FJ-Litteraturhist.Bd.1-Hymiskviða
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
c. Torskvad : Hymiskviða. Þrymskviða. Alvíssmál.
Fra de egenlige Odinskvad fører Hárbarðsljóð over til de egenlige Torskvad, hvor Tor er hovedpersonen overfor jætter og dværge.
1. Hymiskviða. Digtet (1) begynder med at omtale asernes jagtudbytte, men at de ikke var i besiddelse af det til det i den anledning afholdte gilde nødvendige øl. Ved at ryste tene erfarer de, at Ægir (havguden) har fuldt op af bryggerkedler (örkost hvera), han må altså kunne skaffe dem drik. Tor sendes til ham for at sige, at han skal anrette et gilde for guderne. Dette synes jætten vel ikke videre godt om, men giver ikke noget bestemt afslag. Dog byder han guderne at skaffe tilveje en kedel, der var stor nok. Tyr meddeler Tor, hvor en sådan er at finde, nemlig hos hans egen bedstefader, den »hundvise« jætte Hymir, der bode ved jordens yderste rand. De begav sig nu bægge på vej og kom til jætten Egil, Tjalves og Røskvas fader; denne tager Tors bukke i forvaring, medens Tor og Tyr rejser videre tilfods — til Hymirs bolig, hvor
Tyr traf den forhadte
bedstemoder,
hun havde ni
hundred hoveder.
En anden gik
hel-gylden frem,
med åsyn lyst,
gav sønnen drik (2).
Af frygt for sin faders vrede anviser hun gæsterne plads under de kedler, der hang på tværbjælken i Hymirs hal. Endelig kom Hymir hjem, »han gik ind i sal, istapperne klingred, gubbens kindskov var frossen stiv«. Datteren hilser på Hymir og søger at stemme ham venlig mod de to — hendes egen søn og menneskehedens ven (Tor) :
Se hvor de sidder
under salens gavl,
i skjul bag søjlen
de skærmer sig.
Itu sprang søjlen
for jættens blik,
den stærke bjælke
brast i sønder.
8 kedler faldt — bragende ned; de 7 gik i stykker, men én holdt. Så knusende var jætteblikket. Hymir lader være med at yppe strid, men vel til mode er han ikke. Nu skulde man til at spise. Tre okser blev tagne, slagtede og tilberedte — Tor alene spiste de to. Hymir blev meget forbavset og ytrede, at »i morgen måtte de leve af fisk«. Tor sagde, at han gerne vilde ro på fiskeri, hvis jætten gav mading. Hymir sagde, at han kunde gå til hans kvæghjord, hvis han havde mod til dér selv at skaffe sig mading. Tor lod ham ikke sige sig det to gange, gik hen og drejede halsen om på en af jættens bedste okser og sled hovedet af den. Dette ærgrede jætten på ny. De rode nu fra land og lagde deres fiskesnører til rette (»fiske«-snører til at fange hvaler med). Tor satte oksehovedet på sin krog og anglede efter midgårdsslangen; denne bed på, Tor trak af al magt slangen op til bådens kant og slog så efter dens hoved med sin hammer. Slangen sank tilbunds, hele den gamle jord rystede. De ror hjem igen. Hymir spørger, om Tor vil bære fangsten — hvalerne — hjem, eller fæste skibet (ɔ: trække det på land og støtte det). Tor bar hele skibet hjem til Hymirs bolig. Den trodsige jætte sagde, at fordi man kunde ro kraftig, behøvede man ikke at være stærk; en anden sag var det, hvis Tor kunde knække hans kalk (bæger); kunde Tor det, skulde han få lov til at tage bryggerkedlen med sig. Tor kastede bægeret mod en søjle, bægeret holdt, men søjlen gik i stykker. Da gav jættedatteren — i al hemmelighed — Tor det råd, at slå bægeret mod jættens eget hoved:
Rejste sig den hårde
bukkedrot på knæ,
opbød sin hele
asastyrke.
Gubbens hoved
holdt stand imod,
det runde bæger
revnede helt.
