De islandske håndskrifters komme til Danmark

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission


DE ISLANDSKE HÅNDSKRIFTERS KOMME TIL DANMARK


Indsamlingen i det 17. århundrede

I tiden fra begyndelsen af det 12. århundrede og op til reformationen udførtes på Island en litterær stordåd. Efter vedtagelse af Altinget 1117 begyndte man nedskrivningen af den islandske ret, ligesom der opstod en betydelig kirkelig litteratur: prædikensamlinger, helgenlegender, ritualbøger og andre opbyggelige værker. Men af størst betydning var det, at i disse århundreder, navnlig i tiden ca. 1250–ca. 1400, nedskreves den islandske poetiske digtning og værker om digtekunsten, fremstillinger af Norges og Islands historie og forskellige andre historiske skrifter samt slægtssagaerne. Denne litteratur begyndte med Are Frodes Íslendingabók ca. 1130, og Snorre Sturleson (1179–1241) er denne periodes store skikkelse. Nedskrivningen foretoges af islændere og bekostedes af rige islandske høvdinge. Materialet, man skrev på, var som altid i middelalderen pergament fremstillet af kalve- eller lammeskind. Pergamenthåndskrifterne kaldes også skindbøger eller membraner.

Denne litterære aktivitet var meget lidt kendt uden for Island selv. Kun i Norge, hvor forbindelsen med Island var levende, erhvervede man sig en række håndskrifter, navnlig af kongesagaer og andre skrifter, som på en eller anden måde vedrørte Norge, og adskillige håndskrifter var iøvrigt fremstillet i Norge, omend i reglen ført i pennen af islændere, som opholdt sig hos de norske konger. I Danmark er det først i anden halvdel af 16. århundrede, man igen får interesse for den gamle nordiske litteratur og erfarer noget om de interessante håndskrifter, der findes på Island. Denne nye interesse hænger sammen med humanismen, som i det 16. århundrede brød frem i de nordiske lande og fik sit første nordiske sæde i København. Den nordiske humanismes interesse for den gamle, nordiske litteratur ligger i fortsættelse af den italienske renæssances genoplivelse af kendskabet til den klassiske oldtids litteratur. Indtil det 14. århundrede var klostrene og katedralbibliotekerne centrer i bogens verden, og det var der, de store skatte af gamle håndskrifter fandtes; men i løbet af det 14. århundrede kan man spore en stigende ligegyldighed i disse gamle biblioteker for oldtidsskrifterne, og mangfoldige værdifulde håndskrifter blev udsat for ødelæggelse. I den græske verden sker en ligeså faretruende udvikling, akcentueret ved tyrkernes erobring af det græske rige (i 1453). Lykkeligvis er det imidlertid just i denne periode, at renæssancens store lærde og bogsamlere begynder deres rige aktivitet og redder de gamle håndskrifter fra fortabelse. De erhvervede sig manuskripter i klostre og andre gamle biblioteker som gaver, ved køb eller ved afpresning eller ligefremt tyveri, og der skabes de nye store biblioteker, som i nutiden er de vigtigste depoter for antikke håndskrifter. Også konger og fyrster var ivrigt med i denne bevægelse, og de udnyttede i denne sags tjeneste alle de muligheder, som deres magt og midler gav dem.

En lignende udvikling tager fat i Danmark, da man får nøjere oplysning om, at Island i den forgangne periode har skabt og opsamlet en imponerende skat af håndskrifter, der kan tjene som kilder til viden om den nordiske fortid. Og interessen for at samle disse kulturens klenodier styrkedes, da man fik kendskab til, at mange gamle skindbøger stod i fare for tilintetgørelse, hvis de ikke blev bragt i sikkerhed i de mere moderne kulturcentrer.

I 1593 udgav den unge islandske præst Arngrímur Jónsson, som flere gange var i København, en bog om Island, hvoraf det fremgik, hvad der fandtes af historisk materiale i den islandske litteratur. Danske videnskabsmænd trådte straks i forbindelse med ham, især historiografen Niels Krag, som bl. a. udvirkede, at der 1596 blev sendt et kongeligt brev til Island med anmodning om at udlåne håndskrifter og andre antikviteter til Arngrímur, for at han kunne oversætte eller afskrive dem og sende oversættelserne og afskrifterne til Danmark, så at Niels Krag kunne benytte stoffet til sit arbejde med Danmarks historie. Arngrímur fortæller selv, at han lånte 26 gamle skindbøger, som han gennemgik og derefter tilbagegav til ejerne.

Senere trådte Arngrímur i forbindelse med Ole Worm, grundlæggeren af nordisk oldforskning, og til ham sendte han i al fald det bekendte eksemplar af den yngre Edda (Codex Wormianus) og måske også andre håndskrifter. Worm stod også i brevveksling med andre islændere, og han og den kongelige historiograf, professor Stephanius, begyndte ved hjælp af islandske medarbejdere at oversætte de islandske håndskrifter, som de fik sendt som gave.

