De gamle nordbobygder - Bosættelsen på Grønland og bygdernes styre
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
FØRSTE KAPITEL
Bosættelsen på Grønland
og bygdernes styre
En Bondesøn fra Stavangerkanten blev Grønlands egentlige Opdager og dets første europæiske Kolonisator. Vistnok mens Erik Røde endnu var en helt ung Mand, maatte han sammen med Faderen Thorvald Asvaldssøn paa Grund af et Drab forlade den gode Gaard paa Jæderen, og Familien udvandrede til Island. Det har været engang i 960erne, man regner, at Erik Røde selv er født ca. 950.
Thorvald var forsent paa det, de gode og frugtbare Omraader paa Island havde andre forlængst bemægtiget sig. Han maatte tage til Takke med en ubebygget Strækning paa det nordvestlige Island, det saakaldte Drangaland paa den stejle og ugæstmilde Kyst Sydøst for Kap Horn, en af de barskeste Egne paa hele Øen. Kampen for Føden var haard, og med Omverdenen var der saa godt som ingen Forbindelse.
Da Thorvald var død, opgav Sønnen da ogsaa denne Plads. Han giftede sig og fik af sin Kones Slægt overladt Land til en Nybyggergaard i Haukadal, en af de Dale der skyder sig mod Øst fra Bunden af Hvamsfjord, i den inderste Vig af Bredefjorden. Fra det barske Nordvestland var Erik Røde nu kommet til en af Islands bedste Egne. Gaarden, som han byggede og ryddede Land til, og som han kaldte Eriksstad, var efter alt at dømme ikke synderlig stor, og selv hævede han sig paa Island aldrig op mellem de store Høvdinge. Da derfor hans voldsomme og selvraadige Natur bragte ham ind i Konflikter med andre Bønder, blev han stadig den tabende og vigende Part, naar Sagerne kom for Retten. Mens han boede paa Eriksstad, kom han i Strid med en Nabo, mistede først et Par Trælle og dræbte derefter selv to Mænd, men blev for denne Sag forvist fra Haukadal. Det var den anden Nybyggergaard, han maatte lade i Stikken.
Han flyttede nu vestpaa og tog Land paa Øerne i Hvamsfjordens Munding. Han kom derved tæt ind paa Livet af nogle af Tidens betydeligste Storbønder. Mange voldsomme Begivenheder forefaldt i disse Aaringer omkring den nærliggende Alftafjord paa Halvøen Snefjeldsnæs. Vestfor Fjordmundingen laa Egnens Tingsted paa Thorsnæs, hvor 100 Aar tidligere Bredefjords første Landnamsmand Thorolf Mostrarskægs Højsædestøtter med Thors Billede var drevet i Land. Herved boede paa Gaarden Helgafjeld (ɔ: det hellige Fjeld) Thorolfs Ætling Høvdingen Snorre Gode, Tingets Forstander, en af de klogeste og underfundigste Mænd i Islands Historie, men dengang endnu helt ung. Ved Fjordbunden laa Gaarden Bolstad, som ejedes af den mægtige Arnkel Gode, og ikke langt fra Arnkel boede Thorbrand, Snorre Godes Fosterfader, med sine fem stridbare Sønner, som var Eriks tro Venner. Noget østligere laa, nær Hvamsfjorden, Thorgest Gamles Gaard Bredebolstad.
Vesten for Helgafjeld og Thorsnæs boede paa Bjørnshavn Viga-Styr, som blev Snorre Godes Svigerfader, ligeledes en storættet og indflydelsesrig Mand, selvraadig og fremfarende. Det var ham, der mest tog sig af Erik Røde, da han snart paany kom i Vanskeligheder. Anledningen var en Strid om Eriks Sengestokke, som han havde deponeret hos Bonden paa Bredebolstad, indtil han fik bygget sig en Gaard ude paa Øerne. Thorgest vilde ikke frivillig udlevere dem, da Erik krævede dem tilbage, og han hentede dem saa med Magt; men Thorgest satte efter ham, og det kom ved Drange til en Kamp, hvor Erik fældede to af Thorgests Sønner. Støttet blandt andet af Eyolf Graa og de andre Sønner af Thord Geller paa Hvam, det forrige Slægtleds mægtigste Høvding i Bredefjorden, sagsøgte Thorgest nu Erik ved Vaartinget paa Thorsnæs.
