Ansgar kap. 26
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 26
Noget der gik forud for Kirkens Stiftelse i Sverig
Medens vor hellige Fader beredte sig til Rejsen, fik han ved guddommelig Aabenbarelse en Forudfølelse af den store Sjæleangst, som han udstod paa Rejsen selv.
Thi det syntes ham en Nat, at det var Herrens Lidelsestid, og at han var nærværende, da den Herre Jesus Kristus blev ført fra Pilatus til Herodes og fra Herodes til Pilatus, og fremdeles, at da han af Jøderne og Soldaterne blev bespyttet og bespottet og, som det forekom ham, blev hudflettet paa alle Lemmer, at han da ikke kunde holde det ud, at Herren saaledes blev straffet, men løb og stillede sig bag hans Ryg i Vejen for dem, der piskede, og at han selv paa sit eget Legeme optog alle de Piskeslag, de tilføjede Herren, med undtagelse af at, fordi Herren var høj af Vækst og sit hele Hoved højere end ham, han derfor ikke kunde bøde af for det.
Hvad dette Syn skulde betegne, erkendte den uovervindelige Kristi Stridsmand ikke, førend han var vendt tilbage fra denne Rejse og overvejede i sit Sind, hvor store Bespottelser og Forhaanelser han der havde udholdt, i hvor stor Trængsel han havde været, og hvor store Guds bespottelser han der havde døjet. Thi i aandelig Forstand, hvori han uden Tvivl har lidt for Kristus, har Kristus der paany i sin Tjener udholdt den Skændsel, der før var ham tilføjet: Men det, at han ej kunde bøde af for hans Hoved, det troede han, gav til Kende, (fordi Gud er Kristi Hoved)1 at de Lidelser, som de hellige udholde i denne Verden for Kristi Skyld, til Dels ogsaa vedrører Guds Majestæt, og dem tager han ligesom paa sig og lider med og taaler det vel til en Tid; men engang vil han dømme strængelig, som skrevet staar: “Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren”.2
Noter:
1) 1 Kor. 11, 3.
2) Rom. 12,19 og Hebr. 10,30.
