Atle og Gjukungerne: Anden Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Atle og Gjukungerne
Anden Samtale

Atles Borg.

Guldrand:

O, Søster! sid dog ej saa tavs i Sal!

Ikkun paa Fjældets Top er evig Vinter;

I Hjærtets Dal maa Isen smelte hen

Ved Solens Glød og Øjets milde Regn.

Gudrun:

O, kjære Søster! und mig Stilhed dog,

Da Ro ej mer jeg kan paa Jorden finde!

Jeg føler det, at vaagner Hjærtet op,

Vil Haand og Tunge som den galnes rase.

Ej springer mer de milde Taarers Væld,

Det er udtørret, ak, for længe siden;

En Skylregn kun kan smelte Hjærtets Is,

Og ve da alt, som Strømmens Hvirvel møder

Guldrand:

Ser du de smaa, som lege hist paa Gulv!

Det er jo dine Børn. I, Erpur, Ejtil!

Indklynger eder tæt til Moders Bryst,

Og optør Hjærtet med den varme Aande!

Erpur:

Det tør vi ikke; Moder bliver vred.

Gudrun:

Nej, bort, bort med jer Ulveunger!

Guldrand:

Saa hent da, Erpur, Sigurds fagre Datter!

Hun er som Solen i den lune Vaar.

Gudrun:

Ak nej, min Søster! heller ikke hende!

Hun har sin Faders skarpe Øjekast,

Og hvert et Blik mig stinger dybt i Sjælen;

Det raaber til mig: du var Sigurds Viv,

Nu er du Atles. Ak! jeg maa fortvivle:

Brynhildes Broder har jeg mig til Mand;

Hans Børn, som jeg evindelig maa hade,

De ere mine.

Guldrand:

Men hvi blev du ej

I Danmark da? hvi drog du hid til Jammer?

Gudrun:

O, vidste du, hvor rædselsfuldt det er,

Naar, hvad i Løndom man kun sagte hvisker,

For ikke selv at høre det, gjenlyder

Saaledes uden for os højt,

Da spurgte du ej saa. Hvad kan jeg svare?

Min Moders Taarer, mine Brødres Nød?

Hvad rørte det vel mig, om Jættekvinden

Nu angred, hvad hun selv med onde Kunst

Udretted? og hvi skulde jeg mig ofre

For disse Brødre, som min Sigurd svege?

Og dog, jeg mægted ej at staa imod.

Var det den Drik, mig onde Grimhild rakte?

Var det et Blik i dybe Fangetaarn,

Hvor Gunnar sad? var det et dunkelt Minde

Om Lejet, vi ufødte havde delt?

Jeg véd ej, hvad det var, som Hjærtet rørte;

Men i sit dybeste det blev bevæget.

Mit Liv med Sigurd og den boldes Mord

Mig blev en Drøm; og hvad som blev til Stede,

Var mine Brødres Nød; med sorgfuldt Sind,

Men som jeg følte, at det maatte være,

Jeg drog til Hunekongen, blev hans Viv.

Med Taarer vied jeg mit Brudeleje,

Det var de sidste, som fra Øjet randt;

Og skal en Gang endnu det atter vædes,

Det sikkerlig da vorder kun med Blod.

Saa spørg mig da nu aldrig mer, min Søster!

Men spørg dig heller selv, hvorfor

Du vakte mig af Sorgens dybe Dvale,

Da jeg ved Sigurds Lig var ham saa nær!

O, havde du ej vækket mig til Klage,

Da havde jeg alt længe smerteløs

Hos Freja bygget. Dog, jeg vil ej spørge,

Hvorfor du gjorde det; thi Norners Dom

Er over os, og vi er under den.

Vinge:

Hil sidde I paa Hyndet, ædle Fruer!

Ved mig I hilses fra vor tapre Drot.

Fra Romerfærden vender han tilbage,

Og beder, som det sig vel sømme maa,

At I hans Komme hædre med et Gilde.

Gudrun:

Det gjøres dog vel ikke just behov

I Brygger-Kjedler brune Mjød at blande;

Thi atter, som i Fjor paa Vallands Sletter,

Din Herre vel har sørget for, at ej

For stor en Kæmpeflok os skal hjemsøge.

Vinge:

Du er min Dronning, Atle er min Drot:

Hvad Sjælen tænker, bør ej Tungen mæle;

Hvad Øret hører, finder Sjælen døv;

Men Atle kommer med ubrudte Fylking,

Med Pris og Hæder hid fra Romaborg.

____

Gildesaftenen.

(Kvinderne ere gangne til Sengs.)

Atle:

Hel sømmeligt var Gildet; Mjøden har

Med stærke Sødme atter helet Læben,

Som sprække maatte, da den hede Sol

I Syden den med sine Straaler brændte;

Og Vinen rensed Støvet bort fra Lungen,

Saa frit og livligt er vort Aandedræt.

Udløste er af Baand nu Sjæl og Hjærte,

Beredte til at vandre lystig om

Blandt Kæmpehøje, mellem Bavtastene,

Blandt hvad som var og hvad som er endnu.

Men hvor er Læben, som af Ord kan væve

Det fagre Billed, som er Øjets Lyst?

Og hvor er Haanden, som forstaar at røre

De spændte Strænge til en liflig Klang? —

Ak! stum er Læben, stiv er hver en Finger

Paa Haanden, som forlysted os saa tit.

Fra Romaborg vi droge hjem med Hæder,

Alligevel Italien os sveg;

Thi avindsyg den stjal vor Hæders Tunge:

Forgjæves venter Muren i vor Hal,

At Kvadets Døn skal laane den sin Stemme;

Forgjæves haaber nu den stille Sten

At kunne sig i Strængeleg bevæge;

Thi stille, tavs og kold som Sten og Mur,

Er nu den Skjald, som fordum Røsten løfted,

Og stum er Harpen, kun et Jammersord

Den stramme Stræng kan mæle, naar den brister.

Gjæsten:

Hel sorrigfuld du sidder over Bord,

Som lidt sig skikker ved et Hædersgilde,

Naar sejerrig fra Daad en vældig Drot

Hjemvender til sin Borgs de prude Sale

Og tømmer Hornet til sin egen Pris. —

Dog lysteligt det er for mig at høre

En Konning mæle vaandefulde Ord,

Fordi sin Skjald han misted. Selv jeg øved

I mange Vintre Skjaldskabs lette Kunst,

Og trøsteligt det er i Alderdommen,

Naar yngre Mænd ophøje saa med Pris

Det Værk, man drev; da tykkes det, som ej

For intet man det lange Liv har levet.

Atle:

Er ogsaa du den kloge Bølværks Frænde,

Og har ved Drik af Suttungs stærke Mjød

Saa let du Kunsten, sen at lære, nemmet,

Da vær velkommen her paa Salens Bænk,

Og giv det stumme atter kraftigt Mæle!

Gjæsten:

Du siger sandt, at jeg er Bølværks Frænde,

Og gjærne vil jeg kvæde, dig til Skjæmt;

Men først du maa mig villig Sagn fortælle

Om dit saa priste Tog til Romaborg.

Man siger, Odin selv dig har opægget;

Nu, vandt du Borgen? eller hvilken Daad

Er det, som hædres ved saa fagert Gilde?