I året 1530 kom den første trykpresse til Island, men først i den senere del af århundredet blev der trykt bøger i større omfang. Pressen knyttedes til bispesædet i Hólar, der 1578 fik eneret til at udgive bøger på Island. Papir anvendtes første gang på Island i en kopibog i 1540–erne, men agtedes i lang tid ringe og blev først anvendt i større omfang henimod år 1600, da papiret blev så meget billigere og forefandtes i større mængder end det gamle pergament. Fra omkring år 1600 begyndte man at afskrive de gamle pergamenthåndskrifter, skindbøgerne, på papir, hvorved man kunne omskrive teksten og gøre den læselig for større kredse, modernisere skriften og sproget og opløse den middelalderlige skrifts mange forkortelser. På den måde opnåede man at skaffe den gamle litteratur en stærkt øget udbredelse. Skindbøgerne havde i almindelighed tilhørt de rige høvdingeslægter og kunne ikke blive hvermands eje, medens man kunne skaffe sig et papirhåndskrift ved at låne en skindbog og afskrive den. Hele denne udvikling blev imidlertid skæbnesvanger for de gamle skindbøger. Ved overgangen fra pergament til papir gik det nemlig ligesom efter bogtrykkerkunstens opfindelse; helt ned imod den nyere tid har man ofte, når et værk først var trykt, uden betænkelighed tilintetgjort de til grund liggende håndskrifter, og på samme måde mistede man, når et pergamenthåndskrift var afskrevet på papir, oftest interessen for det. Man lagde i almindelighed ikke mere vægt på at bevare de gamle skindbøger, men var villig til at afstå dem, når interesserede meldte sig.

En af dem, der lod mange håndskrifter afskrive, men dog endnu havde sans for originalerne, var biskop Oddur Einarsson på Skálholt, men ellers var hans efterfølger Brynjólfur Sveinsson (1605–1675) den eneste før Arne Magnusson, der virkelig vurderede de gamle skindbøger og samlede på dem. Han iværksatte en større omskrivning af håndskrifterne og var også interesseret i at få teksterne udgivet, men når et pergamenthåndskrift var omskrevet til papir, bevarede han det. Brynjólfur havde til hensigt at indrette et trykkeri på Skálholt for der at udgive islandske oldskrifter med latinske oversættelser og forklaringer efter tidens skik. I 1647 ansøgte han om tilladelse til at oprette et trykkeri. Dette krævede kongelig bevilling, der vistnok også blev meddelt, men hans kollega på Hólar, Þorlákur Skúlason, der som nævnt havde eneret, modarbejdede ham, således at bevillingen i hvert fald ikke blev udleveret Brynjólfur Sveinsson.

Kong Frederik III var en mand med videnskabelige interesser og en stor bogsamler, der lod opkøbe bøger i mange lande. I 1650 gav han lensmanden over Island Henrik Bielke ordre om, at Bielke, da kongen havde erfaret, at biskop Brynjólfur Sveinsson var i besiddelse af »adskillige Antikviteter og gamle Dokumenter, som vel mulig med Nytte det gemene Væsen til Bedste kunde publiceres«, skulle henvende sig til ham med tilbud om, at han enten selv på kongens bekostning kom til København »paa en Vinterstid« for at iværksætte udgivelsen, eller »at I hannem skal forstendige Vores naadigste Vilje og Mening at være«, at han i Island gjorde sådanne antikviteter og dokumenter i trykfærdig stand og sendte dem til København, hvor kongen da ville lade dem trykke på egen bekostning. Brynjólfur afslog indbydelsen til at komme til København, men stillede sig iøvrigt imødekommende overfor kongens ønske, formentlig fordi han håbede på denne måde at få håndskrifterne trykt, og fordi han vidste, at kongen var litterært interesseret. Da en islandsk teolog Þórarinn Eiríksson, som kongen havde taget i sin tjeneste, 1656 blev sendt til Island for at samle håndskrifter til kongens bibliotek, som det hed, var Brynjólfur meget virksom for at efterkomme en kongelig ordre om at være ham behjælpelig dermed. Den 30. juni 1656 lod han på Altinget oplæse en bekendtgørelse om, at han har fået kongelig ordre om at skaffe til veje de antikviteter, dokumenter og sagabøger, som forefindes i landet, »til Hans Majestets Plaisir i hans kongelige Bibliotek«. Han vil på kongens vegne købe, hvad der er til fals, eller låne til afskrivning, og såfremt nogen vil forære kongen sådanne ting, vil biskoppen indberette giverens navn, så at han kan nyde den ære og velvilje, han har fortjent. Biskoppen ønsker, at sagen må blive indført i Altingsbogen, så at den kan komme til alle sysselmænds kundskab og blive bekendtgjort i tide rundtom i de enkelte herreder.

