FJ-Litteraturhist.Bd.1-Reginsmál
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
C. Heltekvad.
c. Völsungekvadene.
2. Reginsmál.
Dette digt eller, rettere sagt, de hertil regnede digtbrudstykker har i cod. reg. en titel, som desværre er næsten aldeles udvisket; med Bugge kan det ikke uheldig kaldes Reginsmál. Andre benævnelser som Sigurðarkviða II er i hvert fald mindre heldige. (1)
Disse »Reginsmál« består nu af 26 vers, hvoraf de fleste (1- 4, 6-10, 12, 19-22, 24-5, ialt 16) er digtede i ljóðaháttr, hvorimod resten (v. 5, 11, 13f-18, 23, 26, ialt 10) er affattet i fornyrðislag. Allerede dette er et tilstrækkeligt bevis for, at »digtet« består i det mindste af brudstykker af to digte; herfor taler også disse brudstykkers delvise parallelisme (2). Flere prosastykker, ialt 11, er indsatte. Vi deler disse vers i to bestanddele: Reginsmál I og Reginsmál II.
I. Det 1. Prosast., der, som før bemærket (s. 267) på det fortræffeligste slutter sig til stykket om Sinfjötles død, fortæller først om Sigurðs valg af hesten Grane, en oplysning, som med hensyn til det følgende står meget ensomt, men som passer godt i et længere stykke. Da var den dværgagtige kunstner Reginn kommen til kong Hjálprekr. Han fostrede Sigurðr og fortalte ham om tidligere begivenheder, særlig sådanne, som vedrørte Regins egne familieforhold, om Odins, Lokes og Høners rejse, drabet af Otr (odderen) og odderboden. Loke får ifølge samme beretning Rans næt til låns og fanger deri en gedde, som i virkeligheden er den på guld rige dværg Andvare. Da sagde Loke: »Hvad er det for en fisk, som ikke har undgået ulykken; nu skal du løse dit hoved med guld« (v. 1). Gedden svarer: »Jeg hedder Andvare, en ublid skæbne har tvunget mig til at leve i vand« (v. 2). Herpå findes et par vers, hvori det hedder, at Andvare skal, for at beholde livet, fortælle Loke, hvilken straf de får, som »lyver hinanden ord på« (3) (v. 3): »En hård straf får de menneskenes sønner, som må vade gennem Vaðgelmir [det er sådanne, som Loke spurgte om]. Følgerne af de usandheder, som en fortæller om en anden, ledsager én meget længe« (v. 4). Bugge har ytret om disse vers, at de »synes... upassende her« (anm. til stedet), idet han lige før har bemærket, at hverken Völsungas. eller Snorra-edda har noget tilsvarende. Dette sidste er nu ganske vist tilfældet, men det kan der dog ikke tillægges nogen videre betydning, da versenes indhold ikke godt egner sig til at gengives i prosa.
Der er ikke nogen grund til at antage, at disse vers er uægte. Loke mener, at det er bedst at benytte lejligheden, medens han har dværgen i sin magt, til at lade ham fortælle sig alt, hvad han ønsker at vide. Dværgene var meget vise (jfr. Alvissmál). At dette forholder sig således, bestyrkes i høj grad derved, at Lokes spørsmål ikke er løst henkastet, men hænger nøje sammen med den følgende historie om Völsunger og Gjukunger; særlig sigter det til det punkt i denne, som var af afgørende betydning for Sigurðs og Brynhilds skæbne. For at hidse sin mand Gunnarr imod Sigurðr, begår hun den usandhed, at beskylde denne for at have brudt sin ed til Gunnarr og haft samleje med hende. Til dette og til disse løgne sigter Lokes spørsmål.
