Bjærgfolks drab

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

25. Bjærgfolks drab


365. En dreng i Funder fortalte hjemme, at han havde set bjærgfolk på en höj, der ligger i Abildskovdal, og som hedder Troldhøj. Han beskrev så nøjagtig, hvordan de så ud, og hvor mange der var, og hvorledes de dandsede med hinanden. Hans moder troede det, og hans fader tog en ladt bøsse og fulgte med derud for at skyde dem. Drengen kunde se dem, men de andre ikke, og faderen skød flere gange efter hans anvisning. Til sidst blev den gamle ramt, te han hinkende løb hans vej. Folk blev rædde for den skyden der nede, og det blev mældt på herredskontoret, og så fik den skyden en ende.

Kragelund.


366. Der er en höj, her nede ved de to Bjærggårde i Tvede, den kaldes Præsthøj, og så oppe ved den østre af Lundgårdene var også en lille höj, som a ikke véd navn til, den lå i deres have. I de to höje var bjærgfolk, og de besögte hinanden og kom her omkring ved vor mølledör, så der må deres vej have gået. Hundene var altid så slemme ved dem. Der fortælles, at den birkedommer, der har boet her, han hed Mandrup, han skød én, og da de kom ud om morgenen, lå der noget, som om der kunde være spildt en kande tjære, det skulde jo være blodet af bjærgmanden. Siden den tid kom de ikke klods her forbi, men et stykke sønden og östen for, hvor der går sådan en kjærvej. En mand her oppe i Linde, der var oppe i Skalmstrup at slå høslæt og gik hjem om natten, kom i følge med en bjærgmand, da han gik forbi Præsthøj, han gik og skræbte og hvælte (ɔ: skrålte og råbte) så grimt; men han så ham ikke. Da han fulgtes med ham, gik han og tænkte på, at han vilde lægge sig ind i møllen om natten og ligge på noget halm i laden for at undgå det følgeskab, men lige för han kom til møllen, blev han af med ham, det var, idet han stak fra kjærvejen, den blev bjærgmanden jo ved at følge. Da han nu mærkede det, blev han ved at gå, og han var glad, men glæden blev kun stakket, for da han kom lidt oven for møllen, mødte han ham igjen, og så blev han ved at følges med ham, til han kom til den östre Lindegård, der blev han henne ved højen. Siden mærkede han ham ikke.

Tvede mølle.


367. Det var mølleren i Lindegårds mølle, Mandrup hed han (den samme, der ejede Cyprianus), som en aften skød en af bjærgfolkene med en sølvknap. Da han kom ind igjen, spurgte konen ham efter, hvad det var, han havde skudt. Det var den sorte hund, sagde han; han vilde ikke sige hende det. De siger, at da han havde skudt den, kom alle de andre bjærgfolk løbende og klagede dem, og siden gik de ikke om ved møllen, men over kjæret, når de gik mellem Præsthøj og Lindegårde. Den aften Anders Jensen, som før omtalt, fik deres følgeskab den vej, blev de borte, da han kom til møllen, og han glædede sig over, at han nu var dem kvit, men da han kom til svinget af vejen, tog han (somme siger, at der var kun én, andre siger to) ham igjen, og fulgtes med ham til Lindegårde. En aften, da manden i den östre Lindegård kjørte fra Randers, hørte han bag sig nogen sige, at han skulde hilse Buttis, at Battis var død! Da han fortalte det hjemme, hørte de noget, der gav sig til at græde nede ved deres kakkelovn.

Ved Præsthöj har jægerne tit set en brok, som de aldrig kunde få hundene til at tage. Alle andre brokke vilde de bide, men den kunde løbe, så frit den vilde, de vilde ikke röre den.

Karen M. Rasmussen.


368. Der var en bjærgmand i Viuf en gang, og ingen vidste af, at han var der. Den mand, der boede i Hans Nielsens gård i Viuf, han sagde en dag til hans karl, at han skulde kjøre til mølle. Da han så kommer ud til de höje ved møllevejen, så gik der en bjærgmand ude. Han løb ned i højen, men karlen tog et par sten og kylte ned i det hul, han var gået ind ad. Så kom bjærgmanden til syne igjen og sagde: «Sig til Finndkind, te død er den lille Kee.» Karlen havde nemlig med en af stenene slået et af bjærgmandens börn ihjel. Da karlen kom hjem om aftenen, fortalte han det, og så rejste den bjærgmand, der var i Hans Nielsens gård, af om natten og op til højen, men forinden skar han struben over på karlen.

Vilhelm Udesen, Ammidsbøl.


369. Der er nogle höje på Viuf mark, der kaldes Femhøje. En karl, der kjørte til Dons mølle, kom der forbi, og da dandsede de nede i højen. Så slog han en sten derned. Da kom bjærgmanden op og sagde: «Hils Finndké, te Lill er død.»

Anders Udesen, Abildgård.


370. Thomas Svendsgård i Sevel havde en dag været på jagt og gik om aftenen hjem efter. Da kom han forbi en lille troldhöj, og der var lys inde i højen. Han tyktes, det kunde være skjönt at få dem til at slukke deres lys, og så skød han på det. Lyset blev også slukt, men bøssepiben flöj af i det samme, og en hel tid efter fandtes den ude i mosen en fjerdingvej derfra. Han prøvede ikke tiere på at skyde til sådan noget.

Jens Svendsgård, Hove.