Medens det ikke er konstateret, at andre islændere i denne anledning har skænket håndskrifter til kongen, afgav Brynjólfur selv straks den 10. juli 1656 tre håndskrifter: Grågåsen, Ragnar Lodbrogs saga (og andre sagaer) samt Flatøbogen, foruden nogle skrifter på papir.

I det lange latinske brev, hvormed Brynjólfur Sveinsson ledsagede gaven, og som han rettede til kronprinsens lærer Villum Lange, bad han indtrængende Lange om at opfordre kongen til at »sikre de gamle Levninger af Nordens Minder fra Dødens Svælg, som de føres henimod i fuld Fart, medens den største og vigtigste Del allerede er opslugt«, og dette kunde kun ske ved, at »disse Haandskrifter, samlede sammen i Danmark, Norge og Øerne, bliver udgivet i Trykken saa snart som muligt i deres eget Sprog«; senere skulle de påny udgives med oversættelser enten til dansk eller latin, og »de saaledes udarbejdede Oldsager vil gaa ud i hele Europa under Nordens store Monarks Auspicier til udødelig Ære for Kongen, deres Beskytter og Bevarer«. Brynjólfur havde iøvrigt allerede i årene 1639–41 skænket Stephanius tre islandske membraner (Jónsbók m. v., Grettes saga, Snorres Edda), og den 12. juli 1656 to dage efter afsendelsen af gaven til kongen sendte han fire sagahåndskrifter til landsdommeren på Ringsted kloster J. Seefeldt, der kort efter tilbagesendte de tre, medens det fjerde med Seefeldts bibliotek kom til Sverige som krigsbytte og nu findes i Stockholm.

Tormod Torfæus

Da Þorarinn Eiríksson døde 1659, ansatte kongen en anden lærd ung islænder Thormod Torfæus i hans sted i sit bibliotek for at læse og oversætte islandske håndskrifter, og så snart det blev muligt, sendte han ham til Island for at fortsætte indsamlingen. Dette skete, da Henrik Bielke, der nu var stiftsbefalingsmand, i maj 1662 sejlede derop for at gennemføre den nye statsordning, arveenevoldsregeringen. Torfæus fik en kongelig ordre med til begge islandske bisper om, at de skulle hjælpe ham med »enten for Betaling eller i andre Maader at bekomme hvis Antikviteter og Kuriositeter paa Island kan opspørges, som han igen til Os skal levere«. Ogsaa denne ordre blev bekendtgjort paa Altinget. Den 31. juli s. å. gav Bielke yderligere ordre til alle sysselmænd og embedsmænd på Island om, at de overalt skulle skaffe Torfæus fri heste og ledsagelse, så han »udi sine Erender at forrette uopholdt kan komme frem og tilbage«.

Også denne gang var Brynjólfur den ivrigste til at efterkomme kongens opfordring. Medens biskoppen på Hólar kun gav et enkelt håndskrift (Tómasskinna), skaffede Brynjólfur 7 håndskrifter, som enten var gave fra ham selv eller andre eller var indkøbt, heriblandt den ældre Edda og den yngre Edda (Snorres Edda). Desuden skaffede Torfæus, som opholdt sig to måneder på Island, yderligere 4 håndskrifter, deriblandt et håndskrift af Njals saga og Hrokkinskinna.

I de nærmeste år, efter at Torfæus var vendt tilbage til København, blev arbejdet med at udnytte nyerhvervelserne optaget med kraft. 1665 udgav den juridiske professor Peder Hansen Resen på egen bekostning Snorres Edda, Völuspá og Hávamál, medens Torfæus selv arbejdede med sin Series Dynastarum et Regum Daniæ og oversættelser, særlig til latin, af de islandske oldskrifter for derved at gøre dem bekendt for den europæiske lærde verden, der ikke kunne islandsk. Sverige havde da i mere end tredive år haft sin riksantikvar, og den 22. august 1667 udnævntes Torfæus til kongelig antikvar. I hans bestalling gøres oversættelserne af de islandske oldskrifter til dansk og latin til hans hovedopgave tilligemed affattelsen på grundlag deraf af et Corpus historicum og en fremstilling af de nordiske landes statsforfatning i gamle dage.

