Erik den Vidtberejstes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Erik den Vidtberejstes saga

Eireks saga víðförla

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

1. Erik rejser til Miklagård

En frygtelig drage

Trond hed den konge, som først herskede i Trondheimen. Han havde en søn, der hed Erik. Han var allerede som ung en vellidt mand. Han havde mange kræfter, var modig og på alle måder dygtig og mandig af vækst. Det fortælles, at en juleaften svor Erik højtideligt, at han ville gennemrejse hele verden for at finde det sted, som hedenske folk kalder De Udødes Ager, men som de kristne kalder De Levendes Land eller Paradis. Dette løfte bliver berømmet i hele Norge.

Den følgende sommer udruster Erik et prægtigt skib og forlader Norge og sejler til Danmark. De var tolv mand ombord. Den danske konge havde en søn. Han hed også Erik. Far og søn tilbød Tronds søn Erik vinterophold hos dem, og det tog han imod. De to navnefæller indgik forbund og kom godt ud af det med hinanden, og de var på mange måder ens. Og det følgende forår gjorde den danske Erik sig klar til at drage på færd med sin navnefælle. De var også tolv mand. De sejlede nu ud og drog mod Miklagård og ankom dertil på den tid, da grækerkongen samlede en hær mod de vikinger, som hærgede meget i hans rige. Og da grækerkongen erfarede, at der var ankommet nordiske mænd, indbød han dem og tog fornemt imod dem. Han spurgte da, hvem de var, og hvor de kom fra, og hvor de agtede at begive sig hen. Erik fortæller, at de kommer fra Norden og er kongesønner, og at de agtede at rejse vidt omkring i verden. Da behandlede grækerkongen dem på alle måder med den største agtelse.

Og da de havde været der nogen tid, udførte de mange storværker med forstandige råd og megen tapperhed, og de ydede grækerkongens rige den største støtte. Og da kongen så, at de var stærkere end langt de fleste andre mænd i landet, da værdsatte han dem på alle måder endnu mere, og han viste dem stor ære og gjorde dem til sine tjenestemænd og gav dem mest i løn af alle sine folk. Det siges, at sådan vandt nordiske mænd for første gang hæder ude i Miklagård.

