FJ-Litteraturhist.Bd.1-Kvadenes forfattere
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 2 Hvad er eddakvad? Hvornår, hvor og af hvem er de digtede? Eddadigtningens mål, karakter og stil.
Kvadenes forfattere
Kvadenes forfattere. Spørger vi nu om bestemte forfattere til disse kvad, får vi intet svar. Ikke ét forfatternavn kendes. Dette kunde synes besynderligt, da jo skjaldekvadene henføres til navngivne forfattere, og det må antages, at disse satte pris på at blive nævnede som sådanne. Den betragtningsmåde, at eddadigtene skulde være såkaldt folkedigtning og af den grund anonym, er urigtig; eddadigtene er slet ikke folkedigtning i dette ords sædvanlige betydning. Sagen er den, at oldtiden har betragtet eddadigtene og skjaldekvadene på forskellig måde. Skjaldekvadene handlede som oftest om de med skjalden samtidige fyrster og deres bedrifter. Disse var i regelen iagttagne af skjalden selv; de var det, som blev hans digts indhold. Han opfattede dette indhold på en selvstændig måde og han ordnede det selvstændig. Hans egne meninger om forskellige ting kommer derhos ofte tilsyne. Her er der således tale om forfatterskab i egenlig forstand, om en original åndsfrembringelse. Anderledes med eddadigtene. Både de mytiske og de heroiske digtes indhold, oldsagnene, havde for største delen vistnok tidligere eksisteret i mundtlig tradition. Altså er eddadigtene, som de nu er, og andre tabte af samme beskaffenhed, formelt taget kun omarbejdelser eller versifikationer, hvis ophavsmænd ikke er bleven betragtede som egenlige forfattere, og som næppe selv tiltrods for deres gode ret har gjort fordring på at kaldes således (1). Noget lignende vil vi møde i historieskrivningen, hvor forfatterne kun ganske sjælden nævnes (Áre, Eiríkr Oddsson, munkene Gunnlaug og Oddr, Snorre) , medens ikke én af de islandske slægtsagaers samlere er bekendt.
Som bekendt har K. Müllenhoff sat de såkaldte þulir i forbindelse med den nordiske oldpoesi, særlig eddadigtningen (2).
Ordet þulr betyder oprindelig en vismand og taler (3). Ældre mænd med erfaringsrigt liv, som havde lært alle menneskelige forhold at kende, som var i besiddelse af alle datidens kundskaber om guderne og deres forhold til verden og menneskeheden, og som ved givne lejligheder i deres eget hjem eller i fyrstens hal, siddende på en þularstóll (Hav. 111.2) på opfordring foredrog deres viden — sådanne mænd var de egenlige þulir (4).
Dette billede af en þulr fremgår navnlig af begyndelsen til de ^såkaldte »Loddfáfnismál«:
Mál's at þylja
Þularstó1i á osv.,
netop det sted, som har givet Müllenhoff nøglen til hans opfattelse af þulir'ne og deres virksomhed. Denne sammenfatter han kort og godt således: »die þulir waren ehedem die träger und pfleger der gesamten poetischen überlieferung des nordens« (5).
Denne Müllenhoffs opfattelse har i det hele fundet almindeligt bifald, men den trænger sikkert til en nærmere bestemmelse eller måske rettere sagt til en begrænsning.
Med hensyn til forekomsten af ordet þulr og det deraf afledede þula (hvilket jeg her skal medtage) i den gamle litteratur skal det bemærkes, at det første forekommer overordenlig sjældent. Foruden i eddakvadene (6) forekommer det kun hos Rögnvaldr jarl kale (d. 1158) i et vers (7), hvor han betegner sig selv som þulr d.v.s. en digter, samt hos Haukr V aldisarson (8), som kalder Þorleifr jarlsskáld således; brugt om ham kan ordet betyde både en digter og en troldmand, snarest måske dog det første, þula forekommer kun i betydningen en remse, et remsemæssigt digt (9), hvilken betydning Müllenhoff anser for at være »verschlechtert« (10). Endelig forekommer verbet þylja meget tidlig (allerede hos Egill Skallagrimsson) i samme betydning som at kveða (= at fremsige); dette synes at tyde på, hvad jo også af andre grunde er sandsynligt, at talerne foredrog deres visdom i versform.
Hos Angelsakserne findes også þyle; således kaldes Unferð hos kong Hróðgár i Beowulf; han beskrives som en tapper mand, men det billede vi her får, behøver ikke at være det samme som den norske þulr frembyder.
Af det anførte fremgår, at af den oprindelige betydning af ordet þulr = taler er der i den historiske tid, såvidt vi kan se, kun betydningen sanger, digter tilbage. Den anden og egenlige betydning er tabt. Herved forklares på det bedste den omstændighed, at þulir'ne aldrig med et ord nævnes i sagaerne. Den oprindelige betydning findes kun i Hávamál og Vafþruðnismal (enn hári þúlr, enn gamli þulr) , vel også i Odinsnavnet fimbulþulr. Derimod beror enn hári þulr i Fáfnismál på en efterligning. Med andre ord: þulir'ne kan kun have eksisteret i den forhistoriske tid, og muligvis lidt ind i den historiske. Det gælder dog kun de norske þulir. Det er muligt, at de i Danmark, om hvis þulir dog meget lidt vides, har eksisteret længere ned i tiden. De norske þulir, således som de ifølge det ovenstående må opfattes, hører sammen med et mere oprindeligt og primitivt liv end det, som vi finder under Harald hårfagre og derefter. Hos Harald var der skjalde, men de må efter alt at dømme have været væsensforskellige fra þulir'ne, uagtet de kan betragtes som disses efterkommere og afløsere; dog kan de sidste þulir godt have været samtidige med de første skjalde. Grunden til, at de gamle þulir uddøde, var de store omvæltninger, som bevirkedes ved kong Haralds landserobring. De mange mindre konger og enevældige høvdinger forsvandt; det gamle simple »hird«liv var dermed borte. Folkelivet forandredes og udviklede sig på alle områder. Skjaldepoesien udviklede sig derhos meget hurtig og har snart gjort det fuldstændig af med den gamle þulirvirksomhed.
På Island har þulir, som følge heraf, aldrig forekommet og altså heller ikke nogen þulirpoesi.
Men så følger heraf, at kun de af de nu bevarede eddakvad, som kan antages at stamme fra det 9. årh. eller de allerældste, kan være digtede af virkelige þulir. Alle andre må være forfattede af skja1de, eller, hvis man hellere vil, af þulir i ordets afledede betydning: sanger.
Noter
1): Jfr. B. Gröndal i Timarit hins isl. bókm. fjel. I, 28-9
2): Deutsche altertumskunde V, 288—96.
3): Jfr. Wimmer: Die Runenschrift 340 (229).
4): Prof. A. Olrik har i Danske studier 1909 s. 8—10 udtalt sig om disse þulir; hans opfattelse er, nøje beset, ikke meget afvigende fra det her fremsatte. Han siger: ”Læremesterens råd meddeles i sang eller versform (mál es at þylja), og selv sidder han da i en læremester-stol (þularstóll) , han meddeler til den enkelte tilhører den visdom, som han på lønlig eller underfuld måde [dette er dog vist for almindelige udtryk] har tilegnet sig ved selve Urdsbrønden, skæbnestyrelsens lønlige kilde [dette kan dog kun gælde det ene tilfælde]” Denne þularstóll minder prof. Olrik om tårnet eller hjallen, hvorfra vølven giver sin åbenbaring, og endnu mere om den “stol” eller det højsæde, hvori kongen sidder på høj og meddeler sine svar til de rådspørgende. Vølven mener jeg man kan se bort fra. Men jeg kan ikke se rettere end at denne þular-stóll lige så godt kan være anbragt inde i et hus, og at vismanden giver sine råd dér. Der er i digtet (Háv. IV) intet som helst der viser, at undervisningen foregår ude, og ikke inde. Heller ikke noget ganske vist, der viser det sidste. Men udtrykkene i v. 134 tyder aldeles ikke på en sådan person, som Olrik har tænkt sig, og når han tillige i þulr á Salhaugum (Snoldelev) ser en sammenstilling, der skulde vise, at det er på høje, at þulr'en giver sine råd osv., finder jeg at dette er at lægge for meget ind i ordene; med á Salhaugum er dog ganske sikkert mandens bolig ment, men ikke hans sidden i ny og næ på højene. Når vi skal danne os et billede af disse þulir, er den norske overlevering af en særlig betydning i denne sammenhæng, og Háv. IV er da det, man har at holde sig til, og det er udmærkede oplysninger, der her gives. Deraf er det klart, at þulr'en har givet sine råd og forkyndt sin visdom i versform. Derfor har Olrik heller ingen ret til at sige, at Müllenhoffs opfattelse „bør fuldstændig forkastes". Derfor behøver ikke þulir at være enstydigt med skald, selv om jeg rigtignok mener, at her er et nært slægtskab tilstede. Og þulr'en var tilvisse ingen “farende sanger”.
5): Deutsche altertumskunde V. 300. Med det her fremstillede sammenligne man i det hele Symons's udtalelser, Einl. CLXVI f.
6): Vafþr. 9,6 (den gamle þulr, = vismand, Vafþruðnir selv); Háv. 111 (sammensætningen þularstóll, se ovf.), 134,5 (= en vismand); Fáfn. 34,2 (her brugt om Regin, = vismand). Jfr. fimbulþulr = Óðinn. Deutsche altertumskunde V, 292.
7): Skj. digtn. B. I, 486, v. 29.
8: Íslendingadrápa, v. 18,5. Jfr. Ísl. forns. III, xlii.
9): Således hos Sneglu-halli o. 1054:
ortak eina
of jarl þulu,
verðrat drápa
med Dönum verri. Skj. digtn. B. I, 359 v. 7
og i Málsháttakvæði (o. 1200) v.11,1,3:
Stefjum verðr at stæla brag,
ella mun þat þykkja þula.
Sammenlign hermed navne som Rígsþula (Sn. E. II, 496) og Þorgrímspula (Sn E. I, 480, 484).
10): Deutsche altertumskunde V, 289.