I 1671 rejste Torfæus til Island af private grunde, og ved den reduktion, kong Frederik III’s død naturligt medførte, bortfaldt vel også for en tid antikvarembedet. Men den 7. juni 1681 blev Hannes Þorleifsson på Henrik Bielkes varme anbefaling udnævnt til kongelig antikvar. Hans bestalling pålagde ham »foruden hvis forrige Antiqvarius haver haft at forrette: . . . At forskaffe aarligen til Vores eget Bibliotheque nogle gamle og rare Manuskripter . . . Til hvilken Ende hermed allernaadigst anbefales alle og enhver udi bemeldte Vort Land Island, som et eller andet af saadanne Antikviteter kunde have, at de lader sig finde villige til samme Antikviteter hannem at vise og meddele, dog saaledes at han skal være pligtig til enhver sit eget uden Skade inden en vis Tid at restituere«. Han rejste da også straks til Island, hvor han opholdt sig vinteren 1681–82, og 1682 lod han på Altinget publicere som kongelig befaling, at han var »ret privilegeret Antiquarius paa Island, og at alt hvis Bøger og Skrifter der paa Landet kunde findes, det alleeniste skulde komme til hans Tjeneste og ej forrykkes i nogen Maader«.

Denne indsats fra dansk side hænger sikkert sammen med, at Danmark ikke var det eneste land, der interesserede sig for de islandske håndskrifter. Der var på den tid megen konkurrence mellem dansk og svensk historieforskning, og svenskerne var derfor stærkt interesseret i at komme i besiddelse af gamle kildeskrifter. Allerede i 1661 havde svenskerne søgt at skaffe sig islandske håndskrifter, og i de følgende år udfoldedes en stærk virksomhed af rigsantikvaren Johan Hadorph og det 1667 stiftede antikvitetskollegium. Den 24. juni 1682 altså samtidig med, at Hannes Þorleifsson opholdt sig på Island kom en svensk opkøber af islandsk afstamning, Jón Eggertsson, til øen. Han var forsynet med betydelige pengemidler, så at han kunne holde 6 medhjælpere og betale gode priser for håndskrifterne. Det lykkedes ham at erhverve 51 håndskrifter, deriblandt adskillige af stor værdi, f. eks. den berømte Homiliebog, en række sagahåndskrifter og et håndskrift af Kongespejlet; disse håndskrifter findes nu i Kungliga Bibliotheket i Stockholm.

Hvor meget Hannes Þorleifsson fik samlet i løbet af det år, han tilbragte på Island, vides ikke, da skibet på hjemrejsen til København i efteråret 1682 forliste med mand og mus. En samtidig islandsk annalist skriver, at »i mange Aar var der ikke sejlet et Skib fra Island med saadanne Rigdomme«.

Det ledige embede som kongelig antikvar blev 1684 besat med den 25-årige Thomas Bartholin, der ligesom sin forgænger var levende interesseret i de islandske håndskrifter. For at hindre den svenske indsamling af håndskrifter foranledigede han, at der den 4. april 1685 udgik et kongebrev til landfogeden på Island Christopher Heidemann. Det hedder heri, at det er »Vores allernaadigste Vilje og Befaling, at du med Flid erkyndiger dig der i Landet om hvis Manuskripter der endnu monne være og dennem til Vores Tjeneste indsamler og med første Lejlighed hidsender, og dersom deriblandt skulde være nogle rare Historier eller andre deslige Skrifter, som Ejermændene nødig ville miste, haver du dennem imod din Revers alene at laane og dennem tilligemed til bemeldte Thomas Bartholin at hidsende, til den Ende at naar han, hvis derudi til Vores Tjeneste kunde være fornøden at observere, haver ladet afskrive, han dig da dennem med forderligste tilbage uskadte skal lade tilstille. I det øvrige haver du alvorligen at lade forbyde og flittig tilse, at aldeles ingen skrevne Historier eller andre deslige Traktater om Landet vorder derfra til fremmede forhandlede eller udførte«. I henhold til denne ordre indsendtes til Bartholin kun to håndskrifter. De er nu begge i Den Arnamagnæanske Samling.


Arne Magnussons indsamling
Árni Magnússon

Som medhjælper fik Bartholin den mand, som mere end nogen anden i Norden har indlagt sig fortjeneste med hensyn til bevarelsen af de islandske håndskrifter og dermed af den gamle litteratur, den unge islænder Arne Magnusson. Denne var født i 1663 og kom 20 år gammel som en fattig student til København, hvor han året efter trådte i Bartholins tjeneste, samtidig med at han passede sine universitetsstudier. 1685 rejste han til Island i anledning af faderens død og blev et år deroppe. Hermed begyndte hans samlervirksomhed. Bartholin bragte ham også 1688 sammen med Torfæus og sendte ham året efter på en indsamlingsrejse til Norge, hvor Arne besøgte Torfæus, der nu boede på Stangeland, og således optog forbindelsen med den første antikvar, der nu som kongelig norsk historiograf i virkeligheden fortsatte sit antikvararbejde og også havde adskillige håndskrifter til låns fra kongens bibliotek. Da Bartholin døde 1690, kun 31 år gammel, har man dog ikke anset Arne Magnusson, der intet havde skrevet, for kompetent til at overtage selve antikvarembedet, men som hans lærdom blev bekendt, særlig hos oversekretær i Danske Kancelli Mathias Moth, blev han først 1697 udnævnt til sekretær i Gehejmearkivet, dernæst 1701 til professor philosophiæ et antiquitatum danicarum, et herved nyoprettet professorat, der utvivlsomt var bestemt til at træde i stedet for antikvarstillingen. Og endelig blev han og hans landsmand Páll Vídalín i maj 1702 sendt til Island som kommissærer først for at optage en jordebog, men dernæst for at afgive betænkning over landets almindelige tilstand. Til dette arbejde brugte han 10 år på Island, afbrudt af nogle ophold i København.