2. Eriks samtale med grækerkongen

Det fortælles, at den norske Erik en dag spurgte kongen, hvem der havde skabt himlen og jorden. Kongen siger: »Begge dele blev skabt af den samme.« Erik spurgte: »Hvem er det?« Kongen svarer: »Den almægtige Gud, som er én guddom, men delt i tre.« Erik sagde: »Hvilke tre er det?« Kongen siger: »Se på solen. Den består af tre dele: Ild, lys og varme. Men der er dog kun én sol. På samme måde findes Faderen, Sønnen og Helligånden i Gud, men han er dog én i sin almægtighed.« Erik sagde: »Det er dog en stor gud, som har skabt himlen og jorden. Fortæl mig nu noget om, hvor stor han er.« Kongen sagde: »Gud er én, umådelig og uovervindelig. Han er over alle ting og tåler alt, og han holder alle jordens yderste grænser i sine hænder.« Erik sagde: »Véd Gud alt?« Kongen siger: »Han alene véd alt, hvad der kommer for hans åsyn.« Men da kongen havde sagt dette, grundede Erik over Guds storhed. Erik sagde: »Bor Gud i himlen eller på jorden?« Kongen sagde: »Han hersker i himlen, og dér er hans rige. Der finder man hverken sygdom eller jammer, ingen død, ingen sorg og ingen elendighed. Der er altid jubel og evig salighed og glæde med himmelske nydelser uden ende.« Erik sagde: »Hvem er der sammen med Gud?« Kongen siger: »Der er hellige engle. Dem skabte Gud i begyndelsen, så de kunne tjene ham. Den almægtige Gud rejste en skinnende hal, og den hal kaldte han Himmerige. Siden byggede han et fængsel, og det er denne verden, som vi bor i. Her lavede Gud en dyb afgrund, og det er Helvede. På dette sted findes alle slags elendighed med flammer, og dér pines de uretfærdige menneskers sjæle. Satan, hele menneskehedens fjende, hersker over denne afgrund, men den almægtige Gud bandt ham fast efter sine pinsler. Siden genopstod han på tredjedagen efter sin legemlige død, og på den fyrretyvende dag steg han op til Himmerige, som med riddere og flokke af hirdmænd står klar til den altvoldende Gud, og dette sted er alle forpligtede til at stæbe efter for at afhjælpe den mangel, der opstod dengang, da englene blev fordærvede, men Gud vil udfylde deres antal med mennesker, der har ført et syndfrit liv.« Erik sagde: »Hvad er det for en afgrund, du siger skulle være i jorden?« Kongen siger: »Det er dødens land, som er beregnet til syndige folk, og det kaldes Helvede. På det sted findes elendighed af alle slags med evig ild. Dér pines de onde mennesker.« Erik sagde: »Hvem er de?« Kongen siger: »Alle hedninger og gudsfornægtere.« Erik sagde: »Hvorfor er alle hedninger onde?« Kongen siger: »Fordi de ikke vil dyrke Gud, deres skaber.« Erik sagde: »Er det da ikke Gud, vi dyrker?« Kongen siger: »Det er ikke Gud, for det fortælles om disse stakler, hvor ynkeligt de døde, eller hvor syndigt et liv de førte, da de levede. Deres sjæle befinder sig nu i evig ild og pinsler uden ophør.« Da sagde Erik: »Jeg har aldrig før hørt den slags fortalt om dem.« Kongen siger: »Du er vildfaren i troen, siden du ikke har hørt dette, men hvis du vil tro på den evige Gud, som er i treenigheden, da skal du efter døden leve hos ham i evig salighed.« Erik sagde: »Jeg ønsker mig, at jeg opnår evigt liv efter døden.« Kongen sagde: »Dette ønske bliver opfyldt, hvis du tror på den evige Gud i treenigheden og tager imod den hellige dåb, og da skal du genopstå af hans kød og blod, og du bliver da Guds ven. Bekend dig til kristendommen, og ær ham på alle måder med rette.« Erik sagde: »Det var passende at gøre, som du tilskynder til. Men fortæl mig nu det, som jeg spørger dig om: Hvor er Helvede?« Kongen siger: »Under jorden.« Erik sagde: »Hvad er over jorden?« Kongen siger: »Luften.« Erik sagde: »Hvad er oven over luften?« Kongen siger: »Himmelhvælvet. I den himmel findes alle himmellegemerne som brændende ild.« Erik sagde: »Hvad findes oven over himmelhvælvet?« Kongen sagde: »Der er vand bundet som skyer.« Erik sagde: »Hvad findes oven over det vand?« Kongen siger: »Den åndelige himmel, og derfor tror man, at englene bor der.« Erik sagde: »Hvad er der oven over den himmel?« Kongen sagde: »Indsigtens himmel. I den himmel kan de, som har fortjent det, se selveste Gud og hans vælde.« Erik grundede da over, hvor klog kongen var, og sagde: »Din visdom er unægtelig stor og ophøjet og uden sidestykke. Sig mig, såfremt du véd det: Hvor stor er jordens omkreds?« Kongen sagde: »Du er videbegærlig — Erik! — og du ønsker kundskaber om mange ting, som man ikke behøver at vide, og som man sjældent hører om, og som kun få véd. Men jeg skal svare på dit spørgsmål, så hør efter, hvad jeg siger, og husk det! Forstandige mænd opgør jordens omkreds til 180.000 raster, og jorden holdes ikke oppe af stolper, men derimod af den guddommelige almagt.« Erik sagde: »Hvor langt er der mellem himlen og jorden?« Kongen svarer: »Du er spørgelysten! Det siges, at der fra jorden helt til den øverste himmel er 100.385 mil.« Erik sagde: »Hvad er der uden om jorden?« Kongen siger: »Et stort hav, der kaldes oceanet.« Erik sagde: »Hvilket land ligger yderst i den sydlige del af verden?« Kongen svarer: »Vi siger, at Indien er det sidste af landene i den del af verden.« Erik sagde: »Hvor findes det sted, der hedder De Udødes Ager?« Kongen siger: »Vi kalder det Paradis eller De Levendes Land.« Erik sagde: »Hvor er det sted?« Kongen siger: »Det land ligger mod øst fra det yderste af Indien.« Erik sagde: »Kan man komme dertil?« »Afgjort ikke,« siger kongen, »— for det forhindrer en mur af ild, som når helt op til himlen.«