Atle:

Du spørger sært; men endnu mere sært

Er det, du spørg'er om. Adskillig Tale

Kan føres om min Id; men jeg

Alene véd, hvi den fik saadan Udgang. —

Til Romaborg jeg kom i Hu saa gram,

Jeg vandred frem i Blodets røde Strømme,

Som tørredes kun stundum, naar et Baal

Af brændte Byer slog sin Røg mod Skyen;

Mig drev til Strid det underlige Bud,

Som klang i denne Sal en Midnatsstund

For længe siden, — om jeg mindes ret,

For sex, maaske for syv Aar siden.

For syv? ja, rigtig! just i denne Nat.

Gjæsten:

Du dvæler længe ved det Tal, Kong Atle!

Er det dig saa paafaldende, mærkværdigt?

For mig er sex og syv det samme.

Atle:

Er Liv og Død dig ogsaa da det samme?

Thi naar det syvende nu ogsaa er det sidste,

Er der vel Forskjel dog imellem sex og syv.

Gjæsten:

Ej Kløgt dig fattes; men alt Natten skrider,

Og Sangen venter paa dit Sagn?

Atle:

Nu vel! Af Budet jeg hendreves,

Og skyndedes end mer til blodig Hævn

Ved Mindet om den Spot, jeg maatte lide

Paa Vallands Sletter, da min Hær nedsank

Som skjøre Ax for Seglens hvasse Æg.

Forgjæves bød man Guld og grønne Skove,

Forgjæves bøjede sig Kejserstadens Knæ,

Forgjæves lød fra Muren Kvindeskrig

Og for min Fod ydmygelige Bønner.

Naar Havets Bølger rulle voldsomt frem,

Ej Dæmning standser dem, de stilles ej

Af Olien, som ikkun Fladen glatter

Et Øjeblik; kun den, som ejer Kraft

Til Stormens stærke Vinger selv at lamme,

Kun han kan standse Bølgen i sin Il.

Saa gik det mig. Jeg stod en Morgen aarle,

Og stirred mod de høje Taarne hen,

Som snarlig skulde deres Toppe fjæle

I Askedyngen over Stadens Grus;

Ombruset var jeg trindt af Vaabenbraget,

Og stundum hørte jeg Basunens Drøn,

Der øved sig til Stormen at forkynde.

Men pludselig Basunen tav, en Lyd

Sig kæmped frem til Øret fra det fjærne:

Det var en Sang, ej som naar vore Skjalde

Opløfte Røsten, men ej heller spæd;

Som Torden gjennem Nattergalens Strube,

Højtidelig og smeltende tillige,

Var denne Sang. Nysgjerrigt fløj mit Blik

Alt over breden Vang, forundret saa'

En Skare jeg fra Romaborg udgange,

Ej klædt i Brynje, men i hvide lin,

Og festlig smykket, som til Offergilde;

Ej Vaaben havde nogen Mand i Haand,

Men somme Bøger med ukjendte Stave,

Hvoraf de sang med helligt Alvorsblik,

Og andre Skaaler af det pure Guld,

Hvorfra en Duft langt sødere end Honning

Opsteg i Hvirvler som en dunkel Sky,

Og kransed yndelig de nøgne Isser. —

Ej véd jeg paa de Strængelege Navn,

Som her jeg hørte; men i deres Lyde

Gjentoges Sangen paa saa mangen Vis,

Og dog saa lig, at intet Ord udtrykker

Den Ligheds og Adskillighedens Et.

Herved jeg blev saa underlig til Mode,

Jeg sælsomt sank tilbage i mig selv,

Og vaktes først, da for mig stod en Gubbe:

Hans Skjæg var sidt, og mange Vintres Sne

Sig havde præget i de tynde Lokker,

Der som en Krans omglimrede hans Tinding;

Hans Aasyn var, som i de gamle Kvad

Os Baldurs tegnes, mildt og dog saa kraftigt,

At det mig vinkede saa venlig hid,

Og Foden dog ærbødig veg tilbage,

Som om jeg frygted for, mit Aandepust

For urent var til sig med hans at blande.

Han peged hen paa Solens lyse Kugle,

Der luende sig rulled op af Hav,

Han taled om en Gud, som havde dannet

Det store Lys og hint det vide Rum,

Som gjennemskinnes af dets klare Straaler;

Han talede om én, der havde rejst

Igjennem alle Verdner, alle Himle,

Og havde over dem sit høje Hjem,

Ej mellem Guder, som med Mænd sig blande

Og prøve Styrke med en anden Magt,

Men hos en højeste, som ej kan nævnes,

Som styrer alting med sit lette Vink;

Fra denne Højhed steg han villig ned,

For alle Askurs Frænder at hjemføre,

Som vilde renses ved hans Purpurblod

Fra Jordens Smitte, og til Himmelflugt

I Ydmyghed af ham sig Vinger laane.

Ej om sig selv: om én, som nævnes Krist,

Han sagde det; men skuffed mig ej Sindet,

Det var ham selv. For denne Kristi Skyld

Han bød mig skaane Staden med dens Taarne;

Thi dér, saa mæled han, hvor høje Spir

Sig løfte op mod Sky, forsamles Folket,

At prise ham, som skabte lyse Sol,

Og Krist, hans Væsens Billede paa Jorden.

Og ser du hist, saa lød endnu hans Tale,

Paa Taarnespidserne de gyldne Kors:

Alt paa et saadant taalte Kristus Pine

For dig og mig og for hver Mand paa Jord;

Formast dig ej mod disse Himmeltegn!

Thi visselig de mægte dig at knuse.

Forundret stod jeg, sagte Læben hvisked

Om Odins Bud og Frygt for Odins Straf;

Men vredelig og haanlig Valhals Guder

Han nævned en afmægtig Djævleflok.

Forbitret greb min Skjald i Harpens Strænge,

Om Odins Magt han agtede et Kvad

Mod Gubbens Tale og hans Spot at sætte;

Men Harpen sank med hule Klagelyd,

Og med det første Ord udaanded Skjalden

Sit sidste Suk; da voxte min Forundring,

Og, overvunden midt paa Sejrens Mark,

Jeg loved Oldingen at skaane Staden;

Og han til Løn mig gav hver gylden Skaal,

Og sin Velsignelse paa Rejsen.

Gjæsten:

Du sagde nys, du vidste grandt, hvorfor

Du skaaned Romaborg; men det du glemte

At sige, dog hel mærkeligt det er.

Atle:

Hvorfor? Ja, har jeg det ej sagt?

Fordi . . . .

Gjæsten:

Fordi dig Gubben gjorde bange?

Atle:

Vist var det underligt at stævnes ind

For Solens Skaber; thi jeg aldrig hørte,

At Odin den har skabt; men dog

Mig Frygten ej bevæged.

Gjæsten:

Men de gyldne,

Med søde Duft opfyldte Skaaler da?

Atle:

Ej heller; dog de ere saare fagre

Og tykkes mig de bedste Ejemon.

Gjæsten:

Du véd da ej, hvorfor.

Atle:

Naar jeg besinder

Mig ret, jeg maa vel svare: nej!

Jeg véd da kun, hvordan det skete;

Og dog ej heller det; jeg véd kun, hvad

Mig hændtes.

Gjæsten:

Men hvi du drog til Romaborg,

Det vidste du; og lod dig dog forføre

Til, døv mod Odins Bud og døv mod Røsten

Fra dine djærve Fædre, Budles Æt,

Og dine Kæmper, som i Valland fældtes,

At skaane denne Jætters Hovedborg!

