FJ-Litteraturhist.Bd.2-Digtningen i almindelighed
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§2. Digtningen i almindelighed
Dette tidsrums digtning er dels verdslig, dels gejstlig; den første kan atter deles i forskellige arter.
Hvad da for det første hirdskjaldedigtningen angår, får vi her en ligefrem fortsættelse af det forrige tidsrums fyrstedigtning. Hirdskjaldenes stilling er, især i den første halvdel af denne periode, ikke væsenlig forskellig fra den, som de indtog i foregående tidsrum. Islandske skjalde blev, som tidligere, ved med at rejse til udlandet for at digte om fyrster og konger og bringe dem deres kvad. Der indtræder dog åbenbart en forskel med hensyn til deres stilling, deres anseelse og den dem tillagte betydning allerede henimod slutningen af det 12. årh.
Det var at vænte, at det gamle hirdskjaldevæsen, ensformigt som det til alle tider var og havde været, måtte engang begynde at føles som noget gammelt, og der er ingen tvivl om, at de norske fyrster, for ikke at tale om andre (danske og svenske), i dette tidsrum har betragtet det som noget rent sædvanemæssigt, noget som nu engang af gammel vane hørte til; der tales da heller ikke om en eneste konge, som særlig siges at have yndet og begunstiget skjaldene og deres kunst i lighed f. ex. med konger som Olaf den hellige eller Harald hårdråde; en undtagelse gør dog måske brødrene Eystein (d. 1122) og Sigurd Jorsalfar (d. 1130); jfr. hvad Saxo fortæller om skjalden Arnaldr i Danmark. På den anden side mærkes der undertiden en vis ringeagt for skjaldene. Anderledes kan kong Magnus Erlingssons forhold overfor digteren Máne næppe forstås eller forklares. Han kalder ham for løjers skyld Tungle (»Månelil« i en nedsættende tone; tungl = máni ’måne’) og giver ham, der lige var kommen tilbage fra en Romarejse, en skjorte; hele det skildrede optrin kan næppe have været behageligt for digteren, der slet ikke var nogen dårlig skjald. Mindre beviskraft har, hvad der fortælles om Sven grade, der ikke vilde give hovedskjalden Einarr Skúlason nogen løn for hans digt. I Danmark har interessen for skjaldekvadene næppe nogensinde været så levende som i Norge; dernæst måtte den endnu tidligere svækkes dér end her.
Denne tilbagegang bliver let forklarlig, når vi lægger mærke til, at skjaldenes virkelige betydning nu var langt ringere end tidligere og trangen til dem meget mindre. Tidligere havde deres kvad været om ikke det eneste, så dog det sikreste opbevaringssted for fortids dåd og fyrsters glans, hvor mindet derom skulde bevares »så længe verden stod«. Nu var der opstået en farlig medbejler til de levende mindekvad, nemlig den omtrent samtidige nedskrivning af begivenheder; de skrevne sagaer opbevarede ligeså sikkert og ganske anderledes fyldigt fyrsternes handlinger; deres indhold blev hæntet fra øjenvidner; til bekræftelse af det meddelte behøvede man ikke mere samtidige digteres altid kortfattede kvad. Det er da også tilfældet, at, uagtet det vrimler af hirdskjalde hele det 12. årh. igennem (således har ikke mindre end 13 skjalde digtet om kong Sverre), er der så godt som intet bevaret af deres kvad. Endnu værre bliver det i det følgende århundrede. Ikke alene blev skjaldene nu langt færre — den gamle skik at rejse udenlands for udelukkende at optræde som hirdskjalde bliver langt mindre almindelig — , men deres digtning synker ned til at blive en ren formsag, som mænd som Skule jarl og kong Hakon holdt deres hånd over som en god gammel skik og som fuldstændig holder op med kong Erik Magnusson (d. 1299).