Det blev et stort besøgt Tingmøde, Vaaren 982. Viga-Styr førte Eriks Sag med megen Kraft, og ved hans Side stod andre indflydelsesrige Mænd, deriblandt Snorre Godes Fostbrødre, Thorbrandssønnerne fra Alftafjord, og Thorbjørn Vifilsøn paa Laugarbrekka, yderst paa Snefjeldsnæs. Eriks Skyld var dog aabenbar, og Fredløshedsdommen (den »mindre Fredløshed« paa tre Aar) uundgaaelig. Viga-Styr maatte være tilfreds med, at han formaaede Snorre Gode til at holde sig passiv, og saa lykkedes det iøvrigt efter Domfældelsen Vennerne at skjule Erik for hans Fjender, indtil et Skib laa sejlklart i Skærgaarden til at føre ham bort.
De fulgte ham i deres Baade ud til Ellidaø, yderst ved det aabne Hav, og tog her Afsked med ham. Han betroede dem sin Plan om at opsøge det Land, som fordum Gunbjørn, Ulf Krakes Søn, havde set, da han drev vesterpaa i Havet, og han lovede dem at være dem til Bistand, hvis han formaaede det, og de skulde komme til at trænge til ham.
Det føjede sig saaledes, at mere end een af de mægtige Mænd, som her hjalp den fredløse Erik afsted, siden fik Brug for det Løfte, han havde givet dem ved Afskeden. Thorbjørn Vifilsøn søgte, da han saa sin økonomiske Stilling rokket, med sin smukke og djærve Datter Gudrid ud til Erik, der dengang sad trygt paa sin store grønlandske Høvdingegaard, og ogsaa to af Thorbrandssønnerne tog til Grønland, da de følte Forholdene i Hjemlandet utrygge ovenpaa de bitre Kampe med Øreboerne, hvorfra de med Nød og næppe reddede Liv og Lemmer (saaledes som det skildres i Øreboernes eller Eyrrbyggja Saga).
––––––––––––––––––––
Nordmanden Gunbjørn er den første Mand, hvorom Historien ved, at han har set Grønland. Endnu i den store islandske Landnamstid, i Aarene omkring 900, blev han paa Vejen ud til Island forslaaet vestpaa, hvor han saa Land og fandt nogle Øer, som han kaldte Gunbjørnsskær. De maa have ligget ved den grønlandske Østkyst, maaske i Egnene omkring Angmagssalik, men herom vil Vished aldrig kunne naas, da enhver nærmere Beskrivelse savnes. Vi ved ikke engang, hvad der senere i Middelalderen opfattedes som Gunbjørnsskær, og hvem ved iøvrigt, om den Opfattelse, man dengang havde, var autentisk?
Gunbjørns Opdagelse af Grønland var en Tilfældighed, men en af den Slags Tilfældigheder, som gaar forud for mange af de store Opdagelser. Leifs Opdagelse af Vinland var ogsaa en Tilfældighed, og Nadd-Ods Opdagelse af Island ligesaa, da han paa Vejen fra Færøerne til Norge af Stormen blev drevet mod Nordvest udover det store Hav.
Erik Røde maa ofte have hørt Tale om Gunbjørn og Gunbjørnsskærene. Det ukendte Land i Vest har uden Tvivl hyppig været Samtaleæmne mellem islandske Mænd, og ikke mindst har det vel været Tilfældet i de Egne, hvor Erik var bosat, thi her havde ogsaa i sin Tid Gunbjørns Slægt slaaet sig ned. Gunbjørns Sønner havde taget Land ved Isefjorden, i den samme Landsdel, hvor Erik først boede; en af dem blev forøvrigt Farfader til den berømte Thormod Kolbrunarskjald, som ogsaa skulde opleve Æventyr i Grønland. Gunbjørns Broder hørte til de første Landnamsmænd paa Snefjeldsnæs, hvorfra nu Erik satte sin Kurs.
Formodentlig styrede han ret imod Vest og fik Grønlands Østkyst i Sigte, hvorefter han sejlede med Strømmen sydover langs Landet for at undersøge, om det var beboeligt. Han naaede paa denne Maade tilsidst Grønlands Vestkyst. Det har været mærkelige Dage for ham, da han efter den lange farefulde Sejlads langs den haabløst golde og isbelagte Østkyst, formodentlig spærret ude fra Land af Drivisstriben (det var tidlig paa Sommeren), endelig rundede Landets Sydende og fandt frem til de helt anderledes tiltalende Fjordlandskaber paa den sydlige Vestkyst, hvor ingen Nordislænding vilde betænke sig paa at bosætte sig.
