Bopladsfællers Tro vedligeholdes. De er Lærere, Vejledere og Medicinmænd. De er de mest intelligente af Bopladsfællerne og udfører mystiske Gerninger, for at faa andre til at tro fuldt ud paa sig, paa deres Anvisninger og Helbredelsesmetoder. Man kan udtrykke det saaledes: De er klogere end deres Bopladsfæller og benytter sig af disses Dumhed til at lade som om de udfører Mirakler og til at virke frygtindgydende. De gør det, for at Bopladsfællerne skal forundre sig over dem og frygte dem, eller for at faa dem til at betale sig, og alle Angákut franarrer deres uvidende Bopladsfæller deres fattige Ejendele ved deres Bedragerier. Det er forbavsende, hvor blindt Bopladsfællerne stoler paa dem, og til Trods for at de ved, at Angákut ikke er de Væsener, de ved deres Lyde udgiver sig for at være, gør de alt for at falde i Forundring over dem og lader som om de virkelig tror, at de er det, som de udgiver sig for at være, og det ender derfor med, at de virkelig begynder at tro blindt paa dem. Flere Gange lægger de ganske vist Mærke til deres hensigtsløse Handlinger, men ikke desto mindre giver de dem deres fattige Ejendele som Betaling af lutter Frygt. — Flere Angákut siges at have udtalt, naar man bebrejdede dem dette, at »de ikke ønsker at holde op med at føre deres Bopladsfæller bag Lyset, da de ønsker at tjener noget derved«.

Ikke alene faar Angákut andre til at tro paa sig, men skønt de selv er klar over deres Bedragerier, tror de alligevel fuldt ud paa sig selv. Derved kommer deres Bopladsfæller til at stole saa meget mere paa dem, og Angákut's Befalinger og Ønsker søger de alle at efterkomme, hvor besværlige de end finder dem, da de jo er af den Formening, at de vil komme galt afsted, saafremt de ikke efterkommer dem. — Det er saaledes, at saa snart et Menneske bliver sygt eller blot faar lidt Smerter, henvender man sig til Angákoq'en, og denne undersøger den syge enten ved at mane Aander (tornivoq) om Aftenen, medens Lamperne i Huset er slukket, eller siddende paa Briksen, vendt mod Baggrunden af Værelset og tildækket med et Skind. Naar han er færdig, meddeler han da, at den syge er berøvet en Sjæl, og at denne Sjæl kan opsøges og bringes tilbage af ham. Men naar han skal meddele noget om den syges eventuelle Helbredelse, kan han ikke sige noget afgjort, — alle Angákut siger jo saaledes: »Hvis han vil blive helbredt, bliver han det.« Skønt det af dette tydeligt fremgaar, at de ikke har gjort det mindste for den syge eller lidende, hæfter Bopladsfællerne sig ikke derved, og de faa, der har lagt Mærke dertil, er bange for at omtale det, da de frygter, at deres Sjæle skal blive røvet af Angákoq'en, saafremt han skulde blive fornærmet paa dem. Da Angákut saaledes intet ved om den syges Helbredelse eller Død og ikke er i Stand til at gøre hverken fra eller til, kunde det jo ske, at deres Bedragerier blev opdaget, og Folk dermed ophørte at tro paa dem; men de forhindrer Folk i at opdage noget netop ved at benytte sig af deres Tro, idet de sørger for at skyde Skylden over paa andre, hvis man skulde opdage noget. Det sker paa den Maade, at han paalægger den syges nærmeste Familie (Forældre, Søskende eller andre) kultisk Afholdenhed (agdlerneq, se Afsnit S. 93-95), og saafremt det skulde ske, at den syge, som han ellers skulde helbrede, dør, finder han da straks et Paaskud til at sige: »Han vilde ellers være kommet sig, men Aarsagen til hans Død ligger i, at I ikke har gennemført den Afholdenhed, jeg har paalagt jer.«

Angákut benytter sig ogsaa af deres Klogskab paa anden Maade. Hvis en Angákoq er forbitret paa et Menneske, og han paa det Tidspunkt bliver opfordret til at undersøge en syg, kan han udpege den, der er Genstand for hans Had, som værende Skyld i Sjælerovet, saa at den syges Familie ogsaa kan blive forbitret paa ham; og saafremt den syge dør, kan han opfordre Familien til at dræbe ham, som han har udpeget.

