Angakasia. Fortalt af Asîneq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Angakasia

Fortalt af Asîneq

Ved Igditalik boede i gamle dage en storfanger ved navn Angakasia. Så stor en fanger var han, at han om vinteren aldrig kendte til sult, til trods for at man ellers ofte sultede ved vinterbopladserne.

På forvinteren når isen lagde sig – umiddelbart før vinterens store snefald – gik Angakasia ud på isen ved Ikâsak og afmærkede sælernes åndehuller med isvarder. Således sikrede Angakasia sig fangstret over mange åndehuller.

Når sneen for alvor faldt, startede Angakasia ud på fangst, endnu mens det var buldrende mørkt. På ryggen bar han sin skammel, og i hånden havde han line og åndehulsharpun.

Angakasia var en udholdende åndehulsfanger, der blev siddende, indtil en sæl kom op for at ånde. Ofte skete det først hen under aften. Han forfejlede aldrig sit stik, men kom altid hjem trækkende med sæl, og hans husfæller nød godt af hans store fangst. I det hus, hvor Angakasia boede, var der aldrig mangel på lækre spiser.

Angakasia boede sammen med sin ældre søster og hendes mand, som var Angakasias fangstkammerat og -fælle. Søsteren og svogeren havde en lille dreng, Angakasia og hans kone var derimod barnløse.

Angakasias svoger elskede sin lille dreng så højt, at han knapt gav sig tid til at spise, når han kom hjem. Aftenen lang tumlede han med sin lille søn og gned næse med ham, og han holdt aldrig op dermed, før barnet faldt i søvn i hans arme.

Uden hensyn til hvordan vejret var, opsøgte Angakasia dag efter dag sine åndehuller. Undertiden blev han siddende til langt ud på natten. Først når han havde sæl, gik han hjem. Således blev han ved, indtil alle åndehuller var tømt for sæl.

En dag sad Angakasias svoger ved et åndehul og ventede. Det var midt ude i Ikâsak-løbet.

Angakasia, der for en gangs skyld var hjemme, holdt nøje øje med svogeren. Med ét fik han øje på fire mænd fra Savanganârdik, der nærmede sig svogeren. Da de fire mænd nåede rem til ham, så Angakasia, at han svajede og faldt om. Mændene fra Savanganârdik havde dræbt hans svoger. Drabsmændene forlod liget uden i øvrigt at have rørt ved det.

Angakasia gik ind til søsteren og sagde: »Mændene fra Savanganârdik har dræbt din mand«. Søsteren tav. Uden en tåre gjorde hun sig klar til at gå. Hun gik ud til konebåden, hvorunder hendes pels lå, og hentede den ind. Da hun havde klædt sig rigtigt på, puttede hun drengen i rygpose og begav sig på vej ud til sin døde mand.

Manden var gennemboret af et stik i siden, og der stod blod ud af næsen på ham. Konen bøjede sig forover og trak barnet ud. Hun lod derpå barnet gnide næse med sin far. Dette gjorde hun, fordi faderen plejede at gnide næse med sit barn. Barnet blev helt blodig i hovedet.

Derpå gik hun hjem, og først da hun var i huset, faldt hun hen i veklage. Hun sørgede længe og dybt og inderligt over sin mands død.

Angakasia blev en ensom mand, og han følte sig så utryg for Savanganârdik-mændene, at han næsten ikke mere gik på fangst. Hen på foråret begyndte man at lide nød.

Endelig blev det sommer, og Angakasia foreslog sin søster og sin kone, at de sammen skulle bygge hus oppe på toppen af Itivderdivaq. De drog nu fra kysten ind i landet og byggede sig hus på toppen af fjeldet.

Tidligt på efteråret bar Angakasia sin kajak ned til Tasîlaq, hvorfra han drev fangst. Allerede den første dag fangede han en fjordsæl. Angakasia tog kajakken på hovedet og sælen på ryggen og gik hjem til Itivderdivaq. Og så enormt stærk var han, at han gik, som om han ikke havde noget med sig. Og dog var denne kraftkarl flygtning.

Der blev stor glæde i huset. Angakasias lille søstersøn, der var i kravlealderen, tumlede rundt. Angakasia rakte sin lillefinger frem mod drengen og klemte den godt ned om hans albueled. Drengen lo kælent, men pludselig hev Angakasia til, og barnet vrælede af skræk og smerte. Angakasia sagde: »Agdīnaleqaoq, agdīnaleqaoq«, »han vokser og vokser til ingen nytte«.