Hvad der imponerer os mest ved Erik, er det metodiske i hans Opdagerværk. I de tre Aar, han var nødt til at blive paa Grønland, undersøgte han grundig Fjordene indenfor de Breddegrader, hvor der kunde være Tale om Bosættelse[1]. Den første Vinter tilbragte han paa Eriksø, formodentlig en af Øerne mellem Julianeliaab og Narssaq, og det følgende Foraar fandt han ind i den bagvedliggende Eriksfjord (nu Tunugdliarfik) og indrettede sig dér en Bolig, vel ved Brattahlid, hvor han senere varigt slog sig ned. Eriksfjorden gemmer sig dybt inde i Landet (dens eskimoiske Navn betyder: den der ligger bagved), dens ydre Del er ganske ugæstmild, men langt inde i den findes de venligste og frugtbareste Egne i hele Grønland. Kun en kyndig Mand finder herind.
Om Sommeren sejlede han længere op langs Kysten til den Egn, hvor senere Vesterbygden anlagdes (Godthaabsfjordene), og gav mange Steder Navne; længere oppe har han derimod næppe været. Derpaa stod han igen mod Syd, hvor han overvintrede paa nogle Øer nærved Landets Sydspids, Eriksholmene ved Hvarfsgnipa. Rimeligvis skete det for at forberede en ny Undersøgelse af Østkysten. Det hedder nemlig, at han den følgende Sommer herfra rejste nordpaa, og efter Datidens Orientering kan det kun være paa Østkysten. Han naaede op til en Fjord, som han mente laa udfor Bunden af Eriksfjord, og vendte derfra tilbage til Eriksø, hvor han igen var den tredje Vinter. Det er værd at bemærke, at han alle tre Aar har vogtet sig for at overvintre inde i Fjordene. Han har — med Rette — frygtet for at blive spærret inde af Fjordisen om Foraaret og har vel hovedsagelig baseret sin Eksistens paa Fiskeri og Søfangst i disse Aar. Det er usandsynligt, at han overhovedet har haft Kreaturer med sig paa sin første Rejse, saaledes som han foer rundt.
Erik havde i sine tre Landflygtigheds Aar orienteret sig godt i det nyfundne Land, og faar Gunbjørn have Prioriteten som Opdageren af Grønland, saa har Erik fuld Ret til den Ærestitel, at det var ham, der opdagede, at Grønland var beboeligt.
Nu tog han tilbage til Island, hvor imidlertid Striden med Thorgest genoplivedes og Erik igen trak det korteste Straa. Allerede den følgende Sommer rejste han derfor ud for at bebygge det Land, som han havde fundet, og som han kaldte Grønland, »fordi han mente, at mange Mænd vilde rejse didhen, hvis Landet havde et godt Navn«. Saaledes beretter allerede de ældste og bedste historiske Kilder.
Der maa have været en mærkelig agitatorisk Klang i Navnet, og Eriks Skildringer derovre fra har ikke været mindre optimistisk farvede. Hans Koloniseringsplan vakte ialfald en vældig Opsigt, og mange Nybyggere fulgte med ham fra Bredefjord og Borgefjord, der aabenbart allerede var blevet rigelig folketætte. 25 Skibe for afsted, og da det vel ikke har været rene Smaaskuder, der begav sig ud paa det store Vand, kan de antages at have rummet mellem 500 og 700 Mennesker foruden en uhyre Fragt af Kvæg og Heste, Husgeraad, Værktøj, Telte og andre Nødvendighedsartikler. Det er vist uden Sammenligning det største Foretagende, som nogensinde har været rettet mod Grønland.
Kun 14 af Skibene naaede dog frem, Resten blev drevet tilbage eller forsvandt i Bølgerne. Dette siges at være sket 14 eller 15 Vintre, før end Kristendommen kom til Island, altsaa enten 986 eller 985.
