Ansgar Forfatterens Fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
P. A. Fenger
Forfatterens Fortale
De hellige og i Kristi Kærlighed højagtede Fædre og Brødre, som stride for Gud i Corbies hellige Kloster, tilønskes det evige Livs varige Fred og Frelse i Herren over alle Herrer af den højærværdige Ansgars Sønner og Disciple.1
Vi, som længe ved Guds Naade have haft den Glæde at være under den gode Hyrdes Stav, at undervises af hans Ord og Eksempel, at støttes ved hans Fortjeneste og Forbøn; vi maa vel endelig nu, da han har forladt os og vi ere ene tilbage, først og sidst tænke paa, hvor megen Anledning vi have til at sukke over os selv og til at prise ham salig. Thi han var en sand Gudsdyrker, der afholdt sig fra al ond Gerning og levede i enfoldig Ydmyghed, og derfor have vi ogsaa den faste Fortrøstning, at da han blev taget herfra, kom han ufortøvet til Gud, som han altid elskede med fuld Hengivenhed, og efter hvem hans Sjæl altid higede.
Vi glæde os derfor højlig i Troen over den Livets Krone, han har naaet, men vi forladte Stakler maa da ogsaa bede ydmygelig, at vi, som her paa Jorden maa savne en saadan Hyrde, maa finde Beskærmelse i den guddommelige Hjælp, som er herovenfra. Thi vi, som trænges paa mange Maader, føle dybt vort Tab og kunne nok mærke, hvor megen Aarsag vi have til at sørge over os selv. Da han levede, syntes nemlig intet at mangle os. Thi Konger ærede hans Hellighed, Kirkens Hyrder havde Ærbødighed for ham, Gejstligheden efterlignede ham, hele Folket beundrede ham, og medens alle prisede hans Hellighed og Retfærdighed, syntes ogsaa vi ærværdige og rosværdige som Lemmer paa det Legeme, hvis Hoved den gode var2 .
Men nu, da vi have mistet saa stor en Gave, sætte vi ikke vor Lid til nogen Værdighed hos os, hvorimod vi snarere med bævende Hjerte maa frygte for, at vi, som vi med vore Synder have fortjent, skulle begynde at udsættes for Ulvens Tænder. Thi Verden, som ligger i det onde3, søger snarere at kuldkaste, hvad der er retfærdigt og helligt, end al bringe paa Fode, hvad der hører Gud til; og Djævelen, Menneskeslægtens Fjende, jo helligere og frommere han ser, at nogen fører sit Levned, desto mere har han travlt med at lægge al Slags Anstød for at nedbryde, hvad helligt er, og for med snedige Raad og onde Anslag at rykke det bort, for at andre ikke skulle efterligne det. Vi sukke derfor under disse frygtelige Farer; men om vi end her i Tiden maa være bange for mangehaande onde Ting, saa tro vi dog, at den guddommelige Hjælp ikke skal mangle, skønt vi ere uværdige dertil.
Og derfor bede og begære vi ogsaa med et ydmygt hjerte af Eder, I fromme og hellige, at I ville komme os i Hu og værdiges at bede for os til Gud, at hans Barmhjertighed ikke nu maa forlade os, men at han, vor naadige hjælper, vil afværge alt ondt og være vor Tilflugt i Trængsel, han som aldrig slipper dem, som haabe paa ham. Idet vi derfor i Troen sætte vor Lid til hans Mildhed og grunde vort Haab paa hans Barmhjertighed, overgive vi til hans Visdom, hvad der skal hænder os, eller hvordan vi skulle blive bevarede i Fremtiden, og af ganske Hjerte, Sjæl og Sind prise vi og rose vi os af hans faderlige Naade, som dog for en Stund tilstod os at have en saa mægtig Beskytter. Ogsaa Eders Faderlighed bringe vi uendelig Tak, fordi det var ved Eders Godhed og med Eders Tilladelse, at vi have haft den Lykke at eje en saadan Fader.
Hvo, som vil træde i hans Fodspor, skal alt her paa Jorden ligesom leve i Himlen. Hvo der vil tage hans Lærdom til Hjerte, skal uden at tage fejl kunne gaa frem paa Guds Ords Sti. Hvo der agter paa hans, Paamindelser og Formaninger, vil stræbe at vogte sig for Fjendens Snarer.
Saa have vi da besluttet at udarbejde et Skrift til den hellige Faders Ihukommelse og deri anføre, ærværdige, hvorledes han har levet hos os, og hvad vi have faaet at vide om ham, for at I med os kunne faa Lyst til at prise Guds Miskundhed mod den salige Mand, og for at hans hellige Fromhed kunde blive et gavnligt Mønster til Efterfølgelse.
Noter:
1) Tilskriften fortæller os, at Skriftet sendes fra Kannikerne i Bremen til Munkene i Corbie, det Kloster, der havde opfostret Ansgar.
Dette kaldes ogsaa Gammel Corbie eller “det gyldne” i Modsætning til det nye Corbeia eller Korvej, som blev anlagt i Saksland, og det laa i en Egn, hvis Natur var skøn, og hvis Jordbund var frugtbar, i Picardie ikke langt fra Amiens ved Floden Somme, der hvor den optager Aaen Corbie; efter den havde det faaet sit Navn, men det glemte man senere og forklarede det som “cor beatum”, det salige Hjærte.