Det blev nu til vane, at Angakasia hver aften legede voldsomt med drengen for at hærde ham. Da drengen begyndte at gå og at lege udendørs, tjattede Angakasia til ham, så han faldt. Når så den lille dreng kom på benene, gik han grædende ind til sin mor.

Drengen voksede sig snart stor. En efterårsdag bar Angakasia sin kajak ned til Ikâsak til sit gamle fangstfelt, og han tog sin lille søstersøn med, som endnu var for lille til at ro i kajak. Da de kom ned til Ikâsak, krøb Angakasia i kajakken, mens drengen skulle vente på ham inde på land. Snart kom Angakasia ind med en ung fjordsæl på slæb.

Da han var stået ud af kajakken, sagde han til drengen: »Du skal bære og trække sælen hjem«. Drengen svarede: »Jeg kan ikke magte den«. Angakasia fortsatte: »Skidt om du ikke magter den, men du kan da i det mindste forsøge«.

Drengen slæbte af sted med den tunge sæl. Angakasia bar selv sin kajak på hovedet.

De havde gået længe, men der var endnu langt hjem, da Angakasia satte i løb. Drengen græd, men han turde ikke smide sin byrde fra sig. Snart var Angakasia hjemme.

Længe efter krøb søstersønnen ind, og da sad Angakasia på briksen og nød husvarmen. Så meget havde drengen grædt, at smækken på hans pels var gennemblødt af snot og tårer.

Da drengen havde spist lidt, tog Angakasia som han plejede og rakte ham sin lillefinger. Han satte den godt fast om drengens underarm og sagde: »Han vokser til ingen nytte«. Derpå hev han til med så stor styrke, at drengen vrælede af smerte. Det sved i den lille arm.

Drengens mor faldt hen i sorg. Hun havde ondt af sit barn.

Angakasia henvendte sig til sin søster: »Hvad er det, du bliver nedtrykt over? Husker du ikke, hvordan du lod ham snuse til blod?«

Søsteren tænkte: »Han træner ham op til at kunne tage hævn«.

Snart havde drengen overvundet morbroderens lillefinger. Fra nu af trak han arm med ham på den måde, at drengens underarm som en krog blev sat ned over Angakasias håndled. Ganske vist som før med lillefingeren endte det altid med, at drengen sved sin arm og vrælede.

Men snart var det Angakasias tur til at strække sit håndled ud og jamre sig.

Angakasia var meget stolt og tænkte: »Nu er han snart klar til at tage hævn«.

Angakasia og søstersønnen gik uden for huset, og her greb de hinanden i en voldsom brydekamp. De brødes, og inden Angakasia vidste af det, svævede han i luften og slængtes hen ad jorden. Angakasia var stolt som ingensinde før.

En ganske tidlig morgen drog Angakasia og hans søstersøn ned til Tasîlaq. Her krøb Angakasia i kajakken, mens søstersønnen gik inde på land og ventede på ham. En ung remmesæl kom op fra dybet. Angakasia for til og satte harpun i den. Da han havde bragt sælen ind til land, bad han søstersønnen tage den på nakken. Drengen slængte sælen på ryggen og satte i løb. Angakasia forsøgte at vinde med, men tabte snart drengen af syne. Forpustet og frysende kom Angakasia hjem sent på aftenen. Søstersønnen sad udhvilet og spiste sin mad.

Angakasia råbte til søstersønnen: »Lad mig varme mig ved muskelleg«. De trak nu krog, men lige meget, hvor meget Angakasia strengte sig an, kunne han ikke mere klare søstersønnen. Angakasia råbte sit sædvanlige omkvæd; men ak, han stønnede til ingen nytte. Hver gang blev han besejret.

Lidt efter gik Angakasia ud for at lade sit vand. Han var kun klædt i husbukser. Mens han lod vandet, listede søstersønnen sig ind på ham og puffede til ham med skulderen. Angakasia røg på hovedet og borede sig ind i en vældig snedrive. Søstersønnen fik sig en hjertelig latter.

Næste morgen var Angakasia og søstersønnen igen ved Tasîlaq. Her fangede morbroderen en fuldvoksen remmesæl. Også den tog søstersønnen på nakken og bar hjem. Han løb hele vejen, som om han ikke havde noget med sig. Først langt ud på aftenen kom Angakasia hjem. Søstersønnen sad og spiste af et fad kød.