Med Jotunhejm du har dig da forbundet,

Og vente maa du stærke Guders Hævn.

Giv Harpen hid! i Strængen vil jeg gribe,

Og fylde Hallen med et Varselskvad.

Rullende fór over Heden

Hjulenes skoede Ring,

Tvungen af Malmen den haarde,

Gnisterne sprunge fra Sten;

Stolt og med knejsende Nakke

Sad paa den rullende Vogn

Grimhild, den værste af Kvinder,

Øvet i Gand og i Sejd.

Hun havde Aser bedrøvet,

Hun med sin syndige Æt:

Sigurd i Sengen fik Bane,

Brynhild sig skyndte til Baal;

Nu sidder Gudrun paa Vognen,

Farer til Hunelands Borg,

Dér skal hun Atle forsone,

Frelse al Niflungers Æt.

Stolt sidder Grimhild paa Vognen,

Vred er den vældige Tor,

Dundrende farer hans Kærre

Hen over luende Bro,

Hvirvlende sænker sig Luen

Ned mod de gnistrende Hjul,

Asator Hammeren svinger,

Knust ligger Grimhild paa Jord.

Hylende fór over Heden

Grimhild med Vinger som Beg,

Helas forpestede Vaaning

Aabned sin knirkende Dør;

Dér med forknusede Lemmer

Svømmer i Edder hun nu,

Gispende saare hun længes

Efter den sodbrunes Gal.

Hører det, knugede Stene!

Rører jer Tunge med min!

Lad det i Borgen gjenlyde;

Saadan er Asernes Sæd;

Tor med sin knusende Hammer,

Odin med snedige Kløgt,

Rammer, besnærer hver Nidding,

Var han og Hunelands Drot.

Syv Gange vandrede Solen

Skinnende Midgaard omkring;

Atle har Aserne sveget,

Aser betale med Svig.

Skjælv i de hvælvede Sale,

Hunelands troløse Drot!

Snart skulle Luerne lege

Lystig, hvor Kæmperne sad.

Nu, Atle! sørg ej længer for din Skjald!

I mig du en ej ringere har fundet,

Og jeg skal ej saa let ved Harpen dø. —

Du er saa stille; uden Tvivl har Kvadet

Dig kjedet, dysset dig i Søvn.

Jeg selv er kjed af al den Skraalen,

Og, kan vi være ene to,

Med dig en mer fornuftig Tale

Jeg føre skal.

Atle:

Du arge! hvo du est,

Du spotter mig; og sandt er det at sige:

Mer sømmeligt det var, at flux

Jeg skilte Hoved dit fra Strube-Skrallen..

Gjæsten:

Min Hals er tyk, og Benet er lidt haardt;

Jeg tvivler om, du har et Sværd, som duer

Til saadant Arbejd. Det var ogsaa Synd;

Thi det mit Alvor er, dig godt at raade,

Og, ser jeg ret, behøver du mit Raad.

Lad derfor Kæmperne udgange!

Du ser jo, jeg har intet Sværd,

Og du mig gjærne maa ransage.

Atle:

Og om du havde et, du mener dog vel ej,

At jeg er bange for at være ene

Med én. Gaar, Kæmper, kun af Salen ud!

Men stander rede, hvis jeg monne kalde!

Gjæsten:

Nu, Konge! kan vi tale mere frit.

Hvad tyktes dig om Kvadet, som du hørte?

Atle:

At bedre var det, Uglens hæse Skrig

Fra Morgengry til Aftenstund at høre.

Gjæsten:

Du er den første, som min Skjaldekunst

Vurdered saa; thi, mellem os at sige,

Ej mange smagte Suttungs stærke Mjød

Før jeg, og faa saa dybt som jeg har drukket.

Atle:

Ej laster jeg dit Kvad; men det, du kvad.

Hvo est du? underlige! er du Odin selv?

Gjæsten:

Jo vist, nu tænker du nok, Odin kommer her

I saadan Dragt. Nej, du kan tro, han sidder

Og gnider Panden ved den gamle Ask,

Og grunder paa, hvordan han dig skal tugte,

Fordi du skaanede den vakre Borg

Og vilde ej en halv Snes Tusend Stykker

Af dine Kæmper sende ham til Valhal.

Det synlig gaar tilbage med ham nu,

Og han har selv ej grumme langt tilbage;

Du véd, at strænge Herrer gjærne ej

Regere længe; men, jo mer det lakker

Ad Enden, desto galere de er.

Atle:

Hvordan? Hvad er dog dette for en Tale,

Du fører? Jeg har brudt min dyre Ed;

Men heller vil jeg Guderne forsone,

End trodse dem. Hvo har vel dertil Magt?

Gjæsten:

Det nytter ej at tale om Forsoning.

Du husker jo dog nok, den gamle Træring

For syv Aar siden kaarede dig selv,

Hvis ej forud hans Næse lugted Røgen

Af Romaborg; og det er ej hans Sæd

At svigte, naar hans Mund har ondt forjættet.

I Fald du da vil leve end en Stund

Og smage Gammen, maa du hurtig tænke

Paa Raad.

Atle:

Paa Raad! Ja, hvor er Raad?

Hvem kan beskytte mig mod Odins Vrede?

Gjæsten:

Hvem skabte Solen? Gjorde Odin det?

Han bygged Midgaard, det skal ikke nægtes,

Men bygged den af Ymers Kjød og Ben;

Og hvad var Midgaard, naar ej Solens Straale

Oplyste og opvarmed den?

Atle:

Nu vel!

Hvem, mener du da, skabte Solen?

Gjæsten:

Hvem var vel til før Odin? Véd du det?

Atle:

Hrimturser mener du maaske.

Gjæsten:

Hvem ellers?

Atle:

Var Alfader ej?

Gjæsten:

Hvem er Alfader vel? hvor mon han bygger?

Hvis han var til og var den største Gud,

Han stundum dog sin Magt vel aabenbared.

Det er en Snak, som Odin har opdigtet,

For selv i ham at leve, naar hans Tid

Er omme, og ham Fenrisulven sluger.

Du kjender jo dog nok det gamle Sagn,

At, førend Midgaard skabtes, var Alfader

Hos Turserne; det sagde Odin selv

Til Gylfe, da hans Mund løb over,

Og Sandingen sig fra hans Læbe stjal. —

Hrimturserne har Solen skabt; og Aser selv

Er Tursebørn, som du vel véd; men Odin

Blev ond og troløs mod sin egen Slægt,

Og har ved Trolddom mægtet længe nok

At holde Turserne fra deres Odel.

I Ragnaroke er det, som du véd, forbi,

Da kommer Ymer til sin tabte Vælde;

Og jeg tør mene, det er bedre dog,

Hos Hel en Stund at drage tungt sin Aande,

End drikke Valhals Mjød en føje Tid,

Og saa forgaa.

Atle:

Forunderligt er, hvad du siger;

Men, som mig tykkes, er det Sanding dog.

Sig, hvo du er, og raad mig, som du mægter!

Gjæsten:

Helblinde er mit Navn, jeg er af Turseæt,

Og netop den, som lod sig dig til Syne

For Romaborg; thi mén kun ej, det var

En Skaldemunk! Nu Raad jeg dig vil give:

Der er en Hjælm, som kaldes Ægirs Hjælm,

Og ham, som bærer den, kan ingen skade,

End ikke Odin selv.

Atle:

Men hvor er den?