Hymir beklager stærkt tabet af den herlige kostbarhed, men giver Tor lov til at tage kedlen. Tyr — der nu først nævnes igen — forsøgte to gange at rokke den, men alt forgæves. Tor derimod kunde løfte den, men hvilken kraftanstrængelse; han trådte med bægge ben igennem gulvet ned i jorden. På vejen derfra fik Tor brug for sin hammer mod jætterne, som nu vilde benytte en formentlig gunstig lejlighed til at komme deres arvefjende til livs; men Tor satte rolig kedlen ned, slynged hamren og dér lå jætterne. Tor og Tyr rejste videre; men det viste sig snart, at der var noget i vejen med Tors ene buk; den haltede meget stærkt og faldt halvdød om. (3) Det voldte den listige Loke. Ikke desto mindre måtte Egill — »det véd enhver mytolog« — betale bægge sine børn for den bukken tilføjede skade. Endelig kom Tor til gudeforsamlingen hos Ægir. Og nu blev der brygget og drukket, ikke alene den ene gang, men overhovedet hvert efterår.
Således indeholder dette digt ikke en enkelt myte, skønt rammen er hentet fra en sådan, men en mytekombination, om hvilken det ikke er for dristigt at antage, at den stammer fra selve digtets forfatter. Indenfor digtets ramme, myten om kedelhentningen og Ægirs første gudegilde, findes en kæde af myter og mytemomenter. Der findes en hentydning til Tors spisedygtighed (jfr. Þrymskviða 24) (4). Endvidere myten om hans anglen efter midgårdsslangen, en myte, som på en måde har været skjaldenes yndlingsmyte som digtningsstof. Det fortælles her altså, at Tor ror ud med Hymir og slår midgårdsslangen ihjæl; anderledes kan digtets ord ikke forstås. Denne samme myte findes også fortalt i Gylfaginning (5), men uden nogen sådan sammenhæng, som her i digtet. Snorre har derimod sat denne myte i en årsagsforbindelse med Tors skinkamp med midgårdsslangen hos Utgardaloke. Tor går her i en ynglings skikkelse ud af Midgård, kommer til en jætte, Ymir (eller Hymir), og får ham til at ro med sig ud på havet. Jætten tør ikke ro længer ud, end han plejer; kun til det sted, hvor han fanger fladfisk (ɔ: helleflyndere), tør han ro, men Tor tvinger ham til at ro længere og helt ud til det sted, hvor midgårdsormen kunde tænkes at befinde sig. Da nu Tor trak slangen op til bådkanten, blev jætten så forskrækket ved synet af slangens hoved, at han overhuggede Tors snøre og fisken sank tilbage til havets bund (6); Tor sendte sin hammer efter den, og nu tilføjer Snorre: »man siger (7), at han slog hovedet af den ved havets bund, men jeg [Hár] tror at kunne sige dig [Ganglere] det som sandhed, at midgårdsormen lever endnu og ligger i oceanet«. Måske sigter Snorre her ligefrem til Hymiskvadet, skønt han ikke har fulgt dets fremstilling, da han sikkert har anset den, og det med rette, for at være en lærd kombination og ikke den ægte gamle folketro. Til slutning fortæller Snorre, at Tor var så vred på jætten, at han gav denne en sådan kindhest, at han styrtede hovedkulds overbord, men Tor vadede i land. Forskellen er, som man ser, særdeles stor. At Hymiskviðas fremstilling ikke er den oprindelige, er en given sag, men det har dens forfatter vistnok også været vel vidende om. At han har kendt den ægte fremstilling turde skinne igennem hans egen. Således omtales jættens nedstemthed og frygtagtige tavshed, hvilket er en afspejling af Snorres fortælling om jættens frygt på udturen (Óteitr jötunn, es aptr reru, svát ár Hymir, ekki mælti), men dette er iøvrigt her temmelig menings- og hensigtsløst; det kunde digteren for sammenhængens skyld helt have udeladt. At lade Tor dræbe Hymir kunde ikke gå an, da digteren til denne knyttede eller agtede at knytte kraftprøven med bægeret. Denne myte, som ellers ikke findes, er meget heldig indsat, hvis den ikke fra først af har hørt med til myten om kedelhæntningen. At jætten stillede en eller anden betingelse, og da af en vanskelig art, for lånet af kedlen, er naturlig nok. Hertil har digteren, aldeles vilIkårlig, atter knyttet myten om Tors ene buks lamhed og om, hvorledes Tjalve og Røskva blev Tors »pligtige tjænestefolk« (8). Men atter her har han været lidt uheldig (9), idet han i dette tilfælde også kaster skylden på Loke, uden med ét ord at have antydet, hvorledes Loke, som slet ikke har været med fra først af, kommer til at have en finger med i spillet. Rimeligvis beror hans fremstilling på en virkelig myte, som har tillagt Loke skylden (10); han var jo overhovedet den, som voldte alle ulykker »blandt guder og mennesker«. Digteren har kombineret flere myter, som han kendte, men på en temmelig uheldig måde.
