Bæive barnek, Solens Sønner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Offerlære

§ 40.
Bæive barnek, Solens Sønner


Det eneste lappiske Digt af episk Indhold, som er bleven reddet fra Forglemmelse, handler om "Bæive barnek," Solens Sønner. Pastor Fjellner i Sorsele, en født Lap, har Fortjenesten af at have optegnet dette fra Folkets Læber. Det findes forhen trykt i "Læsning for Folket" hvor det findes i Uddrag, men, da det har sin mest berettigede Plads i en lappisk Mythologi, hidsættes det ogsaa her. Det skal være kjendt lige fra Herjedalen til Juckäsjärvi.

Solens Sønner tænkes beboende bæive bæle, (paa Sol- eller Dagsiden, den søndre Side), hvorved Lapperne forstode det søndenfor Polarkredsen beliggende Kystland, hvis Indbyggere kaldtes Solens eller Dagens Sønner. Det ovenfor den beliggende Polarland udgjorde mano-bæle, (Maane- eller Natsiden), hvis Indbyggere kaldtes Maane- eller Natsidens Sønner. En anden Olddigtning: "Bæive manak," (Solens Børn), fortæller, at Solens og Maanens nieidak, (Døtre), havde fanget og tæmmet Vildrenens Kalve, men at Maanepigen behandlede dem ilde og tilsidst slagtede dem, saa at hun blev uden Renhjord, hvorpaa hun blev optagen til Maanen, hvorhen ogsaa hendes Afkom, Sagnenes Gjæk, Askovits, til Straf for sine Skjælmsstykker, blev henrykket. Solens Datter derimod beholdt sine Renkalve, hvoraf en Renhjord opvoxte. Hun var Stammoder til Solens Sønner, blandt hvilke Helten i den her omtalte Digtning ved sin Jættebrud blev Stamfader til "Kalla barnek" (Karlesønner, berømte Mænd), hvilke vare Opfindere af Skier, samt gik paa Jagt efter og tæmmede Elsdyr. Ogsaa disse have Lapperne ophøiet til Stjernehimmelen. Orion, som de nu kalde Arons Stav, hed nemlig før "Kalla bardne," en vældig Jæger, hvis Bue var Karlsvognen, og de Stjerner, som høre til Stjernebilledet Cassiopea, vare de Elsdyr, som han, fulgt af sin Hund, jagede efter.

Sagndigtningen "Solens Sønner" begynder med en Indledning, som antyder Landets ringe Befolkning og Mangel paa unge Mennesker, især Piger, samt gjør Rede for Solsønnens Byrd, Legems- og Sjælsevner. Derefter, følger en Beskrivelse af et fjernt Land, Maalet for hans Reise, der lyder saaledes i den svenske Oversættelse:


"En sägen har talat,
En saga har sjungit:
Bortom nordstjernan,
I vester om sol och måne,
Af guld och silfver klippor,
Spishärd, krabbstenar[1] (voro).
Guld der glöder, silfver blänker,
Fjellen i hafvet sig spegla,
Le mot sina glänsande bilder."


Derefter følger, hvorledes Solsønnen paa sit med hans bedste Karle bemandede Skib, begunstiget af Vindene og af "Havets Børn," (Bølgerne), samt Havtroldene, som ogsaa dreve paa Fartøiet, seilede


.... för östanvind
Fram förbi månen, förbi
Solens glödande ring;


og hvorledes disse Himmellys efterhaanden bleve smaa som Nordstjernen, hvilken tilsidst, da Jætternes Strand naaedes efter et Aars Seilads, syntes at være større end Solen. Ved Ankomsten derhen mødtes han af Jættens eneste ugifte Datter, som ved Ildblus var sysselsat med at vaske Klæder og med at forøge sin Yndighed, og som, da hun ser ham, tiltaler ham og spørger:


Hvadan kommer du, hvem
Söker du? (Söker du) dödens
Bordduk?[2] O sol-son!
Läsk-dryck åt min fader,
Mig sjelf en smak-bit,
Mina bröder en lock-mat,
Mina svågrar et kok-kött!


Til Svar synger Solens Søn:


Sarakka mig skop ur min faders
Spänstiga senor; krafter i famnen
Med modersmjölken jag sög.
Ett möderne-fäderne-arf.
Uksakka blandade mjölken,
Gjöt vett i mit hufvud. —
— Jag söker hejd i stormen,
Ett vreden tämjande vett,
I lycka, lif och död en vän,
I motgång goda råd,
I medgång en tygel,
För hjertats sorger ersättning,
I nöd och ångest en tröst,
Af byte och fångst en smutterska,
Om andra verlden en aning,
Af oss bägge en ättling!


Denne Forklaring behager Pigen og bringer hendes Blod i hurtigt Omløb. Hun er nær ved at tabe sin Fatning, men giver sit Ja med disse Ord:


Sammanblandom vårt blod,
Våra hjertan förenom
I nöd och lust, O Son
Af min oskyldiga moder![3]


Derpaa vender hun sig til sin Fader, idet hun derhos ogsaa tilføier en Bøn til sin afdøde Moder:


Dig, bäste fader, förtror jag
Min suck och min längtan.
Med kärlekens tår jag beder
Min moder i grafven
Mellan sand och näfver[4].


Men, da Faderens Samtykke ei kunde erholdes, medmindre Frieren viste nøiagtig Prøve paa sin Styrke, opmuntrer Gubben ham til et Slags Tvekamp:


Kom hit, du frejdade sol-son,
Med din seniga fingerkrok!
Töjom på våra händer,
Ryckom på våra fingrar;
(Låtom oss pröfva),
Hvems knogar (äro) segare
Hvilkens näfvar käckare!


Pigen, der forudser, at Ynglingen vil komme tilkort, holder et Jernanker frem, hvis Klør skulle gjælde for Solsønnens Fingre. Gubben var nemlig blind. Da denne har prøvet deres Styrke og fundet dem over al Formodning stærke, udbryder han:


Jo, minsann äro de hårda
Sol-sidans fingersenor,
Sol-sonens klo-näfvar!


Pigen raader nu Ynglingen, hvad han skal byde Gubben:


Som fästning (du gifve)
En tran-tunna till mjöd,
En tjär-tunna till syre,
En helklöfvad[5] som tilltugg.


Af den kraftige Drik, Fedmen fra Land og Vand, bliver Jætten beruset, griber atter i Ankeret og arbeider, saa Sveden hagler ned af ham. Tilsidst, bevæget herved, skjænker han dem sit Bifald og trolover dem:


- - synberöfvade jätten
Leder och ställer dem på
Hvalfiskens, hafskungens, hud;
Uppristar begges lillfinger,
Blandar blodet tillsamman,
(Lägger) hand i hand,
Bröst intill bröst,
Knyter kyssarne samman,
Undanrödjer fördömda
Svartsjukans knutar,
Skiljer händerna, löser
(Trolofningens) knutar[6].


Derefter følger Bryllupsmaaltidet, hvorpaa Jætten giver sin Datter Medgift:


Gyllne klippor vid stranden
Han låt bryta och bära,
Silfverhällar ro om bord,
— Lurfhåriga dottrens,
Kruslockiga möns lott —
På hampsegelvingade båten.


Og spørger stolt sin Svigersøn:


Lastar din farkost värre?
Bär resande siinmaren mera?


Bruden lod ogsaa bringe ombord tre Kister med en Hob Sager, der opregnes, deriblandt flere Tretal af mystiske Knuder m. m. – Medens Alt dette tildrog sig hos Jætten, vare hans Sønner fraværende paa Hvalrosjagt og Hvalfangst, men kom tilbage, da de Forlovede vel havde forladt Kysten. De savne da sin Søster, "Husets Pryd," og spørge Faderen:


Hvems svet smakte väl,
Hvem vädrade oset af barmen,
Åt hvem räckte du handen,
Hvem hade karla-styrka,
Lekte manliga bragder,
Hvem roar unga flickan? m. m.


og faa til Svar:


Solsonen, unge seglaren.


Strax satte de Baaden ud paa Jagt efter de Bortseilede. En til det Yderste gaaende Kappestrid fandt nu Sted mellem de Jagende og de Flygtende. Jættebrødrene, der ere stærke Rorskarle, nærme sig omsider Fartøiet:


Redan höras årornas slag,
Nalkes roddtullarnes gnissel,
Tal, mummel, vågornas dån.


Da løser Bruden den første hemmelige Knude, og strax


Blåser vinden i seglen,
Drifver skeppet med fart,
Lyfter vågorna högt;
Blifva så jättarne efter.


Men opflammede af Vreden, gribe de end stærkere fat paa Aarene og fortsætte Jagten under høie Raab, Formaninger og Trudsler og nærme sig atter Fartøiet. Bruden spørger Brudgommen, om Skibet taaler stærkere Vind. Da han forsikrer, at Mast og Taug ere stærke, løser hun den anden Knude:


Börjar då vestanvind blåsa,
Lyfta upp hafvets döttrar,
Spönna seglen hårdt. —
Bröderna lemnas ur sigte.
Blodet kokar, hämnden törstar,
Yttersta krafter anlitas,
Blodsvetten aftorkas;
Händerna stelna, ryggarne kräkas.
Fingrarne hårdna, gro fast
Som klor, intryckta i åran.
Hjertat glöder, båten simmar,
Hafvets svallvågor klyfvas. —
De börja åter upphinna.


Atter spørger Bruden, om Skibet kan udholde endnu mere, og løser den tredie Knude, hvoraf Følgen bliver et græsseligt Uveir, med Regnskyl fra Nordost:


Uppväckte storm böjde masten
Skakade flägtande seglen.
(Skeppet) skuttade, krängde på sidan.
Sjelf drog hon sig undan,
Lade sig nederst vid kölen
Och slutna ögonen gömde.


De Unge undkomme nu lykkeligen. Brødrene klattrede ved Solopgang op paa et Bjerg for at speide efter Søsterens Kurs. Der forvandledes de af Sollyset, og


Förstenade bildstoder,
Vid Lofoten, ses de ännu;
Koppar-båten blef klippa.
— På en björnhud, på skinnet
Af en två-årig renko,
Vigde man bruden
Till menniskostorlek närmad.
Ur hennes kista yxan
Dörrarne vidgade,
Förstorade rummen;
Kalla-söner hon födde.


_______________


Ätten gick ut i Sverige
Med skjutne ogifte sonen.
En gren åt den Ryska sidan,
En annan åt söder sig spridde
Bakom Danskar och Jutar[7].


Fodnoter

  1. De med Vidier ombundne Stene, der befæstes med Snore til Enden af Fiskegarnet, at det ei skal føres bort af Bølgerne.
  2. D. e. Døden. Dit Blod blev da som en Læskedrik for min Fader o.s.v.
  3. D.e. hendes vordende Svigermoder.
  4. Lapperne begravedes undertiden i en Sandbanke; ovenpaa lagdes Næver, (Birkebark), og derpaa Sten, især en stor, flad Stenblok, om en saadan fandtes.
  5. D. e. en Hest.
  6. Ved Trolovelsen knyttedes to Knuder, som siden løstes, til Tegn paa, at ægteskabeligt Samliv nu var tilladt.
  7. Kun Torneålapperne kjende de fem sidste Strofer.