Helblinde:

Hvor Guldet er, som Sigurd tog fra Fofher;

Thi ej fra det den mer kan skilles ad.

Atle:

Hos mine Svogre er den da at finde?

Helblinde:

Hos dine Svogre? Ja, de fik den let,

Blot ved at svige deres første Svoger;

Men dig tilhører den som Gudruns Mand.

Atle:

Du siger sandt, og Hjælmen vil jeg have.

Helblinde:

Saa byd da hurtig dine Svogre hid,

Og lad dem løse sig igjen med Guldet!

Thi ej det nytter dig at gjæste dem med Krig:

Dig kaarer Odin sikkert først paa Val.

Atle:

Det vil jeg; Guldet er jo mit med rette,

Og flux jeg dem vil sende Bud.

Helblinde:

Gjør saa! og kunde du blandt Guldet finde

Det prude Mon, som kaldes Andvars Ring,

Da var du endnu mere sikker.

___

Gjukes Borg.

Gunnar:

Paa Bænken rundt har gyldne Skaaler vanket,

Frembær nu, Vinge! Ærendet i Sal,

Som ej vi fordred af ulæsket Tunge!

Vinge:

Det er vist Sanding, eders Vin og Mjød

Har ingen Skyld, i Fald ej Tungen mægter

At bære frem i sømmelige Ord

Det Budskab, som min Konge med mig sendte.

Kong Atle kom med Pris fra Romaborg,

Og i sin Hal han har beredt et Gilde,

Der rygtes skal saa vide over Land,

Som med sin Hær han sejerrig er dragen.

En større Pryd han ej for Gildet véd,

End Gjukes Sønner, der saa nær ham gange

Ved Svogerskab, og nærmere i Pris.

Thi beder jeg, at I med ringe Møje

Vil kjøbe ham og dertil eder selv

Hin bedste Gammen. Mad og dyre Drikke

Ej fattes skal, ej Kvad og Strængeleg.

Og end jeg fra min Herre har at sige,

At, naar fra Gildet I vil drage hjem,

I kejse maa af Sølv og gyldne Ringe,

Af Vaaben, Borge, og af alle Mon,

Hvad eders Hjærte lyster at begjære.

Gunnar:

For Budet Tak! Af Guld vi mere eje,

End nogen Konning nord for Alpefjæld;

Mit Sværd, jeg véd, hint hvasseste mon være,

Min Hest den rappeste; og tykkes os

Vort Odelsland for trangt, da har vi Kæmper

Og Styrke nok til os at vinde mer. —

Vist Gammen var det os, vor Maag at gjæste;

Men lang er Vejen, alt vi har beredt

Os til et Tog, og Vaaren er alt kommen;

Thi bede vi, om Hogne vil som jeg,

At du med Tak hos Atle os undskylder!

Hogne:

Hvert Ord, min Broder talte, er og mit.

Vinge:

Ej tænkte jeg at svares saa paa Budet,

Og gjemte derfor hidtil hos mig selv

Den Hilsen, jeg af Gudrun fik til eder:

Hun længtes saare i de lange Aar;

Thi vel Forældre kan en Kvinde glemme,

Naar sæl hun sidder udi Kongesal;

Men Brødrene, med hvem hun fordum leged,

I hvem hun elsked Manden første Gang,

Kan hende saa ej gange udaf Minde.

Er Guld og Gilde, Svogrens milde Ord,

Da end for svage, jer til Færd at bøje,

Saa hører dog en Søsters ømme Røst,

Og tænker paa det længselsfulde Øje,

Som stadig vender sig imod jer Borg,

Som glad mig skimter, men fortørnet skuer,

Hvis ene jeg her fra skal drage hjem! —

Ej kalde I vel mine Ord i Tvivl;

Dog til des mere Sikkerhed har Gudrun

Mig givet med en sanddru Runestav,

Og denne Ring, den prudeste, hun ejed.

Hogne:

Det er en fager Ring, det er den samme,

Som fordum lyste paa vor Søsters Haand;

Den hører med til Gnytahedes Guld,

Først nu er Skatten hel, her er dens Krone,

Det stolte Tegn paa Guldets Ejermand.

Gunnar:

Et kjærligt Bud indslutte disse Runer,

Og tungt det falder mig at sige nej;

Derfor jeg vil til Raad mig Natten tage

Og agte nøje paa hvert Drømmesyn.

Men, Hogne! du jo alt har Ringen

Paa Finger sat; jeg maa dog og den se.

Hogne:

Ja, se den maa du; men jeg har tilegnet

Mig den med rette; thi i unge Aar

Var jeg og Gudrun altid bedste Venner.

Gunnar:

Det er ej Sagen; thi til Fofners Guld

Den hører jo, og her maa Lodden skifte.

Dog, grandt jeg ser, det er den samme Ring,

Hvormed mig fordum stolte Brynhild fæsted;

Den er da min, og uden Vederlag

Jeg ogsaa vil besidde den alene.

Hogne:

Nej, ikke saa! Du selv véd bedst, til hvem

Den Brynhild gav; lad derfor Lodden skifte!

Vinge:

I Fald jeg tør et Ord imellem tale,

Mig tykkes, det var bedst, at Gudrun selv

Den Tvist adskilte; hun det bedst maa vide,

Til hvem af eder hun den sendte mest.

Gunnar:

Du taler klogt; lad hende Trætten skifte!

Men jeg saa længe kalder Ringen min,

Og løsner den ej før fra denne Finger.

Hogne:

Men jeg med samme Ret den kalder min;

Og det skal agtes, som paa denne Finger

Endnu den sad, til vores Søster dømmer.

Vinge:

Saa er jo nu nødvendig eders Færd

Gunnar:

Men hvad mon dette Ulvehaar betyder,

Som lønlig knyttet er til fagre Ring?

Vinge:

Et Ulvehaar? maaske et sligt det ligner,

Men er dog intet rigtigt Ulvehaar.

Imidlertid jeg ikke vel kan nægte,

At det vanhelder saadant fagert Mon.

Ej maa I vredes! jeg det selv har knyttet

Til Ringen som et lidet Mærke kun.

En saadan Ring kan lettelig forvildes

Imellem andre, og naar man er Bud,

Sit Budskab maa man helt og vist frembære. —

Dog, alt for lang er Talen om et Haar;

At kløve Haar er ingen Manddomsgjerning.

En anden Tale gjærne jeg i Løn

Med eder førte; det er ud paa Natten;

Lad sidste Gang paa Bænken fulde Horn

Omvanke lystig mellem eders Kæmper,

At de kan vandre til en rolig Søvn!

I Enrum da jeg ved det gyldne Bæger

Skal bære eder Tidende paa ny.

Gunnar:

Lad saa det være! Selv jeg efter Sengen

Alt Længsel har.

Vinge:

Paa rolig Søvn

Og gode Drømme, glad Opvaagning!

Kæmperne:

Det først og fremmerst vore fødte Herrer,

Saa Gjæsten, og dernæst os selv vi ønske.

Gunnar:

Du, Asmund! bring i Hast den Runestav

Til Odruns Terner! Hun den og skal stave.

(Til Vinge)

Nu er vi ene: bær da hurtig frem

Den Tidende, som du saa varlig gjemte!

Vinge:

Ja, Tyvekoster maa man gjemme vel;

Og ej jeg nægter, Tidenden er stjaalen:

Fra Gudruns Øre og fra Atles Mund.