Det hedder et Sted i den islandske Landnamsbog om Erik Røde, at han tog Grønland i Besiddelse (nám Grœnland), med det samme Udtryk som ellers anvendes naar Høvdinger paa Island tog Land i en Dal eller et begrænset Fjordomraade. Det klinger meget stort og stolt, og skal det end ikke forstaas bogstavelig, saa var det dog uden Tvivl Erik, som bestemte alt ved Bosættelsen i det nye Land. Alle rettede sig efter ham, hedder det i Flatøbogen, og det varede, saa længe han levede. Han blev, hvad Islænderne med et klangfuldt Navn kaldte landsstjórnarmaðr, den herskende Høvding.
Bosættelsen paa Grønland foregik ligesom paa Island efter aristokratiske Principper. Nogle faa Høvdinge delte det hele imellem sig, og paa deres Omraade fik saa Mindremændene Lov at bosætte sig mod visse Forpligtelser. I Følge Traditionen tog Høvdingene hver sin Fjord; men det vigtigste for dem har været at finde en gunstig Plads og et godt Opland for den Gaard, de selv tænkte at bygge. En af de anseligste af de Mænd, der fulgte Erik, var Herjolf Baardsøn, som slog sig ned paa det frugtbare Herjolfsnæs; men Fjorden ved Siden af, som var hans Landnam, er en af de ringeste i hele Bygden. Som rimeligt er, tog Erik selv det bedste, ingen anden Fjord kan maale sig med Eriksfjord, og Landet omkring Brattahlid, hvor han byggede sin Gaard, er det Terræn i Grønland, som mest af alt ligner Island.
Det Land, man vilde tage, overfór man med Ild. Baalene har lyst over Sydgrønland i 985 og de følgende Aar. Landnamsmændene er i den første Tid, efter at de havde orienteret sig, rejst rundt og har, som Helge Magre paa Island, tændt Baal ved Mundingen af hver Elv indenfor det Omraade, de vilde tage i Besiddelse. Eller de har fulgt den Regel, som gjaldt i den senere Landnamstid paa Island, for at begrænse Landnamenes Omfang: Man skulde gøre Ild, naar Solen var i Øst, og den skulde brænde indtil Natten. Siden skulde man gaa, til Solen var i Vest, og der gøre andre Ilde. Ingen, hed det, skulde tage et større Landnam end det Omraade, han kunde overfare med Ild i Løbet af én Dag sammen med sine Skibsfæller.
Nogle har maaske raadspurgt Skæbnen og slaaet Bo, hvor deres Højsædestøtter eller Sengestokke drev i Land. Det synes, at Erik selv har benyttet denne Fremgangsmaade; men vi kan mistænke ham for, at han alligevel, da det kom til Stykket, har unddraget sig at tage Hensyn til Skæbnens Vink. Der fandtes ialfald i Eriksfjord i Nærheden af Brattahlid et »Stokkenæs«, der formodentlig er det Sted, hvor Landnamsmandens Stokke drev i Land; ingen senere havde noget at gøre med at kaste sine Stokke ud i denne Fjord. Men Erik slog sig alligevel ikke ned paa Stokkenæs, hvor han siden gav Land til sin nære Ven, den allerede nævnte Thorbjørn Vifilsøn fra Laugarbrekka.
Bosættelsen var ikke afsluttet med det første Udvandrertog. Der strømmede stadig Folk derud, som var kede af Forholdene paa Island. Bebyggelsen delte sig i to store Bygder omkring de nuværende Kolonier Julianehaab og Godthaab, henholdsvis Østerbygden og Vesterbygden. Mellem dem ligger en mindre, isoleret Bygd i Fjordene omkring Ivigtut; den hører snarest med til Østerbygden, men der hersker dog stor Uklarhed om dens Art og Alder; der er endnu aldrig foretaget metodiske Udgravninger ved nogen af dens mange Smaagaarde. At ogsaa den karrige Bevoksning i disse Fjorde er god nok til Anlæggelse af Gaardbrug, er imidlertid et Vidnesbyrd om, hvor grundigt den grønlandske Jord er blevet udnyttet. Det samme Indtryk faar man overalt, naar man rejser i de to Hovedbygder. Medens de aabne Kyster kun har været sparsomt bebygget, fordi de ikke egnede sig for Gaardbrug af islandsk Art, er inde i Fjordene hvert eneste Dalstrøg, hvor der fandtes Bevoksning, taget i Brug. Ikke alene langs Fjordkysterne, men ogsaa inde i Landet, ved Smaasøer, i bortgemte Dale, helt inde under den evige Is har Bønder sat Bo. De sammensunkne Gaarde ligger der for største Delen endnu. Landets senere Beboere har ikke haft Anledning til at forstyrre dem, da de modsat Nordboerne har holdt til ved de aabne Kyster, hvor Søfangsten er bedst; kun lejlighedsvis har de som Gæster besøgt Nordboomraaderne og har undret sig over igdlorssuit, »de store Huse«.