Ved synet af søstersønnens bare rumpe, der stak i vejret, fik Angakasia en god ide. Han trak sig ind på briksen bag ved drengen, og idet drengen bøjede sig over fadet for at skære et stykke kød løs, stak Angakasia sin pegefinger ind i pruthullet på ham. Drengen sprang hylende forover på alle fire som en hund. Angakasia fik sig en god latter.

Drengen tænkte ved sig selv. »Der viser sig nok en god anledning, han kan bare vente sig«.

Endelig blev det forår. Angakasia besluttede sig til at drive fangst på opkrøbne sæler på Tasîlaqs fjordis. Snart havde han fanget sæl, og søstersønnen bar som sædvanlig fangsten hjem.

Om aftenen sagde drengen. »Det kunne være spændende selv at fange sæler, jeg burde have harpun.« Angakasia lavede ham en harpun og skar ham en rem af mavestykket på den remmesæl, han havde båret hjem.

Angakasia forklarede søstersønnen, hvordan han skulle bære sig ad: »Du vælger dig en klippe, som er tøet frem af sneen, og fra den kryber du i en lige linie ind på sælen. Og du gør dig umage for at efterligne sælens bevægelser. Når du kommer tæt ind på den, og den bliver urolig og glor, skal du blot lægge dig fladt på isen. Snart lader sælen sit hoved falde og lægger sig til rette. Da er det ingen sag at komme ind på den og jage harpunen i den«.

Så drog de to atter ned til Tasîlaq, og denne gang var Angakasia tilskuer, da søstersønnen krøb ind på en sæl. Da det så ud, som om søstersønnen smeltede sammen med sælen, havde han sat den fast, en ung remmesæl.

Ved hjemkomsten fortalte Angakasia stolt: »Det var min søstersøn, der fangede sælen«. Der blev stor glæde, og moderen flænsede fangsten.

Næste dag var de to igen ved Tasîlaq, og drengen så en »kivakisaq« — en opkrøben voksen remmesæl. Drengen krøb inde på sælen, og inden den fik tid til at rejse hovedet, sad drengens harpun langt ind i siden på den.

Idet remmesælen kastede sig i sit opgangshul, greb drengen den i baglufferne og hev til. Der lød en knasen af maste knogler. Drengen vred remmesælens hoved bagover og dræbte den. Da de skulle hjem, sagde drengen til sin morbror: »Så, nu er det ved at mørkne, nu skal vi skynde os«. Drengen tog kæmpesælen på ryggen og for af sted.

Ved hjemkomsten smed søstersønnen remmesælen oven på husgangen og sagde: »Nu skal du se løjer«. Han tog om sælens midte og klemte lidt til. Indvoldene væltede ud af munden på sælen, der blev sprængt midt over inde under skindet. Angakasia tænkte: »Nu er han klar til at forsvare sig«.

Drengen bar sin fangst ind i huset, og da hans mor gik i gang med at flænse sælen, sagde Angakasia stolt til hende: »Det er drengens fangst«.

Angakasia frøs så meget, at han satte sig op ad lampen og skuttede sig.

Idet drengens mor skar sælen op, mindedes hun sin døde mand. Ih, hvor ville han have gnedet næse med drengen, der nu var begyndt at fange storsæl.

Drengens mor havde åbnet sælen, og bag hende formelig gned Angakasia sig – siddende på hug – op ad spæklampen. Drengen krøb op på briksen bag Angakasia, der sad med bar rumpe, og det eneste, der tiltrak sig søstersønnens opmærksomhed, var hans udspilede røvhul. Drengen stak sin pegefinger i munden for at gøre den våd, og så jog han den langt ind i røvhullet på morbroderen. Der lød et voldsomt svup, Angakasia sprang forover, hen over remmesælen og sin søster og faldt ned med et ordentligt klask. Angakasia gøede af åndenød og smerte. Han var godt gal i hovedet, da han rejste sig. »Hvad er det, du gør ved mig?«

Inde på briksen trimlede søstersønnen om af grin. Han var nu ikke mere bange for sin morbror.

En dag, hvor vejret var dårligt, tog Angakasia sin økse frem og gav sig uden for huset til at hugge en lang træspån til. »Hvad laver du?« spurgte søstersønnen. »Åh, jeg vil såmænd blot udfordre Savanganârdik-brødrenes yngste til sangkamp. Det skal være min tromme.« Søstersønnen, der aldrig havde hørt sin morbror synge, endsige set ham danse, småhånede ham med ordene: »Det vil du kun gøre dig til grin ved«. Derpå tjattede han til morbroderen, så han røg langt ind i en snedrive.

