FJ-Litteraturhist.Bd.1-Kvadenes hjem m. m.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 2 Hvad er eddakvad? Hvornår, hvor og af hvem er de digtede? Eddadigtningens mål, karakter og stil.
Kvadenes hjem m. m.
Kvadenes hjem. Spørsmålet om, hvor disse kvad er opståede, er betydelig lettere at besvare, efter at man er kommen bort fra de overdrevne forestillinger om deres høje alder. I hvert fald er de grænser blevne snævrere, indenfor hvilke man tør bevæge sig.
Spørsmålet blev af dem, der skarpest angreb Keyser, nemlig K. Maurer og E. Jessen, besvaret således, at både Danmark og Sverige blev udelukket fra enhver del i eddadigtningen. Nutildags er der vel heller ingen, som ikke slutter sig hertil.
Anderledes forholder det sig med spørsmålet om, hvorvidt digtene er forfattede i Norge eller på Island. Herom er der så langt fra opnået enighed, at spørsmålet må siges at være ligeså langt fra sin afgørelse som nogensinde.
Straks efter at de første hæfter af nærværende arbejde var udkomne, fremkom der fra islandsk side en indgående og meget bestemt indsigelse imod og kritik af den hævdede anskuelse og resultater. Prof. (daværende rektor) B. M. Ólsen skrev i Timarit hins isl. Bókmentafjelags XV afhandlingen: Hvar eru Eddukvæðin til orðin? Han imødegik mine grunde for, at hovedmængden af digtene var norsk; han vilde godtgøre, at de ligesågodt kunde være islandske, dette tiltrods for, at han i Indledningen til den 3. og 4. grt. afhdl. s. II havde udtalt sig således: »Ganske vist har det islandske folk overfor Eddasangene væsenlig forholdt sig modtagende, opbevarende og nedskrivende« (1) hvilket nøjagtig svarede til min opfattelse. Der kan ikke her være tale om at gengive indholdet af denne afhandling. Der må henvises til den selv og til mit svar i samme tidsskrift XVI ; i samme årgang kom der atter et svar herpå fra B. M. Ólsen, hvori han yderligere hævdede sin mening. Bortset fra enkelte ganske underordnede ting — om de grønlandske digte se nedenfor — , har jeg tiltrods for de gjorte indvendinger ikke kunnet ændre min opfattelse på noget punkt; de følgende betragtninger vil derfor blive omtrent de samme som i den 1. udgave.
B. Symons behandlede dette spørsmål i sin Einleitung § 29. Han tager både de sproglige forhold — hvilke han ikke tillægger nogen synderlig betydning, han går imod Bugges angelsaksiske teorier om ordlån, — og kulturforholdene i betragtning. Han tillægger hvad der findes af hentydninger til bjærgnatur og vegetation heller ikke nogen videre betydning, og »det er ikke meget anderledes« med dyreriget; her mener jeg Symons tager for ringe hensyn til sammenhængen, miljøet, og den måde hvorpå meget af dette fremtræder i digtene (jfr. nedenfor). Hvad Symons egenlig lægger vægt på er digtenes alder; de digte, der med rimelighed kan henføres til tiden før og lige efter 900 (til o. 930) henfører han til Norge, de andre snarest til Island, som han mener har krav på at komme i betragtning særlig i kraft af, at digtene viser sig at være kendte af Islændere (f. eks. i 11. årh.) og fordi de er opbevarede på Island. Herefter deler han digtene — med alt forbehold — omtrent i to ligestore grupper mellem Norge og Island. Til Norge henføres Hávam., Þrymskv., Skírnism., Hárb., — Völundarkv., Helg.hund. II (visse dele), Reginsm.-Fáfn.-Sígrdr. (ljóðaháttsversene), Atlakv., Hamð., Grott. Til Island: Völuspá, Vafþr. (2), Grímn., Hymiskv., Lokas., Alvissm., Vegtamskv. (Baldrsdr.), Hyndl., Hrímgerðarm., Grip., Guðrkv. I - III, Sig. sk., Helreið, Oddrgr., Guðrhv. Andre digte er vanskelige at bestemme. Det hele forefalder noget udvortes. Og man kan gøre derimod den væsenlige indvending, at eddadigtene er indbyrdes så beslægtede, vidner i den grad om en fællesånd og fælles-interesser, at det sandsynligste og metodisk rimeligste bliver, at de fleste af dem hører sammen med hensyn til oprindelsen. At henføre et digt til Island, blot fordi der deri intet findes af bestemte hentydninger til norsk natur eller fordi det ikke henføres til tiden omkr. 900 (hvad der jo altid bliver noget subjektivt), bliver rent vilkårligt.
Symons har tillige vendt sig skarpt imod min antagelse af flere grønlandske digte end det ene (Atlamál) ; det var fra min side kun en hypotese, og jeg kunde godt i og for sig opgive den eller ialfald modificere den. Men ikke alle de indvendinger, som Symons har fremført, har fornøden beviskraft (3). Dette spørsmål skal jeg nedenfor komme tilbage til. Jeg betragter forholdet mellem Grønland på den ene, og Norge og Island på den anden side anderledes end Symons og andre gør. Hvad beboerne af den islandske koloni i Grønland har besiddet af åndsskatte, har de første udvandrere derhen måttet medtage, ti der var ingen levende forbindelse mellem den og moderlandet (Island) efter år 1000 — eller i det hele efter udvandringen — . Der fordreves enkelte skibe i ny og næ fra Grønland til Island, — skibe, hvis mål var Norge, ligesom også enkelte Islændere kom til Grønland efter 1000 og bosatte sig dér, som hin Skáldhelgi. Dette sidste kunde have nogen betydning, men næppe synderlig stor. Dette forhold miskendes ofte, men der er al grund til at fremhæve det stærkt. Hele den forbindelse som Grønland havde med omverdenen gik over Norge, og ikke over Island. Det er derfor jeg mener, at der er al rimelighed for, at der også har fundet en åndelig forbindelse sted med Norge, og har der i Grønland været en eddadigtning i det 11. årh., er det ligeså sandsynligt, at den skyldes norsk påvirkning som islandsk, og er eddadigtningen hovedsagelig norsk, bliver denne sandsynlighed så meget større.
E. Mogk antager, at digtene hovedsagelig er islandske, af grunde, der i det følgende indirekte vil blive gendrevne. Kun skal her omtales det af ham betegnede sikre vidnesbyrd om, at digtenes stof gav anledning til nydigtninge på Island. Det er meddelelsen hos Snorre om Torvald veile, der, efter at have lidt skibbrud, på et udskær digtede et .kvad, der kaldes »kviðan skjálfhenda« eller »det stevløse drape«. Denne beretning viser imidlertid ingenting med hensyn til eddadigtene. Det viser kun, at stoffet var kendt også af Islændere — og det har ingen nægtet — , men skulde stedet have nogen betydning for eddadigte som sådanne, måtte det snarest tale imod islandsk eddadigtning, da det antydede digt af Torvald åbenbart var affattet i etslags drotkvædet versemål og aldeles ikke i noget eddakvadsversemål.
Også Á. Heusler (i den ovf. anførte afhandling) indtager en lignende stilling til spørsmålet, men tildels på grund af meget subjektive anskuelser, særlig m. h. t. såkaldte islandske nydannelser. Disse er man i virkeligheden ude af stand til at påvise blandt eddadigtene, når bortses fra de to alleryngste (Grípisspá og Völuspá hin skamma, der jo ikke findes i det gamle hovedhåndskrift).
Jeg går nu over til at betragte de ting, som her kan komme i betragtning i almindelighed.
Af sproget kan man næppe drage nogen bestemt slutning. Herom er enighed tilstede. I det 10. årh. var dette omtrent éns hele Norden over, og de dialektforskelligheder, som kvadene måtte antages at have haft at opvise, må være blevne udviskede ved at de opbevaredes på Island. Dog er der her en meget vigtig ting at lægge mærke til, nemlig at v i forlyd foran r omtrent allevegne (4) er bortfaldet, hvilket bestemt viser bort fra Danmark-Sverige, hvor det den dag i dag er bevaret.