Det var navnlig under dette lange ophold på Island, at Arne Magnussons store indsamling af islandske bøger og breve fandt sted. Instruksen til landkommissærerne nævnede intet om indsamling af håndskrifter, men bestemte kun, at »paa det dennem ikke skulle fattes paa al fornøden Efterretning, saa skal alle Proprietarierne være forpligtet rigtige og underskrevne Jordebøger og Adkomster paa deres Jordegods at indlevere, saafremt de det ikke ville have forbrudt«. Arne Magnusson medbragte ej heller penge fra staten til indkøb af håndskrifter, og i Arne Magnussons og hans kollegas indberetninger til kongen og til Rentekammeret nævnes intet om håndskrifter eller om indsamling af dokumenter. Imidlertid er det givet, at Arne Magnussons tredobbelte stilling som islandsk landkommissær, som arkivsekretær og som professor antiquitatum i høj grad har begunstiget mulighederne for at tilfredsstille hans brændende samlertrang og har dannet forudsætningen for, at indsamlingen fik et så imponerende omfang. Jordebogsarbejdet forudsatte ligefrem, at de gamle skøder og adkomstbreve blev stillet til kommissærernes rådighed. Af lige så stor betydning var det imidlertid, at han var den eneste, der havde rigtig sans for de gamle sager, og at han vidste bedre besked med dem end nogen anden på Island på den tid. Hvor ringe interesse selv de højest dannede islændere havde for de gamle manuskripter, ser man af, at biskop Jón Vídalín i 1699 solgte til Arne Magnusson alt, hvad han ønskede, af de håndskrifter og dokumenter, der fandtes ved bispestolen på Skálholt.

Arne Magnussons flid og forståelse af de gamle skindbøgers betydning var uforlignelig. Han sparede ingen møje, når det gjaldt om at opspore og redde et gammelt dokument, selv om der kun var bevaret en lille og måske stærkt beskadiget del af dette. Kun sjældent stødte han på noget større eller i det ydre velkonserveret pergamenthåndskrift. Mange blade var i tidens løb blevet brugt til de mærkeligste ting, til omslag om bøger, til snitmønstre til klædningsstykker eller til indlæg i hullede sko. Ofte var de til et håndskrift hørende blade spredt for alle vinde. De 30 blade, som er bevaret af det ene hovedhåndskrift af Sturlunga saga, har Arne Magnusson således samlet fra mindst 12 forskellige steder. Han benyttede i udstrakt grad sine slægtskabs- og venskabsforbindelser på Island under sin indsamling og var iøvrigt villig til at betale en god pris, når det var nødvendigt.