Jeg i det inderste af alle Sjælens Kamre

Den gjemte vel; men eders snilde Mjød

Har Nøglen fundet og min Skat forraadt.

Paa Tungen ligger den; men Tungen vil

Endnu en Gang forsøge den at holde.

Jeg véd, den løses kun af klare Vin;

Lad derfor den i gyldne Bæger skumme!

Gunnar:

Du taler snildt, og, som mig tykkes, voxer

Veltalenheden ved hver Læskedrik.

Selv Talen om, hvad du os vilde sige,

Er Vinen værd, og ej jeg tvivler paa,

At jo til sidst det ypperste maa komme.

Vinge:

Se saa! du talte vel, og drak i lige Maade;

Men, Hogne! du har ej dit Bæger tømt.

Hogne:

Jeg mente, at din Tidende paa Bunden

Laa af dit eget Bæger, ej af mit.

Vinge:

Du skjæmter, Drot! og minder mig med Kløgt

Om, hvad jeg nu er skyldig at frembære.

Saa hører da, hvad jeg har hørt i Løn!

Kong Atle vorder snart til Liv for gammel,

Og dog til Daad hans Sønner er for unge;

Det mærker han, og det er nu hans Agt

At sætte jer til sine Sønners Værger.

Jeg véd det vel, den Hæder lokker ej

To Drotter, som har mer end nok af Hæder;

Men dog mig tykkes, det maa tykkes ret,

I værged Landet for Gudrunes Sønner;

Thi mangen Bejler til en saadan Brud

Der kommer vist, naar Atle først er borte.

End tykkes mig, I skylde Gudrun Bod,

Og bedre ej kan gives eller tages.

Naar hertil kommer eders Søsters Bøn,

Og Atles Bud, og eders Tvist om Ringen,

Da mener jeg, at I med Hæder ej

Kan sidde hjemme; thi da vil man sige,

At Rædsel kun forhindred eders Færd.

Gunnar:

Hvad? Rædsel! er du gal? ved Odin

Jeg svoret har, at jeg skal aldrig frygte.

Velan! her er min højre Kæmpehaand:

Om Atles Borg var Gejrrods Gaard, jeg farer.

Vinge:

Hav Tak, o Drot! for disse gjæve Ord!

Du, Hogne! følger dog din djærve Broder?

Hogne:

Ja, Orm! jeg følger ham og ikke dig.

Odrun:

Hel sent det er for Kvinder at indtræde

I Drikkesal; men tvungen er min Gang.

Du, Gunnar! denne Runestav mig sendte,

Omhyggelig jeg spejdede dens Tegn,

Og, som jeg stirred, saa' jeg mange Streger,

Som ej til Ordet maatte staves med;

Det undred mig, at en saa kløgtig Kone

Som Gudrun kunde riste Runer vildt;

Jeg stirred mer, og mærked paa det sidste,

At tvende Gange ristet er med Flid,

Og at de første, overskaarne Runer

Forbyde haardt de øverste at tro:

Om Svig de tale, ej om Lyst og Gammen,

Det ser jeg grandt, og derfor er mit Raad,

At ej I drage til det falske Gilde.

Hogne:

Sent kom du, Odrun! thi du kom for silde.

Gunnar:

Du kommer kun et Øjeblik for silde;

Thi nys vi givet har vort Kæmpeord.

Odrun:

Et Øjeblik! det lyder kun saa ringe;

Men det er jo kun og et Øjeblik,

Som lukker i for evig Kæmpens Øje.

O, Gunnar! Gunnar! nu er det forbi

Med vort det glade Samliv her paa Jorden!

Du tier, onde, lumske Sendebud!

Tilstaa det kun, du Drotterne har sveget!

Vinge:

Du er min Konges Søster, jeg hans Sendebud,

Din egen Broder du i mig udskjælder;

Thi, hvis du til min Ed vil fæste Lid,

Da tage Galgen mig og alle onde Vætter,

Om Ærendet jeg røgtede med Svig!

Gunnar:

Du gjør ham Uret, Odrun! Lad os gange

Til Sengs! thi det er sent paa Natten.

Morgenen.

Odrun:

End sover du, min Gunnar! sødelig;

Ej saa' du mine onde Drømmesyner.

Her skal du da nu aldrig sove mer,

Og aldrig skal jeg mere se dig vaagne!

Ak, hvad er det? er ej det Brynhilds Ring?

Jo, visselig! saa har nu hun dig fæstet.

Tredobbelt Spaadom var i denne Ring,

Men altid den betyder dog det samme:

Den vied Brynhild ind til Undergang,

Den vied Sigurd, og den vied Gunnar:

O, hvem kan staa mod Norners strænge Dom!

— Han rører sig, han smiler sødt i Drømme.

Hvad er det, han vil drage til sin Barm?

Det svandt; thi Smilet svandt fra Læben.

Han vaagner. Gunnar! elskte Gunnar! sig,

Hvad greb du efter og hvorefter leder

Dit Øje saa?

Gunnar:

O, Odrun! er det dig?

Det tyktes mig, jeg var til Gjæstebud

Med mange stolte, før usete Kæmper,

Men dybt i Hjærtet følte jeg et Savn;

Da kom fremskridende en fager Kvinde,

Mig tyktes, halv jeg saa' i hende dig;

Hun kom mig nær, og jeg udstrakte Armen;

Men borte var hun, derfor vaagned jeg;

Mit Øje ledte, og det har jo fundet,

Hvad det begjærte.

Odrun:

Men dog visselig ej det,

Som skred dig varslende forbi i Drømme.

Du var i Valhal: Atle har dig budt

Til Gilde; men det var paa Asers Vegne;

Og Brynhild var det, som for Borde gik.

Ak, tungere og dog i samme Mening

Var mine Drømme: jeg indgange saa'

I Hallen Koner, som med Sorrigs Lader

Og Sorrigs Dragt udkaarede sig Mænd;

Jeg frygter svarlig, det var eders Fylgjer.

Der de udginge, kom en Kæmpe ind,

Og tudende en Ulveflok ham fulgte,

Et blodigt Sværd han bar fra Valen hid,

Stiltiende han det paa Knagen hængte;

Det Sværd var dit; men Kæmpen var ej dig.

Gunnar:

Din Drøm er mærkelig, og vel kan være,

At vi vor Alder nu udlevet har;

Dog, fare maa jeg, thi jeg har det lovet,

Og ville maa vi jo, hvad Norner vil.

Ej maa du græde, Odrun! tænk tilbage

Paa Stunden, da jeg sad hos dig i Bur!

Da tyktes det jo paa vort Favnetag,

Som om det var det første og det sidste;

Hengangne ere dog de lange Aar,

Og hvem kan vore Favnetag optælle!

Saa lad os takke da de høje Guder,

Men fremmerst dog Folkvangers milde Dis!

Thi hende er det, som os har beskjærmet

Mod Odins Vrede og mod Jætters List.

Paa Jorden nu hun mægter det ej længer,

Men vinker os til sig i højen Sal.

Ak, mere stakket var jo Sigurds Gammen,

Enddog han var med Guder nær i Slægt,

Og vi, det voldte, Bod vi vel maa give.

Hogne:

Hvorledes? Gunnar! du i Sengen end!

I Brynje stande vore Følgesvende,

Og alt er rede til den lange Færd.

Odrun:

Ja, lang den vorder visselig, min Svoger!

Har du i Drømme ej dens Udgang set?

Hogne:

Jeg drømmer ej, jeg sover kun om Natten;

Men vaagen er jeg med min hele Sjæl,

Til jeg mig lægger. Havde Gunnar ikke

I Aftes sovet, kunde nu i Ro

Han Morgensøvnens hele Sødme smage;

Da kunde du nu sparet Drøm og Graad,

Og vi den maaske alt for lange Rejse. —

Hvad nytter det nu os, hvad du har drømt!

Hvi drømte du det ej forgangen Nat?

Hos mig der og er drømt om alle Haande:

Om røde Brynjer og om hvide Bjørne,

Ja, selv om Atle i en Ørneham;

Men sligt jeg agter kun for Kvindesladder.

Hvad Rejsen gjælder, véd jeg saa omtrent;

At liden Lyst jeg har til denne Rejse,

Det véd jeg og; men endnu ét jeg véd:

At ej for Mænd det sømmer sig at nøle,

Naar de skal færdes, — var det end til Hel.

Atles Borg.

Guldrand:

Hvad vil du, Gudrun! med den store Kniv?

Du sliber den, saa det mig skær i Hjærtet.

Gudrun:

Men hører du da ej, hvor Atle hvæsser

De brede Sværd til vore Brødres Bryst?

Er det en Lyd kanske, som bedre klinger!

De haarde Guder vil nu have Blot,

Og jeg skal vise, at jeg er gudfrygtig

Saa godt som Atle: han kun sine Svogre

Dem ofre vil; men er han færdig først,

Vil jeg et Offer slagte, som skal mindes

Med Gru paa Jord, saa længe Verden staar.

Guldrand:

Forfærdes maa jeg, Søster! ved din Tale;

Nu est du vaagnet af den lange Søvn.

Forbandet det, der saa dig har opvækket!

Gudrun:

Ja vel, forbandet! thi det Atle var:

I Nat han drømte, jeg ham voldte Bane;

Han drømte end, jeg rykked op med Rod

To fagre Rør og kogte dem i Blod,

Og satte dem paa Bordet frem til Spise.

Nu véd jeg vist, at mine Brødre komme,

Og da, og da — Nu er min Kniv saa hvas.

— O, hører du det? Søster! Luren skralder.

Nu laver Atle til det store Gjæstebud

For Ulv og Ørn; men jeg skal ogsaa lave

Til Gjæstebud.

En Terne:

O, Dronning! dine Brødre,

Omringede af Kongens ganske Hær,

I Vaaben stande som til Slag beredte,

Og Vinge dræbte de ved Borgeled,

Da fræk han dem sin onde Svig forkyndte.

Gudrun:

O, det var godt, at Gjukunger udgød

Det første Blod; det er et Lykkevarsel,

At de skal vinde i den store Kamp,

Om ikke Sejer, saa dog blodig Hæder.

Og jeg skal hjælpe til.

Guldrand:

O, grueligt!

Men, Gudrun! tænk dog heller paa Forsoning,

End paa den onde, gyselige Hævn!

Gudrun:

Jeg tænke maa paa det, jeg raader for;

Og mener du, at jeg min Røst kan mildne

Til ydmyg Bøn?

Guldrand:

Tag dine Sønner med!

Igjennem spæde Rør din kjendte Stemme,

Formildet, vist formildende kan tale

Til Atles Hjærte.

Gudrun:

Velan! saa kommer da,

I, Erpur, Ejtil! beder eders Fader,

At han vil spare mine Brødres Liv!

Erpur:

Du altid kaldte os jo Ulveunger,

Og nys du sagde, at til Ulv og Ørn

Vor Fader laved prægtigt Gjæstebud;

Vi stjæle ej fra vore Frænder Gildet.

Gudrun:

Forbandede, forvorpne Ulveunger!

Hvi raadnede I ej i Moders Liv?

Saa laa og jeg saa dybt, at Livets Bulder

Ej kunde række mig. Men bier kun!

Jeg skal jer og et Gilde tilberede!

Guldrand:

Ak, mens du raser, falde vore Brødre.

Gudrun:

Velan! jeg drager haarde Brynje paa

Og knuger Haanden fast om Sværdehjaltet;

Hvor Mænd staa tykkest, vil jeg gange frem

Og værge mine Brødre, til jeg styrter.

Men falde de, og jeg i Live holdes,

Da skal det være mig et Kjendetegn,

At dette Forsæt, som jeg ruger over,

Er Guder — eller Turser — til Behag.

Guldrand:

Ja, Turser vist; vil du de fule tjene?

Gudrun:

Med dem jeg gange vil i evig Pagt,

Som eje Vilje og som eje Magt

Til mig at styrke og mit Sind at hærde,

Saa ej min Tanke skal mig selv forfærde.

Torkild:

(Opvaagner af Uvid.)

Hvor er jeg? Hvilken Haand har medynksfuld

Mig flyttet fra det røde, kolde Leje

Til dette varme? Hvem har mine Saar

I fremmed Land med saadan Omhu røgtet?

Det er vel dig, du Kvinde favr og fin!

Ja, visselig, dit Øje det mon sige.

Saa ræk mig, Frue! da din hvide Haand,

At jeg paa den med Taarer kan opskrive,

Hvad Tungen ej at sige kan formaa! —

For Døden ej jeg skjælver, og frimodig

Jeg nu udtømme vil dens bitre Kalk;

Men Gud jeg takker, som endnu mig under

Et Øjeblik til roligt Syn paa Livet,

Til milde Taarer over angret Synd,

Til verdslig Tant et kort Farvel at sige.

Hvi græder du saa saare bitterlig?

Fik ogsaa du et Ulivssaar paa Valen,

Et Hjærtesaar, som svier mer end det,

Os legemlig det hvasse Staal kan give?

Odrun:

Ja, visselig! thi jeg var Gunnars Viv

Og Atles Søster; dobbelt er min Jammer.

Torkild:

Saa maatte de da begge lade Liv,

Før stilles kunde hin den onde Kiv,

Som blinde om det gyldne Støv de ypped!

Odrun:

Des værre, ja! Saa gruelig en Rad

Af Hændelser, som i de sidste Dage

Udspunde sig, mens sovende du laa

Paa Gravens Rand, i intet Oldtidssagn

Afbildes; ja, vel næppelig en Tanke

Om slig Ufærd i noget Sind opstod.

Med Hjærteklemsel saa' jeg Gunnar ride,

Jeg klemtes mere, alt som Dagen led,

Og næste Morgen jeg paa rappe Ganger

Henfare maatte; thi slet ingensteds

Jeg stedes kunde: hvor jeg gik og stod,

Jeg saa' min Gunnar rød af eget Blod.

Der jeg kom nær mod Susaborg, da mødte

Mig Lyden af en slagen Harpestræng;

Det dundrede saa sælsomt i mit Øre,

Det rørte mig saa underlig i Sind;

Selv Gangeren med spidset Øre lytted,

Som om bekjendt ham var det Harpeslag;

Han traadte dybt i Jord med haarde Hove

Og strakte vidt de Sener udi Bove;

Men ret som han til Borgeleddet sprang,

I Harpestræng saa ynkelig det klang,

At kun om Død man det udtyde kunde.

Jeg hørte brat det gruelige Sagn

Om Atles Svig og haarde Vaabenskifte:

De tapre Gjukunger fremgik og stred

Som vrede Bjørne, og selv Gudrun har

Med Sværdet øvet blodige Idrætter;

Men Atles Kæmper flokked sig til Strid,

Som Ulv og Ravn, naar Aadsellugten kalder;

Med sledne Brynje og med kløvet Hjælm

Stod Gudrun ene hos de svegne Brødre;

De indeklemtes udi Skjoldering,

Og Livet kun for Sigurds røde Ringe

Og for hans Guld dem budet blev til Fals.

Men lettere man knuse kan end smelte

Den røde Malm; og Hjærtet, som til den

Sig binder fast, og vorde maa dens Frænde:

Af Hogne blev det haarde Hjærte skaaret;

Men Gunnar lo, fordi nu Sigurds Guld

I Rhinen tryg for Atle kunde hvile.

Selv flux han kastedes i Ormegaard;

Men kløgtig slog han Harpen, Gudruns Gave,

Og dyssed Ormene med Strængeleg.

Dog, én i Hulen var hel led og gammel:

En Hex saa ful sig havde gjort til Orm,

Hun ej det glemte, hvad hun bar i Sind,

Hun gnaved sig til Hjærteroden ind.

Kong Atle var hel underlig til Mode,

Med Niddingsid han mente Guld at vinde;

Men Andvars Ring, som han hos Gunnar fandt,

Var det fordærvelige Guld, han vandt.

Med den paa Finger han i stolte Tanker

Opvandred langsomt ad sin Borgegaard;

Udsmykket kom ham Gudrun dér i Møde:

Med Smil paa Kind og gyldne Kalk i Haand,

Hun venlig bød ham ind i Sal at gange

Og efter Svogre drikke Arveøl. —

De mange Hændelser, som i en føje Tid

Saa underlig sig havde sammenlænket,

Bedøved ham; dog maaske og en Gud

Det var, som vred forblindede hans Øje;

I Sal han gik og holdt et lystigt Gilde. —

Der Gjæsterne paa Bænken drukne sad,

Med Skoggerlatter og med grumme Lader

Sig Gudrun stilled i den aabne Dør,

Kundgjorde Atle: han sig havde mættet

Uvidende med sine Sønners Kjød,

Og at hans Mjød med deres Blod var blandet.

Ej bied hun paa Svar, og Baalets Luer

Omspændte flux den fast tillukte Sal;

Ej Udgang var for Atle og hans Kæmper,

De blev med Borgen til en Askehob.

Sig Gudrun styrted i den stride Flod;

Af trende Slægter jeg tilbage stod.

Paa Borgens Grus jeg stod og eftertænkte,

Hvor underlig det dog i Verden gaar:

De trende store, kongelige Slægter,

Al Volsungs, Gjukes og Kong Budles Æt,

Er ødelagt, har ødelagt hinanden. —

Saa styre Norner, siger man; men ak!

Er Norner da om Hjærterne saa kolde?

Og hvi har ej de milde Vaner Magt

Til Kæmpeslægtens vilde Harm at styre

Og smelte Hjærterne i Kjærlighed!

Torkild:

Du spørger som en kjærlig, vakker Kvinde,

Og Hjærtet dig har ført paa bedre Spor,

End Grublekløgten sine stolte Sønner;

Du føler det: at ikkun Kjærlighed

Kan være livets ægte Grund og Spire,

Saa Faderlighed have maa sit Navn

Af al Tings Drot og Ophavsmand: Alfader.

Forvildede paa Nornerne I tro,

Som af sig selv og i sig selv de vare,

I Steden for, at de kun er et Navn

Paa Kjærlighedens vise Raad og Vilje.

Odrun:

Hvorledes? Er mit Hjærtes kjære Drøm,

Om Kjærlighed som Verdens Herskerinde,

Ej blot et Væv af mine Længslers Traade?

Er Drømmesynerne i mørke Nat

Da sandere, end hvad om Dagen skues?

Har Øjet Ret, naar gjennem blodig Sky

Det mener, Kjærlighedens Sol at skimte?

Og er det den, som med sit blanke Lys

Paa Valen og paa Sværdene mon straale?

Torkild:

Forunderligt det er at sige: ja!

Og med en hellig Mand vi maa udbryde,

At Herrens Visdom er et bundløst Dyb,

Hans Vej usporlig, og hans vise Domme

Udgrundelige ikkun for ham selv;

Men dog jeg tør med Vished det stadfæste,

At Kjærlighed alene styrer alt.

Ej maa det undre dig, at dine Drømme

Er sandere end dine vaagne Syn;

Thi vid, at i de lange, svundne Tider

Kun for det ydre Syn har været Døgn:

Indvortes uafløst har Natten ruget;

Og hvo som vilde sig bevæge selv,

I Mørket vakled, snublede og famled;

Kun den, som mærkede, at Øjets Lys

Ej kunde Nattens Mørke gjennemstirre,

Med lukket Øje gav sig Gud i Vold,

Ikkun for ham et Lys opgik i Drømme,

Og klare Skygger af Guds Herlighed

Ved Stjærneglimt det undtes ham at skue.

Dog, hvad jeg taler, er vel gaadefuldt

For dig, som ej i Navnet er indviet:

I Undernavnet, der som Nøgel kan

Paladsets den forborgne Dør oplade,

Hvor Visdoms Skat opdynget er og dulgt. —

Saa vid det da, at alt i Tidens Fødsel

Den første Kvinde Herrens Kjærlighed

Miskjendte og forlorede tillige;

Fra samme Stund var Slægten Herren fremmed,

Og dulgte vare Kjærlighedens Spor.

Men han, der mindre end en kjærlig Moder

Forglemme kan det Foster, som han bar,

Besluttede, før Verdens Grundvold lagdes,

I Tidens Fylde for den faldne Slægt

Saa trolig om sin Kjærlighed at vidne,

At hvert et Hjærte, som ej selv til Sten

Af onde Magter lod sig villig hærde,

Hensmelte maatte i en Taareflod,

Og i den Flod hans Billede erkjende.

Ja, naadig, end før Tidens Fylde kom,

Husvalede han hvert et kjærligt Hjærte,

Som længtes efter mer end Jordens Tant;

I Drømmesyn han tit sig aabenbared

I stille Nat for dem, hvis Aftensuk

Sig løftede til ham paa Bønnens Vinge:

I Aanden saa' de Lyset, som en Gang

Med stærke Straaler skulde Mørket tvinge,

Og vaagnende i Dagningen de sang

Om Verdens anden, store Morgenrøde.

Den kom: Alfader fra sit Guddomsskjød

Nedsendte ham, som, førend Tiden fødtes,

I Guddomsklarhed havde hvilet dér.

Han kom til Jord, den Faderens enbaarne;

Med kjærlig Tale og med kjærlig Daad

Forkyndte han Guds vise, milde Raad,

Han villig gav sig selv i Fjendehænder,

Af onde Turser og af deres Frænder

Han lod sig pine, og han lod sig myrde,

Som for sin kjære Hjord den gode Hyrde

Ej kæmper blot, men sætter Livet til.

Dog snart den stærke Dødens Lænker brød,

Thi ej af dem han kunde holdes længe,

Og Faderen opløftede ham højt,

Et Navn han gav ham over alle Navne,

Saa at i Jesu Kristi Navn det høje

Hvert Hjærtes Knæ sig ydmygt skal nedbøje,

Og det skal alle Tungers Lovsang være,

At han er Herren til Gud Faders Ære.