De nøjes ikke alene med at anstille Undersøgelser vedrørende de syges Sjæle, men de vil ogsaa gerne undersøge Sjælene hos Folk, der ellers intet fejler, saafremt de faar Lyst til nogle af deres Ejendele, som de derefter forlanger som Betaling. Det var ganske morsomt, hvad der hændte, lige efter at jeg var kommet her til Angmagssalik. En af Fangerne havde faaet en Bjørn, og nogen Tid efter kom en Angákoq hertil og overnattede i den omtalte Fangers Hus. Om Aftenen vilde han gerne »undersøge hans Sjæl«, men Fangeren ønskede det ikke. Det var ganske tydeligt, at han var klar over, at Fangeren endnu havde noget af sin Fangstpart af Bjørnen i Behold, og at han gerne vilde have haft noget deraf (det var den berømte Angákoq Maratsuk). Men ikke alene de syge er Genstand for Angákut's Bedragerier, men de øver ogsaa deres Bedragerier paa mange andre Maader: Hvis f. Eks. Vejret vedbliver at være daarligt, gør de det bedre; hvis Isen er til Hinder for Fangsten, faar de Isen til at forsvinde; hvis Sælerne holder sig borte, faar de dem til at komme. Dels for at glæde og underholde deres Bopladsfæller og dels for at forbløffe dem, finder de paa Historier om deres Rejser til Himlen, til Maanen eller til Underverdenen. Og for at faa Folk til at forbavses over alt det, de saaledes er i Stand til at udføre, fortæller de ogsaa om deres Uddannelse.

Deres Læretid er ret lang, men forskellig; den længste Læretid er paa ti Aar, andre lærer i seks, medens de, der har den korteste Læretid, kun siges at have lært i fire Aar.

Det er meget morsomt at høre dem fortælle om deres Uddannelse, og jeg skal derfor her gengive tre Aandemaneres Beretninger.

De, der ønsker at blive Angákut, skal af en anden Mand, der selv er Angákoq, oplæres i, hvorledes de skal forholde sig. En Fremstilling af en Mand, der fortalte mig om sin Oplæring til Angákoq, skal jeg gengive med hans egne Ord, der lød saaledes:

»Da jeg ikke er rig [d. v. s. da jeg er ubetydelig i Aandemaning], maner jeg Aander uden at lade mig indsnøre i Remme [men det maa bemærkes, at naar Angákut udtaler sig saaledes, er man ikke i Tvivl om, at de roser sig selv, da de altid vender op og ned paa det, de ønsker at meddele om sig selv]; men da mit fædrene Ophav var rig, plejede han at mane Aander, indsnøret i Remme. I det svage Lysskær fra Sprækken mellem Vinduet og det Skind, der var hængt for, saa jeg, at han hævede sig op fra Jorden, naar han skulde foretage sine Aanderejser gennem Luften; han plejede at faa anbragt et Par Tejstevinger paa sig. Aarsagen til at jeg blev Angákoq laa i, at min Mor forlod mig; hun lod sig skille fra min Far og tog sig en anden Mand, og jeg blev hos min Far. Jeg blev Angákoq, fordi jeg hang saa meget ved min Mor, da hun rejste. — Da jeg var kommet i Lære, forholdt jeg mig saaledes: Ved Ebbe fandt jeg en Sten, sort og glat, og gik langt op i Landet, og da jeg var naaet meget langt ind, begyndte jeg at vende Græstørv for at lede efter en Sten. Mens jeg vendte Tørv, fandt jeg en sort Sten, men da den var sort, ledte jeg videre og fandt tilsidst en hvid Sten, som jeg tog op. Jeg satte mig til at gnide Stenene mod hinanden, men mærkede intet den Dag. Jeg gik hjem og lagde mig til sove, og den næste Dag gik jeg op igen til det samme Sted og fortsatte med at gnide Stenene. Da jeg havde gnedet dem i nogen Tid, hørte jeg en stærk Lyd, men mærkede ellers intet. Efter at være kommet hjem igen skete det en Dag, mens jeg var ude at gaa en Tur, at der kom en Qardlimaiteq hen til mig [d. v. s. en Afdøds Sjæl; Folk her paa Stedet bruger Glosen quardlimáipoq, naar de skal bruge Ordet »dør«]. Genfærdet kastede mig omkuld, og jeg følte det, som om jeg faldt i Søvn [jeg besvimede]. Da jeg kom til Bevidsthed, var der intet særlig at se. Det, at jeg oplevede Spøgeriet med denne Qardlimaiteq, var medvirkende til, at jeg blev Angákoq. Jeg plejer at undersøge de syge, naar jeg maner Aander. Under Aandemaningen tager jeg ikke paa Aanderejser, men mit Aandedræt falder nedad, og naar det er naaet ned, kommer det omtalte Genfærd og tager Bolig i mit afsjælede Legeme, og jeg er da klar over Ting, som jeg ellers har været uvidende om.