Da Arne Magnusson i 1712 forlod Island, efterlod han håndskrifterne og sine bøger indpakket i kasser, og først i 1720 sejlede stiftsbefalingsmanden admiral Raben de 53 kasser tilligemed de to kister, der indeholdt jordebogen og de denne vedrørende dokumenter, til København. Imidlertid rejstes der i København kritik over, at Arne Magnusson ville beholde dokumenter, som rettelig formentes at høre hjemme i Gehejmearkivet, og Raben nægtede derfor at udlevere kasserne til Arne Magnusson, før en undersøgelse var iværksat. Ved reskript af 1. november 1720 overdrog kongen admiral Raben sammen med gehejmearkivaren Fr. Rostgaard og Arne Magnusson selv at gennemgå brevene og papirerne »for at fornemme, fra hvad Steder i Island de kan være kommen, hvem de kan tilhøre, saa og om hvad Materie de handler, og om de er af nogen Værdi eller Raritet« og derefter tilstille kongen en indberetning herom. Arne Magnusson henvendte sig så til kongen i en skrivelse af 12. november 1720, hvori han forklarede, hvad kasserne indeholdt, og fortalte, at han, da han skulle »forrette en Commission udi mit Fæderneland Iisland«, tog med sig fra København en temmelig stor del bøger, både trykte og håndskrifter på pergament og papir, for at have noget at bestille på Island om vinteren, når han ikke kunne arbejde i jordebogs-kommissionens tjeneste. Endvidere medtog han en stor del gamle munkebreve, hvoraf nogle var hans egne, men de fleste mod kvittering var lånt til ham af venner og velyndere i Norge; disse breve var det hans hensigt at lade kopiere på Island, »saasom det gamle norske Sprog og det nuværende islandske ere fast ens«. Han siger så videre: »Paa mine Rejser udi Iisland forekom mig nogle gamle Bøger, item en Del ulæslige Breve 2 a 300 Aar gamle og nogle faae ældre. Dette haver jeg, hvor Ejermændene ikke skøtte derom, tilhandlet mig for Betaling, og det øvrige, som Ejermændene ikke kunde eller vilde miste, haver jeg ladet af kopiere, alene til den Ende, at slige Sager kunde blive konserverede fra Undergang, efterdi de fleste i Landet nu ikke stort skøtte om slige Ting.« Han redegør så for, hvorledes transporten af kisterne og kasserne er betroet Raben, og beklager sig over, at »som nu Admiralen i Efterhøsten kom hjem med Fregatten, saa i Stedet for at lade mig levere det, som var mit (jeg kalder det og her mit, som jeg haver givet Reverser eller Beviser paa, efter hvilke jeg bør at restituere det, som mig er bleven laant, og derved at indfrie mine udgivne Beviser) saa vilde han i Førstningen have ladet bringe alle disse Kister og Kasser i hans eget Hus, jeg tør ikke gætte, i hvad Henseende.« Da Arne Magnusson intet svar modtog, skrev han den 7. januar 1721 et nyt andragende til kongen, næsten ordret svarende til det første, som han formodede var blevet forlagt eller på anden måde gået i glemme. Kongen resolverede derefter den 14. februar 1721, at kasserne skulle overdrages til Arne Magnusson, der dog skulle forevise Rostgaard »alle disse gamle Breve«, for at Rostgaard »dennem kan paaskønne, om derudi kunde være nogen, som billigen bør at gemmes udi Vores Arkiv« (ɔ: Gehejmearkivet). En sådan undersøgelse havde Arne Magnusson i sit andragende af 12. november 1720 selv tilbudt. Det vides ikke, hvorvidt denne undersøgelse har ført til, at Arne Magnusson har afgivet nogle af sine islandske diplomer.

Den 20. oktober 1728 udbrød den store ildebrand i København. Dagen efter nåede ilden Arne Magnussons hus i Store Kannikestræde, boligen nedbrændte fuldstændig og med den en stor del af Arne Magnussons ejendele. Næsten alle hans egne optegnelser om islandsk litteratur og historie og den største del af hans store og kostbare samling af trykte bøger han anslog selv værdien til mellem 5.000 og 6.000 rdl. gik tabt. Endvidere mistede han en del afskrifter samt administrative og andre kopibøger, der repræsenterede originale islandske aktstykker, optegnelser henhørende til tiden efter reformationen samt uden at det nærmere omfang af tabet kendes danske, norske og svenske diplomer i original og afskrift.

Af den egentlige håndskriftsamling gik derimod kun en lille del tabt; for et ganske enkelt håndskrifts vedkommende var tabet særlig føleligt, fordi der slet ingen afskrifter fandtes.

Branden var et hårdt slag for Arne Magnusson. Han søgte dog navnlig ved at skaffe sig kopier af de originalbreve, som endnu fandtes på Island, i nogen måde at råde bod på tabet, men afgik ved døden den 7. januar 1730. Hans hustru døde den 15. september s. å.

Den 6. januar 1730 havde ægtefællerne, der ikke efterlod sig livsarvinger, oprettet testamente. Ifølge dettes post 4 skulle efter Arne Magnussons død alle hans bøger og papirer, både trykte og skrevne, tilhøre Universitetet, og ved de følgende poster bestemtes det, at der af ægtefællernes efterladte midler med visse undtagelser, når begge ægtefæller var afgået ved døden, skulle oprettes et legat for en eller to studenter fra Island. Den nærmere indretning af dette legat overlodes til to af Arne Magnussons kolleger, Hans Gram og Thomas Bartholin (den yngre), der var bedst informeret om testatorernes vilje og bedst vidste, hvorledes Arne Magnusson ønskede, at der skulle forholdes dermed til »Fædrenelandets og Publici Nytte«. Den af dem affattede fundats skulle have samme gyldighed, som om den var indført i testamentet. Ifølge post 9 fik de to professorer, der også indsattes til executores testamenti, meget frie hænder, idet de endog skulle kunne fravige testamentets bestemmelser.

Da der hengik en række år, inden et økonomisk mellemværende mellem Arne Magnusson og Rentekammeret vedrørende den islandske jordebog blev endeligt ordnet, kunne boet først sluttes 1756. Det trak derfor ud med udstedelsen af en fundats for legatet, og i mellemtiden afgik begge de til executores indsatte professorer ved døden. De havde dog hver for sig Bartholin i 1732 og Gram i 1734 udarbejdet et fundatsudkast, ligesom legatet faktisk var trådt i kraft, og efter at det omtalte mellemværende var ordnet, lod kongen på grundlag af de to nævnte, i det væsentlige overensstemmende udkast og efter at have indhentet betænkning fra de til at bestyre legatet indsatte kuratorer forfatte en fundats, som stadfæstedes 18. januar 1760. I fundatsen er udkastenes hovedbestemmelser nøje fulgt.

Om legatets bestanddele og formål bestemmer fundatsens post 1:

»Legatum beati Arnæ Magnæi, som bestaaer udi de af den salig Mand dertil skiænkede – 1: Reede Midler, hvilke for nærværende Tiid belöber sig til Capital Tretten Tusinde, Trei Hundrede, Halvtrediesinds Tyve, og Sex Rixdaler, Een Mark, Sex Skilling, 2: Iislandske og andre haandskrevne, og, for den störste Deel, utrykte Böger, efter den derover for sig selv forfattede Catalogus, og 3: trykte Böger, hvilke udi Catalogo over Universitætets Bibliotheque, hver paa sit behörige Sted ere anförte, skal til ævig Tiid være bestemmet og henlagt til at oplyse, forbedre og til Trykken at befordre lade alt, hvad der angaaer de Nordiske, nemlig Danmarkes, Norges og underliggende Landes Historier, Sprog og Antiquitæter, hvorunder de ældre Tiider i Norden, deres Geographie, Love, Skikke og Sædvaner, Levemaade, Konster og Viidenskaber, Mynte-Væsen, Monumenter, og alt andet deslige skal forstaaes. Og skal derudi visse Stipendiarii og Haand-Skrivere, under Opsigt og Bestyrelse af 2de Ephoris, bestandig arbejde paa den Maade, som herefter nærmere foreskrives.« – Hermed er altså selve håndskriftsamlingen indbefattet under legatet.

Iøvrigt bestemmes, at legatkapitalen altid skal stå udsat på rente blandt Universitetets andre midler og forvaltes på samme måde som disse. Renten af en vis del af kapitalen skal anvendes til årlig lønning af stipendiater og håndskrivere. Manuskripterne skal overleveres Famulo Bibliothecæ og forvares i Universitetets bibliotek i visse skabe for sig selv. Stipendiaterne skal vælges af eforerne, når de »ved foregaaende Tentamen dertil have befundet Dennem dygtige, dog maae ingen andre dertil antages, end indfödte Iislandske Studiosi, og de iblant dennem have Fortrin dertil frem for andre, som fra deres Ungdom af grundig have lagt sig efter deres Fædernelands Sprog, og nogenleedes ere bevandrede i dets Historie og Antiquitæter«. Stipendiaterne skal nøje konferere de gamle codices med hverandre, forfærdige gode og rigtige oversættelser af de utrykte skrifter, udarbejde tydelige conspectus over manuskripterne og samle, bringe i orden og oplyse Arnæ Magnæi og andre lærde mænds her og der adspredte optegnelser og anmærkninger. Håndskriverne, som også bør være islandske studenter, skal navnlig bruges til at afkopiere de originale manuskripter. Til den offentlige bekendtgørelse ved trykken udvælges først de troværdigste, bedste og nyttigste skrifter og dernæst de, som er af ringere værdi.

Efter Arne Magnussons død flyttedes samlingen til Universitetsbiblioteket på Trinitatis kirkes loft, hvor den forblev, indtil bibliotekets nye bygning var færdig i 1861. Den fik da sit eget lokale for enden af bibliotekets store bogsal, hvor den også nu findes.

Som nævnt trådte legatet faktisk i kraft efter Arne Magnussons død, selvom fundatsen først udfærdigedes 30 år senere. Arne Magnussons dygtige medarbejder Jón Ólafsson blev den første stipendiat og begyndte med at forfatte et katalog over håndskrifterne. Den 24. september 1772 oprettedes den såkåldte bestandige Arnamagnæanske Kommission, bestående af de to eforer (professorerne Johan Christian Kali og Bernhard Møllmann) og fire andre medlemmer, deriblandt islænderen Jón Eiríksson. Som sekretær valgtes den senere biskop Hannes Finsson, der havde et indgående kendskab til den gamle litteratur. I styrelsen har, bortset fra to kortere perioder, altid siddet mindst een islænder. Kommissionen har den egentlige ledelse af stiftelsen. Dens sammensætning og antallet af medlemmer er i tidens løb blevet ændret nogle gange (kgl. resolution af 9. juni 1850, 8. maj 1883 og 7. december 1883).