I det følgende prosast. meddeles, at Loke bemægtigede sig alt Andvares guld tilligemed en ring, som dværgen vilde beholde. [Da udtalte dværgen sin forbandelse over guldet (v. 5 forn. l.)]. I det 3. prosast. fortælles, at guldet blev udbetalt Hreiðmarr som løsepenge for guderne. Loke erklærer (v. 6), at en forbandelse hviler over guldet, som vil følge det, og at det vil volde Hreiðmars og hans sønners død. Hreiðmarr svarer (v. 7), at guldet er ingen vennegave, og havde han vidst det i forvejen, havde aserne ikke sluppet med livet. Loke spår (v. 8) en endnu værre ufred og strid for mange ufødte i anledning af guldet. Hreiðmarr svarer (v. 9), at han for sit vedkommende ikke er bange for Lokes trusler (»Jeg vil råde over guldet, sålænge jeg lever«; men hvor længe levede han?). Prosast. 4 meddeler, at Fáfnir dræbte sin fader; da kaldte den døende Hreiðmarr på sine døtre og siger, at han er dødelig såret; de svarer, at få døtre vil hævne sig på deres broder (v. 10). Da døde Hreiðmarr, men Fáfnir bemægtigede sig hele skatten og Reginn fik intet. Han spørger sin søster tilråds. Hun svarer (v. 12), at han med venlighed og ikke med våben skal bede om en del af arven. [Prosast. 6: »Disse ting fortalte Reginn til Sigurðr«. Prosast. 7: Sigurðr blev opfordret af Reginn til at dræbe Fáfnir. Reginn smedede et sværd, Gramr, til Sigurðr. Prosast. 8: Kong Hjalprekr giver Sigurðr en flåde til faderhævn]. De fik storm og (prosast. 9:) veg til land og tog en mand ombord, hvorpå stormen lagde sig. Undervejs belærer manden (Hnikarr = Odin) Sigurðr om forskellige »held« (ɔ: gunstige varsler) angående kampe på Sigurðs spørsmål derom (v. 19-22): en ravns følge, synet af to tapre mænd udenfor huset, en ulvs tuden under asketræets grene; hertil føjes så (v. 24) et »uheld«: at snuble før kampen (modsat iglen: fall er fararheill, »Teneo te Africa«). [V. 25 er ganske vist i ljóðaháttr, men det passer aldeles ikke til dette digts indhold; et indeholder en ganske almindelig holdt regel om at være kæmmet og toet og mæt om morgenen. Den sidste linje: ilt 's fyr heill at hrapa er det, der har bevirket interpolationen] (4) Prosast. 10 fortæller kortelig om kampen mellem Sigurðr og Hundingssønnerne og prosast. 11 om Sigurðs tilbagerejse.
Der er intet til hinder for at antage, at alle disse vers oprindelig har hørt til et og samme kvad, forudsat at det forholder sig således, som prosast. 6 angiver: »Disse ting fortalte Reginn til Sigurð«, jfr. Völsungas. kap. 14, hvor vers 1. 2. 6 anføres, samt Nornagestsþ). kap. 4.
Digtet lyder som en ouverture til den følgende tragedie, idet det fortæller om årsagen og det første ophav til den og ved antydninger i spådomsform ligesom glimtvis belyser den.
II. V. 5 (efter prosast. 2) indeholder dværgens forbandelser:
Alt det guld,
som Gust ejed,
skal to brødres
bane volde,
ufred og strid
for otte fyrster.
Ingen vil godt
af mit guld nyde.
V. 11 indeholder en opfordring af den døende Hreiðmarr til datteren Lyngheiðr om at føde en søn eller i hvert fald en datter, som kan føde en søn, der skal hævne Hreiðmarr. (5)
V. 13. 14 (også i Nornagestsþ.) indeholder Regins udtalelser om Sigurðr, dengang han (første gang) kom til Reginn — »Jeg vil fostre den tapre fyrste, nu er Yngves ætling til os kommen. Han vil blive den mægtigste fyrste under solen. Hans skæbnetråde er spændte over hele jorden«. V. 15 (også i Nornagestsþ.) efter prosast. 7 indeholder Sigurðs svar på Regins opfordring til at dræbe Fáfnir: »Højt vil Hundings sønner le, hvis jeg har større lyst til røde ringe end til faderhævn« — et ægte udtryk for den nordiske helteynglings opfattelse af blodhævnen (»en ledetanke i fornyrðislagsversene« Ussing), V. 16 — 18 (også i Nornagestsþ.)., det sidste tillige i Völs.s.) efter prosast. 8: En mand (Odin) står på klippen, idet Sigurðr sejler forbi i den stærke storm. »Hvem rider der på søkongeheste over høje bølger, det brusende hav«. Reginn svarer: »her er vi to, jeg og Sigurðr; vi har fået en medbør, som vil føre os til undergang, men hvem er du?«
Hnikarr jeg kaldtes,
da Völsung den unge
ravnen glæded
og kæmpet havde.