Overhovedet kan det gøres gældende, at det ingen rimelighed har for sig, at danske eller svenske digte er opbevarede på Island, det skulde da være nogle ganske enkelte, ligesom det er sikkert, at de danske og svenske oldsagn, som er bevarede på Island, er af et forsvindende omfang og betydning i sammenligning med de oldnorske. Forbindelsen mellem Island og Danmark-Sverige i det tidsrum, som der her kan være tale om, var aldrig levende nok, aldrig vedvarende nok. Vi ser da også, at Saxo har en mængde sagn og sange, hvortil intet tilsvarende findes i den islandske litteratur, og det er højst usandsynligt, at disse alle engang har været kendte på Island, men et gåede tabt. Enkelte eddavers og versdele genfindes hos Saxo, men da som oftest i en forskellig sammenhæng og lagte andre personer i munden. Således synes Helg. hund. II (Völsungakviða in forna), 5, eller et lignende vers at genfindes hos Saxo (5). Ligeledes genfindes dér et par vers af Bjarkamál in fornu, samt de vers, som i Gylfaginning tillægges Njörðr og Skaðe (Hadingus og Regnilda hos Saxo). Men muligheden af, at Saxo (eller hans hjemmelsmænd?) har fået disse vers af Nordmænd eller Islændere er ikke udelukket, siden han selv udtaler om sine kilder og hjemmelsmænd (i præfatio): »quorum (ɔ: Thylensium = Islændernes) thesauros historicarum rerum pignoribus refertos curiosius consulens, haut parvam præsentis operis partem ex eorum relacionis imitacione contexui«. Jfr. A. Olriks afhdl. om Saxos kilder. Desuden viser heltesagnene, f. eks. Helgesagnet, en anden udvikling end den, som kendes fra Saxo. Det ægte nordiske Helgesagn er i eddakvadene knyttet til de indvandrede tyske Völsungesagn, en tilknytning, som Saxo intet kender til. Dette viser, at heltesagnene har udviklet sig på en forskellig måde i Nordens forskellige lande, og det i en temmelig tidlig tid, og da kan det ikke være tvivlsomt, at den nævnte tilknytning er foregået på norsk grund. Følgelig kan heller ikke de sange, som hviler på og forudsætter denne sagnudvikling, være danske, men norske (eller Islandske) (6).
Som man ser, gælder denne betragtning nærmest heltekvadene. Af stor vigtighed for bestemmelsen af disses hjem må det endvidere være, at et kvad som Hyndluljóð næppe kan tænkes at være opstået i noget andet land end Norge, samt den omstændighed, at ét kvad med sikkerhed vides at være digtet på Grønland, og altså på forhånd må betegnes som et led i en norsk (-islandsk) heltedigtning.
De ubetinget pålideligste og betydningsfuldeste kendetegn med hensyn til det her behandlede spørsmål, er den i digtene fremtrædende natur, natursceneri og dyre- og planteverdenen, samt til en vis grad de i digtene omtalte stedforhold.
Fra det sidstnævnte område, for at begynde med det, får man dog i det hele taget kun få oplysninger. Dels er de forekommende egennavne aldeles usikre, f. ex. Hringstaðir (7) (og selv om det var sikkert, at dette navn var = Ringsted, er det ikke noget bevis for digtets sællandske oprindelse, hvilket vil belyses ved det følgende); Rogheimr er af nogle med en vis grad af sandsynlighed blevet forklaret som Rogaland (Rygjafylki) , af andre som rógheimr (altså en symbolsk betegnelse). Dels lader stedsnavnene sig som regel ikke identificere med noget nu bekendt, f. ex. Fjöturlundr, Gnipalundr o. fl. Dels endelig er de rent symbolske, som f. ex. munarheimr, ljoðheimar osv. Endelig er der navne, som sigter til tyske lokaliteter (Rín, Gnitaheiðr, Húnmörk osv.), hvilke intet beviser. Hlésey og Sámsey forekommer én gang hvert, men beviser intet, da Nordmændene fra ældgamle dage kendte disse øer lige så godt som de Danske (8). Limafjörðr nævnes også én gang — i det bevislig grønlandske digt.
Derimod har man større ret til at lægge vægt på, hvad der står i Helg, Hjörv.:
kom heill Heðinn,
hvat kant segja
nýra spjalla
ór Nóregi?
Herved forudsættes den talende (Helge), som i øjeblikket opholder sig i et fremmed land (Danmark), at have sit egenlige hjem i Norge; heraf kunde man snarest slutte, at digtet er norsk. Det er den simpleste forklaring. Den samme betydning kan tillægges den hentydning til Norge, som Helg. hund. I, 4, indeholder, idet det her hedder:
brá nipt Nera
á norðrvega.
Udtrykket sudr á Fivi (el. Fjóni, som der står i Völsungas.) i Goðr. kv. II, 16, peger mindst af alt til dansk oprindelse.
De mange stednavne på -fjall, -fjöll, -björg etc, -dalr, -dalir, -fors (Hlébjörg, Valbjörg, Vinbjörg, Logafjöll, Röðulsfjöll, Snæfjöll, Sólfjöll, Styrkleifar, Hlym-, Ulf- Vig- Y-dalir, Andvarafors) viser bestemtere til et fjeldland (som Norge) end til et sletteland (som Danmark og Skåne).
I forbindelse hermed kan straks anføres det mere eller mindre klart antydede natursceneri, som når der tales om stendøre i forbindelse med dværge, om ørnen, der fanger laks på fjældet (Völuspá), om en mand, der har rejst over fjæld, den halte, som forfølger »rensdyr på tøfjælde«, Odin, som borer sig gennem »jætternes veje« = klippen (Háv.), om Skirnir, der skal rejse over de »våde fjælde« (Skirn.) , jættekvinder, som »går til klippen« (Hárb.) . Alt dette forudsætter et bjærgland som digtenes hjem. Det samme forudsætter helt igennem Hymiskviða med sine jætter, fjælde, hvalfangst osv., ligeledes udtryk som »bjærgene brast« (Þrym.) , »alle fjælde ryster« (Lokas), hliðþang (bjærgskræntens tang = græs, Álvissm.) »rimbedækte fjælde« (Rigsþ.) , »Egill løb på skier« (Völund.) »vore heste udmattedes midt på bjærgene, siden måtte vi vade over Sæmorn« (Helg. Hjörv.), hraunbúi (Hrímgerðarmál i Helg. Hjörv.), »de hellige vande strømmede af himmelfjælde«, forbergis, »beduggede dale, mørke fjældskrænter« (Helg. hund. I) , »klatre i stejle klippekløfter med en hasselkæp i hånden«, »geder, som forskrækkede flygter for en ulv nedad fjældet« (Helg. hund. II) , »rimbedækte fjælde« (Fáfn.) , »på klippen stod« (Sigrðr. interp.), »kvinde fra stenen« (Helreið) , »jeg kom ned af fjældet« (Goðr. II) , »over fjælde at løbe« (Átlakv.), »våde fjælde« (Hamd.) (9).
Vi har her set, at ikke færre end 19 kvad, hvortil vi endnu kan føje Gróttasöngr, Grógaldr og Fjölsvmnsmál, indeholder aldelestvetydige hentydninger til et bjærgland og kan således kun være oprundne i et sådant, medens et slettelands beboer vilde have udtrykt sig på en helt anden måde. For hans bevidsthed — her må vi selvfølgelig se bort fra al moderne lærdom og tillært kundskab — står ikke bjærge eller bjærglandsnaturen så tydelig, som de her anførte ord og udtryk forudsætter.
På den anden side findes ikke ét eksempel i noget som helst kvad, som sikkert peger hen på et sletteland, og som ikke lige så godt kunde passe på et bjærgland. Det skal hertil føjes, at de fleste af de anførte udtryk omtr. lige så godt kunde passe på Island som på Norge. — Mindre øer og øgrupper (som Orknøerne o. lign.) kan her ikke komme i betragtning.
Dette resultat bestyrkes ved at betragte digtenes naturrige. (10)
De træers navne, som forekommer, har ikke nogen synderlig betydning; der er dog et par træarter, som nævnes, der særlig er norske, således fyrretræ (Háv. ). På den anden side nævnes ikke bøgen (11).
Hvad dernæst dyreriget angår, nævnes foruden fællesnordiske dyr, som altså ingen betydning har, nogle, som udelukkende er nordskandinaviske (norske) ; således bjørnen (björn, húnn, ber- i sammensætninger), tildels geden (geit, hafr, brúsi i en skibskenning), og frem for alt rensdyret (hreinn) ; hertil kommer et ulvenavn som heiðingi (hedebeboer, jfr. de livlige og malende linjer: sem fyr ulfi, óðar rynni, geitr af fjalli). Af sødyr har hvalfisken (hvalr, også i kenningen hraunhvalr = jætte), laksen (fiskar) i forbindelse med fjældstrømme en særlig betydning for spørsmålet. — Af fuglenayne er det kun ørnen (örn, ari) i forbindelse med laksefangst på fjælde, som har betydning; jfr. et ord som arasteinn (12).
Således peger alt, hvad der ikke har en neutral karakter, bort fra et sletteland og til et bjærgland, særlig da til Norge.