I 1933 henledte Det dansk-islandske Nævn den danske regerings opmærksomhed på det ønskelige i, at Den Arnamagnæanske Samling gøres til et centralsted for forskning over oldislandsk litteratur, hvorfor nævnet mente, at en revision af de for stiftelsen og dens styrelse gældende bestemmelser var påkrævet. Undervisningsministeriet nedsatte et udvalg, hvori også en islænder (højesteretsdommer Einar Arnórsson) havde sæde. I den af udvalget afgivne betænkning udtaltes, at Den Arnamagnæanske Stiftelses opgave i selve fundatsen er så fyldigt karakteriseret og angivet på en så omfattende måde, at der derindenfor er plads for en udvikling i den ønskede retning, hvorfor en ændring af fundatsen ikke skønnedes påkrævet. Derimod var der indenfor udvalget enighed om, at Den Arnamagnæanske Kommissions sammensætning burde forandres således, at Island fik adgang til at blive repræsenteret i den. Udvalget fremkom med nærmere indstilling i så henseende, og på grundlag af udvalgets betænkning og de fra kommissionen for Det Arnamagnæanske Legat og Konsistorium indhentede udtalelser udfærdigedes kgl. anordning nr. 155 af 25. maj 1936 om nye bestemmelser for den ved kgl. reskript af 24. september 1772 anordnede kommission for Den Arnamagnæanske Stiftelses bestyrelse.

Ved anordningen bestemtes, at kommissionen fremtidig skal bestå af 11 medlemmer, hvoraf to vælges af Konsistorium ved Københavns Universitet blandt Universitetets lærere og to af det akademiske kollegium ved Islands Universitet; af de sidste skal mindst det ene være lærer ved Universitetet. Bestyrelsen for Dansk–islandsk Forbundsfond i København og Islandsk–dansk Forbundsfond i Reykjavik vælger hver eet medlem. De øvrige medlemmer, der kan være danske eller islændere, udnævnes af undervisningsministeren blandt personer, som har videnskabelig indsigt på et eller flere af de områder, der berøres af kommissionens virksomhed, således at der forinden udnævnelsen gives Konsistorium ved Københavns Universitet og det akademiske kollegium ved Islands Universitet lejlighed til at henlede opmærksomheden på egnede personer. Alle valg og udnævnelser gælder for 6 år. Kommissionens formand udnævnes af undervisningsministeren med frit valg mellem samtlige medlemmer. Kommissionen vælger blandt sine medlemmer en sekretær og nedsætter et forretningsudvalg, bestående af formanden, sekretæren og tre andre medlemmer. Kommissionen samles til ordentligt møde hvert 3. år. Overordentlige møder kan undtagelsesvis afholdes, når forretningsudvalget finder det påkrævet. Konsistorium ved Københavns Universitet vælger af sin midte for 4 år ad gangen to eforer for stiftelsen. Disse fører på Konsistoriums vegne tilsyn med stiftelsens virksomhed.

I udvalgets betænkning var det udtalt, at der både derved, at Konsistorium bevarede sit almindelige tilsyn med stiftelsen, og ved bestemmelsen om Konsistoriums ret til at vælge de to eforer var taget fornødent hensyn til det forhold, hvori stiftelsen efter opretterens bestemmelse står til Københavns Universitet. Konsistorium fandt imidlertid, at dette burde nærmere præciseres, når der med hensyn til kommissionens sammensætning skete så væsentlige ændringer, og i anordningens § 6 indsattes herefter ex tuto en sålydende bestemmelse:

»Foranstaaende Bestemmelser gør ingen Forandring i Ejendomsforholdene med Hensyn til den Arnamagnæanske Stiftelse eller i Københavns Universitets Forhold til denne.« –

Stiftelsens formue udgør nu (pr. 1. januar 1951) ca. 77.000 kr. Hertil kommer et beløb af ca. 22.000 kr., der tilfaldt stiftelsen som arv efter professor K. Gíslason og holdes for sig som en særskilt fond, men hvis renter anvendes på ganske samme måde som renterne af legatets egne midler. –

Antallet af stipendiater har været vekslende – i regelen to, men undertiden kun een og enkelte år tre. I 1890 bestemtes det ved kgl. resolution, at der kun skulle være een stipendiat, der skulle oppebære 1.000 kr.

— — —

Ved Arne Magnussons død var Islands forråd af norrøne membraner i det væsentlige udtømt. Og dog vedblev også i den følgende tid udførslen af håndskrifter fra Island. Således besøgte den engelske naturforsker Joseph Banks Island i 1772 og lod i de følgende år amtmand Ólafur Stephensen samle bøger og håndskrifter. Banks skænkede ca. 40 håndskrifter til British Museum. Og i første halvdel af 19. århundrede skabte den danske gehejmearkivar, islænderen Finn Magnusson en ret omfangsrig samling, hvoraf han afhændede henved 700 numre til England og Skotland. En del af disse håndskrifter stammede fra indsamlinger, som Arne Magnussons kollega i jordebogskommissionen Páll Vídalín havde gjort under rejserne på Island 1702–12. De fleste af disse i nyere tid udførte håndskrifter kan dog naturligvis i værdi og betydning ikke måle sig med dem, der udførtes i tiden indtil ca. 1730, og langt de fleste er papirhåndskrifter.