Et Vidnesbyrd om Bebyggelsens voksende Tæthed er de mange Udstykninger af oprindelige Storgaarde, som kan iagttages. I de bedste Egne ser man Tvillinggaarde eller hele Kæder af Gaarde, den ene umiddelbart op ad den anden. I et »ældgammelt Haandskrift«, som den lærde islandske Bonde Bjørn Jonsson i 1600-Aarene har afskrevet, oplyses det, at der ialt fandtes 280 Gaarde i Grønland, deraf godt to Tredjedele i Østerbygden. Herfra at slutte til Folkemængden er nok risikabelt, men vi tør dog antage, at nogle af Gaardene har været store nok til at rumme baade 20 og 30 Mennesker, og selv paa de smaa maa man regne med mindst 5—10 Individer, naar en Familie bestaaende af to Generationer har boet der. Mindre end 3000 Indbyggere kan der næppe have været i den Tid, da Gaardene virkelig var besat, snarere noget mere. Nu bor der mellem 4 og 5000 Mennesker paa de samme Strækninger.
Mellem Østerbygd og Veslerbygd var der et stort Gab, omkring ved 180 Sømil eller, som en gammel Beretning udtrykker det, 6 Dages Roning med 6 Mand paa en 6-aaret Baad. En farlig Isblink skulde ogsaa passeres. Stort Fællesskab kan der ikke have været mellem de to Bygder, og det er betegnende, at da Vesterbygden ved Midten af 1300-Aarene bliver overfaldet af Eskimoerne, kommer der først Undsætning fra Østerbygden, da det er for sent, og Venner og Fjender er borte. Der var dog et fælles Tingsted, Altinget, hvor man aarlig samledes til Drøftelse af Fællesanliggender, først og fremmest vel til Afgørelse af Retstvister. Oprindelig holdtes Møderne muligvis paa en Slette ved Brattahlid, Erik Rødes Gaard; men senere, efter at Bispesædet var anlagt ved Gardar paa den smalle Landtange mellem Østerbygdens to Hovedfjorde, Eriksfjorden og Ejnarsfjorden, henlagdes Tingmøderne hertil. Bægge Steder er der paavist Tingboder som Levn fra disse Møder.
Grønlænderne fulgte islandsk Ret, som de dog selvstændig foretog Ændringer i; vi hører saaledes, at de havde deres egne Bestemmelser om Vragret. Man skulde tro, at de ogsaa havde haft en Lovsigemand som paa Island til at afgøre, hvad der var gældende Ret, og som en Slags »Præsident for Republiken«, men det kan ikke positivt godtgøres for de første Aarhundreder. Hverken Erik Røde eller nogen af hans Æt nævnes nogensinde som Lovsigemand, ej heller Sokke paa Brattahlid, der i Begyndelsen af 1100-Aarene tog Initiativet til Bispesædets Oprettelse, og om hvem det oplyses, at det var ham, der sammenkaldte Tinget. »Han blev ofte valgt til at ordne Retstvister«, hedder det om ham, ret ubestemt. Men med eller uden Titler og forfatningsmæssige Beføjelser har Bonden paa Brattahlid aabenbart til Stadighed været den ledende Mand i Landet, i 1300-Aarene fører han Titel af Lagmand, og det var Lagmanden paa Brattahlid, der sendte Hjælpeekspeditionen afsted til Vesterbygden.
Da Grønland i 1126 fik sin egen Biskop — hvorom nærmere i næste Kapitel — kom dermed en ny Centralinstitution til Landet. Maaske er det gaaet som paa Island, hvor det hedder sig, at Biskopperne næsten gjaldt for Konger; men Biskoppens hyppige Fraværelse fra Landet har dog i høj Grad svækket hans Autoritet. Alt i alt har Centralmagten i den grønlandske Fristatstid været om muligt endnu svagere end paa Island.