Jeg ser Landet aabne sig og ser her Sjælen, der er Skyld i den lidendes Smerter; Lemmernes Sjæle er ganske smaa, mindre end en Negl, og ligner smaa Dukker uden Ben [»her paa Stedet er Menneskene ikke skabt som I, de bestaar udelukkende af smaa Blærer og har derfor mange Sjæle,« sagde han ogsaa]. De største er Ryggens Sjæle, der er noget mindre end en Vipstjert; naar disse falder ned fra Menneskene, gaar de lige gennem Jorden til modsatte Side, og Menneskene kan ikke se dem, heller ikke Angákut, med mindre de maner Aander. Naar Angákut skal hente dem, tager de aldrig fat paa dem, men frister dem til at vende tilbage. Naar Genfærdet har taget Bolig i mig, fortæller jeg gerne forskellige Historier for mine Husfæller, og naar det forlader mig, og mit Aandedræt atter kommer tilbage til mig, er min Aandemaning forbi.«

Da denne Angákoq atter besøgte mig, fortalte han, hvilke Syner han havde haft under sin Læretid. Første Gang han besøgte mig, var det ganske vist tydeligt, at han havde noget paa Hjerte, men at han øjensynlig generede sig for at sige det; men da han saa kom igen hos mig, fortalte han følgende:

»Jeg skal nu fortælle dig noget, som jeg aldrig før har fortalt noget Menneske. Mens jeg lærte til Angákoq, sad jeg en Dag og gned min Sten et Stykke fra en Sø, og jeg brugte en Art Krebs ved Gnidningen. Jeg sad og gned Stenen, men mærkede som sædvanlig intet den første Dag. Den næste Dag gik jeg atter hen til Stedet og begyndte igen at gnide, og ligesom jeg var begyndt derpaa, hørte jeg i Nærheden af mig et Raab, der lød saaledes: Se hen mod din Qaorortugaq [deres Udtryk for det Genfærd, der viser sig ved Stedet, hvor de sidder og gnider Stenen]. Da jeg derpaa kastede Blikket i Retning af Søen, saa jeg, at Vandet var kommet i bølgende Bevægelse fra Søbredden og udefter. Jeg tog Blikket derfra og begyndte atter at gnide, og hørte saa igen Opfordringen til at se derhen. Da jeg saa derhen, var Bølgegangen paa Søen blevet stærkere, og Stemmen raabte derpaa: »Se ikke mere derhen!« Jeg vendte derpaa Blikket bort og begyndte igen at gnide Stenen, og efter lang Tids Forløb hørte jeg en Prusten som fra et stort Dyr. Jeg besluttede mig da til at se Dyret ved at dække mig bag min Arm, og jeg saa da midt i Søen en vældig Hund, der dukkede op med Ryggen til mig. Mens jeg saa paa den, begyndte den to Gange at vende sig om, følgende en Luftning, uden dog at vende sig helt. Omsider begyndte den at dykke langsomt ned, og da Vandet naaede dens Ører, begyndte den igen at vende sig i Retning mod mig. Jeg sad med Siden til Uhyret; og Jorden i Retning af den begyndte da ligesom at smelte og blive blødere og blødere, og jeg kom da til at hælde mere og mere i den Retning, saa at jeg var lige ved at vælte omkuld. Jeg satte mig derpaa til Rette igen og vendte Blikket bort derfra. Efter i nogen Tid at have afholdt mig fra at se paa den, kiggede jeg igen derhen og saa da, at den havde forladt Søen, men bevægede sig i Jorden ligesom i Søen (akkurat som om den svømmede gennem Jorden). Endnu mens jeg saa paa den, kravlede den op, — det var en stor Hund med bredt Hoved og tyk Hals, men Kroppen var ganske smal. Da den krøb op, vendte jeg Blikket fra den af lutter Frygt, og tilsidst hørte jeg, at den kom helt hen til mig; men da den var kommet hen til mig, begyndte den at snuse til min Ryg fra neden og opefter, indtil den naaede mit Hoved, og derpaa nedefter igen. Da den endelig naaede det Sted, hvor den først havde snuset, satte den Tænderne i mig, saa det smertede frygteligt, og efter at have bidt sig fast, kastede den mig bagud. Efter at have slynget mig bagud tre Gange, bar den mig ned til Søen, og da den var ved at naa den, vendte den atter om med mig. Hver Gang den satte Tænderne i mig, gjorde det forfærdelig ondt. Tilsidst slyngede den mig hen til det Sted, hvor jeg før havde gnedet Stenen, og kom atter hen til mig og bed mig. Jeg var endnu ved Bevidsthed og troede, at den igen vilde slynge mig bort, men den begyndte at rykke i mig med Tænderne — nej, hvor gjorde det ondt! For anden Gang begyndte den at rykke i mig, begyndte derpaa at æde mig, og jeg mistede Bevidstheden. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var uden Bevidsthed, men da jeg begyndte at komme til mig selv, hørte jeg en Stemme, der vækkede mig ved at raabe: »Vaagn op, vaagn op! Du sover alt for længe. Vaagn op!« Da jeg var vaagnet op, hørte jeg en Lyd, der lød saaledes: »kiákákáq«, og jeg forstod da, at det var den Lyd, jeg først havde hørt. Lige da jeg var vaagnet op, var jeg fuldstændig kraftesløs, og jeg havde en Fornemmelse som om mine Knogler var ganske bløde, — det var mig endog umuligt at sætte mig op. Efterhaanden vendte mine Kræfter tilbage, men jeg opdagede, at jeg var fuldstændig nøgen. Jeg rejste mig derpaa op og begyndte at vandre nedad mod Kysten, og mens jeg gik, hørte jeg pludselig Lyden af en, der løb. Da jeg vendte mig om for at se, hvad det var, opdagede jeg, at det var den ene af mine Kamikker, der kom løbende. Da den kom hen til mig, greb jeg den og trak den paa; senere kom ogsaa den anden. Senere hørte jeg atter en Løben, og pludselig faldt jeg omkuld. Det viste sig da, at det var Bæltet paa mine Benklæder, jeg var snublet i, og jeg trak da Benklæderne paa, da de var naaet hen til mig. Senere kom ogsaa min Pels, som jeg saa trak i. Fælles for alle Beklædningsgenstandene var, at de alle var forfærdelig uhyggelige, naar de kom farende efter mig. — Det før omtalte Spøgelse har jeg endnu som Hjælpeaand. Hunden, som jeg saa i Søen, og som aad mig, er »Søens Vandkalv« (mingua).«