Og da kongen havde fortalt Erik dette og meget andet, da bøjede han sig for kongens fødder og sagde: »Jeg beder dig — bedste konge! — om din bistand til at fremme min færd, for det er bydende nødvendigt for mig at indfri det løfte, jeg gav, da jeg svor at drage sydpå i verden for at finde De Udødes Ager, men jeg véd, at jeg på ingen måde kan komme dertil, medmindre jeg får din støtte.« Kongen siger: »Bliv du her hos os i 3 år, og tag derefter af sted, for det forudsætter, at du får nytte af mine råd, og du må i det hele taget efterkomme mine anvisninger. Tag imod dåben, og da vil jeg give dig min støtte.« Erik spurgte udførligt kongen om retfærdighedens løn og Helvedes pinsler. Han spurgte også om folks udseende og landenes beskaffenhed, om havene og om fremmede lande og om hele den østlige og sydlige del af verden, om store skove og forskellige øer, om landenes ødemarker og om de steder, som de skulle drage igennem, om mærkelige mennesker og deres klædedragter og om mange folkeslags skikke, om hugorme og flyvedrager og alle slags dyr og fugle, om overflod af guld og ædelstene. Kongen svarede godt og klogt på disse og mange andre spørgsmål. Derefter blev Erik og hans mænd døbt.

3. Eriks rejse til Indien

Da der var gået 3 år, hvor Erik havde tilegnet sig denne og megen anden viden, tog de og deres folk af sted til Syrien, og de medbragte grækerkongens indsegl. Derefter drog de videre enten på skib eller til hest, men dog som oftest til fods. Således rejser de i nogle år, indtil de kommer til det yderste af Indien. Men hvor de end kom i de fremmede lande, blev der taget vel imod dem, og alle folk understøttede deres færd, fordi de medbragte et brev med grækerkongens og Miklagårdpatriarkens indsegl, og det var skrevet på alle de sprog, som de folk, de måtte forvente at møde, talte. Det fremgik også, hvem de var, og hvor de agtede at tage hen, og heraf ser man, hvor stor en gudslykke der fulgte dem, og hvilken Guds ven grækerkongen var, for uanset hvor man så hans brev, skulle man vise dem ære og ikke tilføje dem skade, for Erik og hans rejsefæller var beskyttet af Guds nåde, og grækerkongens lykke og hans kloge råd hjalp dem meget til at overvinde de vanskeligheder, de mødte på vejen.

Og da de havde rejst gennem Indiens herreder så langt som 45 mil, da kom de omsider til de mørke herreder, hvor stjernerne var lige så synlige om dagen som om natten. De fandt store guldklumper vidt omkring i dette land. De bevidnede også mange undere i dette land, men da de havde gået længe gennem tætte og sælsomt høje bevoksninger, kom de til sidst ud af skoven. Det begyndte da at lysne, og det blev helt klart, og de så da en stor flod foran sig. En stenbro førte over den. På den anden siden af floden kunne de se et smukt land med mange blomster og en overflod af honning, og de kunne fornemme en sød duft komme derfra. Landet var lyst at se på. De så ingen højdedrag eller bakker eller fjelde dér. Erik forstår, efter hvad grækerkongen har fortalt, at denne flod er grænsen mellem disse lande. Han huskede, at denne flod måtte flyde fra Paradis og hedde Pishon. Men da de nærmede sig stenbroen, så de, at der lå en frygtelig drage på den med munden på vid gab, og de syntes, den så farlig ud. Erik gik derhen og agtede på den ene eller anden måde at komme over floden. Men da den danske Erik så dette, forbød han sin navnefælle at gå frem, og han sagde, at dragen ville sluge ham øjeblikkelig. Den norske Erik sagde, at han ikke frygtede dragen, »— og den skal ikke forhindre min færd.« Den danske Erik sagde: »Jeg beder dig — min bedste ven! — om ikke at gå i døden. Vend du hellere om sammen med os, for du vil dø straks, hvis du går frem.« Erik sagde, at han ikke ville vende om, og de ønskede hinanden alt vel. Nu trækker den norske Erik sværdet og har det i højre hånd, og i den venstre holder han en af sine følgesvende. De tager tilløb og springer ind i dragens mund, og det forekom den danske Erik, at dragen slugte dem begge. Han vender nu om og tager den samme vej tilbage sammen med sine følgesvende, og mange år senere kommer han til sit fødeland. Han fortæller om det sidste, han så til den norske Erik. Denne mand vinder nu berømmelse for sin færd, og man anser ham for at være den ypperligste mand, og dermed slutter beretningen om ham.