Hvad folkets forhold til skjaldedigtningen angår, har dets interesse for fyrstekvad og kvad overhovedet endnu i det 12. årh. været ret betydelig. Vi finder sådanne digte benyttede som underholdningsgenstand på Reykjahólar 1119. Digternes betydning og værd føltes og udtales klart af forfatteren til den 1. grammatiske afhandling fra o. 1140. Skjalden Máne fremsiger Halldórr skvaldres Útfarardrápa hos kong Magnus 11841), men dette er dog det eneste eksempel, der haves på ældre digtes brug til fremsigelse, og efter som det 12. årh. lakkede mod enden, er fyrstekvadene begyndt at gå af mode som en almindelig underholdningsgenstand, så at de omkring år 1200 kan i så henseende siges at have udspillet deres rolle. Forståelsen var bleven ringere, hvad man kan se af den forvanskede form, som digtene i de allerældste håndskrifter har; jeg skal f. ex. minde om den eneste afskrift vi har af Plácitúsdrápa, som stammer fra tiden omkr. 1200 eller noget derefter. Ligeledes forudsætter Snorre misforståelser og forvanskninger af digtene, når han ytrer i fortalen til Hkr.: »en kvæðin þykkja mér sízt ór stað færð, ef þau eru rétt kveðin ok skynsamliga upp tekin«. Herimod taler ikke þiðrekss. (s. 2), når den omtaler »kvæði, er skemta skal rikum mönnum«, ti her er der tale om ældre i simplere form digtede kvad om oldtidshelte (heltekvad, Eddadigte og lign.), men ikke om skjaldekvad.
Til trods for denne tilbagegang i fyrstedigtenes ævne til at more, var sansen for poesi dog stadig lige levende og ævnen til at digte lige almindelig. Den viste sig ikke alene i de statelige og i alt efter fyrstekvadene indrettede helgendigte, hvormed enkelte mænd kunde lade sig underholde, trøste og husvale2), om de end aldrig blev populære i det hele, men også i mindre digte og løse vers, der stadig digtedes og som ofte var således, at folk morede sig kostelig derved3).
En særegen art af fyrstedigte, som opstår i denne periode, er kvad om længst afdøde fyrster og begivenheder (f. ex. Jomsvikingetoget), og som ikke ligefrem har noget med de gamle arvekvad at gøre; de er et udslag af tidens interesse for oldtiden og dens studium deraf.
Det gamle hang til at gøre nar ad hinanden, som var Nordboerne medfødt, var tidlig blevet holdt nede ved lovens hårde bestemmelser (I, 645—6). En virkelig satiredigtning havde ikke kunnet udvikle sig, og så længe den gamle ærbødighed eller dog i hvert fald en vis respekt for de gamle fristatslove holdt sig, kunde den ikke blive af betydning. Men såsnart en lovløshedens tid indtrådte og følelsen for hinandens og egen værdighed slappedes, kan man vænte at finde udslag af det samme hang; det gør vi da også. I det 13. årh.s værste tider, i selvrådighedens og selvtægtens lovløse tidsrum dukker, i det mindste i visse egne, en satiredigtning op, måske af en særlig form og med et særligt navn. Denne vil senere særskilt blive behandlet.
Om nogen erotisk digtning er der næppe tale; der findes, ligesom tidligere, enkelte løse kærlighedsvers , men ingen særlig erotisk digter. Her synes den gejstlige nidkærhed, i forbindelse med de gamle loves strænge bestemmelser, at have gjort sig gældende. I det mindste finder vi, at biskop Jón Ögmundarson (d. 1121), der søgte at udrydde alt, hvad der smagte af hedenskab og hedenske skikke (galdre, overtro, hedenske dagenavne [se ovf.] osv.), også på det strængeste forbød mansöngskvæði eða -vísur, som »han ikke vilde høre fremsagte og ikke vilde tillade blev fremsagte«, men der tilføjes, at »han dog ikke helt havde held med sig deri«4). At de følgende islandske biskopper har søgt at virke i en lignende retning, er ikke usandsynligt.