En anden, som havde forsøgt at blive Angákoq, og som havde været Vidne til en Angákoq's Aandemaning, fortalte følgende:

»Jeg var engang sammen med en Angákoq, som manede Aander ved at gnide paa en Sten i Nærheden af en Sø, der ligger indenfor Siorartôq (der ligger sydøst for Kolonien). Da denne Angákoq opfordrede mig til at gaa en Tur med sig, fulgte jeg ham, og da han var kommet langt ind i Landet, lod han mig sætte mig oven over det Sted, hvor han skulde gnide sin Sten. Efter at have ladet mig sætte mig, anbragte han et Blad fra en Busk ved min Side; det skulde bevirke, at det, der vilde vise sig, ikke skulde faa Øje paa mig. Desuden anbragte han Sugeskiven fra en Stenbider midt paa min Kamiksaal, for at jeg ikke skulde fjerne mig fra Stedet. Derefter gik han hen til sin Gnidesten og begyndte at gnide den lige ved Bredden af Søen. Mens han gned Stenen, opstod der et Stykke ude i Søen en Dønning, der ligesom en høj Krapsø engang imellem brød opad. Da Dønningen derefter begyndte at lægge sig, dukkede der en mægtig, fæl Bjørn op, vendt mod Syd. Den vendte sig langsomt imod Angákoq'en, der gned Stenen, den satte Forbenene op paa Land, krøb op og begyndte at nærme sig ham. Den kom nærmere og nærmere, og da den var naaet hen til ham, fo'r den over ham, greb ham med Tænderne og slyngede ham bort. Det gentog sig atter, og tredie Gang slyngede den ham lige ned til Søbredden. Dernede fra slyngede den ham atter op, saa at han faldt ned paa det Sted, hvor han havde siddet og gnedet Stenen. Da Bjørnene havde faaet ham derop, begyndte den minsandten at æde ham; den aad og aad for tilsidst at æde ham fuldstændig op, saa at kun Knoglerne var tilbage, hvorefter den bevægede sig bort fra Stedet, naaede ned til Søen og svømmede ud. Da den naaede det Sted, hvor den først var dukket op, drejede den omkring igen og forsvandt.

Da der ikke var andet tilbage af Bjørnens Maaltid end Knoglerne, vendte jeg Blikket bort derfra, og i lang Tid var der ikke andet at se end Knoglerne. Tilsidst hørte jeg en Lyd, der lød saaledes: »kákáká, kákáká«. Det var Angákoq'ens Klæder, som Bjørnen havde flaaet af, der bragte Liv i ham. Efter temmelig lang Tids Forløb kom der endelig Liv i ham, men han var meget udmattet. Efter at have samlet Kræfter ved at gaa frem og tilbage, begyndte vi at gaa ned mod Kysten, min Følgesvend uden Klæder paa Kroppen. Da vi havde gaaet lidt, saa vi, at hans Pels kom flyvende af sig selv, og da den kom op paa Siden af ham, tog han den paa. Lidt efter kom hans Benklæder, og senere ogsaa hans Kamikker, som han altsammen trak paa.«

— Den store Bjørn er »Søens Uhyre« (ûmassuaránguakasia). Dyret æder Angákoq'en, for at han kan blive i Stand til at fare ned i Jordens Indre, naar han maner Aander. Angákoq'en faar ikke Dyret, der æder ham, til Hjælpeaand, men ved at blive ædt af det, kommer han til at vide Ting, som han ikke tidligere har kendt til. Hans fremtidige Hjælpeaander, som han ikke før har kunnet se, vil han nu blive i Stand til at se. De Spøgelser, han ser, Dyr i Menneskeskikkelse, kan han nu nærme sig, og han faar alle de Dyr, han taler med, til sine Hjælpeaander. Under Aandemaningen kan han tilkalde disse Aander, tale med dem og faa dem til at tjene sig i alle sine Ønsker.« [Man siger, at disse Hjælpeaander, taortat, er de Mennesker, der i fordums Tid faldt ned i de Revner, som Jorden slog, da den gik i Stykker. Se Afsnittet om Ingnerssuit, Sagnskikkelserne, der bor i Fjæren], —