4. Erik finder De Udødes Ager

Men da den norske Erik og hans rejsefælle var sprunget ind i dragens mund, forekom det dem, at de vadede i røg, men da de kom ud af røgen, så de et smukt land, hvor plantevæksten skinnede som purpur med en sød duft og mange blomster, og overalt i landet flød der honningbække. Dette land var langstrakt og fladt. Solen skinnede sådan der, at det aldrig blev mørkt, og der faldt ingen skygger. Luften var stille, men ved jorden var der en svag vind, så man der fornemmede den søde duft mere end ellers. De gik meget længe og prøvede, om de kunne få øje på nogle huse eller landsbyer eller finde ud af, hvor langt landet strakte sig. De så da noget, der lignede en søjle, som hang frit i luften uden stolper under. De gik nærmere, og dér så de et tårn, der hang i luften uden at være støttet af stolper. På sydsiden af tårnet stod en stige. De undrede sig meget over denne kraft og syntes, at dette var mærkeligt. De gik derefter op ad stigen og kom ind i tårnet. De så, at det var beklædt med det skønneste klæde af gudvæv. Et bord var smukt dækket, og der stod et sølvfad på det. Derpå lå der lækkerier af alle slags, og det var fyldt med hvidt brød med en sød duft. En kande med guld og ædelsten var sat frem, og bægret var fuld af vin. Der stod velredte senge, som var dækket af guldvævede tæpper og klæder af gudvæv. Da sagde Erik: »Her ses De Udødes Ager, som vi med stort slid har ledt efter mange steder.« De priste Gud og sagde: »Gud er stor og god, når han lader os se den slags.« Så spiste de maden, hvorefter de gik til ro.