Vi har i 1. bind søgt at påvise tilstedeværelsen af en lærd, efterklassisk eddadigtning (Grípisspá, Völuspá hin skamma). I det 12. årh. udfoldede man bl. a. en udstrakt virksomhed, der bestod, som ovf. antydet, i at samle alle mulige sagn om oldtidshelte og oldtidsbedrifter, der naturligvis ofte i reglen kunde være dunkle og fragmentariske nok. Disse sagnbrudstykker og stumper søgte man, så godt det lod sig gøre, at sætte sammen og lave sagaer af til underholdning for folk; men også rent antikvariske interesser, hvorpå vi senere vil se mange eksempler, har bevirket indsamlingen af det gamle stof. De sagaer, man nu lavede heraf, blev støbte i samme form som de historiske sagaer, og ligesom disse indeholdt — ægte — vers, således blev, for efterligningens skyld, selvlavede vers indsatte hist og her, tildels for også at gøre det hele mere troværdigt og skuffende; disse tildigtede vers var i reglen — af samme grund — forfattede i ældre og simplere versemål; man søgte at gøre dem gammeldags i tone og stil og benyttede derfor gamle ord og talemåder, der fandtes og tildels endnu genfindes i de ældste digte (eddakvad o. lign.). Disse tildigtede vers er dels digte, dels vers-cykler, dels enkelte løse vers — af meget forskelligt indhold. Også en anden slags lærd digtning (som þulur o. lign.) udfoldedes.
Hermed er de forskellige arter af denne periodes verdslige digtning i al korthed antydede.
Hertil kommer til slutning en temmelig udstrakt gejstlig digtning, der særlig behandler kristelige helte, både hjemlige (som Olaf d. hellige) og fremmede (kristne legende-helte og martyrer) samt forskellige religiøs-dogmatiske æmner (som Kristi kors, den hellige ånd osv.); alle disse digte benytter, på et par undtagelser nær (som Sólarljóð), de gamle verdslige versemål (dróttkvætt og hrynhent). Hertil slutter sig på en måde oversætteisen af det kristelig-moralske digt Disticha Catonis (Hugsvinnsmål).
Samtidig med den ovenfor omtalte tilbagegang i skjaldenes anseelse og betydning (se nedenfor), får deres digtning, som formel kunst betragtet, et betydeligt opsving; den bliver nu genstand for en systematisk lærd undersøgelse og betragtning; reglerne for den bliver yderligere fastsatte, versemålene med rim og lign. nærmere bestemte efter ydre ejendommeligheder, som dog næppe alle var egnede til at danne særskilte, ny versemål og som heller aldrig i praksis benyttedes efter de strængeste fordringer. Også blev selve omskrivningerne nu undersøgte og satte i system ligesom også enkelt-benævnelserne samledes og ordnedes i versificerede remser. Dette bevidste, videnskabelige studium og denne teoretiske betragtning af det forhåndenværende stof afføder foruden den ovenfor nævnte digtning, i det 13. århs. første halvdel et udmærket værk, Snorres Edda, der skulde være etslags håndbog eller lærebog i skjaldskab for begyndere og unge skjalde. Lærestoffet er her særlig »skjaldesproget«, d. v. s. omskrivningerne og de enkelte kun i digtning brugelige ord (hieiti, fornöfn); de deles i klasser, opregnes og belyses ved skjalde-eksempler. I almindelighed gives der her den regel, at man bør, såvidt muligt, følge i fædrenes fodspor, anvende de samme udtryk og omskrivninger som de, i hvert fald ikke fjærne sig for meget fra dem5). Hele Snorres Skáldskaparmál (eller Bragaræður) er en illustration til disse ord og i overensstemmelse dermed tales der om »unge skjalde, som ønsker at lære skjaldesproget og samle sig rigdom af ord«6) osv. Vi har i 1. bind omtalt skjaldekunsten som en idræt, der skulde og kunde læres; i dette tidsrum har den sikkert i en langt højere grad været og gældt for en sådan end i den foregående.
