Bjærgfolks overfart
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
84. Bjærgfolks overfart
1363. I Ravndal, en sænkning mellem bakkerne vest for Gudenå, har der før været en mængde bjærgfolk. En pige, der en morgen tidlig kom fra legestue, så, hvordan de i store skarer strømmede ned mod åen, og siden har man ikke set dem der. Der fortælles, at da de rejste fra egnen, blev de færgede over Gudenå af en mand fra Svostrup.
A. H. Povlsen.
1364. Den gang de havde fået en kirke ovre på Furland, kunde deher troldfolk ikke tåle at høre den klokkeklang, og de skulde til at flytte derfra, så nødig som de vilde. Nu var der ikke uden ét sted, hvor de satte over, det var efter Selde. En ussel bitte mand med så mange lange skjæg og en stor rød spids lue på hovedet, og som så forfærdelig gammel ud, han kom til færgemanden og vilde have ham til at sætte over den hele nat, og han gav en forfærdelig hoben penge for det. Færgemanden skulde ikke bryde sig om, at han ingen ting så, men blot blive ved at ro frem og tilbage. Han gik ind på det og roede hele natten. Da han var ovre den sidste gang, og det var ved at blive dag, stod den gamle mand for ham igjen i båden og siger, om han vidste nu, hvad han havde roet med i nat. Nej. Så flyede han ham luen og sagde, at han skulde se op ad Selde. Da var der en stor mylder af deher bitte røde asener op ad Selde præstegård, og så langt han kunde se, over en halv mil, ja, det var et mageløst mylder. Den gamle mand gav ham så meget sølv og guld, som båden næsten kunde bære, og så rejste han hjem med det.
Jebjærg höjskole.
1365. Da bjærgfolkene måtte forlade landet — nogle siger, at det var st.-Tøger, der blev dem for klog, andre, at de ikke kunde døje den kirkeklokkeklang — var det nødvendigt, at de havde én til at tale deres sag, når de kom til Ottesund. Dertil havde de formået manden i det vestligste hus i Lyngs sogn. Han kom altså en aften efter solsæt til Sundgården og forlangte at blive ført over med færgen hele natten. Folkene syntes jo nok, at mindre kunde gjøre det, men han fik sin vilje. Så roede og roede de den hele nat, de vidste ikke, hvad de roede med, og de vidste ikke, hvor de var. Endelig blev det dag, og da var de ved nordre side. Husmanden sagde så til dem — for ham havde de stadig haft i færgen —: «Har I nu lyst til at vide, hvad I har roet med i nat?» Ja, det vilde de da gjærne. «Kom så her og se under min hat,» sagde han. Det gjorde de, og da var der en forfærdelig vrimmel af småpuslinger på og under Nørbak i Humlum. For sin ulejlighed havde husmanden fået en guldhestesko, og somme vil påstå, at den skal være der endnu.
Joh. Nielsen.
1366. Dværgenes flytning fra Ty. Manden så en uhyre skare af dværge, som nåede fra Branden og lige til Nørrebakke, som ligger en fjerdingvej fra Pinen i Humlum sogn.
C. M. Carstensen.
1367. Der kommer en bitte mand ind til færgemanden ved Velsund sådan i mørkningen, om han ikke kunde få ham til at færge over for sig. Ja, hvad det var med? Det kunde han få at se, når de var færdige. Den bitte mand var med på hans overfart, og ham kunde han se, men ikke andet. Han skulde sige stop, når han ikke vilde have mere på færgen, for han vidste jo bedst, hvad den kunde bære. Så blev de ved hele natten, og færgen sank så dybt hver gang, som den kunde. Til sidst spurgte den bitte mand om, hvad han nu blev skyldig. Ja, det vidste han næsten ikke, det måtte han selv om. Så fik han også mere, end han egentlig vilde have haft. Til sidst sagde den bitte mand: «Du vilde vel gjærne se, hvad du har fragtet over i nat?» Ja, det vilde han ret gjærne, for han havde hverken set, der kom noget i færgen eller af den. Så tager den bitte mand en hat op af hans lomme og flyr færgemanden, den vilde han forære ham. «Når du tager den på dit hoved, så kan du se, hvad du har færget over med, og så kan du se alt, hvad andre mennesker kan ikke se.» Så tager han hatten på og ser op efter Tylands side, der er jo store bakker på den side af Velsund, og så vrylede det op ad bakkerne med folk, lige så tæt som bier, sådan bitte mennesker, og de kravlede op ad bakkerne, ja, der var i millionvis. Så siger den bitte mand: «Ja, nu er vi der, alle de bjærgmænd, der var på Mors, og vi kunde ikke være der længere for Guds ord og dingdang. Nu må vi ud og vandre andre steder hen.» Færgemanden beholdt hatten og kunde for fremtiden ej alene se bjærgfolkene, men og de höjtidsaftener, hvad bryllupper og dødsfald der skulde ske i årets løb.