Magtens Tyngdepunkt har sandsynligvis ligget hos Høvdingene, der hver raadede indenfor sit Fjordomraade, i Hovedsagen vistnok svarende til de gamle Landnam. De forsvarede deres Tingmænds Interesse paa Tinget, og ogsaa ellers ved Vaabenmagt og Selvtægt, om det gjordes fornødent.
Det fremgaar af de forsigtige Udtryk, som i det foregaaende er anvendt, at vi kun har sparsomme Efterretninger om det politiske Liv og de politiske Institutioner paa Grønland. Man har diskuteret, hvorvidt Bygderne udgjorde en virkelig Stat. Det bliver let et subtilt juridisk Spørgsmaal, og Haag-Domstolen vil i sin Kendelse af 5. April 1933 ikke strække sig videre end til at udtale, at de synes at have dannet en uafhængig Stat. Deres Uafhængighed fra første Færd og ned til 1261, baade af Island og Norge, kan man dog ikke med virkelige Argumenter bestride. En islandsk Forfatter har i vor Tid gjort Forsøg paa at vise, at Grønlændernes Samfund ligefrem udgjorde en Del af den islandske Stat, men han har ingen Tilslutning fundet. Den norske Konge erhvervede sig tidlig stor Autoritet paa Grønland, som rimeligt var. Allerede Olaf den Hellige havde hyppig Bud derud og skaffede sig mange Venner; han vilde engang anvende det fjærne Land som Deportationssted for en af sine farligste Modstandere, den blindede Kong Rørik, men Skibet naaede aldrig længere end til Island, hvor Rørik døde. Ogsaa andre norske Konger, som Sigurd Jorsalfar, øvede Indflydelse paa grønlandske Forhold, men først Haakon Haakonsøn rejste i 1200-Aarene Kravet om Overherredømme over Grønland.
Det var et Led i hans stornorske Politik, at han tvang baade Island og Grønland til at anerkende ham som Konge og Overherre. Allerede i 1247 skal den da udsendte Biskop Olaf have faaet i Mission at opfordre Grønlænderne til at anerkende den norske Krone, og 10 Aar senere udsendtes tre grønlandske eller norske Mænd med nye Bud. De kom tilbage i 1261, efter 4 Aars Fravær, med den Besked, at Grønlænderne gik ind paa at svare Skat og Mandebod til Kongen, saaledes at der skulde bødes af alle Manddrab, hvad enten de dræbte var Nordmænd eller Grønlændere, og hvad enten det skete i Bygden eller paa Fangstpladserne i Nord, om saa disse laa helt oppe under Polstjernen. Til Gengæld har Kongen sikkert lovet at sørge for Besejlingen af Landet; den Tid var længst forbi, da de grønlandske Bønder selv havde Skibe store nok til at krydse Atlanterhavet.
Grønland blev nu en Del af Norgesvældet, som det kaldtes. Det indlemmedes ikke ligefrem i selve Norge, men blev som Island og Færøerne et Skatland under den norske Krone. Altinget paa Gardar mistede sin lovgivende Myndighed, og en ny Lovbog indførtes efter Kongens Bud. Skatlandene lagdes siden under Kongens Fadebur, og Besejlingen af dem gjordes til et kongeligt Monopol. Oppe paa Grønland varetoges Kongens og Monopolhandelens Interesser af en Ombudsmand, der formodentlig boede paa en af de to store Kongsgaarde, som omtales i 1300-Aarene, Foss og Thjodhildestad. Han har sikkert været en udsendt Nordmand.
Det Frihedstab, Grønlænderne led ved Ordningen i 1261 og ved det Formynderskab, som den paalagde dem, er der ingen større Grund til at sørge over. Udviklingen fik i den følgende Tid et tragisk Forløb, det skal ikke bestrides. Men endnu hurtigere var Katastrofen indtruffet, hvis det havde været overladt til Grønlænderne selv som selvstændig Stat at klare Vanskelighederne. Tilknytningen til Norge i 1261 betød i første Omgang en Fordel og Styrkelse for det grønlandske Samfund.
Fodnoter
- ↑ Om hans Rejser og Tilholdssteder i disse Aar haves der en Beretning, der er saa positiv, at den sikkert bygger paa gammel Overlevering, men paa adskillige Punkter er der Strid om Fortolkningen. Jeg kan her kun fremsætte min egen Opfattelse, der paa forskellige Punkter afviger fra de hidtidige Fortolkninger.