I samme retning fører også hele det nordiske mytologiske system med dets bjærgboende jætter, dets forhold til de 3 verdenshjørner (se s. 15) og med dets store fimbulvinter. Dette system kan efter min mening kun forklares derved, at det er opstået i det skandinaviske bjærgland, i hvert fald dér har fået denne sin højnordisk-kolde ejendommelighed. Altså må også de digte, der har disse myter til genstand eller som går ud fra dem og som beror på dem, være norske (eller islandske).
Ifølge disse almindelige betragtninger må digtene stamme fra et bjærgland som Norge eller Island.
Hvad valget mellem disse to lande angår, er der ikke få ting i de enkelte digte, som afgørende taler for Norge. Således er Hymiskvadet med sin hvalfangst og sine jætter sikkert norsk (13) ; da nu dette kvad, som almindelig anerkendt, er et af de yngste digte, synes denne omstændighed at måtte have en hovedbetydning for hele spørsmålet. Andre af de enkeltheder, som her kommer i betragtning, er forud nævnte. »Rensdyrjagten« i Háv. er allerede af C. Rosenberg rigtig forklaret som stammende fra en norsk digter; »gedehyrden med hasselkæppen, der klatrer i klippekløfterne« (Helg. hund. II), »gederne, som flygter for ulven ned ad bjærgskrænterne« (sst.) o. fl., alt dette er udelukkende norske livsbilleder, og det af en så umiddelbar, levende friskhed og fylde, at det ikke er rimeligt, at de stammer fra en islandsk digter. Her nytter det ikke at henvise til, at mange Islændere i en kortere eller længere tid (i det 10. årh.) opholdt sig i Norge og at de derved kunde blive fortrolige med norsk natur ; endnu den dag i dag er det en digter så at sige umuligt, i den grad at leve sig ind i en fremmed natur, at skildringen af denne bliver så fuldstændig og levende, som når en indfødt digter beskriver den ; det fremmede afbleges og udviskes mer eller mindre og i oldtiden måtte dette blive tilfældet i en endnu højere grad. Som eksempel kan det nævnes, at de anførte linjer: »gederne osv.« findes efterlignet i et vers 1 Örvar Odds (14), altså af en islandsk digter i en tid, da Islænderne var mindst lige så fortrolige med Norge og norske forhold som tidligere; men vi møder her den ejendommelighed, at det norske i den sammenligning, disse linjer indeholder, er svækket, idet flugten »ned ad bjærgskrænterne« her er udeladt, hvorved hele billedet bliver mat.
Fremdeles findes dyr, der er ejendommelige for Norge i modsætning til Island, særlig bjørnen, ofte omtalte og benyttede i sammenligninger (Hamð.: sem björn hryti) og i sammensætninger (berharðr, berfjall), og det på en så levende måde, at den naturlige forklaring heraf er, at disse og lignende udtryk stammer fra mænd, som til daglig levede under tilsvarende forhold. Der er kulturforhold som f. eks. omtalen af ligbrænding, af bavtastenen ved vejen, af næver til tagtækning og flere ting, der afgjort er norske.
På den anden side er der vel at mærke intet i fremstillingen, ikke ét udtryk, ikke én tanke, der synes udsprungen af en særlig islandsk tænkemåde eller har sin rod i islandske kultur- eller naturforhold, hvilket efter min mening er lige så talende som de nævnte udtryk.
Hertil kommer nu forskellige betragtninger, man kan opstille med hensyn til den historiske baggrund, som skimtes gennem enkelte af digtene; således synes Völuspás og Lokasennas indhold og tendens at have sin rod i det 10. årh.s norske forhold, særlig i den 2. fjærdedel af dette årh. (se herom senere). Et digt som Rigsþula, der under alle omstændigheder går ud på at forherlige kongedømmet, og da vistnok nærmest det norske (se videre nedenfor), kan, da det sikkert er ældre end fra midten af det 10. årh., umulig være digtet af en Islænder. Fra et islandsk standpunkt og efter islandske forhold bliver et sådant digt uforklarligt; tager vi derimod de norske forhold i den tid, digtet må antages at stamme fra, o. den første fjærdedel af det 10. årh., i betragtning, bliver dets fremkomst fuldt forklarlig; det hører da sammen med sådanne digte, som Þorbjörn hornklofes Hrafnsmál, digte, hvis mål det var at forherlige det nye norske, glimrende kongedømme; desuden er mange udtryk så ægte norske, at der om disses hjemsted ikke kan tvistes. Og et digt som Hyndluljoð, hvor en bestemt norsk mand eller slægt spiller hovedrollen, — hvorledes kan det overhovedet tænkes at være opstået på Island?
I Hárbarðsljóð forekommer udtryk som eikja om skib, et navn, som aldrig forekommer i islandske skrifter, men endnu er brugeligt i norske dialekter; her skimtes også norsk levemåde (»sild og bukke«), norske længdebetegnelser (som »en stund er der til stokken« osv.), ja, måske også spor til en norsk retsinstitution (jafnendr, udtrykket findes ikke i islandsk litteratur).
Med hensyn til enkelte omstændigheder i de andre digte, som efter min mening viser sig eller i det mindste antyder disses oprindelse, kan jeg henvise til behandlingen af de enkelte kvad.
Det fremgår heraf, at der i virkeligheden næppe er et eneste fast holdepunkt for den antagelse, at digtene er islandske. Imod de anførte betragtninger og enkeltbeviser nytter det ikke at ville gøre et ræsonnement gældende, som går ud på at slutte som så, at fordi Islænderne helt igennem viser sig som et i særlig grad litterært folk og i det mindste efter år 1000 som et på skjalde særlig rigt folk, vilde det være urimeligt at frakende dem enhver andel i disse digte; en sådan slutning gælder ikke, og det allerede af den grund, at digtekunsten vides at have blomstret i Norge hele det 10. årh. igennem, altså netop i den tid, da de fleste af disse digte må være blevne til. Heller ikke har den omstændighed, at digtene er opbevarede på Island, den ringeste betydning; ti mange og lange, bevislig norske (skjalde)digte blev opbevarede på Island og kun dér (15).
En kun overfladisk betragtning og sammenligning af digtene indbyrdes vil være tilstrækkelig til at vise, at de umulig alle kan stamme fra et og samme tidsrum. Ikke alene er der en stor forskel tilstede i fremstilling og behandling af æmnet, således som det i det følgende ofte vil blive påvist og som det for længe siden er almindelig anerkendt, en forskel, der kun kan bero på tilblivelsestiden (16) Hertil kommer, at et af digtene bevislig er Grønlandsk, d. v. s. opstået blandt de islandske nybyggere i Grønland, et digt som dog uden tvivl er ældre end 1100. Tillige er den omstændighed, at der i flere af digtene findes lån fra og efterligninger af andre kvad, af vigtighed.
Vi vil i det følgende søge at påvise, at, foruden det grønlandske Atlamál, nogle få andre eddadigte mulig også er af Grønlandsk oprindelse, nemlig Oddrunargrátr, Goðrúnarhvöt og Sigurðarkviða hin skamma. De 2 første synes bestemt at være de ældste, Sig. kv. og Atlamál derimod de yngste. Et er sikkert, at intet af disse kvad er ældre end o. 1000.
Nu findes der i flere af disse digte efterligninger af andre. Således synes forfatteren af Oddrúnargr. at have kendt Lokasenna og Völundarkv. (se herom senere) ; i Goðrúnarhvöt findes lån fra Hamðismál og, som det synes, efterligning af steder i Goðrkv. II og III; på den anden side er dette digt ældre end Sigurðarkv. sk., et digt, som forudsætter en mængde kvad (Reginsmál, Goðrkv. I, Brot [Sigkv. meiri], Goðrkv. II, Hamð., og muligvis Völuspá og Völ. kv.). Herved vindes det resultat, at alle de nævnte digte, hvorfra disse yngre (grønlandske?) har lånt, er ældre end år 1000.
Goðrkv. I har igen lånt fra Goðrkv. II (som sikkert ikke uden grund kaldes hin forna), Atlakviða fra Hamðismál: dette digt synes igen et enkelt sted at være påvirket af Þorbjörn hornklofes digt (herom senere).
Disse relative tidsbestemmelser fører til, at de ældste af heltekvadene ikke behøver at være ret meget ældre end o. 950, medens de yngre (eller yngste), formentlig norske digte, må stamme fra slutningen af det 10. årh., noget, som fuldstændig stemmer med den kendsgærning, at den norske skjaldepoesi samtidig ophører.