Nu hver en Sjæl, som tror paa Jesum Krist,

Kan om Gud Faders Kjærlighed ej tvivle,

Om nok saa sært og gruelig endog

Paa Jorderig sig Tiderne udfolde;

Og hver, som trode paa Guds Kjærlighed,

Maa elske ham og elske sine Brødre.

For saadan Tro og saadan Kjærlighed

Har Faderen ved sin enbaarne lovet

Os midt i Sorg og Trængsel Sjælefred,

Og efter Døden evig, navnløs Gammen.

Det glade Budskab skal paa Jord henvandre

Saa vidt, som Solens Straaler monne gaa;

Men, ret som Sneen og den haarde Is

Maa først optøs, og Jordens Lænker sprænges

Af stride Strøm, forinden Blomsten kan

Med fine Spire Jorden gjennembryde,

Saaledes maa og Hjærtets frosne Jord

Af blodig Regn beskylles og optøs,

Før Kjærlighedens fine Blomst i Nord

Kan spire frem og udi Væxten trives.

Udryddes maa de stolte Kæmpeslægter,

Som glædes kun ved Blod og Vaabengny:

De undergaa ved deres egen Brøde;

Men Kjærligheden styrer viselig

Til høje Maal selv Niddingers Idrætter.

Ved Niddingsid de trende Slægter faldt,

Som du tilhørte, og som du begræder;

Men selv ved Hovmod og ukjærligt Sind

Frivillig de til Undergang sig vied.

En dunkel Spaadom har I selv derom

I eders gamle Sagn om Ragnaroke:

Bebudes skal jo Asers Undergang

Ved Frændesvig og alskens Syndidrætter;

Bebudes skal jo Gimles lune Vaar

Af Fimbulvintre: trende Vinteraar;

Saa skal jo Mørke over Jorden ruge,

Til Aser undergaa paa Vigrids Mark;

Da først paa Himlen skal den gyldne Sol

Henvandre stoltelig med blanke Straaler. —

Den Sol er Kristus, og hans Guddomsord

Som Straaler sig mon sprede vidt paa Jord.

Odrun:

Hel lysteligt er dette store Sagn,

Hel trøsteligt for et bedrøvet Hjærte!

Jeg mente nys, at alt for mig var tabt;

Men ved det Tab jeg storligen har vundet.

Var og dit Sagn kun som et Skjaldekvad,

En Spaasang om et saadant Syn i Drømme,

Som det, du sandt og kløgtig meldte om,

Jeg vilde dog den Tidende ej miste

For al den Gammen og for alt det Guld,

Som er paa Jordens runde Bold at finde;

Jeg vilde daglig stride med mig selv,

For det at tro i Sandhed saa at være.

Men nu, jeg ser dig som en Due hvid

Paa Gravsens Bred dig selv derved at trøste,

Og hører dig, nedlagt paa Sotteseng,

Saa trygt og frit om Liv og Død at tale,

Nu véd jeg vist, at Sanding er dit Ord:

Nu paa den Jesus, som du mig har nævnet,

Jeg fast vil tro; og al den Kjærlighed.

Som jeg til Mand og Frænder haver baaret,

Og den, som, ej med noget her tilfreds,

I Himmelrummet op mod Vaner higed,

Jeg flytte vil til Faderen og ham,

Der elskelig sig saa for os lod pine.

Med Hjærtet elsker jeg, med Hjærtet vil jeg tro,

Thi Kvinden ej det sømmer sig at gruble,

Og flux forjage vil jeg hver en Tvivl. —

Men sig mig, hvis derpaa mig Svar kan gives:

Hvi bliver ej for Kæmperne kundgjort

Den hellige? Maaske de Mordersværdet

Henkasted dog og knælede for ham.

Hel sørgeligt det er dog at henstirre

Paa dem, som saa i Hundred-, Tusend-Tal

Sig skynde Død og Undergang i Møde.

Torkild:

Hvad jeg dig svare kan, er ikke stort;

Men nok det for en troende maa være:

At Jesu Navn fordølges vidt og tit,

For ej de vantros Skyld og Dom at øge,

Det vist jeg tror; og selv jeg prøvet har

Hos Gjukunger og deres onde Moder,

Hvor dybt forhærdet mangt et Hjærte er.

Forgjæves jeg ved Brynhilds Lig kundgjorde

De arme Brødre Salighedens Vej;

Og da paa Valen jeg igjen dem minded

Om deres Sjæls og Legems Undergang,

Da svarede mig Hogne kun med Sværdet;

Han saared Jesus, da han saared mig.

Saa vidt jeg skimter Lys; men naar jeg tænker

Hvor mangt et Hjærte briste maa i Kval,

Hvor mangen Slægt gaa sørgelig til Grunde,

Før Jesu Kristi Kors paa Valhals Grus

Sig til en hellig Naadestol kan løfte,

Naar i Aarhundreder det os maa tykkes,

At Tusender, som sukke efter Lys,

Hensidde maa i Dødens mørke Skygge,

Ja, naar det tykkes os, som Mørket vandt,

Naar Lyset slukkes, hvor det klart har skinnet, —

Da svimler Tanken paa sit Grænseskjel,

Da ej formastelig vi, Døgnets Planter,

Maa gruble længer over Herrens Raad,

Men ydmyge i Støvet knæle ned

Og tro det fast, at Gud er Kjærlighed.

Odrun:

Ja, grandt jeg ser det: naar os Tvivl vil ængste,

Da skal til Jesus skyndelig vi ty,

I ham beskue Kjærligheds Vidunder

Og drukne Tvivlen i hans dybe Vunder.

Men, kan vi altid os besinde ret?

Og rokkes Troen ej af Tvivlen let?

Torkild:

Jo, visselig! og skulde selv vi stride,

Da blev det snarlig med vor Tro forbi;

Men derfor og enhver, som vil bekjende

Sit Hjærtes Tro paa Herren Jesum Krist,

Bli'r døbt med Vand til Tro paa én i trende,

Til Tro paa Fader, Søn og Hellig-Aand.

Og denne Aand, Gud Faders Hellig-Aand,

Som altid svæver over Daabens Vande,

Og af hvis Aande alt, som blev, er skabt,

Som hvilede i de forsvundne Tider

Paa Guds udvalgte, og igjennem dem

Forkyndte Jordens Slægter Frelsens Time, —

Han i hvert Bryst, som trøster sig derved,

Indaander Lys og Kraft og Kjærlighed.

Odrun:

O, det er glædeligt langt over Maade!

Med saadan Tro man ej forsage kan.

Men vil du da udi de høje Navne

Indvie mig ved Daab til denne Tro?

Torkild:

Det kan jeg ej; thi mine sidste Kræfter

Udtømtes ved min Tale og min Fryd.

Men lad det ej dig udi Sindet nage!

Thi hver, som tror, har visse Pant paa Daab

Af Herrens egen højre Haand annammet;

Saa skabtes Helgene i gammel Tid,

Før Jesus kom; saa frelses trindt paa Jorden

Enhver, som tror paa Himlens sande Gud.

Odrun:

Men kan du da slet intet Tegn mig give,

Til selv mig at forvisse om mit Kald?

Torkild:

Henbøj dig over mig i Jesu Navn!

Annam det helligste af alle Mærker:

Annam for Bryst og Aasyn Korsets Tegn! —

Nu er til ham du bundet, som udstrakte

Paa Korsets Træ et helligt Armepar,

For det at vidne med de aabne Arme:

At over alle han sig vil forbarme.