FJ-Litteraturhist.Bd.2-Norsk digtning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§3. Norsk digtning
Hertil regner vi ikke alene den særlig norske digtning, der er meget indskrænket, men også den, der stammer fra de vestlige øer, og af den har vi en del mere.
A) Hvad den særlige norske digtning angår, er den, som sagt, yderst ringe og tarvelig; den består, foruden af et enkelt digt, kun af enkelte løse vers, hvoraf de fleste henføres til kongerne selv (jfr. I, 474).
Ligesom Magnus barfod (1093—1103) i krigersk dygtighed mest lignede sin bedstefader, Harald hårdråde, således slægtede han ham også på deri, at han var skjald og, ligesom Harald, digtede elskovsvers; heraf haves i alt 4, hvoraf de 3 siges at være digtede om den tyske kejsers datter, Mactildr, hvilket navn forekommer i det første vers; det er erotiske længselsvers og ret smukke — : »Der er én, som berøver mig søvn og munterhed, hende med det lysebrune hår«; »intet på jorden er bedre end smukke kvinder« hedder det. Det minder om Harald hårfagres vers af Snæfridssangen. I lignende tone er det sidste vers, digtet lidt før kongens død, som det synes om en irsk kvinde. Foruden disse vers haves et halvvers fra toget til Syderøerne (1097), hvori han beskylder sine mænd for utaknemlighed og troløshed (jfr. Kales vers I, 470), — og et par drotkvædede linjer fremsagte under kampen på Foxerne (1100) i anledning af ridderen Giffarðs feje færd; herom haves et vers, som slutter med kongens to linjer.
Af Magnus’ søn, Sigurd jorsalfar (d. 1130), haves et par små kvædlinger, hvoraf den ene ikke er uden interesse , idet den kongelige digter deri udtaler sin mening om hvor heldigt det er, at land og folk (bønderne) har det godt; den anden er fremsagt i anledning af þórarinn stuttfelds tilsynekomst (se nedenfor). Desuden haves et veldigtet drotkvædet vers fra c. 1120 om hans kampe i syden.
Af andre kongebårne personer nævnes herefter kun Sigurd slembe (d. 1139) som skjald, men hvad der anføres af ham er kun et vers i fornyrðislag med helrim i 4. og 8. linje; han mindes deri under sit ophold på Island (c. 1130?) sit tidligere muntre liv i en finsk (lappisk) gamme.
Af det 12. årh.s fyrsteskjalde synes en at være norsk: Arne fjöruskeifr, der i Skáldatal opregnes blandt kong Sigurd jorsalfars digtere, men hvis digt (digte) er fuldstændig tabt. At han var en Nordmand siges ganske vist ikke udtrykkelig; men det synes at fremgå af den måde, hvorpå han omtales i Sturlunga (1), hvor han vinteren 1117—18 siges at have været Þorgils på Staðarhols hjemmemand; selv havde han et skib stående på land ved Eyrar. Dette antyder, at han har været en af de mange norske købmænd, der sejlede på Island og plejede at overvintre der. 1118 rejste han til Norge, og senere træffes han i Norge. Kort efter kong Eysteins død (1122) kom Islænderen þórarinn stuttfeldr til kong Sigurd. Dagen efter det første møde med denne skulde han træde ind i hallen; da mødte han Arne, der sagde, at han på kongens bud — hvilket var en usandhed — skulde digte et smædevers om en hirdmand (der var Arnes personlige fjende), og Arne sagde: »Islænder, det sagde kongen, at du skulde osv.« (2) En sådan tiltale til en Islænder vilde være højst besynderlig i en landsmands mund og antyder bestemt, at man har opfattet Arne som Nordmand; det vides da også, at han havde været med på Sigurds tog til syden; men tør vi tro þórarins spottevers om ham, foranlediget af hans modstander, hirdmanden, har han hverken været nogen helt eller nogen god digter; han beskyldes for kun at have mættet en eneste krage og for at have båret sin hjælm skævt samt for vidt og bredt at have spredt »den gamle ørns skarn« (ɔ: slette digte jfr. Sn. E. I, 222 med variant under anm. 12); men heri kan der have ligget en overdrivelse.