De digte, som ikke frembyder bestemte holdepunkter for bedømmelsen af deres tilblivelsestid, må ansættes i rækken efter en sammenligning med de andre i henseende til tone og fremstilling; således er det klart, at digte som Völs. kv. hin forna, Reginsmál I-II, Helg. Hjörv. hører til den samme tid som Hamðismál, og at de alle stammer fra tiden før og efter 950. Noget yngre er Fáfnism., Sigrdr. m., Sig. kv., brot, Goðrkv. I og III samt Atlakviða, Hrímgerðarmál og Helreið.
Hvad nu de mytiske digte angår, kan det ikke nægtes, at vi ikke er så heldig stillede som med hensyn til heltekvadene, da indbyrdes lån her ikke eller næppe findes. Vi har dog her den omstændighed at holde os til, at vi har digte, ved hvilke hinanden modsatte ydergrænser synes angivne, idet nogle af disse ikke kan sættes meget længere tilbage end til o. 900 og sikkert ikke længere ned i tiden end til år 1000. Det yngste af disse digte er, som anerkendt af alle, Hymiskviða, og dog er dette kvad sikkert fra hedensk tid, eller slutningen af det 10. årh. I modsætning hertil står digte som Þrymskviða, Hávam. IV, Rigsþula og Völundarkviða med deres kulturhentydninger, kærnefulde sprog, korte fremstilling og gammeldags tone; disse digte kan næppe være yngre end fra o. 900, et enkelt (Háv. IV) måske en smule ældre. Til disse sidste digte slutter sig, på grund af selvsamme fremstilling, lighed i valg af æmner og behandling af disse, digte som Baldrs draumar, Vafþr. m., Grímnism., Hárb. ljóð, Hávam. (resten), hvilke næppe er yngre end fra årh.s første fjærdedel, og således er ældre end de ældste heltedigte. Noget yngre og, som det synes, til et bestemt tidsafsnit (930—50) er Völuspá og Lokas. at henføre. Fra samme tid, lidt ældre eller yngre, er Alvissmál, Grottasöngr og endnu yngre Grógaldr, mulig også Fjölsvinnsmál, hvilke alle er at betragte som et slags efternølere fra det egenlige mytekvads tidsrum, århundredets 3 første tiere.
De enkelte digte og mindre digtbrudstykker (f. ex. enkelte dele af Hávamálsamlingen), som intet bestemt indeholder til bedømmelsen og fastsættelsen af deres alder og hjem, må ses i belysning af og under sammenligning med de andre digte, hvis alder og hjem nogenlunde sikkert kan bestemmes. Herefter og efter hvad der vil blive anført med hensyn til de enkelte digte, formenes følgende kronologi at kunne opstilles for de nu eksisterende eddakvad (de allermindste brudstykker er ikke medtagne) :
c. 900 Hávamál IV Norsk Þrymskviða Norsk Baldrs draumar Norsk c. 900 Skirnismál Norsk Rigsþula Norsk Völundarkviða Norsk c. 900-30 Vafþruðnismál Norsk Grímnismál Norsk Hárbarðsljóð Norsk Hávamál I— III, V— VI Norsk c. 935 (950) Völuspá Norsk Lokasenna Norsk c. 925-950 Völsungakviða hin forna Norsk Hamðismál Norsk Goðrimarkviða hin forna (II) Norsk Reginsmál II Norsk Fjölsvinnsmál (?) Norsk c. 950 (975)-1000 Helgakviða Hjörvarðssonar Norsk Reginsmál I Norsk Alvissmál Norsk Hyndluljóð Norsk Gróttasöngr Norsk Hymiskviða Norsk Fáfnismál Norsk Sigrdrifumál Norsk Sigurðarkviða hin meiri Norsk Goðrúnarkviða I Norsk Goðrúnarkviða III Norsk Atlakviða Norsk Hrímgerðarmál Norsk c. 1000-1050 Grógaldr Norsk Helreið Brynhildar Norsk Helgakviða hundingsbana Norsk Oddrúnargrátr Grønlandsk (?) Goðrúnarhvöt Grønlandsk (?) Sigurðarkviða hin skamma Grønlandsk (?) Atlamál hin grænlenzku Grønlandsk c. 1150-1200 Völuspá hin skamma Islandsk Grípisspá (17) Islandsk
Denne oversigt frembyder, som allerede antydet, en vis tidsrumsinddeling, dog uden skarpe grænser.
Det første tidsrum ses da at gå fra o. 900 til o. 935 og digtene hovedsagelig at bestå af gudekvad. Det ses tillige, at det så godt som fuldstændig falder sammen med den fredstid under Harald hårfagre efter erobringen af Norge, som vi foran særlig har fremhævet og som varede til c. 930 (ovfr. s. 25—26). Dette er næppe tilfældigt. Det tør antages, at den store anseelse, skjaldene nød hos kong Harald, samt det opsving i det hele samfundsliv, som Haralds prægtige hofliv må have affødt, også har været frugtbringende for de gamle myter og de dermed nærbeslægtede, ja derfra uadskillelige heltesagn, med andre ord, ført til den storartede og udbredte digtning af sådanne skjaldekvad, som nutildags kaldes eddakvad. At der tidligere har eksisteret lignende kvad, er ovenfor gjort sandsynligt; det er i og for sig så godt som givet. Men det har antagelig først været den omtalte tidsalder og tidsånd, som har gjort denne frembringelse almindelig og om jeg så må sige, bevidst som kunstdigtning.
Dette (første) tidsrum kan siges at afsluttes med de to aldeles enestående digte, Völuspá og Lokasenna, hvis indhold er en afspejling af de ufreds- og gæringsår efter 930, i hvilke så mange politiske forbrydelser og andre vigtige begivenheder skete.
Samtidig med de sidste af disse mytiske kvad synes de ældste af heltedigtene at være, nemlig fra årene o. 925—50. Disse kunde siges at tilhøre det andet tidsrum. Til den hører især den ældre række af heltedigte. En stor del af dette tidsrum falder atter sammen med den anden fredsperiode under Hakon den godes regering. Atter her står vi sikkert ikke overfor nogen tilfældighed.
Endelig er der så et tredje tidsrum, som i forhold til de to første kunde betegnes som efterklassisk, fra o. 1000 til o. 1050 (1075). Til den hører de sidste norske digte, hovedsagelig bestående af heltekvad (Grógaldr står midt imellem de heroiske og de mytiske kvad). I dette tidsrum synes en ny indflydelse, fra Tyskland, at have gjort sig gældende, i det mindste i nogle af de herhen hørende digte ; denne nye indflydelse kan tænkes fremkaldt ved en tiltagende livlig handelsforbindelse.
Denne nævnte indflydelse er påvist af A. Edzardi (18) og det er klart, at man i Norge efter at have modtaget (yngre) beretninger om de berømte sagnhelte til en vis grad forskellige fra de gamle gængse sagn, følte trang til at omdanne den nylig modtagne afvigende beretning til sange i lighed med de allerede eksisterende på en ældre sagnform beroende digte. Således opstod der paralleldigte, sem f. ex. de to Reginsmál, de to Hamðismál. De ældre kvad synes i regelen at være affattede i málaháttr og ljóðaháttr, de yngre derimod i fornyrðislag.
Resten af kvadene fra dette tidsrum, 4 i det hele, er vistnok af grønlandsk oprindelse, ét er det sikkert.
Da det bevislig forholder sig så, at et af de os bevarede eddakvad er forfattet i Grønland, nemlig Atlamál, ligger det meget nær at undersøge, om der da ikke muligvis er flere, der med nogen sandsynlighed lader sig henføre til dette land. Mærkeligt nok synes dette spørsmål aldrig direkte at være fremsat eller behandlet.