Nu kan du kalde
manden på klippen
Fengr eller Fjölnir —
Tag mig ombord (6).
V. 23 (også i Nornag.þ.) er et råd (jfr. de foranstående heill) til Sigurðr, om hvorledes en hær skal opstilles (»ikke mod solens skin om eftermiddagen; sejren beror på, at man kan sé, og på kunsten at fylkja hamalt«), V. 26 (efter prosast. 10) indeholder Regins glæde over, at Sigurðr har hævnet sin fader (»Nu er en blodørn ristet med hvæsset sværd på Sigmunds banemands ryg«).
Om disse vers gælder det samme, som om Reg. I, at enten hører v. 5. til et digt for sig, svarende til det, hvortil 1-4. 6 har hørt, og resten til et andet, svarende til v. 19 osv., eller snarest er tilfældet det, at v. 5. 11 osv. hører til ét og samme digt. Dette synes nemlig traditionen at tale for, og der er intet som taler derimod. Heuslers indvending (Jung Sigurd s. 164) synes mig ikke afgørende.
Hvilket af de to kvad er ældst er ikke let at sige; dog synes Reg. II at være nok så gammeldags i tonen. Bægge er de sikkert ældre end 1000.
I Völsungas. er digtet meget vilkårlig benyttet, nogle vers anføres dér; mulig har forfatteren haft et ret forskelligt digt.
For Reg. I’s vedkommende synes v. 21, hvor ordet tá (=fortov) forekommer, der aldrig vides at være brugt på Island og næppe passer til islandske forhold, samt v. 22, hvor en ulv, tudende under asketræets grene, omtales, bestemt at tale for, at dette digt er norsk og ikke islandsk.
Noter
1): Danm. gml. Folkev. I, 7, Nr. 2.
2): Om nogen kunstnerisk anvendelse af to versemål er der her åbenbart ikke tale. Også indre grunde taler derimod.
3): I l. 5 er höggvask sikkert en fejl for ljúgask, jfr. det følgende vers og sammenhængen. — Boer går (l. c. s. 96) for let hen over disse vers. — Jfr. Niedner: Edd. fr. 45.
4): Når Ussing (Heltekv. s. 83) udtaler, at disse vers står i en forkert sammenhæng, kan jeg ikke se det begrundede heri. Når han gør gældende, at rådene ikke angår en sørejse (søkamp), er dertil at bemærke, at Sigurds kamp netop var en landkamp. Jfr. nedenfor.
5): Med hensyn til selve indholdet må det antages, at der i virkeligheden har været et sagn om, at Sigurðr nedstammede fra Hreiðmarr (uden at Sigurðr vidste det?). Sv. Grundtvig har da også opstillet en sådan genealogi (Sæmundar-Edda 2 s. 227) Hreiðmarr — Lyngheiðr ≈ Agnarr Hrauðungsson (Grimn. indledn. jfr. Hyndl. 26) — datter ≈ Eylimi — Hjördís — Sigurðr; en simplere kombination vilde være: Hreiðmarr — Lyngheiðr ≈ Eylimi — Hjördís — Sigurðr (jfr. versets dóttur og son, hvilket Grundtvig nødtes til at opfatte som ”dattersøn”. — Jfr. Boer l. c. s. 97 og især Ussing: Heltekv. s. 79.
6): Dette vers er fortræffeligt. Man lægge blot mærke til de betydningsfulde navne: Hnikarr (den der støder med spydet = krigeren), Fengr (= gevinst, fangst, lykkebringer), Fjölnir (den meget vidende; Odin forstod at stille bølgerne).