Af den fra Þáttr af Gullásu-Þórði særlig kendte norske høvding Ingimarr af Askr (jfr. nedenfor under Gullásu-Þórðr) haves et vers i fomyrðislag, digtet under slaget på Fyrileif (1134), hvor han kæmpede på Harald gilles side og faldt. Ingimarr udtaler der, dødelig såret, at han nødig har deltaget i krigstoget (3). — I Sverrissaga nævnes en skjald, ved navn Nefare, der hørte til Kuflungepartiet, men der vides intet bestemt om hans herkomst og nationalitet, men det forekommer mig rimeligst, at han er norsk. Under en sejlads langs vestkysten i efteråret 1186 digtede han en drotkvædet vise, hvori han på det kraftigste opfordrer sine partifæller til at ødelægge Birkebenerne og dræbe Sverre, til at handle, men ikke prale. — Endelig nævnes i det 13. årh. en Snækollr, Ifølge Hakon den gamles saga en af Varbælgernes sysselmænd, der tilligemed andre Varbælger blev fanget 1239; ved den lejlighed digtede han et vers i fomyrðislag, hvori han klager over den ham overgåede medfart. Denne Snækollr er vistnok i øvrigt identisk med den Snækollr Gunnason fra Orknøeme, der tidligere omtales i sagaen og som nedstammede fra Rögnvald jarl; hvis det er rigtigt, hører han snarest til de orknøske digtere. — Til norsk digtning må vistnok endelig et par spottevers henføres; således de to liljer, som »Nordmændene« siges at have fremsagt om kong Inge i Sverrig, »ham med den brede bagdel«, samt de to vers, »Baglerne« og »Birkebenerne« digtede om hinanden 1198; det sidste af disse er digtet med det første som mønster og som svar derpå, men det lider af flere rimfejl og stammer næppe fra nogen virkelig digter.
Foruden disse meget få og noget ubetydelige vidnesbyrd om den norske poesi i dette tidsrum haves endnu et mærkeligt lille digt, det såkaldte runedigt.
De bevægelser, som runeskriften fra først af havde gjort i Norge, er ypperlig skildrede af Wimmer (4). Efterat den ældste art af runer, der var kommen syd fra Danmark, her var blevne anvendte til indskrifter på stene i tiden c. 500 — 700, tabte denne skik sig efterhånden og efter c. 800 brugte man runerne særlig som magiske tegn til udøvelsen af trolddomskunster, som helbredelsesmidler og lign. Der findes så godt som ingen runeinddskrifter fra Norge i det 9. og meget få fra det 10. årh. Fra Island kendes ingen som helst runeindskrifter før c. 1300. Fra Danmark og Sverrig kom nu atter til Norge den skik at anvende runer til indskrifter på sten og i træ, men nu var runealfabetet på grund af sprogets ændringer blevet meget forandret (den kortere runerække). Denne efterklassiske brug af runerne i Norge har, foruden selve indskrifterne, efterladt os et par mindesmærker, hvoraf runedigtet dog kun vedkommer os her.
Fra det gamle England haves et runedigt, i hvilket runenavnene forklares (5); der haves opså et oldtysk, men intet af disse digte synes at kunne sættes i forbindelse med det, vi her behandler. Dette, der findes i to papirshåndskrifter (efter en tabt membran), er senest og bedst udgivet af Kålund (i Småstykker 1—16) og Wimmer i Die runenschrift 275 ff. Digtet består af i alt 16 tolinjede vers i runhent versemål; ethvert linjepar (vers) ender på et tostavelsesord med lang pænultima (6), med undtagelse af V. 15, der ikke rimer således; derimod findes der her et halvrim i første og helrim i sidste linje; alle linjer er lige lange. Der findes allevegne to bistave i de ulige linjer og én hovedstav i de lige, altid i spidsen for denne. Runenavnene selv danner det første ord i enhver af de ulige linjer og enhver linje danner som oftest en sætning for sig med undtagelse af v. 4 og 15, hvor det første ord i den sidste linje hører til den første.
Hvad det egenlige indhold angår, består den første linje (med det første ord i den næste i 4 og 15) af en forklaring af de 16 runers navne i rækkefølgen:
A.
f (fé)
ú (úr)
þ (þurs)
ó (óss)
r (reið)
k (kaun)
B.
h (hagall)
n (nauð)
í (íss)
á (ár)
s (sól)
C.
t (týr)
b (bjarkan)
m (maðr)
l (lögr),(ýr) (7).
Selve forklaringen består — bortset fra én undtagelse — altid af, hvad de enkelte navne begrebsmæssig betyder og da enten og hyppigst ganske ligefrem, som når det hedder: óss er flestra færða för, kaun er barna bölvan, sól er landa ljóme, Týr er æinendr ása osv., eller mindre ligefrem, som i fé vældr frænda róge, úr er af illu jarne, ræið kvæða rossom væsta og nauð gerer næppa koste osv. I et enkelt tilfælde finder en sådan forklaring ikke sted, idet det her er runens magiske betydning, der angives: þurs vældr kvenna kvillu (8) — Den sidste linjes indhold består dels i almindelige erfaringssætninger og -sandheder, enten hæntede fra naturen eller det menneskelige liv: fæðesk ulfr i skóge, opt løypr ræinn á hjarne, mikil er græip á hauki, hvortil sætninger som en skalpr er sværða (ɔ: för) og en gull ero nosser slutter sig; kátr værðr fár af illu, böl görver mann fölvan, nøktan kælr i froste, blindan þarf at læiða, hvortil slutter sig opt værðr smiðr at blása og vant er, er brennr, at svíða; dels består de i antydninger af gamle myter og sagn som: Reginn sló sværðet bæsta, get ek at örr var Fróðe, Loki bar flærðar tíma, hvortil slutter sig: Kristr skóp hæimenn forna. I et enkelt tilfælde udtaler forfatteren sin egen ærbødighed for det hellige: lútik helgum dóme.