De digte, som ovenfor er angivne som grønlandske, har mange egenskaber tilfælles. For det første er fremstillingen i de 2 af dem, som særlig kan kaldes episke, (Sig. sk., Atlam.), meget vidtløftig og udførlig til de mindste detaljer; her findes lange og udtværede samtaler og enetaler (Brynhilds spådom om de mindste enkeltheder i Sig.kv.; Atles og Gudruns samtaler i Atlam) (19); i fuldstændig overensstemmelse hermed er monologerne i Oddrúnargr. og Goðrúnarhvöt. Desuden er indhold og tone i alle disse dialoger og monologer den samme; der er klager ofte af en underlig gribende, vemodig art, som synes at bære vidne om livets tunge tryk og en afsondrethed og ensomhed, som man netop kan tænke sig i en så afsondret nybygd, som den islandske i Grønland. Retskafne følelser, alvor og sædelig tænkemåde er en naturlig følge af livet dér; med alt dette følger en — ganske naturlig — snæversynethed og smålig opfattelse af den store omverden, af fortidens vældige sagnhelte og deres bedrifter. Eksempler på alt dette findes der i mængde i disse kvad, og netop herved adskiller de sig stærkest fra alle de andre digte. Beskrivelsen af heltenes sindstilstand er i regelen vidtløftig; der bruges mange ord, ja flere vers, hvor de ældre (norske) digte vilde have brugt et par linjer eller kun et eneste ord (et tillægsord, der med et slag karakteriserede hele personen og situationen); se f. ex. Sig.-sk. v. 13-14, Atlam. passim. Desuden er der forskellige enkeltheder, som bedst forklares under den forudsætning, at disse digte hverken er norske eller islandske. Således den omstændighed, at Brynhildr i Sig.sk. 8 siges ofte at have vandret ensom ude på »ise og jøkler«. Der står i grundteksten acc. isa ok jökla, som kun kan være at opfatte som obj. for gengr (jfr. riða dala, lopt ok lög og lign.), således Grimm, Svb. Egilsson, H Gering (20), og ikke som gen. plur. styret af fylld (»fyldt af is og jøkler«); ingen digter havde kunnet begå en så storslået smagløshed, som et sådant udtryk er; udtrykket kan ikke forsvares ved et sådant ord som kaldrifjaðr og lignende; endnu mindre ved det af Bugge anførte udtryk fra Merlinusspá: köld hrimi hvers konar hjörtu lýða; det er korrekt og træffende om folks hårde, vantro hjærter at sige, at de er kolde af rim, der ligesom lægger sig over dem; men hvor unaturligt er det ikke at sige, at de er fulde af »isflader og bræer«.
At en grønlandsk digter tænker sig »Gjukungernes kongesæde omgivet af isflader og bræer« er derimod naturligt, og Bugge har selv i en anden sammenhæng udtalt sig træffende om lignende forhold (21). Digteren tænker sig, at Brynhildr om aftenen ferr einförum, fuld af sorg og græmmelse, og han overførte sit lands beskaffenhed på Gjukungernes land. Straks efter at man var kommen udenfor sin dør i Grønland, var man netop ude på de uendelige, triste isflader; ikke således på Island eller i Norge. Foruden at udtrykket er ægte Grønlandsk, bliver det tillige poetisk, når man betænker overensstemmelsen imellem Brynhilds triste tanker og ismarkernes tomme ensomhed (22).
I sammenhæng hermed bliver den oftere forekommende mangel på geografisk forståelse og enkelte fejle forestillinger let forståelige, som når det i Oddr. gr. om Hlésey (Læssø) antages, at den ligger lige ved fastlandet, og at man i den kunde høre Gunnars harpespil i Atles ormegård (v. 30); dette svarer fuldstændig til Atlamáls forestillinger om Atles og Gjukungernes rige. Atles sendemænd rejser over Limfjorden (om nordover eller sydover den ses ikke), og så er de i Gunnars rige; i Oddr. gr. 15,7 antages, at dette ligger syd for Atles. I Atlam. 100,1 forekommer den underlige betegnelse húnskr (hunnisk) om Sigurðr. I Slg.sk forekommer den samme brug heraf 5 gange (4,7, 8,9, 18,5, 66,5, 67,1) ; det er som om forfatteren havde forelsket sig i dette tillægsord. I andre digte forekommer det kun i den egenlige betydning om »hunniske tærner« (Goðr. II, 26), om »det hunniske folks hal« (ɔ: Atles hal; Goðr. I, 26). Nu ved vi, at forf. til Sig. kv. har stærkt benyttet Goðrkv. I, og det er åbenbart, at han har misforstået v. 26 således, som om Sigurð selv hørte til Hunnerne eller var en af dem (23).
En ejendommelighed bør endnu fremhæves. Ordet Niflungr (-ar) både som egennavn og slægtsnavn findes med h i forlyd (hnifl-) Atlam. 47, (egennavnet Hniflungr) 88 og Goðr. hvöt 12 (24). Man kan vanskelig tænke sig, at ordet skulde have fået dette h i Norge eller på Island (jfr. Snorres etymologi: »II. Nefir, er Niflungar eru fra komnir«, Sn. E. I, 520 (25), hvor de gamle traditioner i det hele taget var så levende; hos Grønlænderne var derimod dette næppe tilfældet, og hos dem kan man lettere formode en sådan forandring foregået ved en eller anden fejlagtig opfattelse eller sammenblanding.
Også synes de Grønlandske digtere at have yndet en ejendommelig form for begyndelsen af et kvad, hvori digterens subjektive udtalelse fremtræder.
På grund af alt dette, der viser en indre sammenhæng og lighed mellem disse 4 digte, samtidig med at de på grund af hele deres beskaffenhed må høre til de yngste eddadigte, mener jeg med så stor en sikkerhed, som der her kan være tale om, at kunne antage, at disse digte er af Grønlandsk oprindelse. Hvis så er, vinder de i det mindste i kulturhistorisk interesse ikke lidet, og hvad de sagnhistoriske ejendommeligheder, som de indeholder, angår, antager jeg, at der herved falder et nyt lys over dem, som er tilstrækkeligt til at forklare dem.
Det skal til slutning bemærkes, at jeg med hensyn til Helreið er i stærk tvivl, om ikke også det er grønlandsk.
Det er før blevet bemærket, at skjalde vides at have levet i Grønland; desuagtet kendes ingen hirdskjalde derfra. Den grønlandske digtning blev da naturlig en eddakvadsdigtning. Da ingen islandske eddakvad synes at høre til denne tid (26) og da de grønlandske digte er meget nærbeslægtede med de yngre norske digte, må den grønlandske digtning være en direkte fortsættelse af den norske og stamme umiddelbart derfra. Forholdet må tænkes at have været det, at enten er en norsk digter eller en eller flere Nordmænd, som kunde hele sagnkresen og flere digte udenad, udvandrede eller tilfældigvis kommen til Grønland og har der gjort deres eller andres digte bekendte (27) tilligemed de tyske sagn om Niflunger og Gjukunger. Dette førte så til, at denne digtart opblomstrede på ny i Grønland, idet de grønlandske digtere dels benyttede træk, som de kendte fra de mundtlige sagn, dels forsøgte at forbinde to (eller flere) hinanden modsigende, men den samme person gældende sagntræk. Herved opstod der paralleldigte ; jfr. forholdet mellem (den norske) Atlakviða og (de Grønlandske) Atlamál. Af ældre digte har de lånt enkelte udtryk og verslinjer, men om en systematisk om- og bearbejdelse af de ældre digte er der her, lige så lidt som i Norge selv, tale.
At en digtart kan føres over til et fremmed land og dér fortsættes, er ikke noget, der ellers er ukendt. Den islandske rimedigtning vides således tilfældigvis at være kommen til Færøerne, hvor den blev omplantet og fremkaldte en digtning (ruymur) , ganske vist af en derfra forskellig karakter (28).
Tilbage står at behandle de to digte, som jeg har ment at kunne bestemme som islandske. Disse to digte betegner et nyt — det sidste — afsnit i eddadigtningens udvikling. Dette kan forklares på følgende måde.
Som det tidligere er bemærket, har man på Island kendt de gamle norske digte både i det 11. og i den første del af det 12. århundrede, uden at de dog dér førte til nogen selvstændig efterligning således som i Grønland. Først da man på Island af historisk-antikvarisk interesse (hvorom senere) var begyndt at samle og nedskrive de gamle sange, og da den gamle skjaldepoesi forlængst havde nåt sit højdepunkt og interessen derfor og forståelsen deraf var begyndt at tabe sig, da opstod der på Island en vis lyst til at efterligne denne simplere digtart, der ikke stillede så store krav til det formelle. Man behandlede nu den gamle mytologi systematisk-videnskabelig, og de gamle sange vilde man gøre til historie. Der opdagedes nu forskellige huller i fremstillingen og man savnede — sit eget selvlavede — system i digtene. Så bødede man på bægge dele ved at digte selvstændige kvad til at fylde hullerne med, som Grípisspá, og andre i overensstemmelse med det nye system, som f. ex. Völuspá hin skamma. Hvor stor denne digtning i det hele har været, er ikke let at sige, da kun to digte deraf er bevarede samt muligvis enkelte strofer og strofepartier, der udgør indskud i de større kvad.
Denne islandske efterdigtning (29) omfatter sikkert også dels de så kaldte þulur (i Snorra-Edda), dels de mange i de såkaldte Fornaldarsögur forekommende kvad, men disse vil blive senere at behandle.