En anden Angákoq fortalte følgende: En Angákoq sagde engang til en ung forældreløs Mand: »Du er en stakkels forældreløs, derfor skal du tage langt bort og søge dig nogle Hjælpeaander«. Den unge Mand, som han henvendte sig til, vilde først ikke, fordi han var bange, men Angákoq'en gjorde ham opmærksom paa, »hvad han vilde faa som Betaling ved at mane Aander«. — Da den unge Mand havde faaet sig en Kajak, fik han en Dag, han var ude at ro i sin Kajak, Øje paa to Ravne, der sad paa Toppen af et mindre Fjeld. Han steg op paa Land og nærmede sig dem, og da han kom hen til dem og saa nøjere paa dem, opdagede han, at det var to Mennesker. Han gik hen og satte sig ved Siden af dem og talte med dem, og fik dem saaledes til Hjælpeaander. Den ene af dem opfordrede ham derpaa til at flyve over en temmelig stor Dal nedenunder dem, »for at han kunde rejse paa den Maade, naar han begyndte at mane Aander«. Men han var ikke i Stand dertil. — Efter at have været sammen med dem, roede han hjem og glemte dem senere. En Dag, da han igen var ude at ro i Kajak, fik han atter Øje paa disse to Ravne. Han gik hen til dem, og da de begyndte at tale med ham, sagde den ene: »I Midten af den Sø, der ligger neden for, findes der en âtaussaq, tag hen og harpuner den! Hvis du harpunerer den og faar den trukket op, vil du blive i Stand til at fange tupilak'er, naar du maner Aander. Den unge Mand gik derpaa ned til Søen, og efter at være naaet ud for Aanden, harpunerede han den og begyndte at trække den op, men kunde næsten ikke magte den. Han søgte at holde igen, men det blev sværere og sværere for ham at faa Bugt med den. Da det Sted paa Bredden, hvor han stod, begyndte at synke ned mod Søen, kunde han ikke mere magte den og maatte give Slip paa Linen. Derfor siger man, at han aldrig fik fanget nogen tupilak, naar han manede Aander. — Det hændte ogsaa engang, da han var ude at ro i Kajak, at han steg op paa Land og dér hørte en Ømmert, der skrigende kom lige imod ham. Men der siges, at Ømmerten, der ellers skulde være blevet hans Hjælpeaand, flygtede, fordi han paa sine Kamiksaaler havde Lapper, der var lavet af et Stykke af en gammel Spækpose. — Man siger ogsaa, at han engang i Kajak saa en Tejst. Den kom hen til ham og aad ham fuldstændig. Han mistede Bevidstheden, og da han igen kom til sig selv, var han helt oversmurt med Blod. Da han kom hjem, sagde han: »Ingen af mine Ejendele maa komme i Berøring med Urinballien.« Men hans Plejemor havde skyllet hans Helpels i Urinballien, og derfor lykkedes det ham ikke at faa Tejsten til Hjælpeaand. Den skulde ellers have spist ham, naar han manede Aander. —

Naar Angákut holder Aandemaning [tôrnivoq], plejer de at sidde paa et Skind, der er anbragt paa Gulvet foran Indgangshullet, og selve Indgangshullet samt Vinduerne er tildækket med Skind.. Alle Lamperne slukkes, men der holdes dog en enlig Lampe tændt, mens Angákoq'en, der sidder paa Gulvet, bliver indsnøret i Remme saaledes, at hans Hænder bliver bundet sammen paa Ryggen af ham, og hans Hoved kommer til at hvile mod Benene, idet Remmene føres rundt om Nakken og ind under Benene paa ham. Derpaa skal den sidste Lampe slukkes. Alle de tilstedeværende skal da begynde at synge og vedblive hermed, mens de venter paa, at Angákoq'ens Hjælpeaand skal komme til Stede. Hans Tromme siges at bevæge sig af sig selv hid og did og hæve sig op i Luften. Naar hans Hjælpeaand er kommet og begynder at tale, skal de syngende ophøre med Sangen og kun lytte. Mens Angakoq'en rejser bort til dem, han ønsker at besøge, tager Hjælpeaanden Bolig i ham, og først naar han atter er kommet tilbage, fjerner Hjælpeaanden sig. Folkene der opholder sig i Huset, venter sommetider længe, ja det kan hænde næsten hele Natten, og før Angakoq'en er vendt tilbage, maa ingen gaa til Ro. Naar han er kommet tilbage, tændes Lamperne, og efter at være befriet for sine Baand fortæller han da Husets Beboere om de Væsener, han har besøgt, Folk i Underverdenen eller paa Maanen, eller om sine Undersøgelser angaaende en syg, om hans Sygdoms Beskaffenhed, og hvorledes det vil gaa ham; alle Tilhørerne forundrer sig højligt og stræber efter at følge Angákoq'ens Anvisninger til Punkt og Prikke. —

Vi har moret os og forundret os over at høre om Aandemanernes Læretid og deres Virksomhed, om de Lyde, de hører under deres Gniden paa Stenene, om de Dyr i Menneskeham, de har set, og om, hvorledes de bliver fortæret af Uhyrer uden dog at dø. Senere hører vi, hvorledes deres Klæder af sig selv kommer flyvende, »det er virkelig sandt, at de gør det«, siger man; hvorledes Angákut tror fuldt og fast paa sig selv, og Bopladsfællerne paa dem. Men naar vi hører om alt dette, hvorledes skal vi da bedst kunne komme til en Forstaaelse af det? — Jeg mener, at man, for at forstaa disse Ting, maa erindre, at alt, hvad Angákut mærker, udelukkende har sin Aarsag i Frygt. Alle Angákut siger, at de har været meget bange, saa bange, »at de var ligesom døde af Rædsel«. Jeg mener derfor, at alt, hvad de har følt og set, udelukkende skyldes Frygt. Naar en Angákoq sidder og gnider sin Sten, venter han frygtsomt paa, at der skal ske et eller andet, da alle, der har beskæftiget sig med dette, har noget uhyggeligt at berette. Jo længere han gnider paa Stenen, desto mere vokser hans Frygt og Ængstelse; tilsidst opfatter han Lyden fra Gnidningen paa Stenen som en fremmed Lyd, og han mener da at høre Ord, fordi han i sin Ængstelse venter at høre nogen tale. Naar han saa mener at høre det, bliver han endnu mere bange og venter endnu mere at skulle se noget. Da hans Frygt stadig vokser og vokser, sker det tilsidst, at han begynder at se det frygtelige, der ligesom er opstaaet i hans Sind gennem hans stadige Forventning. Naar han faar Øje paa det, vokser hans Rædsel endnu mere, og han forestiller sig, at det kommer nærmere. Naar saa Slutfasen paa det, som han venter og frygter, indtræder, nemlig at Uhyret æder ham, mister han Bevidstheden. Efter at have været i denne Tilstand i temmelig lang Tid, begynder han at komme til sig selv og mener da at høre en Røst (det er jo saadan, at naar man begynder at vaagne op efter et Besvimelsesanfald, er man fuldstændig kraftesløs, og det bruser og ringer for Ørerne), og da de stadig er bange, underkaster de ikke Fænomenet en nøjere Undersøgelse. Naar de husker, at Uhyret aad dem, mener de i deres Forvirring at være nøgne, og de forestiller sig, at deres Tøj kommer flyvende, efterhaanden som deres fulde Tænkeevne vender tilbage. Det samme maa være Tilfældet, naar Angákut ser Dyr i Menneskeskikkelse, som senere skal blive deres Hjælpeaander. Jeg er overbevist om, at det forholder sig saaledes, idet flere (iøvrigt kristne Mennesker) først har ment at være ude for Spøgeri, men senere opdager Aarsagen hertil. F. Eks. beretter en af dem: »En Aften, da jeg var ude at spasere, fik jeg Øje paa en Ravn, der hoppede fra Sted til Sted. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig til min Overraskelse, at det kun var en lille Sten.« De mener at se det, der ligesom er opstaaet i deres Tanker, netop fordi de venter noget uhyggeligt, og det er jo ogsaa kun de Mennesker, der venter noget frygteligt, der ser Syner. Jeg mener ogsaa, at det er nøjagtig det samme, der er Tilfældet, naar Angákut har deres Syner under Læretiden. De tror fuldt og fast paa disse Syner, ligesom paa det, de herunder hører, idet de gør mere ud af dette, end der i Virkeligheden er. Det frygtelige, de venter, mener de baade at høre og at se, og mener at kunne forudsige noget, som de ingen Forudsætninger har for at kende; og de Mennesker, der venter noget af den Slags, bringer de i Forundring og indgyder dem Frygt. Jeg mener, at det forholder sig saaledes, naar man gaar ud fra det materielle. — Der er ogsaa nogle, der hverken har hørt eller set det mindste, som, for at udgive sig for Angákut, fortæller deres Bopladsfæller en Mængde Løgne.

Men jeg skal ogsaa fremsætte mine Betragtninger vedrørende alt dette ud fra det aandelige, og man kan da sige saaledes: Den Magt, som Angákut er i Besiddelse af, stammer fra den Onde. Det er jo saaledes, at den fornemste Egenskab hos vor Sjæls Fjende er Løgnen, og derfor søger han at vedligeholde Vantroen hos Hedningerne, saa at de derved hindres i at lære den virkelige Gud at kende og i at tro paa ham. Han udstyrer derfor Angákut med en særlig Magt over Bopladsfællerne og lader dem adlyde sig, uden at de er klar over Forholdet. Han bruger dem som Undertrykkere af deres tankeløse og frygtsomme Medmennesker, for at vedligeholde den Tro hos dem, der er en Forvanskning af det, som Gud ønsker, de skal tro. Det er derfor indlysende, at han glæder sig over de Mennesker, der vil bedrage deres Medmennesker, de Mennesker, som ønsker at hænge ved deres selvlavede Løgne, og som finder paa Fortællinger, der kan indgyde deres Bopladsfæller Frygt og Forundring, og han lader dem puste de Ubetydeligheder, de har set eller mærket, op til noget stort. Han er jo i Stand til det, »da han er denne Verdens Hersker«, og vil ogsaa gerne gøre det. Som »Løgnens Fader« glæder han sig over alle Løgnere, der ønsker at være til Skade for deres Medmennesker ved deres Bedragerier, og han hjælper dem ogsaa gerne ved selv at bedrage dem, der gerne vil give sig af med Bedragerier, da han ikke alene ønsker at bringe disse, men ogsaa dem, der er Genstand for Bedragerierne, i Vildfarelse. Det er derfor tydeligt, at meget af det, som Angákut fortæller, har deres Udspring i Bedragerier, som de i Virkeligheden selv er klar over, men ved stadig at gentage deres Bedragerier sker det tilsidst, at de gaar saadan op i dem, at de ophører med at betragte dem som Bedragerier. De er ikke alene i deres Hjerter blevet saa forfaldne til Løgn, at de er ved at blive ude af Stand til at erkende Sandheden, men de gaar endog saa vidt, at de bliver ufølsomme overfor deres egne Løgne. Man kan derfor sige, at Angákut har faaet deres Magt fra den Onde, og de lader som om de udfører Mirakler, som skal hensætte deres Bopladsfæller i Frygt, og som kun vil være til Skade for dem.

Vi læser i den hellige Skrift om »Troldkarle og Hekse, om dem, der søger Genfærd, og om dem, der udspørger Døde«, ligesom den Kvinde, Saul udspurgte, og den Troldmand, som Simon omtaler i Apostlenes Gerninger. Saadanne Mennesker gjorde Undere ved at hente Kraft fra den Onde, de fik deres Medmennesker til at tro paa sig ved at indgyde dem Frygt og forhindrede dem i at vende sig til den Tro, som de rettelig burde have vendt sig til. Det samme er Tilfældet med Angákut blandt de østgrønlandske Hedninger. Naar Evangeliet forkyndes blandt dem, er Angákut derfor ikke alene de mest uvillige og vanskelige at omvende, men de yder ogsaa størst Modstand mod »den Lære, der bringer Sundhed«, den Lære, der afslører deres Bedragerier. De søger at forhindre deres Bopladsfæller i at blive troende, fordi de selv ængstes for at stifte Bekendtskab med Troen, og de støttes heri af ham, de tjener, Modstanderen af alle de Sjæle, der ønsker at blive frelst.

Der kan da stilles følgende Spørgsmaal: Hvorledes kan Angákut med denne Indstilling blive omvendte? Kan man nære noget Haab om deres Omvendelse? Ja, ogsaa disse kan omvendes ved Kristi Kærlighed. Hvor indgroede de end er i deres Bedragerier, er de dog ikke onde Aander; men de er uden at vide af det Tjenere for Mørkets Herre. Vi har derfor Lov til at sige, at naar de begynder at blive klar over dette Forhold, da kan de begynde at nære Ønske om at komme bort fra denne Magt; og naar de begynder at forstaa, hvor meget de kan opnaa ved Sandfærdigheden, vil de drages mod den. Vi har sagt, at Kristi Kærlighed kan omvende dem, Kristi Kærlighed er jo en stærkere Magt end Løgnen. Da Kristus kom til Jorden for at ødelægge Djævelens Værk, vilde han ogsaa frelse de Mennesker, der var Troldmænd og Angákut og som ligger under for Djævelens Magt, saafremt de vilde erkende, i hvis Magt de var, og saafremt de ønskede at modtage ham og tro paa hans Magt i Kærligheden. — Der er Haab om, at ogsaa disse kan omvendes. Naar man f. Eks. taler med Angákut, er de som oftest mest ivrige efter at forstaa »det frelsende Ord«. Skønt de svagt kan fatte Kristi Kærlighed, er det tydeligt, at de rokkes i deres Indre, og de udtaler selv, at de egentlig gerne vil blive troende. Der ligger ogsaa et Haab i følgende: Vi sagde i Begyndelsen, at Angákut er de mest intelligente blandt Bopladsfællerne; det er rigtigt, og netop derfor maa vi haabe, at de, hvis de ved Kristi Kærlighed og Mildhed bliver omvendt og vender sig bort fra Syndens Vej til Hellighed, fra Vantro til den virkelige Tro og fra Løgnen til Sandheden, maa bruge deres Forstand, der er bedre udviklet end deres Bopladsfællers, i den Retning, at de omvender sig til den hellige Kristus og begynder at tjene ham. Hvis de kan begynde at tjene Troen og leve lydige mod Kristus, da kan de ved Hjælp af den Værdighed, de opnaar derved, blive til Nytte for deres mere indskrænkede og tankeløse Bopladsfæller.