Angakasia blev gal. »Gå ind med dig«, råbte han. Og havde han blot turdet, var han gået løs på søstersønnen.

Der var ikke gået lang tid, før Angakasia var færdig med trærammen til trommen. Han lagde den til opblødning i kogende vand i gryden, hvor han bøjede den til en ring. Angakasia bandt enderne sammen og fandt en remmesælsmave frem. Han skrabede mavens bløddele bort, indtil der kun var en tynd, fin hinde. Den spændte Angakasia over rammen, og idet han med en trommestik slog på underkanten af den, lød der en blød dundren.

Angakasia istemte en sang, hans kone fulgte trup, og søsteren også. Og sangen blev til en glædeshymne. Længe havde man sunget. Så sagde Angakasia: »Nu skal jeg vise jer den skæmtdans, jeg vil fremføre over for Savanganârdik-folket«. Sveden drev af Angakasia; der var hedt i huset, thi der var ingen smalle steder.

Angakasia trådte dansen. Han blev vildere og vildere, og så betaget var søstersønnen af sin morbrors skæmt, at han glemte alt andet og hylede af begejstring. Pludselig så det ud, som om Angakasia faldt ud i husgangen, men nej, i virkeligheden var han sunket ned i gulvet. Da han atter dukkede op, bar han på hovedet en stor skål mamik, afskrabet skindfedt af sæl, kogt til sylte. Det var en skål, som havde stået på sidebriksen.

Lidt efter forsvandt Angakasia atter ned i gulvet og ind under sidebriksen. Igen dukkede han op foran sidebriksen, nu med hovedet dækket af mamik. Hans dans var vild og betagende, trommen smældede æggende, han vendte det hvide ud af øjnene.

Da han omsider var færdig med dansen, spurgte han søstersønnen: »Nåh, hvad mener du om min skæmtdans?«

Søstersønnen svarede: »Du var fantastisk. Du vil gribe tilskuerne, når du står foran en bunke mennesker«.

Næste morgen gjorde man sig klar til at stævne Savanganârdik-folkene til sangkamp.

Da man var rede, brød man op. Søstersønnen, der nu var en granvoksen yngling, tog sin mor, derefter sin tante og til sidst morbroderen på ryggen og gik ned over fjeldet mod Sermilikfjorden.

Lige som søstersønnen skulle til at springe ned på isen, sagde morbroderen: »Stop lige lidt«. Og Angakasia pegede ud mod Ikâsak og sagde: »Og derude var det, at Savanganârdik-brødrenes yngste, som jeg skal tugte i sangkamp, stak din far ned, mens han ventede ved et åndehul«.

Først nu fik søstersønnen at vide, at hans far var blevet dræbt.

Derpå gik søstersønnen videre. Da man var nået ud for Kapomiangâjivin-næsset, sagde morbroderen: »Så, lad os nu hoppe ned på isen«.

Man var nået til Itivdilâjik, da folk fra Savanganârdik løb Angakasia og hans følge i møde. Da Itivdilâjik-folkene havde hørt om Angakasias hensigter, løb de hjem og råbte: »Angakasia er på vej. Han siger, at han er blevet træt af at sørge. Han stævner nu Savanganârdik-brødrenes yngste til sangkamp, den store sanger. Han vil søge folk for at dulme sin sorg«.

Ved Itivdilâjik blev der vældigt røre: »Nej, hvor det bliver festligt, når Angakasia står over for storfangeren fra Savanganârdik«. Man havde troet, at Angakasia for længst var død og borte. Kvinderne bandt deres toppe op og gjorde sig fine til at tage imod de fremmede.

Alle var forundrede over Angakasias søstersøn; så stor og kraftig han var, lignede han en timerseq, indlandsbo.

Knap var Angakasia og hans familie kommet i hus, før Savanganârdik-folkene råbte op: »Det var sæd og skik i gamle dage, at to, der mødtes i sangkamp uden grund, skulle brydes«.

Angakasia og den yngste af Savanganârdik-brødrene greb hinanden i et favntag, og de brødes. Angakasia lagde snart sin modstander på gulvet, det samme gentog sig i anden omgang, og efter tre omgange trak Angakasias modstander sig tilbage. Nu sprang den ældste af brødrene frem til undsætning. Denne gang måtte Angakasia i gulvet to gange i træk.

Folk råbte: »Lad den store søstersøn undsætte sin morbror«.