Mads Filtenborg, Stevnetrup.
1368. En gang bestemte bjærgfolkene over hele landet at ville rejse; rejsen skulde gå for sig om natten, ti denne var for dem, hvad dagen er for os. Den største part kom over ved Velsund. Om aftenen, før de rejste, kom én af dem til færgemanden og bad, om hans færge og både måtte gå frem og tilbage hele natten. Han skulde ikke bryde sig om andet, end når det stødte fra land, så skulde der roes, og han skulde nok blive belønnet. Han fik også sin betaling, for han var en fattig mand, men fra den tid af blev han en hovedrig mand. Som færgemanden fik ordre til, således gik det også; han så alligevel intet, men næste dag, der solen begyndte at stå op, kunde man se en uhyre skare ligesom en tyk sky, der drev langs med landevejen på den anden side af sundet.
Lars Dybdahl.
1369. Det blev til sidst troldpakket alt for utåleligt på det jyske fastland, og de besluttede da at udvandre alle sammen og bosætte sig på øen Fur nord for Salling, hvor de mente, de kunde være i sikkerhed. De strømmede alle til Sallingsund, men her måtte de standse, ti over vandet kunde de ikke komme uden færge. Til den ende fik de da en færgemand til at sætte sig over sundet, men de sprang alle sammen i båden på én gang, så han troede, at båden havde sunket, men de kom dog lykkelig over på den anden bred, og da så færgemanden, hvor det mylrede af ganske bitte små puslinger med røde luer på, og al den vrimmel havde han haft på båden på én gang. De har siden den tid bestandig opholdt sig under Rødstenen på Fur. I selve klippen findes et hul stort nok til, at et almindeligt menneske kan gå der igjennem. Denne hule besluttede nogle drenge en gang at undersøge. Der blev trukket lod om, hvem der først skulde prøve det, og den, loddet traf, fik et stykke reb om livet o. s. v. Siden den tid, har ingen vovet at gå ned i bjærgmandens skorsten, som den kaldes. (Sml. nr. 885 m. fl.)
Jeppe Jensen, Åkjær.
1370. En bjærgmand henvendte sig til en skipper for at leje skib et sted hen, jeg husker ikke hvor, og blev enig med denne om betalingen og om tiden for afrejsen. Ved den fastsatte tid havde skipperen skibet parat, og så mødte bjærgmanden og gik om bord, og dermed var han færdig til afrejse. Skipperen syntes noget sært om, at manden var ene og ikke havde gods at fragte skibet med; «men,» tænkte han, «det kommer jo ikke mig ved, at manden vil rejse så kostbart.» Skibet afsejlede. Imidlertid opdager skipperen, at skibet stikker lige så dybt i vandet, som om det var fuld ladet, i hvilken anledning han fritter ud hos bjærgmanden om, hvordan det kan være. Som svar knapper denne sin frakke op og beder skipperen se inden for. Det vrimlede inde på bjærgmanden af en overordentlig stor mængde bitte små bjærgmænd, så det viste sig, at der var rejsende nok til at fragte skib med. Alle de små bjærgmænd må have holdt den almindelige vægt, siden skibet gik så dybt. Siden den udvandring har der ingen bjærgmænd været her i landet.
Povl Andersen, Gjettrup.
1371. Morten Kusk havde også tjent i Österby, hvorved han havde sluttet bekjendtskab med de i Bishöj boende bjærgfolk. Han fortalte således: Fra Torup redes hestene om efterårsaftener undertiden over i Lunden ved Österby for at stå der om natten, da man just havde sparet græsset der med det formål. En sildig efterårsaften kommer en karl ridende med dem. Ved leddet, der fører ind til Lunden, står en lille gammel mand, som sagde til ham, at hvis han vilde lade dette led stå åbent i tre på hinanden følgende nætter, vilde manden give ham en ny femskaftet nattrøje. Karlen lovede det og lod leddet stå åbent den aften og den næste aften, men den tredje aften tænkte han: «Å, det har vel ingen ting at betyde, jeg får nok ingen nattrøje,» og så lukkede han leddet. Da han kom derhen den næste morgen, hang der ganske rigtig en ny femskaftet nattrøje på leddet; men det ene ærme manglede, og det var umulig her på landet at opdrive mage til det tøj, hvoraf trøjen var lavet.
Österby og Lunden ligger i Besser sogn. Bishöj på Bisgård mark i Onsbjærg sogn. Bisgård er en forkortelse af Bispegård.
Lærer N. P. Olsen.