Klosteret blev stiftet under de “merovingiske” Kongers Forfaldsperiode ved Aar 660. Oprindeligt var det en Kongsgaard, men blev omdannet til Kloster af den fromme Dronning Bathilde, Enke efter Klodevig II; hun synes at have været en dygtig Kvinde, der var i Stand til at hjælpe sin Søn Klothar III med at styre Riget.
Til sit nye Kloster hentede hun Munke fra det berømte Luxeuil i Vogeserne, der var anlagt henimod Aar 600 af nogle britiske Munke eller Kuldéer med Kolumban i Spidsen, og herfra fik hun ogsaa en Abbed. Senere, da Benedikt af Nursias Munkeregel fortrængte de andre, blev ogsaa Corbie et Benediktinerkloster.
Klostrene var paa den Tid af største Betydning som Hjem for den inderlige Kristendomstilegnelse og Midtpunkter for Kulturen; fra dem udgik Mænd til fjerne Egne og vilde Folk, for at bringe Evangeliet der, hvor Hedenskabet stod i sin hele Kraft, og af dem, der blev hjemme, var der mange, som ved deres Tale forstod at bestyrke de Folk i Kristendommen, som forlængst havde antaget den, men ofte med højst mangelfuld Forstaaelse; endvidere opdyrkede Munkene Landet trindt omkring, Skovene ryddedes, og hidtil øde Egne blev ved deres anstrengende Arbejde ofte forvandlede til frugtbare Marker; og indenfor Klostermurene fandtes Mænd, hvis Dag gik med at afskrive Bibelen og Kirkelæreres Skrifter, eller nogle, der førte Aarbøger og skrev berømte Mænds Levned.
I disse Henseender indtager ogsaa Corbie en fremragende Plads. Det var et anseligt Kloster med en større Hovedkirke, indviet til Apostlene Peter og Paulus (den sidste synes dog at være traadt helt i Skygge, saa at Peter alene bliver den egentlige Skytshelgen; det er vel ogsaa derfor, at Ansgar ser ham som sin Ledsager i sit Drømmesyn Kap. 2) og mindre Kirker, indviede til Apostelen Johannes og den første Martyr Stephanus; i “Ansgars Levned” (Kan 3) omtales desuden et Kapel for Johannes Døberen.
Hertil sluttede sig Skolen (St. Peters Skole), som vistnok har været betydelig; man modtog her ikke alene de Børn, der med Tiden skulde være Munke, men ogsaa andre, og de blev oplærte i de Kundskaber, man den Gang kunde tilegne sig, og vistnok ogsaa i Kirkesang, som man siden Gregor den stores Tid lagde megen Vægt paa; Undervisningen synes at have været overdragen til de yngre Munke, vi ser saaledes Ansgar som ung at forestaa Skolen (Kap. 4).
Paa den Tid, da Ansgar begyndte sin Virksomhed i Corbie, blev dette Kloster udmærket ledet af Abbed Adalhard. Han var Karl den stores Fætter (hans Fader Bernhard var Broder til Pipin den lille), men forarget over sin mægtige Slægtnings huslige Liv (Karl havde netop forskudt sin Hustru Desiderata, Datter af Longobarderkongen Desiderius) søgte han Klostrets Ensomhed; i Begyndelsen maatte den højbaarne Mand nøjes med at være Havekarl, men siden blev han dog Abbed, hvilket han ogsaa fortjente paa Grund af sin Fromhed og Iver for Kristendommens Fremme, der var forenet med Evne til at styre. Hans Levnedsbeskriver, Paschasius Radbertus, som har været samtidig med Ansgar i Klostret og senere blev dets Abbed, og som erhvervede sig et stort Ry som Theolog og derfor hører til dem, der har kastet mest Glans over Corbie, fortæller endvidere om hans smukke Ydre, milde Udtryk og en Holdning saa rank som Palmens, og om hans rige Veltalenhed.
Det var derfor intet Under, at Karl den store drog ham til sig og benyttede hans Hjælp til vanskelige Hverv, særligt til at styre Italien som Formynder og Raadgiver for sin Søn Pipin; men hvor langt han end stundom var fjernet fra sit Kloster, havde han det altid i sine Tanker og udfoldede en lykkelig Virksomhed for i alle Maader at hæve og styrke det. (At Adam af Bremen tager fejl, naar han siger, at Tilskriften gælder Ny Korvej, fremgaar klart af Kap. 30, hvor der staar ,,Brødrene hos Eder og i Ny Korvej”).
2. Her menes det Samfund, som Præsterne ved et Bispesæde, Kannikerne eller Klerkene, som de kaldtes, dannede under Biskoppens Ledelse. Begyndelsen til dette munkeagtige Præsteskab var gjort i Oldtiden af Augustinus, men i Middelalderen fik det en fastere Form ved Biskop Krodegang af Metz, der stiftede det første egentlige Domkapitel.
Præsterne aflagde Munkeløfterne undtagen Fattigdomsløftet, boede i et fælles Hus (domus, deraf Domkirke), sov, spiste og bad sammen, og mødte alle i Kapitelstuen, hvor der hver Dag forelæstes et Kapitel af Skriften.
Ludvig den fromme gjorde denne Ordning til Lov for hele Frankerriget paa Forsamlingen i Aachen 816.
3. 1 Joh. 5, 19.