For at intet skal mangle, indfører forfatteren til slutning en kamp mellem Tor og »det mangehovedede folkeslag«, som naturligvis må bukke under for hammeren.
Ligesom digteren ikke altid er heldig i sin mytekombination, således er han lige så — eller måske mere — uheldig i sin behandling af den ene hovedperson, guden Tyr (11). Han forekommer kun i digtets begyndelse og slutning, altså kun i rammen. Dette har ganske vist sin simple grund i, at Tyr aldeles ingen rolle spillede i den almindelig bekendte myte om kampen med midgårdsslangen, og digteren synes ikke at have haft mod eller poetisk dygtighed til at give Tyr en rolle i den. Tyr forsvinder, vi får intet at vide om, hvad han foretager sig i mellemtiden; det antyder forfatteren ikke engang.
Tors ufortrødne heltekraft, jættens gnavne træskhed og hans smukke datters hjælpsomhed overfor Tor er derimod ret heldig og træffende skildret.
G. Neckel har ret, når han taler om de »plastiske billeder«, forfatteren giver (12), og den gennemførte anskuelighed, som han viser helt igennem; man kan tilføje: i en i det hele taget fortræffelig stil.
Det er i det foregående antaget, at som digtet nu foreligger, har det fra først af været. A. Edzardi har behandlet digtet (13) og er, ligesom også E. Jessen(14), gået ud fra den mytekombination, som ovenfor er omtalt. Men han mener tillige, at episoden om Tor og midgårdsslangen er taget fra et ældre digt, som igen har Ulfr Uggasons Húsdrápa til grund, og at der, i modsætning til denne Hymiskviða, har eksisteret en ældre uden uvedkommende interpolationer. Sin mening om digtets »sammensætning af forskelligartede dele« vil Edzardi bestyrke ved at forsøge at påvise indre forskelligheder i digtet med hensyn til omskrivningernes art og antal i dets forskellige dele. Ligeledes mener han at have fundet forskel i rytmen. Hele denne betragtning er usandsynlig og uden virkeligt grundlag. Hvad omskrivningerne angår, beror det på et tilfælde, at digtets første del frembyder de fleste omskrivninger, og må forklares ved indholdets art. Kampe, ligegyldigt af hvilken art, giver altid anledning til brugen af flere omskrivninger end andre optrin. Desuden er de omskrivninger, som findes i den sidste del, aldeles af samme beskaffenhed som i den første, hvilket har adskilligt mere at sige end en ubetydelig forskel i antal. Hvad rytmernes formentlige forskel angår, må det benægtes, at nogen sådan ulighed er tilstede. Digtet er i formel henseende sig fuldstændig ligt og ensartet fra først til sidst og forudsætter kun én forfatter. Antagelsen af et ældre Hymiskvad er grebet ud af luften, og det er i ingen henseende nødvendigt at forudsætte et sådant.
Hele kompositionsmåden og den mytiske opfattelse, som kommer til orde, forudsætter ligeledes kun én forfatter. Det er ikke digtet, der er sammenflikket af andre kvad, det er myterne, som er knyttede til hinanden og kædede sammen — af én og samme forfatter.
Dette bestyrkes eller rettere sagt bevises til syvende og sidst af metriske grunde. Der findes nemlig i dette digt visse metriske egenheder, som ellers ikke findes (ikke engang i Rigsþula); disse består i, at i steden for A-formen _́ _ ǀ ⏝ ́ x _́ ⏝ ǀ ⏝ ́ ⏝ , og det såvel i den sidste som i den første del af digtet (hundruð níu 8.4; lengra at róa 20.8; móðugr hvali 21. 2 [her er næppe nogen bitone på -ugr at antage]; kröpturlegan 28.7; fekk á þremi 34.2).
Skønt digtet i flere henseender ikke kan regnes til de bedre eddakvad, er det dog ikke uinteressant. Dets forfatter har haft en betydelig komisk sans, navnlig sans for det grotesk-humoristiske [hvalfangst med almindelige fiskesnører osv.).