Men hvorledes kan man bedst vejlede dem for at faa dem til at omvende sig? Det er vanskeligere at undervise Angákut end deres Bopladsfæller, da de er vanskeligere at gøre Indtryk paa gennem Ord, fordi de ligesom stikker fast i deres Vantro og Bedragerier, saa man maa derfor gøre sig mere Umage og være endnu mere energisk overfor dem end deres Bopladsfæller. Man maa saaledes benytte Trusler og haardere Ord end overfor de øvrige. Der er flere Missionærer, der har forstaaet det saaledes, at man altid skal udskælde Angákut, altid yde kraftig Modstand imod dem og bebrejde dem deres Bedragerier mod deres Bopladsfæller, og at man kun paa denne Maade kan faa dem til at skamme sig. Andre vil overhovedet ikke høre Tale om den Slags. Engang imellem er heftig Tale nødvendig overfor Angákut. Hvis en Aandemaner, skønt han har hørt den »helbredende Lære« og har fattet lidt deraf, alligevel vedbliver at være Modstander og stræber efter at gøre sine stakkels Medmennesker, der nylig er blevet omvendte, til Modstandere af Læren, kan dette ganske vist være paa sin Plads. Jeg er imidlertid af den Opfattelse, at det, der er mest paakrævet, og det, man kommer længst med er: Kærlighed, Ydmyghed og Langmodighed. Det er jo saadan, at naar vi i Heftighed dømmer, hænder det ofte, at Heftigheden løber af med os og faar os til at blive utaalmodige og hurtigt at tabe Modet. Vi forlanger ofte i Heftighed noget af vore Medmennesker, som de endnu ikke er i Stand til at magte, men som er noget, der kun kan gennemføres ved Hjælp af Kærlighed, og som kun Gud, der alene kan vække Kærligheden, kan gennemføre. Det er jo saadan, at vi ved at fare op i Heftighed som oftest forfejler det, vi vilde opnaa, og naar vi senere i Ydmyghed tænker alvorligt over Tingene, bliver vi klar over vore Fejltrin og begynder at pines af Anger. Naar jeg taler saaledes, beder jeg Læseren om ikke at tro, at min Opfattelse er den, at man udelukkende skal behandle Angákut med Ydmyghed og lempe sig efter dem. Slet ikke, men jeg taler saadan, for at vi kan gøre op med os selv, om vi ikke ved Heftighed kommer til at gøre os skyldigere i Fejltrin end ved at benytte os af Ydmyghed. Thi selv de, der er velbevandret i Viden og som er vokset i deres Tro, baade kan og har ogsaa begaaet Fejl heri. Jeg siger, at det vil være mere nyttigt at arbejde med Kærlighed, Ydmyghed og Langmodighed. Naar vi skal til at undervise Angákut, kan vi ikke vente, at de straks skal paavirkes ved at høre vore Ord, — det venter jeg slet ikke. Vi selv er jo ikke i Stand til at gøre vore Ord virkningsfulde, hvis ikke Gud hjælper os dertil; eller man kan ogsaa udtrykke det paa denne Maade: Saafremt Tilhørerne ikke aabner deres Hjerter for vore Ord, er det ganske nødvendigt utrætteligt at prædike om Guds Kærlighed, som er aabenbaret gennem hans Søn, hvorledes han har villet frelse os Syndere fra Vildfarelse, og hvorledes han, for at dette kunde blive fuldbragt, endog har givet sin Søn fra sig og overgivet ham til Pinsler og Død. Hvorledes hans Søn har fuldbragt hele Frelsen, hvorledes han er død, genopstanden og nu sidder ved sin Faders højre Haand, og at det er hans Vilje, at intet Menneske skal fare vild, men leve og omvende sig. Saa kan Kristi Kærlighed gøre sin Virkning paa dem gennem vore Ord, og de vil da efterhaanden mærke og forstaa Sandheden i Kristi Kærlighed, og at den er tydelig at mærke i vort Liv, saafremt vi lever deri. — Gud alene kan omvende dem, og derfor er det ganske nødvendigt for os Missionærer, at vi beder til vor Frelser i Himlene, at ogsaa de stakkels Angákut, der uden deres eget Vidende tjener den Onde, maa aabne deres Hjerter for Guds almægtige og velsignede Ord. Og vi maa bede til, at vi maa bruges til at frelse ogsaa disse Sjæle, at vi utrættelige og fortrøstningsfulde maa forkynde hans Kærlighed, der er det største af alt, og at vi maa leve heri. Saa vil Gud selv gøre sit til Glæde for sine sandhedskærlige Missionærer, og han vil lade dette sit Ord, der har lydt gennem Profeterne, ske Fyldest: »Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.«

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 35-49, København, 1946