I og for sig er det ikke nødvendigt at give en beskrivelse af de her omhandlede digte, da ethvert af dem senere vil blive belyst. Hertil kommer, at de ikke kan karakteriseres under ét, da de, hvad kompositionen og andre forhold angår, er højst ulige og uensartede. Ikke desto mindre turde det være hensigtsmæssigt til slutning i tilknytning til det sidst anførte at betragte digtene fra de forskellige tidsrum lidt nærmere, førend vi går over til at behandle spørsmålet om forfatterne og disses mål.
Digtene fra den ældste tid udmærker sig da navnlig derved, at deres fremstilling er kort og energisk. Kun hovedtrækkene tages med samt de allervigtigste begivenheder; mellemliggende og underordnede ting — for ikke at tale om det mere uvedkommende — udelades omhyggelig; dem kunde tilhørerne selv udfylde. Men netop herved bliver de meddelte begivenheder ligesom mere fremspringende og iøjnefaldende, mere egnede til at sætte sig fast i tilhørernes sind og hukommelse. Nordboernes sans for hovedsagen, for hvad der i en sag eller ved en person er af overvejende og afgørende betydning for det hele og dets fremadskridende udvikHng, viser sig her i sin fulde styrke. Dette gælder såvel de mytiske som heltedigtene (såvel Völuspá som Völsungakviða hin forna osv.).
Det således beskafne indhold udvikler sig i sine enkeltheder på en naturlig og fremfor alt simpel måde. Den ene begivenhed fører, hvor der er tale om et indbegreb af sådanne, logisk over til den anden. Hertil svarer de optrædende personers korte, fyndige og kraftige tale. De taler hverken for lidt eller, endnu mindre, for meget. Ordknaphed og simpelhed i udtryk, ævnen til at give korte rammende svar på tiltale var en af Nordboernes smukkeste egenskaber. Disse korte udtryk har en ophøjet, en ædel, bestemt og personlig vederhæftig karakter og de karakteriserer personerne; det er i dem, disse viser os deres sjæl, deres åndelige holdning og egenskaber. De sjælelige egenskaber fastholdes med et sandt mesterskab. Indenfor et og samme digt er de enkelte karakterer altid sig selv lig. En anden sag er det, at f. ex. Gunnar ikke optræder ens i alle kvad, men forskellen hidrører fra de forskellige forfatteres opfattelse. (30)
Hertil skal endnu føjes, at digteren aldrig fremtræder selv med sine egne personlige meninger; han taler ikke i første person, han taler overhovedet slet ikke. I så henseende er der en meget stor forskel på disse digte og skjaldepoesien, hvor digteren selv hyppig træder frem med sit eget jeg. Grunden hertil må søges i den forskel i betragtningen og bedømmelsen af de to slags kvad, som i det følgende bliver omtalt (s. 80) (31).
I modsætning til de nævnte ældre digte må de yngre kvad stilles. Disse er med hensyn til indhold i regelen langt længere og udførligere; overgangene er her ikke så bratte; følgelig er hovedpunkterne heller ikke så skarpt fremtrædende, så meget mindre som underordnede og mindre væsenlige ting og forhold medtages. Fælles for dem er således en vis bredde og udførlighed i skildringen. I forbindelse hermed findes der i disse kvad en del stående udtryk, samt forskellige for en senere tid så betegnende kvadbegyndelser (32). En vis mathed og mangel på friske farver er den umiddelbare følge heraf, idet også de optrædende personer overhovedet er temmelig veltalende eller måske rettere sagt meget talende. Særlig mærkes dette i de formentlig grønlandske digte, som desuden i mange henseender frembyder en vis åndelig snæversynethed og smålighed, som dog ikke er til at undres over, når vi ser hen til grønlændernes afsondrede stilling og små, for ikke at sige trykkende kår.
I disse digte mærkes endvidere undertiden digterens eget »jeg«; han træder frem med ord som »jeg hørte sige« og lign.; se nedenstående anmærkning.
I én henseende står disse digte ikke tilbage for de ældre, i karakterskildringen, i den psykologiske behandling af personerne — aldeles bortset fra den omstændighed, om de er opfattede ens eller anderledes end i de ældste kvad. Karakteren bliver lige konsekvent og rigtig tegnet for det.
Alle eddadigtene er afsluttede helheder, såvidt som overleveringen tillader at bestemme dette. De er enten, hvad man kunde kalde oversigtskvad, eller de handler om en enkelt hovedbegivenhed, der dog kan bestå af flere optrin eller afsnit. De allerfleste er af den sidste art.
Til den første række hører kun to gudekvad, nemlig Völuspá og formentlig Völuspá hin skamma, men bedømmelsen af dette digt er og bliver usikker. Völundarkviða må regnes hertil, selv om den ikke giver en oversigt over hele Völunds liv. Digtet omfatter dog et langt afsnit deraf, men det hele knytter sig således sammen, at det kunde betragtes som hørende til den anden gruppe med forskellige optrin. Blandt heltedigtene er der flere, der er oversigtskvad: Helg. hund. I og II (jeg går — hvorom senere — udfra, at de bevarede strofer alle tilhører et og samme digt), Helg. Hjörv., Sig. sk., og vistnok Brot., for ikke at tale om Gríp. (i spådomsform). Goðrkv. II må snarest regnes hertil; rigtignok er det hele en monolog og forudsætter således kun én situation, men Gudrun giver deri en oversigt over sit liv og færd. Reginsmál A og B er vanskelige at bedømme, da de er så mangelfuldt overleverede. Enkelthandlingskvadene, som de med et noget tungt navn kunde kaldes, består af én eller flere optrin eller afsnit, men hvor det hele dog kun drejer sig om en enkelt (hoved)begivenhed. Kun et optrin findes i Hav. I, IV og VI, hvortil også II-III (Odinseksemplerne) kan regnes, Grímn., Hárb., Alvissm., Grótt., Grógaldr, Hrímg., Sigrdrifum., Goðrkv. I og III, Helreið; også Oddrgr. kan henføres hertil, men det er noget beslægtet med Guðrkv. II (Oddrúns tilbageskuende monolog). I alle de øvrige digte er der fra 2 til 8 optrin (Hymiskv. har flest, derefter Þrymskv.). Heraf kan intet som helst udledes med hensyn til digtenes alder eller aldersforskel. M. h. t. denne sag kunde der henvises til A. Heuslers Lied u. epos (1905) (33), samt til Symons Einl. § 30.
Her at komme ind på en nærmere sammenligning af sagnene i heltedigtene og de tilsvarende tyske sagn vilde være fristende nok, men det vilde føre temmelig vidt, og da en sådan sammenligning allerede og af flere er foretaget, er det ikke nødvendigt (34). Dog skal jeg fremhæve et punkt.
Gjukunge- og Niflungesagnet er, som bekendt, af tysk oprindlelse. I begyndelsen er det selvfølgeHg optaget af Nordboerne i den form og udstrækning, i hvilken Tyskerne fortalte det. Men det har sikkert ikke varet længe, inden sagnet undergik en forandring dels derved, at andre sagn blev knyttede dertil (35), dels ved at selve det oprindelige sagn forandredes, navnlig således at karaktererne fik et afgjort nordisk særpræg; personerne fik nordisk sind og tankegang. Nordboernes ejendommelige opfattelse af menneske- og gudelivet og den dertil knyttede tro på skæbnen Kommer overalt til syne. En aldrig bristende sammenhæng i et menneskes liv, et indre bånd imellem dets ånd og handlemåde, samt en uopløselig forbindelse mellem denne og dets endeligt (liv efter døden) gør sig allevegne gældende. På grund af Nordboernes opholdssted på jordkloden, på grund af de deraf følgende samfundstilstande og andre ydre vilkår og livsbetingelser fik deres skæbnetro en mørk farve, en overvejende tragisk karakter. Deres liv fik hyppig en tragisk afslutning, som hidførtes ikke af det enkelte menneskes handlinger alene, men af den måde, hvorpå to eller flere personers liv og optræden kom til at gribe ind i hinanden, af vekselvirkningen mellem flere personers skæbne. En første årsag måtte der imidlertid til, for at livets tragedie kunde begynde og udvikle sig, men denne første årsag kom til at ligge udenfor menneskene, til at stamme fra en ikke menneskelig verden.
Her kommer vi da til den hovedforandring, som de tyske sagn har undergået i Norden (36).