Både den ovenfor nævnte mytekombination, i forbinlelse med at digtet udtrykkelig nævner særlige mytologer (goðmálugir), den udviklede jættetro (en jættekvinde med 900 hoveder), de mange omskrivninger, som her findes hyppigere end i noget andet eddakvad, skønt Edzardis udtryk, at de er »von der allerschlimmsten art«, er fuldstændig uberettiget, og endelig de anførte metriske afvigelser viser klart, at digtet ikke hører til de ældste eller ældre eddakvad, men til de yngre. Herom er alle enige. På den anden side er der flere ting, som forbyder at sætte digtet f. ex. til det 12. eller til det 13. århundrede (hvad Jessen holder for vel muligt) (15). I sproglig henseende (former som sáu, fía, ja viljak [=vilk]) står digtet på samme standpunkt som de ældre kvad. Hertil kommer, at digtet står endnu på et fuldstændig hedensk standpunkt; det forudsætter en hedensk digter (16). Allerede i det første vers omtales offerblod og offertene som anvendte til at få kendskab om hemmelige ting; når Tor kaldes (v. 22) »ormens enebane, som beskytter menneskeheden«, er dette åbenbart et udtryk for en levende og ikke for en forlængst død tro. Alt dette fører uimodsigelig til, at Hymiskviða stammer fra det 10. århundrede og da fra dets sidste årtiere. (17)
At digtet ikke er islandsk, er aldeles klart. Den måde, hvorpå hvalfangsten omtales, viser hen til et land, hvor en sådan fangst var almindelig (jfr. omskrivningen hraunhvalr, hvis mage ikke findes i islandske digte). Det samme fremgår af et udtryk som sveif til skógar = gik hurtig til skoven 18.6 [hvor okserne opholdt sig], vistnok også ordet jöklar 10.6 i betydningen istapper (18) ; på Island har ordet vist altid haft betydningen isbjærge. Man kunde tænke på Grønland som digtets hjemstavn (19) ; men hvad der gælder om Island, gælder også om Grønland, navnlig det sidst anførte (skov, jøkler), hvorimod omtalen af hvalfangsten bedre kunde passe. Hertil kommer så digtets affattelsestid, der er så ugunstig som mulig for antagelsen af en grønlandsk oprindelse. Tilbage står altså den eneste mulige antagelse, at digtet er norsk; derimod er der i digtet intet som helst, der strider. Tværtimod. Alt passer på det bedste. Digtet er sikkert blevet til i Norge, rimeligvis i det nordlige Norge, i Hálogaland (på grund af dets hvalfangst).
Noter
1): Ang. digtet kan henvises til E. Hellquist: Om naturmytiska element i Hymiskviða i Arkiv XVIII, v. Sydow: Jätten Hymers bägare i Danske st. 1915, O. Neckel: Beiträge s. 65 ff. Men jeg er i meget lidet enig med disse forfattere.
2): Tyr er jættedatterens og Odins søn. Her i digtet optræder Tyr aldeles ikke som den oprindelige fælles germanske hovedgud. Af denne hans egenskab er der ikke det mindste spor tilbage. Digtets forfatter har ikke haft anelse om det oprl. forhold.
3) Se herom Hj. Lindroth i Sertum philol. 1910 s. 52 ff., men hans forklaring kan jeg ikke gøre til min.
4): Iøvrigt er der intet særligt forhold mellem de to digte.
5): Snorra-Edda I, 166-70.
6): Jfr. det bekendte billede på Gosforthkorset.
7): Således f. ex. Ulfr Uggason i Húsdrápa Sn. E. I, 258.
8): Jfr. Snorra-Edda I, 142—4.
9): Jfr. C. Rosenberg: Nordboernes åndsliv I, 188.
10): Måske var det da Loke, som narrede Tjalve til at knække bukkens ben?
11): Ganske ubegrundet er v. Sydows antagelse, at Týr i digtet ikke er egennavn (anf. afh. 119—20).
12): Beiträge s. 83.
13): Germania XXIII, 421-40.
14): Zeitschrift f. deut. Phil. III, 70-1
15): Jfr. Neckel: Beiträge s. 79—80; her anføres der endel som er uden al værd for tidsbestemmelsen.
16): Hvorledes Neckel (l. c.) kan sige, at ”die anschauungen des Hymirdichters sind diejenigen eines christlich erzogenen”, som dog tror eller foregiver at tro på de hedenske guder, er simpelthen ufatteligt.
17): Af denne grund er det tillige højst urimeligt, at digtet skulde gå tilbage til Húsdrápa (o. 984).
18): Denne betydning er endnu ifg. Åsen den almindeligste i Norge; jfr. egel = istap (dansk).
19): Således G. Vigfiisson: Sturl. proll. cxci.
