Drilleri mod nissen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 54
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
191. I en Gaard i Kolby var der en Nisse, som var vant til regelmæssig at faa sin Mælk og Grød hver Aften, hvorfor ogsaa alt stod vel til i Gaarden.
Men paa én Gang fandt Manden paa, at han ikke mere vilde give Nis noget. Det var imidlertid uklogt af ham, ti fra den Tid af gik det stadig tilbage for ham, saa han efter den Tid blev lige saa fattig, som han før havde været velhavende, og dette var Nis Skyld i, ti han bar om Natten fra ham og over til en anden Bonde.
Dorte i Selsinggaarde. N. P. Olsen.
192. I Niels Andersens Gaard paa Drøsselbjærg Mark havde de en Nissefa'r, og Folkene satte altid Mad ud til ham hver Juleaften.
Da Niels Andersen blev gift, vilde hans Kone ikke have med det at gjøre at sætte Mad ud til ham, og siden havde de altid saadant Uheld paa Kreaturerne.
Omsider maatte hun alligevel til at sætte Mad ud til Nissen igjen, og saa mistede de ikke noget.
Johanne Rasmusdatter, Viborg Vestermarksskole.
193. Et Sted havde de en Pige, som vilde drille Nissen. Hun piste i hans Grødpotte og satte den saadan ind i Ovnen, og saa slog hun Kors i Ovnsmunden og viste ham hendes bare Røv, da han kom efter hendes Grød.
Saa gik han ind til Mand og Kone og spurgte, om de sov.
"I har en Pige," sagde han, "hun er aabag ligesom en dygtig før Karl i hans Ansigt; Pis i Pot' og Kors i Mund', men bitte Nis gik ind ad Tudern'."
Tuder kaldes de smaa Trækhuller, der er over Ovnsmunden. Dem havde hun glemt at slaa Kors i, og saa gik han derind ad.
Helle Marie Larsdatter, V.-Hassing.
194. En Gaardbo var saa slem ved Pigen, men hun vilde ogsaa drille ham. En Juleaften havde hun slet ikke sat Grød til ham, og da kom han og krævede hende.
En Dag havde hun hit paa at forvare sig for ham. Hun havde slaaet Kors i deres Ovn, og var saa selv put sig ind ad den.
Saa sagde han:
"Bitte Piig, pis i Pot', Kaas i Monnd, glemt Tuen, saa hælde bette Nis sæ end a Tuen."
Else Mikaelsdatter, Grindsted.
195. Pigen skulde gaa ned til Nissen med Julegrød og øl, men hun spiste selv Grøden og drak Øllet, og bag efter gjorde hun saa sit Behov i Fadet og pissede i Potten, og saa sagde hun, idet hun satte dette her hen til Nissen:
"Piss' i Pott' og gjør' i Fad, det kan lille Nisse ha'."
Men den samme Nat fik Nissen en Fjæl lagt over Plankeværket paa Brønden, og saa lagde han Pigen ud paa den Fjæl om Natten. Hun laa og var saa bange, for hun kunde jo falde ned, hvad Øjeblik det skulde være.
Jens Pedersen, N.-Næraa.
196. Et andet Sted havde de en Nisse, som skulde have Sødgrød om Aftenen, og Pigen skulde bære den ud til ham, men hun var gode Venner med Karlen og gav ham Grøden, og saa gjorde hun bag efter hendes Behov i Potten.
Saa blev Nissen fornærmet og vilde have hende af med Livet. Der var en Kjelde med Bulværk om, og saa lagde han en gammel raadden Fjæl over det, og en Dag hun sov til Middag, lagde han hende derover, at den skulde være gaaet i Stykker, og hun saa falden ned i Kjelden. Men hun vaagnede og kom godt derfra.
Hun klagede sig nu til Folk over, at han havde saadan gjort ved hende, og mente, at han nok vilde sørge for at faa hende af med Livet en Gang. Én gav hende da et godt Raad, at hun skulde trække nagen og saa rede hendes lange Haar ned, og saa skulde hun krybe under Bjælkerne i Laden.
Det gjorde hun, og Nis han hoppede paa én Bjælke af en anden og var saa bange. Saa klagede han sig til Manden, nu vilde han ikke være der længere og vilde sige ham Farvel, for der gik saadan et forskrækkeligt Dyr der inde i Laden. Det havde ingen Øjne og ingen Næse og havde en stor lang Mund, der gik paa langs. Hun krøb jo baglænds, og saa antog han hendes Røv for at være hendes Hoved. Saa blev Manden ham kvit.