Den består i opfattelsen af Niflungeskattens oprindelse og betydning. I de fleste sagn kendes skatten ganske vist, og det synes som om man har haft på følelsen, at den var en ond skat (37), men den betydning, som de nordiske sagn tildeler den, findes ikke antydet, og dens oprindelse omtales ikke med et ord. Især det sidste, oprindelsen til den, synes at være en særlig nordisk mytedannelse. Og det er da ikke den omstændighed alene, at skatten med magt er røvet fra en dværg, et væsen, som havde den magt at knytte en evig, aldrig hvilende forbandelse til den og navnlig til en dertil hørende ring (Andvaresringen), som her kommer i betragtning. Men af ikke mindre vigtighed er, at de, som har berøvet Andvare skatten, er guderne, ja hovedguden selv, fra hvem den så — gennem jætter som mellemled — kom til menneskene. Skatten og dens forbandelse kommer altså på en måde fra guderne. Den første årsag til de tragiske begivenheder, den fremkaldte, er odderens drab, som guderne begik; som altid er det imidlertid Loke, der i virkeligheden volder hele ulykken; således har det sikkert fra begyndelsen af været betragtet.
Denne kombination af Niflungesagnet med den nordiske mytologi kan kun være opstået i selve Norden. Den må være foregået i tiden o. 600 — 800, et tidsrum, som i så mange henseender var rigt på nye udviklinger og omdannelser på kulturens område (jfr. den forandring, som runeskriften i denne tid undergik), en skabende og udviklende gæringstid, der o. 800 må betragtes som fuldstændig afsluttet, også i mytologisk henseende. Den følgende tid fra o. 800 til o. 1000 er, i forhold til den, hvad udviklingens selvstændighed angår, så godt som ikke virkende. Den tager det givne stof og omdanner det til sange, dannende større eller mindre krese. Den er ikke selvstændig frembringende, men kun afhængig genfrembringende, hvad dog ikke er til hinder for, at enkelte digtere kan have knyttet sagn til hinanden, der ikke oprindelig hørte sammen, eller uvilkårlig lagt en subjektiv farve over sagnene og deres personer (38).
Kendskabet til den ægte gamle sagnform fra 600— 800 måtte efterhånden tabe sig, jo mere man nærmede sig hedenskabets opløsning og afslutning. Derfor må man ikke forudsætte, at de kvad, som vi nu har tilbage, særlig de, som stammer fra det 10. århundreds sidste halvdel, gengiver den ægte gamle opfattelse aldeles nøjagtig i småt som i stort, at deres forfattere har haft en fejlfri og levende forestilling om alle de enkelte begivenheder og alle de enkelte personer, der fandtes i de gamle mytiske og heroiske sagn. Således er det f. ex. aldeles klart, at forfatteren af Hymiskviða ikke har anet, at Tyr er den oprindelige fælles germanske gud. Den indsigt i mytologien var forlængst bleven fuldstændig tilsløret.
Noter
1): Denne sætning har B. M. Ólsen forklaret i sit ”Svar” (beg.); den tolkning havde jeg dog ikke tænkt mig.
2): Dette regner Symons dog s. CLXXV til de „sicher norwegische lieder", men han har selv rettet dette.
3): Selv indrømmer han muligheden af, at „noch dieses oder jenes andere lied in Grönland gedichtet sein kann" (ɔ: foruden Atlamál). Jeg har antaget 4—5. Afstanden mellem mig og Symons bliver således ikke overvældende stor.
4): v foran r findes i Lokasenna 15, 18, 27, Fáfnismál 7, 17, 30, Atlakviða 2, Sigrdrifumál 27 i ordet vreidr (i den stereotype forbindelse vreiðr vega); desuden findes vreka Hávamál 32, Vafþr. 53, altså på et forsvindende antal steder og kun i disse to ord. Jfr. Sv. Grundtvig: Nord. gml. litt. 71, E. Jessen: Eddalieder Zeitschr. f. d. Phil. III, 27 f. På Island er v forsvundet meget tidlig; et ex. i en linje af Egill Skallagrímsson Skjdigtn. B I 53 (v. 47). Se herom Symons' Einleit. CCLXXXIV og CLXXIV f.
5): Heri hedder det:
Hverir láta fljóta
fley við bakka?
hvar hermegir
heima eiguð?
hvers biðið ér
í Brunavágum?
hvert lystir yðr
leið at kanna?Quis rogo vestrum
dirigit agmen?
quo duce signa
bellica fertis?
quis moderatur
prælia princeps?
quove paratur
him lác offrodon
Her er dog et umiskendeligt slægtskab tilstede.
6): Jfr. E. Jessen: Ueber die Eddalieder Zts. f. deut. Phil. III, 44 ff.
7): Jfr. Müllenhoff i Zetschr. f. d. alt. XXIII, 126.
8): E. Jessen: Zeitschr. f. deut. Phil. III, 5, jfr. derimod Sv. Grundtvig: Nord. gml. litt. s. 100.
9): Jfr. E. Jessen: Zeitschr. f. d. Phil. III, 32—4, J. E. Sars: Udsigt osv. I, 172, 173, hvor det påstås, at flere af de anførte udtryk fortræffelig passer på det vestenfjældske Norge.
10): Jfr. J. G. H. Kinberg: Eddas naturhistoria 1880.
11): Bókrúnar i Sigrdr. 19 har intet at betyde i forbindelse hermed. Jfr. E. Jessen: Zeitschr. f. d. Phil. III, 35.
12): Jfr. hermed Skúle hertugs ord: Eina kann ek vísu: ari sat á steini; aðra kann ek vísu: ari sat á steini; öll er sem ein sé: ari sat á steini Fms. IX, 431, jfr. Eirsp. 562. Skj. digtn. B II 152 v. 24.
13): Når man i. ordet hraun (f. ex. i hraunbúi) har villet se et særlig islandsk ord, beror det på et selvbedrag. Ordet er lige så godt norsk som islandsk. I betydningen „lava" har man vistnok ret til at se en isl. udvikling, men den betydning kan ikke nogetsteds sikkert antages; på Island findes også den oprindelige betydning; så at ordet i bedste fald kan siges at være neutralt. Dette m. h. t. Symons Einl. CCCXIV not.
14): Boers udg. s. 184.
15): G. Vigfússon har i Fortalen til sit Corpus poeticum boreale (se § 8, jfr. Sturlunga 1878 prolegg. clxxxvi ff) fremsat den hypotese, at eddakvadene skulde være digtede på de vestlige øer (Orknøerne), Overbevisende grunde har denne teoris ophavsmand ikke givet (jfr. S. Bugge: Studier etc. s. 30 not.) og er stærkt blevet modsagt og, efter min mening, fuldstændig gendreven, først af B. Gröndal (i Timarit hins isl. bokmentafjelags I, 24 ff.) og siden af A Edzardi (Paul-Braune Beiträge etc. VIII) i en grundig, særdeles velskreven og overbevisende afhandling, hvortil jeg tillader mig at henvise. Efter at have gendrevet Vigfússons teori som overilet og fuldstændig grundløs, udtaler han som sin mening, at „die lieder teils in Norwegen, teils und meist auf Island, einige aber auch in den norrönen nebenländern, d. h. in Grönland — und auch wol in den keltisch-nordischen gegenden (som note: doch nur die Rigsþula) . . . gedichtet wurden". Denne mening har Edzardi desværre ikke senere begrundet. Han døde kort efter.
Hvad der i det foregående er udviklet, er at betragte også som en indirekte indsigelse imod Vigfússons hypotese. Her skal det kun bemærkes, at det eneste, der synes at kunne tale for den, er, at i digtene findes adskillige fremmede ord, som menes at være indkomne i sproget fra de vestlige ølande, Britannien og Irland. Sådanne ord er f. ex. kálkr, gim, sigli, lind (jfr. S. Bugge: Studier etc. s. 4—6. Enkelte af de her nævnte ord har Bugge senere taget tilbage, se Stud. 542—4). Hvis det forholder sig så med disse ord, at de i virkeligheden er komne ind i sproget fra keltisk (eller angelsaksisk), er de dog intet som helst bevis for, at digtene, hvori de forekommer, er af „vestlig" oprindelse. Forbindelserne mellem Norge og de vestlige lande, specielt Orknøerne og Irland, var i det 9. og 10. årh. levende nok til, at disse få ord kunde nå frem til Norge selv og der få borgerret i sproget. Symons har (Einl. CCLXXXVI) udtalt sig i lignende retning, idet han stærkt kritiserer Bugges antagelse af låneord og ordefterligninger (f. ex. i Sig. sk. og andre steder).
16): Jfr. herom, ang. heltedigtene, dr. H. Ussings ovf. nævnte bog.
17): De i parentes vedføjede tal betegner den yderste grænse opad eller nedad. Det bemærkes, at denne tabel kun er uddrag af, hvad der i det følgende vil blive hævdet for de enkelte digtes vedkommende. B. M. Olsens kritik af denne tabel var derfor ganske ubegrundet. Jeg har nu foretaget enkelte, men lidet betydningsfulde ændringer.