Men da Erik faldt i søvn, åbenbarede en ung mand sig for ham, han var smuk og lys. Denne sagde til ham: »Du er meget fast i troen — Erik! Fortæl du mig, hvad du synes om dette land.« Erik siger: »Særdeles godt, og jeg synes bedre om dette land end alle andre, men hvem er du, som taler til mig? Du forstår vores tankegang godt, siden du kender mig og nævner mit navn, men jeg véd ikke, hvem du er.« Den unge mand så da mildt på ham og sagde: »Jeg er Guds engel og en af dem, der holder vagt ved porten til Paradis. Jeg var nær, dengang du højtideligt svor at rejse sydpå i verden for at finde De Udødes Ager. Jeg ansporede dig til at sejle til Miklagård, og ved Guds forsyn og min vilje tog du imod dåben, og jeg regner det for din lykke, at du efterkom grækerkongens nyttige anvisninger og råd og modtog hans indsegl og vaskede dig i den hellige Jordanflod. Og Herren sendte mig til dig. Jeg er din skytsengel, og jeg har beskyttet dig på havet og på land og på alle farefulde færder, og jeg har skærmet dig mod alt ondt. Vi er ikke mennesker, men derimod sjæle, som bebor det himmelske fædreland. Dette sted, som du ser her, er som en ødemark i forhold til Paradiset, som er beliggende ikke langt herfra, og dér har den flod, du så, sit udspring. Ingen levende kan komme dertil, men dér skal de retfærdige menneskers sjæle bo. Men det sted, som du har fundet, hedder De Levendes Land. Men før du kom hertil, bad Gud os bevogte dette sted og anskueliggøre De Levendes Land for dig og modtage dig som gæst og belønne din stræben.« Da spurgte Erik englen: »Hvor bor du?« Englen siger: »Vi holder til i himlen, der hvor vi ser den åndelige Gud, men vi er blevet sendt ud i verden af nødvendighed for at bistå menneskene med vores tjenester, som du ikke skal tvivle på.« Erik sagde: »Hvad holder denne søjle oppe? Det forekommer mig, at den hænger i luften.« Englen siger: »Den holdes alene oppe af Guds kraft. Dette er et bevis på, at du ikke skal være i tvivl om, at Gud skabte alt af intet.« Erik sagde: »Det tvivler jeg ikke på.« Englen spurgte Erik: »Vil du helst blive her, eller vil du vende tilbage til dit fædreland?« Erik svarer: »Jeg vil helst tilbage.« Englen sagde: »Hvorfor ønsker du det?« Erik siger: »Fordi jeg vil fortælle dem, jeg kender, om disse herligheder, som Herrens formåen har skabt, og hvis ikke jeg kommer tilbage, da vil de tro, at jeg har lidt en ond død.« Englen sagde: »Selv om man nu bloter til guderne i de nordiske lande, vil den tid dog komme, hvor disse folk slipper ud af denne vildfarelse, og da vil Gud kalde dem til sin tro. Nu tillader jeg dig at drage hjem til dit fædreland og fortælle dine venner om Guds nåde, sådan som du har set og hørt om den, for når de hører sådanne beretninger, vil de hurtigere komme til at tro på Guds sag og alle hans bud. Bed dine bønner ofte. Efter nogle år vil jeg hente dig og føre din sjæl til glæden og tage vare på dine knogler på det sted, hvor de skal afvente dommens dag. Bliv nu her i seks dage og hvil jer, og tag så rejseforråd med og drag tilbage nordpå.« Det forekom ham nu, at englen forsvandt ude af syne. Erik gjorde alt, hvad englen havde påbudt ham med hensyn til opholdet og afrejsen.

5. Eriks hjemkomst og død

På den fastsatte tid steg de ned fra tårnet, og de drager af sted, indtil de kommer til floden. De blev da indhyllet i et tæt mørke. De kommer ud af dragens mund og fortsætter derefter deres færd og bevidnede mange undere uden dog at komme til skade, men de skaffer sig mange kundskaber og kommer efter 4 år til Miklagård. Erik fortæller kongen om sin rejse, og kongen glæder sig meget over, at han er kommet tilbage, og han lader nu Erik blive der i 3 år. Derefter forlader Erik Miklagård og drager nordpå til Norge, og alle tager imod ham med glæde. Han var der i 10 år, men tidligt en dag i det ellevte år gik han hen for at bede. Da greb Guds ånd ham, og man ledte efter ham, men han blev ikke fundet. Erik havde fortalt sin rejsefælle om den drøm, han havde drømt i tårnet. Dette fortalte denne mand nu, og manden mente, at det var Guds engel, der havde taget Erik i sin varetægt. Denne Erik blev kaldt Erik den Vidtberejste. Denne saga har mange meddelt sandfærdigt efter hans egne ord, og dermed slutter vi nu denne fortælling.

Efterord

Den, der har skrevet denne bog, indsatte dette eventyr først i bogen, fordi han ønsker, at alle skal vide, at den eneste sikre tro er den på Gud, for selv om hedenske folk vinder megen hæder ved deres store bedrifter, så er der den betydelige forskel, når de ender dette timelige liv, at de da nok er blevet belønnet for deres dygtighed med folks rosende ord, men må forvente at blive straffet for deres forbrydelser og troløshed, fordi de ikke kender deres skaber, mens de, som har elsket Gud og fuldt ud fæstet lid til ham og kæmpet for den hellige kristendoms fred, derimod har fået endnu mere ros af de klogeste, og de har desuden — hvilket er det vigtigste — fået deres belønning, når de er gået ind gennem dødens fælles dør, det vil sige det evige rige med den almægtige og stedsevarende Gud, således som denne Erik, der her blev fortalt om.

---

Noter: