Bjærgfolks töj ude på höjene

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

43. Bjærgfolks töj ude på höjene


661. I Hönemose i en sump nord for Dagbjærg Dås ligger nøglen til Dåsen gjemt, ti da bjærgfolkene forlod højen, smed de nøglen til samme ud i denne sump, og den, der kan finde nøglen, kan blive ejer af det guld og sølv, der gjemmes i højen. Da en dreng en gang fandt en stor nøgle, hvorved var fastgjort et stykke lænke, i Hönemose og havde smidt samme fra sig, som noget af ingen betydning, kom en stor hane frem af mosen og sagde til drengen: «Denne nøgle var nøglen til Dagbjærg Dås, og den skulde du ikke have smidt bort, ti den, der er ejer af denne, er med det samme ejer af alt det guld og sølv, der ligger gjemt der inde.» Drengen sögte nu efter den på ny, men kunde ikke finde den mere. (Sml. nr. 155.)

Jeppe Jensen, Åkjær.


662. I Dagbjærg Dås har der jo boet bjærgfolk. En gang havde bjærgkonen tabt sin nøgle, og folk hørte, hvordan hun gik og jamrede sig over tabet af den. En mand, som pløjede i nærheden, fandt en ualmindelig stor nøgle, som han aldrig havde set mage til. Han tog den op og hængte den på ploven, men som han kort efter havde fjærnet sig lidt, var nøglen forsvunden, da han kom tilbage. Det var rimeligvis bjærgkonens nøgle, han havde fundet.

H. Petersen, Fårbæk.


663. For henved hundrede år siden var der i Brande sogn en dreng og en pige, som vogtede nogle höveder i nærheden af en höj. Da var det en morgen i tågevejr, at drengen så höjen næsten helt overlagt med små klude i alle slags kulører. Han vilde tage dem, men pigen fik ham til at lade være. Imens dette foregik, løb hövederne deres vej. De fik nu travlt med at hente dem tilbage, men da de kom igjen, var kludene borte.

Samme dreng kunde se ligfærd, brudefærd og meget mere.

T. Kristensen.


664. Min moder havde hjemme i Vejrum og tjente i Torup. Så vilde hun gå hjem en forårsdag, og så kom hun over en stor hede. Der så hun en plet ved vejen belagt med ene klude og trævlværk og af alle slags kulører, men ingen ting tykte hun det duede til. Det var midt om dagen, og solen skinnede. Da hun om eftermiddagen gik hjem og forbi det samme sted, var der slet ingen ting. Det var noget af bjærgfolkenes, der skulde solbages.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


665. En pige gik fra Melsted til Gudhjem. Da hun kom til Lillevang på den lille slette mellem Vippebækkajin og Sjævn (Skjærene), så hun hele sletten overtrukken med blå- og hvidstribede dynevår, hvorpå der lå en utallig mængde små dværge med røde nissehuer på. Hun vendte straks tilbage til Melsted, og hele to år turde hun ikke gå over Lillevang.

G. J.


666. Imellem Søndbjærg og Serup, Tyholm, er der en bro, hvorom en gammel kone fortæller, at da hendes moder en aften gik der over, så hun, at kjæret over alt var ligesom behængt med hvide lagener og bleer.

Serup skal have navn af en sø, som skal have været mellem Søndbjærg og Serup. Der er nu mose og eng på det sted.

H. A. B.


667. Der er en höj på Mollerup hede på Mors, kaldet Prinshöj, hvorved der for længere tid tilbage var noget sært skidteri. Langt borte kunde man mangen gang se den belagt med linned, men når man kom nærmere, var det borte.

A. H. Schade.


668. Mine forældre boede henne i Kjærsgård, og så flyttede de derfra, da a var fire år, og hen til Stötrup at bo her i Farsø sogn, og det var nok dwarre, som flyttede med dem. Det var, mens a var bitte, da vilde min moder gjøre et besøg henne i Strandby, og som hun går, ser hun en stor höj, der kaldes Bavnehøj, forved sig, og der lå uhyre meget hvidt linned på den, og hun ser to folk sidde ved og passe på det. Hun syntes, hun kunde kjende dem, at det var hendes naboer, og hun vilde hen og have en prat med dem, men da hun kommer nær og så vidt helt hen til dem, så var der ingen ting, slet intet. Så gik hun jo hendes ærende, men da hun kommer hjem, fortæller hun det, som a godt kan huske, a var jo en bitte knægt den gang. Om anden dagen går a til skole, og a kommer igjen om aftenen, og a går godt nok langs hen ad en ager, da a ser min moder forved mig. Hun havde været oppe ved en nabokone, tænkte a, og så sætter a i rend efter hende, men a kunde ikke nå hende. A rendte stærkt, og hun gik raskt, og nå hende kunde a ikke. Da a kom ind, sagde a: «Hvorfor vilde I ikke bie mig, moder? a råbte endda ad jer.» — A har endda ingen steder wåt,» sagde hun og blev ved at spinde. Men a sagde, det var usandhed, for a så hende tydelig og var ikke langt fra hende. Der blev nu ikke mere ud af det, og vi gik til sengs, da sengetid kom. Da kommer der en til vinduet og siger: «Maren, sover du?» — «Nej,» siger hun. «Nu er vi flyttede her hen,» siger den igjen, «nu boer vi i den bitte lange bakke, der er lige sønden for Plov-Thomasses. Hun rejser sig op og vil se, men da er der ingenting. Der var alle tider noget i det sted, men hvad det var, det kan a ikke fortælle eller forstå.