Nissen fodrede jo altid Kreaturerne saa svært. Men Faarene brød han sig ikke stort om at komme til, han turde ikke komme nær til deher Kobææ, for de vilde gaa og træjj' hans Fææ.
Peder Andersen Stærk, Madum Sø.
197. Der var en Nisse paa Eslvadgaard, og en anden i Estvad ' Præstegaard. En Pige paa den Gaard havde gjort Nar ad ham, og saa en Nat lagde han hende ud paa en Fjæl over Kjelden.
De to Nisser stjal fra hinanden, og saa kom de en Nat til at slaas paa en Bakke paa Præstens Mark, der hedder Agselbjærg.
Naar den ene Mand sit Foder slap op, troede de, at den anden sin Nisse havde taget det.
Niels Ottosen, Rønbjærg.
98. Der var ogsaa et Sted, de havde et Par Dværge eller Nisser.
Saa var der en Tjenestekarl, som var saa i Bande til at drille dem og gjøre dem Fortræd. Han faar det en Gang stilt an saadan, at den ene af Dværgene faldt ned gjennem en Lem og slog sig. Men det skulde han nok faa betalt. En Morgen. Karlen vaagnede, laa han oven paa deres Kjaalde paa nogle Mogfjæl.
Ole Andersen, Hammer Bakker.
199. De havde en Nisse paa en Gaard i Kjettinge. Saa glemte Pigen en Juleaften at give ham hans Sødgrød, og om Morgenen laa hun over Brønden paa et Halmstraa. Der havde han altsaa lagt hende.
Lærer Henriksen, Vandtore.
200. En Juleaften skulde Nissen have Julegrød og Sul til, men Pigen syntes, det var for godt, og tog det fra ham. Men saa vilde han hævne sig og skal have handlet saadan med hende, at hun døde af det.
Ane Johanne Hansen, Utterslev.
201. En Gang kom der en Studepranger til Babbelgaard med en Drift Stude, der blev indstaldede i et Korngulv.
Ud paa Natten kom en Karl hjem, der havde været ude at besøge sin Kjæreste. Han hørte Spektaklet i Laden og gik derind. I Maaneskinnet saa han Nissen ridende paa en Hanebjælke hidse Studene mod hver andre. Karlen tog en Humlestang og stødte Nis ned til Studene, og saa gik han i Seng.
Men næste Morgen fandt man ham liggende nøgen og stivfrossen tværs over Brønden.
Rasmus Rosendal, Roerslev.
202. Et Jagtselskabs Hunde blev indelukte for Natten i Gremerlykkegaards Lade.
Ud paa Natten vaagnede Andenkarlen ved, at de holdt et Hus, som om Fanden var efter Degnen (Klokkestøberen) op ad Odense Gade. Han ser da, at det er Nis, der sidder i Gavllugen og driller dem, og han puffer ham ned til Hunden.
Men næste Nat vaagnede Karlen i Karlekammeret og saa som et gloende Hjul dreje rundt for Fodenden af Andenkarlens Seng.
Han blev aldrig til rigtigt Menneske mere.
Rasmus Rosendal, Roerslev.
203. Der var en Gaardbo i Hvedsted,min Moders Bedstemoder kunde huske ham. Da havde de Trægrebe, og som nu Karlen gik og mogte om Morgenen, sad Graardboen oppe paa Ranen med Fødderne igjennem. Saa smækker han Karlen en Ørefigen med den ene Fod. Naa, Karlen han fatter Greben og smækker til Gaardboen igjen med den saadan over Foden. Saa siger Gaardboen:
"A fik ikke uden én, men du fik tre." -
"Nej," siger Karlen.
"Jo, for der var 3 Flener paa Greben."
Om Aftenen, de kom hjem, da lod de en Harve ligge ude i Gaarden, og om Morgenen laa Karlen ovenpaa Harven helt nøgen og var halvt frossen ihjel. Gaardboen havde nemlig vendt Harven omkring, saa Tænderne vendte opad, og der laa saa Karlen paa de skarpe Tænd, og han blev meget syg efter den Tur. Gaardboen havde kastet søvnbron paa ham, saa han kunde ikke blive vaagen, inden Manden i Gaarden kom og kaldte paa ham.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.
204. Et andet Sted var Karlen saa kjed af Gaardboen. De havde en Springhest, og den maatte Karlen aldrig give, for Gaardboen paste den, og det har vel sagtens gaaet Karlens Ære for nær.
En Aften, det var saa pænt maanelyst, stod Karlen og skar Hakkelse, og da sad Gaardboen i Lohullet. Udenfor stod der en 3, 4 Hunde og gjøede ad ham og var saa gale, for han sad og drillede dem og satte Benene over Kors og flyttede dem idelig med de Ord:
"Sko Haand, sko Fut, sko falderida!"