1372. Da Ejerslev kirke på Mors blev bygget, vilde bjærgfolkene ikke være der længere, og det traf sig derfor lige i mørkningen, som færgemanden ved Sallingsund lagde til land efter en fart over til Salling-siden, at hans båd begyndte at synke, og færgemanden blev bange for, at han skulde synke med. Men da bjærgfolkene så hans angest, satte én sin hat på hans hoved, hvor ved de blev synlige for ham, og de bad ham da sætte dem over til Sallingland, hvilket han ikke turde andet end gjøre, dog fik han også sit arbejde godt betalt. Undervejs spurgte færgemanden, hvorfor de nu flyttede fra Mors med alle deres sager, og dertil svarede de, at nu blev der så mange af disse ringhalsede hunde (præster).
J.Kr. Kristensen, Rakkeby.
1373. Det var i den tid, som landet var besat af deher bjærgfolk, da kommer der én til færgemanden ved Sallingsund og forlangede af ham at ro den hele nat fra Mors til Pine. Det gjorde han også, hans karle roede så uafladelig. Den gang han havde fået ham betalt for det, så tager han hans hat og sætter på den andens hoved, og da var bakkerne skyvlende fulde med ene små nogne, der var ligesom små børn. De rømmede landet og ud ad de hedenske lande, da kirkeklokkerne kom i gang, og Kristendommen blev dem for hård.
E. T. K.
1374. Der er kommen dværge fra Gjøl, og en mand, der hed Niels Himmerig, har hentet dem over fra Gjøl til Nørhalne. Han manglede aldrig penge, så længe han levede.
Nik. Christensen.
1375. Höjene ved Ry var propfulde af bjærgfolk, men da Ry kirke fik en klokke, kunde de ikke blive der længere, men drog nordpå til Alling å, som de ikke selv kunde hjælpe sig over, hvorfor de råbte til færgemanden: «Ferri øwer, ferri øwer!» De havde nok dermed at bestille i flere dage, og endskjøndt de ingen kunde se i bådene, vidste de godt, at bjærgfolkene var der. For deres ulejlighed fik de flere håndfulde guldpenge, som de fandt i bådene.
Th. Jensen.
1376. Da troldene udvandrede fra Sjælland, lejede de en skipper fra Korsør til at sejle med dem, men det havde nær gået ham galt, for da de kom noget ud, blev passagererne til mus, og der blev så mange, at skibet lige på et hængende hår var gået under. Dog nåede han til sidst til Norge og fik sin rejse godt betalt.
Chr. R.
1377. Da bjærgfolkene vilde herfra, flyttede de til Tyrkiet, og en færgemand færgede dem over. Skibet gik så dybt, at vandet gik til overbredden, og bjærgmanden fulgte med hver gang frem og tilbage. Da de skød skibet ud fra land, sagde han til færgemanden, at han måtte ikke løfte hans ben så höjt, og da han trådte til, gav det et skrål. Da havde han trådt på en bjærgmand, men han så ingen.
Jens Jensen Skov, Sejling.
1378. Det var nede i Vesterland, der var et sted, hvor de sejlede over, og det sund var da heller ikke dybere, end den ske, a her holder, er höj. Der boede en rig og en fattig mand. Så kommer der én til den rige mand om natten og vil have ham til at sejle over, men han vil ikke. Da går han til den fattige mand. Jo, han vilde. Så siger den fremmede: «Ja, a er af samme slags folk som du, men a har nu været ved bjærgfolkene så længe, te a kan ikke komme fra dem igjen og bliver ved at rejse med dem. For nu skal de rejse, og du skal sejle dem over. Når du tykkes ikke, du kan sejle flere, så vinker du af, og du kommer til at sejle flere gange. Der tales vi ikke sammen nede, men din betaling ligger i skibet sidste gang.» Så sejlede de, og da han var færdig, lå der som noget ååt (orte) eller noget halm i bunden af skibet. Det tog han hjem og lagde i hans kistelade, og om morgenen var det ene pure sølvpenge. Så blev han helt velholdende og blev en rige mand.
Ane Marie Kristensdatter, Ørum.
1379. Der var dværgfolk oppe i Rødstenen på Fur, og de vilde ikke være der, den gang den proces blev med rotterne, og de kom væk, for Lindormen var også deres skytsherre. Så er der en gård, der ligger på vestsiden af Fur og kaldes Lundgård, der kommer en dværgmand til ejeren om aftenen og taler til ham, om han vilde ikke sætte dem over til Mors, der havde de familie ovre. Han var noget bange for dem, men dværgmanden lovede, at han nok skulde fornøje ham for det. Det er jo søfolk der på Fur, så det var let at få en båd. Da manden kom ned til den bestemte tid, kunde han ingen se, men da han skød båden fra land, var der sådan mylren, at den havde nær sut. Han roede lige til landen, og da de skulde nu til at af båden, blev der atter sådan molleren af dem. Han kunde ikke se noget, men blot høre. Da han så skulde hjem igjen, havde de sat et stort sølvkrus i båden, og det stal være i gården endnu. De vil ikke, at det skal derfra, det er gået fra skifte til skifte.
P. Jensen Smed, Strandby.