Det var en aften, a var bleven uklar med mine andre søskende, og var gået udenfor og sidder der og spiller på en bitte fjol. Ligesom a sidder, så kommer der en stor sort hund lige tæt ind til mig, og a bliver forskrækket og knyger op og ind. En anden aften giver det et stort skrummel på dören, og derefter var det, som der kom en tre, fire mennesker gående og vilde ind. Men da min moder gik op og så efter, var der ingen ting.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


669. Ved stenkisten på Tjörnehoved mark har folk ofte, når de kom noget fra den, set mange stykker hvidt linned udbredt, ligesom det lå for at tørres, men når man går nær hen til stenkisten, forsvinder linnedet, og der er intet andet at se end de to sten, som har stået der i umindelige tider.

Fr. C.


670. Peder Sejersen fra Lægind har fortalt mig, at han meget godt kan huske, at han i sin barndom har set ellefolk have linned på bleg ude på en höj, der fandtes tæt ved hans faders gård i Ørding.

A. H. Schade.


671. På Pengshöj har de til visse tider på dagen set bleg ude så stor som til en hel gård. Den lå omkring de torn, der står der.

Man har set Trindbjærg nordvest for Fjælum stå på pæle.

Gregers Pedersen, Torslev.


672. På Kjetrup mark findes Bavnehøj. Den gang Mariane og hendes søster var börn, da så de ved sommerens tid en barneskjorte ligge uden på höjen. Nu vilde den ene af dem have skjorten, og den anden også, men da de kom helt derhen, var skjorten borte, og de kunde tage æbag.

Nik. Christensen.


673. Nogle små nisser, som boede i en höj i Dybbøl, så man ofte have deres töj hængende ude, som det så ud til, for at tørres. Men en mand, som havde fået noget hos en nisse til at smøre øjnene med, så nu, at det var lutter guld.

Marie Johansen.


674. Kristen Jakobsens fader trak en gang til marked med en ko. Da han kom en halv fjerdingvej sønden for Kæmpdrup mellem to höje, der kaldes Rönhöje, lå der et rödt uldklæde med hjörnerne over kors. Han betænkte sig på at tage det, men pillede hjörnerne til side med sin kjæp. Da var klædet fuld af skarn, så det turde han ikke have.

Nik. Christensen.


675. Min gammelfader, Mikkel Simonsen, kom ved middagstid forbi en höj ovre i Ty, og den var helt overbelagt med ene silketørklæder. Så tog han hans fyrværk og kylte hen på dem, og lige med ét var alle klæderne forsvundne så nær som det, hvorpå fyrtöjet lå. Det tog han straks og bandt om hans hals, og det var næsten uopslideligt. Der var nemlig hårdstål i fyrjærnet.

Mariane Agger, Bjærgby.


676. Henne ved Sorø gik en mand og plöjede sin banke. Han blev da så sær forunderlig over, at der fra banken og ned til hans gård var en sti, som han aldrig för havde set; men da fandt han en vante, som var så stor, at fingrene kunde rumme en tønde sæd, og nu havde han opløsning på gåden. Han tog da vanten med sig hjem om aftenen. Men om natten kom en röst uden for vinduet, som sagde: «Vante og ven, giv mig min vante igjen! ellers ligger to af dine heste, de störste og bedste, døde i morgen på mosen.» Manden hængte da vanten ud på et bjælkehoved, og lidt efter blev den reven væk, så huset nær havde væltet. Men siden efter trivedes alting vel der på gården.

Chr. R.


677. For flere år siden gik en mand ved Stokkelund tæt ved Lenseng. Da han kom til vejen, mylrede der af små troldfolk. Da han kom lidt længere ned på vejen til Rodholms-skoven, så han to sidde ved en kiste, der var oplukket, og hvoraf de tog linned og meget sølv og guld. Manden blev bange og tænkte: «Havde jeg bare haft noget stål ved mig,» men ikke en gang sin lommekniv havde han.

Bornholm. G. J.


678. En pige, der vogtede får ved en höj i Bråby, fandt en glaskniv — vel sagtens en flintkniv — men da fårene i det samme løb ind i sæden, måtte hun efter dem, og så lagde hun kniven på en af de sten, der omkrandser højen. Men da hun kom igjen, havde troldene taget den, ti det var deres kniv.

F. L. Grundtvig.


679. En mand fra Jersie kom forbi Søllerød höje. Da var der sat en sølvrok ud på en af dem at soles, og en höne gik omkring der med en hel flok kyllinger. Da manden så den glindsende sølvrok, tog han den til sig og vilde bære den hjem, men i det samme kom hönen efter ham og huggede ham så længe i hovedet, indtil han satte rokken igjen. Det var jo en højkjælling.

Ole Hansen.


680. En gårdmand i Vollerup så et dejligt rödt ölanker ligge på en höj tæt ved Vollerup, just som han kjørte forbi. Manden skyndte sig nu hjem og så tilbage til højen, men da var det borte.

En höj, der lå på den såkaldte Præstebanke, stod tit på røde pæle, og der brændte en svær ild under den.

Tæt ved Kallerup by lå Arlehöj, hvor man hørte svære kistelåg smække i.

S. Gr.


681. I Hune var en höj, hvori fandtes en hel mængde potter med aske og ben. De stod i en stue, opført af store kampesten, og inde i stuen stod store sten med indskrifter i et fremmed sprog. En kone, der tog én af potterne hjem, blev syg og lå i sengen i mange år til straf.

Nik. Chr.