Saa kom Karlen og skød ham ud imellem Hundene. De skraalede, da han kom, og der blev et farligt Spektakel. Om Morgenen laa Karlen paa Møddingen og var næsten frossen ihjel. Siden skjæmtede han ikke med ham.
Mette Kirstine Pedersdatter, Grønning.
205. En Pige og en Karl var Kjærester. Pigen var gode Venner med Nissen, der gjorde alt Arbejde for hende. Men Karlen kunde han ikke lide.
Saa skulde der være stort Høstgilde hos Naboens, og Karlen fik sine Skindbugser med gule Knapper i vasket og hængt op til Tørring i Laden. Men saa hængte Nis dem helt op til Hus-aasen, og Karlen kunde da ikke finde dem og kom ikke til Gilde.
Næste Dag klatrede Karlen op og slog alle Naglerne ud af Hanebjælkerne, saa de kom til at hænge helt løse saa nær som én, for der sad Naglerne for fast. Nu havde de en stræng Lænkehund, og den vilde Nissen drille. Han vidste, at Lænken var stærk, og hvor langt den kunde naa. Saa løsnede Karlen to af Lænkerne og bandt dem igjen til med en Sytraad. Da nu Nissen begyndte at drille den, gik Traaden itu, og Nissen maatte flygte op paa Hanebjælkerne. Men de faldt ned, og Nissen med den ene Gang efter den anden. Hunden bed ham, hver Gang han faldt, saa der til sidst ikke var en hel Trævl paa ham. Endelig blev han siddende paa den sidste Bjælke og udbrød:
"Sikken Rift der blev om det Par Skindbugser."
Siden var de gode Venner.
J. Kamps Saml. P. Bogø.
206. I en Præstegaard kom en Karl til Flyttetid. Præsten kommer ud og viser ham det hele. Saa er der en Baas midt i Stalden, der staar tom, og en Hest staar saadan bag ved de andre. Det var da mærkeligt, at den skulde staa der, siger Karlen, det havde været skjønt, om den stod i Rad med de andre, da der var Baas til den.
"Ja, der kan ingen staa bunden i den Baas," siger Præsten.
Da vilde Karlen gjærne prøve det.
"Nej, du maa ikke binde den der," siger Præsten, "det er Synd, for det har været proberet saa tit, men Hesten bliver ved at arbejde, til den skummer, hvis den ikke kan komme løs."
Det svarer Karlen ikke til, for han vilde ikke trædes med Præsten om det. Men han binder den lige godt derop en Tid efter, og vil da prøve det. Dernæst gjør han et Hul oppe paa Ladet og lægger sig oven for at se ned.
Da han har ligget lidt, kommer der en hvid Skikkelse op i Baasen, og nu bliver Hestene gale alle sammen. Der næst sætter han Hænderne for Panden paa Hesten i Baasen, og den støder uden videre (bliver løs). Nu tager Skikkelsen en Sten op i Broen. I det samme som nu Karlen ligger og ser det, kommer der en Nisse krybende hen til ham - for de havde en Nisse i den Præstegaard - og siger lige saa stille til Karlen:
"Hvad er det, du ligger og kiger efter?"
Han svarer:
"Tys, stille!"
Da Nis kunde nu ikke faa Nysgjerrigheden tilfredsstillet, kryber han hen over Hullet for at se ned, men saa griber Karlen i Benene paa ham og ned gjennem Hullet med ham oven paa Gjengangeren. Der bliver et forfærdeligt Spektakel, de slaas saa uafladelig, og Karlen bliver saa forskrækket, at han lister sig ned, kommer ind paa hans Kammer og faar Døren laast.
Da dether havde nu faaet Ende, kommer Nis ud ad Natten og vil ind til Karlen. Han kommer paa mange Fasoner og kalder i mange deres Navne, men Karlen havde faaet saadan Forskrækkelse, te han turde ingen lukke op.
Han fortæller saa Præsten næste Morgen, hvordan det er gaaet til.
"Det er en slem Historie nok, men du maa passe paa aldrig at lukke ham ind, for han vil hævne sig. Han vil endog komme og kalde i mit Navn, men du skal blive paa dit Kammer, og ingen maa du lukke ind. Saa vil han nok blive kjed af det og rejse."
Det blev ogsaa Slutningen paa det. Præsten og hans Folk kom ud og eftersaa Stedet. Der var mange Penge gravet ned der, og da de kom for en Dag, kunde de altid binde en Hest der i den Baas.
Jens Kristensen Skytte, Hodsager.
