FJ-Litteraturhist.Bd.1-Skjaldetidsrummet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Skjaldetidsrummet
Dette tidsrums hovedfrembringelse er digte. Der findes ganske vist på Island en almindelig mundtlig sagafortælling og en udstrakt lovgivning sted. Men bægge dele er kun at betragte som forløbere for og en forberedelse til selve sagaskrivningen og lovenes skriftlige affattelse, og denne fandt, som bekendt, først sted efter 1100. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at be- handle den mundtlige fortælling og lovgivningsvirksomheden i sammenhæng med de nedskrevne værker. Derimod kan og bør digtningen fra tiden før 1100, skønt opbevaret i skrifter og håndskrifter fra det 2. tidsrum, særskilt behandles.
Den nævnte digtning er af to slags: de såkaldte eddakvad og de såkaldte skjaldekvad. Foruden at navnet »edda«kvad i og for sig er urigtigt, er ingen af disse benævnelser heldig som absolute modsætninger.
Det er en bekendt sag, at ved edda-poetik(1) forstås den af Snorre Sturluson forfattede bog om den nordiske gudelære og skjaldekunst. Ved en misforståelse, der opkom kort efter at interessen for den gamle litteratur i det 17. årh. på ny var bleven vakt og efter at de to hovedhåndskrifter af »eddaerne« var fundne, antog man, at der havde været to slags eddaer, hvoraf den ene, indeholdende lutter oldsange, stammede fra Sæmundr fróði Sigfússon, og den anden, indeholdende gudelære og skjaldekunst, hidrørte fra Snorre(2). Dette var, som forlængst påvist, aldeles fejlagtigt. Ikke desto mindre har denne fejltagelse ført til dannelsen af navnet eddakvad eller eddadigte for en særegen art af den ældste digtning.
Til trods herfor er det ikke alene hensigtsmæssigt, men nødvendigt at holde bægge slags kvad ud fra hinanden, fordi eddakvadene såvel på grund af deres form, som formedelst deres indhold og karakter, altid vil indtage en særstilling i den oldnordiske poesi og litteratur, og da nu dette navn har vundet almindelig udbredelse og hævd, er der ingen grund til ikke at benytte det som et slags artsbetegnelse(3).
Noter:
1): Se K. Gislason i Aarb. 1884, s. 143 ff.
2): Se herom i det hele Bugges Fortale til Norræn fornkvæði LXIII, ff. Jeg vil senere komme tilbage til dette spørsmål.
3): Vi har da også analogier herfor. Jeg skal minde om et navn som Grágás på Islændernes lovbog; om dette navns oprindelse og fejlagtige brug råder der ikke den mindste tvivl (fortalen til Grágás II, XXVI fg.) “Verba valent usu” får vel gælde her som ellers.