Tiltrods for denne lærde granskning og behandling synes man dog i dette tidsrum, hvad der i øvrigt er naturligt nok, ikke rigtig at have forstået, hvad de gamle omskrivninger ifølge deres oprindelse og natur egenlig var (jfr. I, 383 f.). Den idelige brug af dem i forbindelse med, at det mytiske grundlag for fleres vedkommende efterhånden glemtes eller forvirredes måtte selvfølgelig føre dels til en vis mekanisk efterligning hos de yngre skjalde, der ikke kunde undvære dem, dels med det samme til at de tabte deres oprindelige bestemmelse og fyldige betydning; aldeles på samme måde, som det går med de utallige enkelt-benævnelser i det daglige liv; vi ved hvad de rent yderlig betyder og forstår at bruge dem, men hvad den oprindelige betydning var, har vi forlængst glemt, saften og kraften er derved gået tabt. Foruden at den selvstændige skabende ævne efterhånden svækkedes af sig selv, bevirkede også den ovenfor fremhævede konservativisme, som Snorre og sikkert alle eller de fleste af hans forgængere (den mundtlige undervisnings bærere) hævder som det bedste princip, at den oprindelige betydning tabtes af syne; man stirrede på omskrivningerne, som de forelå, og betragtede dem som noget for sig og glemte derved at se på den oprindelige, nøje og inderlige forbindelse, der bestod mellem dem og det øvrige indhold, hvoraf de på en måde betingedes og tildels i de enkelte givne tilfælde var udsprungne. I steden for som tidligere at være betegnende og rammende benævnelser og udtryk for noget, som digteren vilde fremhæve og i steden for at være smukke sammenligninger, der passede i sammenhængen, sank de nu ned til at blive sædvanemæssige, stereotype stedfortrædere for det simple »han«, »hun«, »de«, osv; dermed var det naturligvis fuldstændig forbi med friskheden og det levende indtryk, de tidligere gjorde. På denne måde blev de hyppig unaturlige i sammenhængen og yderst uheldige. Ingen steds viser dette sig på en mere uheldig og iøjnefaldende måde end i de gejstlige digte, når f. ex. en præst eller en fredelig gejstlig, som aldrig havde håndteret våben og måske aldrig set en bloddråbe, kaldes sådant noget som 'sværdenes gud', 'kampens vånd' og desl. (i Líknarbraut kalder den gejstlige digter sig selv vígrunnr 3.2; jfr. brands árr Leiðarv. 44.3 også om digteren), eller når en blind stakkel, der aldrig har ejet en hvid, kaldes 'gulduddeleren', 'rigdomsnyderen' (Geisli 23, jfr. 37, hvor en lemlæstet stakkel kaldes 'guldbryderen') og lign., eller når det aldeles ubestemte »man« (maðr, menn) betegnes ved de drabeligste heltekenninger. Naturligvis findes der på den anden side også ikke alene rigtig brug af omskrivninger, men også ret gode og betegnende kenninger. Det beroede på digternes egen dygtighed, livlighed og fantasi.
Hertil kommer en anden, ikke uvigtig omstændighed, at omskrivninger i det hele nu bruges fuldt så meget — også, eller ikke mindst, i religiøse digte — , som f. ex. i det 11. årh. Dette er en umiddelbar følge af den ovf. omtalte mangel på forståelse af deres oprindelige væsen og den mere eller mindre ubevidste opfattelse, at de var almindelige, engang vedtagne betegnelser, man kunde bruge ved hvilken som helst lejlighed og på hvilket som helst sted; det indviklede versemål og verskunsten, hvortil der nu, som ovenfor bemærket, netop stilledes stærkere fordringer end nogensinde før, skulde heller ikke lægge dæmper på brugen af dem.
Der var således flere omstændigheder til at bevirke, at hvad der oprindelig var og skulde være pryd, efterhånden blev en nødvendig af formen betinget bestanddel af verset for tilsidst at synke ned til at blive mere eller mindre uheldig, mere eller mindre unødvendig fyldekalk. Sit højdepunkt i så henseende når omskrivningerne i den 3. (og sidste) periodes digtning, særlig i rimerne.
Skáldskaparmál i Snorres Edda er, som bemærket, en lære om det poetiske sprog, ikke om rim eller versemål7). Men også på dette område er der tale om en kunstmæssig udvikling, som vistnok for største delen hører det 12. årh. til. En teoretisk betragtning og sysselsættelse med formen fremtræder klart i Rögnvald jarls og Halls Háttalykill fra omtr. 1145, der jo er grundet på en nøjagtig skælnen mellem de enkelte versemål og disses ejendommeligheder. En til det yderste dreven systematik fremtræder i Snorres Háttatal, en delvis efterligning af Háttalykill, men hvor stavelseantal og stavelsebeskaffenhed spiller en langt større rolle. Herved kom man til at iagttage både stavelsemål og ordformer, og det havde sin store betydning.
Alt dette viser klart, hvor vidt den teoretiske undersøgelse af det ydre, formelle, nu var bragt; det er dette, som nu har fået en sådan overhånd, at digtekunsten ikke uden ret kunde kaldes en rimkunst. Men dette hænger som antydet nøje sammen med tidens videnskabelige stræben og virksomhed på så godt som ethvert område.
På grund heraf er det ikke mærkværdigt, at vi hos skjaldene i denne periode finder efterligninger og genklang af ældre digteres vers og udtryk; dette gælder navnlig skjaldene i det 13. årh., som f. ex. Sturla þórðarson, der f. ex. i sin Hrynhenda ikke alene i formen efterligner Arnórs digt, men også låner ord og vendinger derfra i et temmelig stort antal. Dette var jo følgen af den ovenfor omtalte lære og læresætninger. Men efterligningen går videre; vi har bemærket, at man i de uhistoriske sagaer indflettede vers i simplere versemål, der skulde efterligne de ældste digte; dette gjorde man også på andre områder; man optog nu fornyrðislaget f. ex., som i det 9. og 10. årh. kun benyttedes til visse digte, og anvendte det til fyrstekvad; den første, der vides at have gjort det, er skjalden Gisl Illugason og andre med ham samtidige digtere. Ligeledes bliver kviðuháttr nu også benyttet på lignende måde i modsætning til, hvad der fandt sted i det 11. årh. Samtidig med at man anvendte alle mulige kunstlerier, vendte man også tilbage til de ældste tiders simpelhed, men man lagde ikke mærke til, at denne benyttelse af disse versemål ikke var fuldt ud i oldtidens ånd.
Ellers findes alle de samme versemål som i det forrige tidsrum; kun er rim og desl. bleven endnu mere regelret; man sammenligne f. ex. Einarr Skúlasons tøglag (Haraldsdrápa) med Þórarins og Sigvats eller Sturlas Haðarlag (Hrafnsmál) med Þormóðr trefils. Ellers er kunstlerierne ikke så store, som Háttalykill eller Háttatal kunde lade formode; man har aldrig digtet hele kvad med de ændringer af dróttkvæðr háttr, som Snorre opstiller, gennemførte. En undtagelse danner det såkaldte tvískélft (Rekstefja) og det kunstmæssig udviklede háttlausa (Jómsvikingadrápa), hvis forbillede de ældste skjaldedigte, f. ex. Brages, er.
Skjaldedigtningens betydning, som for det første tidsrums vedkommende er så overordenlig, bliver nu ganske betydelig forringet på de fleste områder.
Dens mytologiske betydning bliver for det første så godt som ingen. Der fremstår selvfølgelig ingen virkelige, mytologiske digte mere, som de gamle skjoldkvad og gudedraper. Dernæst kan man ikke tillægge de på myter beroende omskrivninger nogen videre betydning. Efterhånden som tiden gik, fordunkledes og tildels glemtes de gamle myter; de levede jo kun i traditionen. For omskrivningerne måtte dette have gennemgribende følger (jfr. ovf. s. 21); skjalden havde nu ingen levende og rigt flydende kilde at øse af; han måtte holde sig til de ældre skjaldes omskrivninger og benytte dem eller danne nye af samme form, blot ved indsættelse af ensbetydende ord, uden at han derfor behøvede at kende det oprindelige, mytiske grundlag. Men så følger heraf, at dette tidsrums kenninger er uden betydning; i hvert fald må man vise den allerstørste forsigtighed med at tillægge dem nogen dybere betydning. Når det, for blot at tage et eksempel, i Islendingadrápa 11 hedder: auðar Njörðr klauf Herjans hurðir (»rigdommens Njord [= krigeren] kløvede Odins døre [= skjoldene]«), er det sandsynligst, at Njörðr her står som en almindelig gudebetegnelse; digteren har ved auðar Njörðr tænkt sig det samme som ved linna foldar Freyr (v. 8), d. v. s. en blot og bar vilkårlig sammenstilling af en betegnelse for guld og rigdom med et forresten ligegyldigt gudenavn, ligesom han også bruger Njörðr, ja flert. Nirðir, i flere andre kenninger (hjörregns-Njörðr, fleina þrym-Nirðir osv.); om hurð i kenningen Herjans hurð overhovedet betegner en 'dør' og ikke meget mere 'noget, sammensat af vidjefletninger el. lign.' er desuden usikkert. Det er efter min mening umuligt i den omtalte sætning af Isl. dr. at se et minde om den kamp, som Vanerne i mytologiens urtid med Njord i spidsen skal have haft med Aserne, og af den at slutte, at Njord egenhændig skulde have splintret Asgårds dør (jfr. brotinn vas borðveggr borgar Ása Vsp. 24.5-6), således som V. Rydberg vil have ordene fortolkede8). Man må sikkert med hensyn til dette spørsmål temmelig strængt skælne mellem den hedenske og den kristelige tid.
Det foregående tidsrums skjaldekvads hovedbetydning var historisk. Også denne deres betydning bliver nu, som allerede antydet, i høj grad forringet og det af let forståelige grunde. Sammen med de gamle, undertiden dunkle og hinanden modsigende traditioner var skjaldekvadene fra det 10. og 11. årh. den senere historieskrivnings anerkendte hovedkilde. At de som en sådan måtte træde i baggrunden ved fremstillingen af historiske begivenheder fra 12. og 13. årh., kommer af, at enhver, som skrev om disse begivenheder, konger og krige i det 12. og 13. årh., havde levende personer at holde sig til, hos hvem de kunde få oplysninger indtil de mindste enkeltheder; de var således i stand til med lethed at få stof til en fyldig, pålidelig og sammenhængende skildring og behøvede ikke at ty til drapernes kortfattede fremstilling, hvor den indre sammenhæng mellem begivenhederne fuldstændig manglede og hvor fremstillingen tidt og ofte berode på andenhånds kilder9), og selv om det ikke var tilfældet, var digternes udsagn i bedste fald ikke bedre end andre vederhæftige mænds (øjenvidners) meddelelser, og de kunde som følge heraf fuldstændig lades ude af betragtning af de historiske forfattere. Hvad vi ved om bestemte forfattere af kongesagaer, svarer fuldstændig hertil. Således fortælles der om Erik Oddsson (ved midten af det 12. århundrede), at han i Norge hos pålidelige mænd søgte og samlede stof til sit værk; i Sverres saga anføres meget sjælden vers og disse er næsten alle løse vers, ikke drapevers, og altså indflettede af andre grunde end egenlig for at være bevisende kildesteder; kun et par undtagelser herfra findes i den sidste del af sagaen. Ser vi på sagaerne om de øvrige norske konger i det 12. — 13. årh. i det hele, vil vi da også finde, at vers overhovedet meget sjælden anføres. I sagaen om Magnus den blinde og Harald gille (i Hkr.) anføres kun et par vers af Halldórr skvaldre og Einarr Skúlason, samt et par vers af Ívars Sigurðarbölkr, i Inges og hans brødres saga to vers af Kolle, nogle vers af Einarr Skúlason og et vers af þorbjörn skakkaskáld; i Hakon hærdebreds saga to vers, atter af Einarr; i Magnus Erlingssons saga 3 vers (to af den nævnte Þorbjörn) — altså et rent forsvindende antal anførte vers og benyttede skjalde, når vi ser hen til de mange snese fyrsteskjalde i det 12. årh. I sagaerne om kongerne efter Sverre til Hakon den gamle anføres ikke et vers (dog nævnes 6—7 skjalde i forbindelse med Hakon Sverressön og Inge Bårdssön, foruden 5, der digtede om Hakon jarl galin, d. 1214, og 10, der besang Skule jarl osv.). Forholdet med Hakon den gamles saga er af en særlig interesse og viser klart, til hvilken betydningsløshed digtene nu var sunkne; sagaens egen forfatter, Sturla, indsætter meget hyppig deri vers af sine egne digte om kong Hakon, der alle blev digtede omtrent samtidig med sagaens affattelse, som om disse hans vers besad den fjærneste beviskraft eller dannede noget som helst grundlag for fortællingen; han anfører desuden nogle vers af sin broder Óláfs digte, — alt sammen blot for at bevare den gamle saga-form, hvortil man mente der nu engang hørte vers, uden at man brød sig om, hvor fuldstændig betydningsløst, ja ligefrem meningsløst det i virkeligheden var at anføre dem og indsætte dem.
Fyrstedigtenes historiske betydning for dette tidsrums vedkommende er, dog med undtagelse af dem fra den første del af 12. årh., således så godt som ingen.
I æstetisk og kulturhistorisk henseende er derimod denne digtning af en ikke ringe betydning, særlig i den første halvdel af det 12. årh. Man morede sig endnu som tidligere ved foredrag af kvad og sange, men efterhånden som forståelsen tabte sig, blev også digtenes underholdningsævne ringere (jfr. ovf. s. 17-18). Naturligvis morede man sig over lette og kvikke, let forståelige improvisationer (Einarr Skúlason, Máne hos kong Magnus Erlingsson osv). Kenningernes forandrede karakter, deres ensformighed og delvise unatur måtte også svække interessen for dem og den æstetiske nydelse, de frembød.
Men i én henseende er digtene fra hele denne periode overordentlig betydningsfulde, nemlig med hensyn til sproget. Ganske vist har vi skrevne kilder i prosa fra o. 1200 og derefter, men disse er temmelig få og lydbetegnelsen tidt og ofte meget svævende og unøjagtig. Ved hjælp af digtenes form, som nu ikke er mindre bestemt og regelbunden end tidligere, er vi på mange punkter i stand til nøjagtig at bestemme ordformernes udvikling og beskaffenhed, hvor vi lades i stikken af den skrevne prosa-litteratur, og digtene afgiver således et højst velkomment supplement til denne, der navnlig er af høj værdi for det 12. årh.s vedkommende.
I religiøs-kulturhistorisk henseende er de religiøse digte særdeles interessante, og tiltrods for beskaffenheden af deres omskrivninger (jfr. ovf.), er de dog måske den fornøjeligste del af hele tidsrummets digtning på grund af deres ofte virkelig friske, ja drastiske fremstilling, velgørende naivitet, deres barnlighed i trosopfattelse og kærnefulde sprog. Man mærker, trods de gamle stivnede former, at her er noget nyt og at vi her har med virkelige følelser at gøre. I øvrigt vil denne digtningsart nærmere blive belyst, ligesom det her til slutning skal bemærkes, at meget af, hvad der i 1. bind er sagt om skjaldedigtningen til o. 1100 også gælder digtene efter dette tidspunkt.
Noter
1) Fms. VIII, 207.
2) Sturl. I, 312-13.
3) Jfr. den oplysning, Grettiss. 119 giver: ”og efter denne samtale har muntre mænd indrettet (ɔ: i senere tid) det digt, som kaldes Grettisfærsla, og deri brugt vittige ord til fornøjelse for folk«. Der er sikkert her tale om et i simple former digtet kvad af spøgefuldt indhold.
4) Biskupa s. I, 166. 237.
5) Sn. E. I, 338; jfr. 470: ”men disse skjaldebenævnelser og andre (af lign. art) synes mig uberettiget at bruge i digte, medmindre man finder sådanne ord i tidligere hovedskjaldes kvad”; jfr. også sst. I, 244 og II, 4.
6) Sn. E. I, 224.
7) Men her har man til en vis grad kommentaren til Háttatal.
8) Undersökningar I. 148. 186—7.
9) At dette ofte var tilfældet, er sikkert. Således fortælles der om Snorre, at han før sin første Norgesrejse havde digtet om Hakon jarl galin o. 1214 og sendt denne sit digt, naturligvis skrevet.