Angakasia råbte: »Hvad tænker I om ham, han er et pjok. På vej hertil måtte vi skiftes til at bære ham og hale ham frem ved hånden«. 

»Hvorfor er han dog så stor og uduelig?« spurgte folk undrende. Én mente: »Han er vokset så stærkt, at han ikke har fået kræfterne med sig«.

Søstersønnen satte sig på den bageste ende af sidebriksen, og da han rigtig fik sine fjender at se, sænkede han hovedet og sad i dybe tanker.

En hel frossen sæl blev frembudt af den stævnede, og ædegildet var muntert. Kun søstersønnen forblev tavs. Hans mor skar et stykke kød af til ham og gav ham det, men den unge mand var ude af stand til at sluge bidden. Det var som en stor, tør klump, der satte sig fast imod drøvlen på ham. Så meget tænkte han på den hævn, han skulle øve over sin fars banemænd.

Da alle havde ædt sig mætte, blev de sørgelige rester af sælen slæbt ud. Gulvfliserne blev tørret af, for at danserne ikke skulle glide.

Den udfordrede bøjede sig ned over briksekanten og trak sin tromme frem. Han sang og dansede over en gammel nidvise og rakte trommen over til Angakasia, der begejstret greb trommen. Alle undrede sig over hans fine danseteknik, især på baggrund af at ingen nogen sinde havde hørt om Angakasia som danser.

Efter at danserne havde taget gamle nidviser op, rykkede Angakasia ud på morgenstunden ud med sin sang, digtet til anledningen. »Nu vil jeg vise jer min skæmtdans, flikket sammen til anledningen«, sagde Angakasia. Hans kone og søster sang med, og da folk havde lyttet lidt til melodien, stemte man i i et vældigt kor.

Ligesom da Angakasia viste sin familie dansen, styrtede han tilsyneladende baglæns ud i husgangen og dukkede op med mamik på hovedet. Bifaldet var øredøvende.

Angakasia så nu midt under sin dans, at den ældste af brødrene tog sin værktøjskasse op på sidebriksen for fra en ophøjet plads bedre at kunne se den dansende. Derved kom han til at sætte sig klods op ad søstersønnen, som tog ham om livet. Men der var så mange puffende og skubbende mennesker, at hans fjende ikke anede uråd, før det var for sent. Søstersønnen rejste sig og klemte til. Der stod blod ud af munden på hans fjende.

Angakasia smed sin tromme og råbte: »Há-há-há, ti lige stille. Lad mig lige få ordet«. Men bifaldet ville ingen ende få. Langt om længe fik han dog så megen ørenlyd, at han fik råbt igennem. »Há-há-há, har I set ham drabsmanden der«. Angakasia pegede på søstersønnen. Der blev en forfærdelig panik. Alle sprang ud mod husgangen, og de mange mennesker sloges for at komme ud; den lange trange husgang var fyldt med skrigende mennesker, der en tid hverken kunne komme ud eller ind.

Endelig slap folk ud, kun Angakasia og hans familie var tilbage. De trak i klæderne, og Angakasia gik forrest ud. Han gik ganske forsigtigt, for han ventede, at en eller anden ville stå på lur ved udgangen og stikke ham ned. Ivrigt spejdende stak han hovedet ud af husgangen, men ingen faldt over ham. Oppe på udkiggen stod nøgne mennesker.

Angakasias kone krøb ud af husgangen, og efter hende hans søster; sidst trådte søstersønnen ud, uden at have taget den dræbte med.

Angakasia spurgte søstersønnen: »Hvor har du den dræbte?« »Han ligger derinde«, svarede søstersønnen. Angakasia bad ham hente liget ud.

Søstersønnen bar den dræbte ud. Han holdt ham i benene, så han hang med hovedet ned. Søstersønnen råbte: »Se her, se her et øjeblik«. Og da alle flygtningene vendte blikket mod ham, sled han liget igennem i to dele; der lød en frygtelig knasen. De to halvdele smed han til hver sin side.

Og idet han bøjede sig forover, sagde han til sin mor: »Så, nu springer du op på min ryg«. Tanten sprang ovenpå, og så Angakasia som den sidste. Søstersønnen satte i løb, og uden at sagtne farten nåede han hjem med sine gamle på ryggen.

Således ender fortællingen om Angakasia, der med sin skæmtdans holdt Savanganârdik-folket i ånde, medens søstersønnen hævnede sin far

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 57-64, København, 1963.

Næste kapitel ►