18): »Auf erneute Berührung mit deutscher Sage weisen nun auch Atlak. und Atlam. . . . [Det samme gælder efter min mening også Sigurðarkviða og Brot]. Das erste Guðrunlied spielt bekanntlich auf Personen und Ereignisse an, von denen die älteren Lieder nichts wissen, und das Enthüllen der Leiche Sigurds, um Gudruns Schmerz zu mildern, erinnert sehr an das nochmalige Öffnen des Sarges auf Krimhilds Verlangen«, Germania XXIII, s. 86, jfr. »wir haben also Grund, in den jüngsten Heldenliedern der Edda erneuerte Berührung mit deutscher Sage und Dichtung auzunehmen, die etwa in's 9. oder höchstens 10. Jahrhundert [snarest dette sidste] zu setzen wäre (note hertil: Vgl. Maurer, Z. f. d. Phil. II, 447 ff.)«, sst. s. 87. Jfr. B. Symons i Beitrage osv. III, 240, 243, Einl. CCLXXI f.
19): Om vigtige overenstemmelser mellem bægge digte se Heusler: Der dialog in der altg. erzähl. dicht. s. 193-94 (hvor der dog også henvises til forskel i »temperament og diktion«, hvilket kan forklares som beroende på to forfattere).
20): Når Bugge i anm. til stedet, jfr. s. 420 a siger: Ísa ok jökla kan ikke være Acc pl, ti det vilde være meget besynderligt, om Gjukungernes Kongesæde skulde fremstilles som omgivet af »Isflader og Bræer« så forsvinder denne betænkelighed, når forf. er Grønlandsk, men en sådan mulighed havde Bugge åbenbart ikke tænkt sig.
21): I Paul Braune's Beiträge XII, 8: ”Kann das land . . . nicht darum . . . als ein eálond geschildert sein, well der englische verfasser des Beowulfgedichtes wie so viele dichter in alten, naiven zeiten auf das fremde im gedichte geschilderte land die verhältnisse seines eigenes landes übertrug?”
22): Med hensyn til forestillingen om og tilstedeværelsen af grønlandske jøkler skal bemærkes, at der var noget, som ligefrem kaldtes Grænalands jöklar, samt at disse ses at have været lige ved kysten, gået lige ned til havet; i Floam. s. (1860) s. 143, 144, 145 hedder det således: ”Þat er sagt, at þeir brutu skipit undir Grænlands jöklum í vik nökkurri . . ., Jöklar miklir gengu tveim megin vikrinnar ... ok máttu þeir eigi brott leita fyrir ísum ... at þeir munu ganga å jökla . . . þeir fóru allir á jökla . . . þeir dragaz nú fram með joklinum" osv.; i Fóstbr. s. s. 95 hedder det om en mand, der hed Gamle, at han boede i Eriksfjordens inderste del ”oppe under jøklerne”-, jfr. udtrykket: ”at fara um stórfjörðu undir jöklum, Grænlend. þáttr kap. 2, Flat III, 446. Enkelte steder kan der være sigtet til Grønlands sydøstkyst, men ikke i det fra Fóstbr. ,
23): Anderledes, men efter min mening urigtig, har Mullenhoff opfattet sagen i Zeitschr. f. deut. alt. XXIII, 166.
24): Anderledes hænger det vist sammen med Hniflungar i Helg. hund, I 48, jfr. ordet i Lex. poet. Symons mener ikke, at hnifl- er den rigtige form eller overhovedet findes om Nibelungerne, Einl. CCCII f.
25): Jfr. Hversu Noregr byggðiz kap. 2.
26): Eddadigte ses ganske vist at have været kendte af isl. skjalde i det 11. , årh., men det kan ikke ses, at de dér har ført til nogen efterligning, da en anden art af poesi her forlængst var bleven eneherskende, en art som tilmed var af en særlig indbringende art.
27): Et ex. på en norsk udvandrer til Grønland Þrándr fra Oplandene, der begav sig til Grønland på grund af kong Harald hårdrådes had (o. 1046), findes Fms. VI, 186 ff., Mork. 25—7, Grønl. hist. Mind. II, 608 ff.
28): Jfr. Froðið er komið frá Islandi, skrivad í bók so víða (breiða) Fær. kvæder II, 120, jfr. Færøsk anthologi I, XL VII.
29): Man kunde muligvis spørge, om disse digte ikke ligeså godt kunde være Grønlandske som islandske. Dertil er at svare, at man intet kender til mytiske digte fra Grønland, og at det ikke er rimeligt, at man der har beskæftiget sig med det gamle gudesystem og den gamle gudelære på en forskende-videnskabelig måde. Men dette forudsætter bægge de digte, som formentlig er islandske. Grønland blev jo tidlig kristnet.
30): Digtene er hyppig monologiske eller dialogiske. Om ”dialogen" kan henvises til A. Heuslers ”Der dialog in der altgerm. erzahl. dichtung” i Zs. f. deut alt. XL VI (1902).
31): Digtene fra det ældste tidsrum gælder W. Grimms i det hele fortræffelige beskrivelse i hans ”Deutsche heldensage”, 2. udg. 373—4, hvoraf følgende her skal anføres: ”Die eigenthümlichkeit der eddischen lieder beruht darin, dasz zunächst die absicht nicht dahin geht, den inhalt der sage darzustellen, den sie vielmehr als bekannt voraussetzen, sondern dasz sie einen einzelnen punkt, wie er gerade der poetischen stimmung dieser zeit zusagt herausheben, und auf ihn den vollen glanz der dichtung fallen lassen, nur was zu seinem verständnis dient, wird aus der übrigen sage angeführt, oder daran wird erinnert. eine beziehung auf das zunächst vorangegangene folgt vielleicht erst einer andeutung der zukunft, das entfernte wird durch kühne übergänge in die nahe gerückt, und zu ruhiger entfaltung [dette turde dog være et mindre heldigt udtryk] und gleichförmigem epischen fortschreiten gelangt diese poesie nicht, wo sie etwa den anfang dazu macht, wird sie durch die neigung zu lebhafter, dramatischer darstellung gestört, die überall durchbricht und dieser betrachtungsweise völlig angemessen scheint. . . Das erhabene der eddischen lieder beruht in diesem auf der höhe genommenen standpunkt, wo das auge, über die ebenen wegschauend, nur auf vorragenden gipfeln verweilt, der ausdruck, edel und einfach, aber scharf und genau bezeichnend, ist nur durch reiche und kühne zusammensetzungen geschmückt; da wo er schwer und tiefsinnig wird, blitzt der gedanke uns doch entgegen" osv.
32): Ár vas alda (Helg. hund.), det dermed ensbetydende Vara þat nú né i gær (Hamd. hin yngri), Ár vas þaz Gðdrún (Goðr. I), Ár vas þaz Sigurðr (Sig. sk.), Heyrðak segja i sögum fornum (Oddr. gr.), Frétt hefr öld ófo (Atlam.), Þá frák sennu (Goðr. hv.). Den her fremtrædende digtersubjektivitet (”Jeg”) har en gammel parallel i de yngre danske folkeviser, se Steenstrups interessante bemærkninger i „Vore folkeviser" 31 ff. B. M. Olsens bemærkninger imod dette (Hvar eru osv. 120—21) er ganske utilstrækkelige, dels forfejlede.
33): Heusler bekæmper benævnelsen „episodiske" digte om den 2. gruppe. Med rette, hvis eller når dette ord skal betegne tilstedeværelsen af andre digte, der skulde udgøre en cyklus. Men det forekommer mig, at ordet kunde bruges uden at det behøver at forudsættes.
34): Dette er også sagnforskningens sag.
35): Først og fremmest sagnet om Guðrun, som oprindelig ikke er et tysk, men et dansk (jysk) sagn, dernæst Jörmunrekkssagnet og det nordiske Helgesagn.
36): Jfr. W. Mullen Mythologie d. deut. Heldens. 115.
37): ”Die deutsche Sage kennt noch das böse, an den besitz des goldes geknüpte verhängnis, wiewol nicht den ursprung davon, überhaupt scheint ihr nur eine dunkle erinnerung vorzuschweben" (og denne dunkle erindring kunde være kommen fra Norden til Tyskland i en senere tid, og være således let forklarlig) W. Grimm: Heldens, 2 s. 392.
38): Når vi i Hymiskviða møder en - iøvrigt temmelig mekanisk - mytekombination, har denne intet med en selvstændig skabende udvikling at bestille. - Der kan i det hele henvises til H. Ussings afhdl. 1910.