Som oftest er der ingen tankeforbindelse mellem versets to linjer. En sådan findes kun i v. 4, 6 og muligvis i v. 1 (en parallel mellem det ødelæggende guld [fé] og ulven?), 3 (Turs volder kvindemén — kun få bliver glade af det onde), 8 (Nød gør ens stilling betrængt — den nøgne fryser i frost), samt 11 (Sol er landenes glans — jeg bøjer mig for helligdommen). Ellers er det rimene og rimbogstavene, der har bevirket de — mekaniske — sammenstillinger af sætninger, og forfatteren har næppe været en virkelig digter. Digtets betydning må derfor søges på andre områder end det digteriske.
At digtet er norsk, er sikkert. Ikke alene bestemte hentydninger til norsk (eller ikke-islandsk) natur som »ulven fødes i skoven«, »ofte løber renen over frossen sne« viser dette, men også og ikke mindre sikkert den omstændighed, at h er bortfaldet i forlyd foran l og r (opt løypr ræinn á hjarne; på grund af h(jarne) må der nemlig læses løypr og ræinn; ræið kvæða rossom væsta).
Vanskeligere er det at bestemme dets tilblivelsestid. Wimmer har »uden tvivl« ansat det »til slutningen af det 12. eller begyndelsen af det 13. årh.« (9). Jeg tror imidlertid, at det er for tidligt og antager snarere, at det hører til det 13. årh.s sidste del og det på grund af den vaklende udtale, der på et par steder kommer tilsyne med hensyn til selvlydenes længde; således rimer lima på tíma (str. 13) og viða på svíða (str. 16), d. v. s. det korte i udtales som langt i overensstemmelse med den senere udvikling; omkring 1200 har dette næppe været tilfældet. Af større vigtighed er, at bæzt udtales som bæst (rim: væst); denne udtale synes at være yngre end 1200, jfr. Wadstein: Fornn. homiliebokens ljudlära s. 117—19, ifølge hvilken z endnu ikke har fået udtalen s. I alle tilfælde at antage et unøjagtigt rim, synes mig mindre sandsynligt. At den svage form lúti (f. lýt) peger i samme retning, er ikke umuligt; Fritzner og Vigfússon anfører kun to eksempler fra Stjórn og Barlaamssaga på en svag imperf.-form; men noget bevis er denne form dog langt fra.
B). Lige fra Harald hårfagers dage var Orknøerne blevne styrede af jarler af norsk herkomst, hvis stamfader skjalden, den dygtige Torf-Einarr (I, 449—51), var. Hele jarleslægten var både i åndelig og legemlig henseende ualmindelig kraftig og blomstrende. Vi behøver kun at minde om sådanne navne som brødrene Einarr og þorfinnr (d. 1064), Rögnvaldr Brúsason (d. 1044), Magnus den hellige (d. 1116), Hákon Pálsson (d. 1126) osv. I det 11. årh. hører vi aldrig tale om digtere i den slægt. I det 12. årh. optræder derimod to særdeles dygtige skjalde, jarlen Rögnvaldr Kolsson og biskoppen Bjarne Kolbeinsson.
Rögnvaldr jarl. En sønnesøn af den af Hallfreðr vandrædaskáld lemlæstede þorleifr spake (I, 558) var høvdingen Kale på Agðir (I, 470); dennes søn Kolr blev gift med Gunnhildr Erlendsdóttir. Torfin jarls sønnedatter, men bode for det meste i Norge. Hans søn Kale, der må være født kort efter 1100 (10), blev opdraget »med stor kærlighed«, og han beskrives som »den håbefuldeste mand, middelhøj af vækst, vel proportioneret, lysebrun, nedladende og meget vennesæl og en stor idrætsmand«. For det sidste haves et klart bevis i et af hans egne vers, hvor han opregner 9 idrætter, han kan (brætspil, runer, bog [at læse], smedehåndværk, skiløb, skydning, roning, harpespil, digtekunst)(11). Han var tidlig moden, så at han foretog handelsrejser til England, da han var 15 år gammel (12), og vilde sikkert tidlig spille en høvdings rolle; han yndede at vise sig i prægtige klæder og foretage vovestykker, som da han trængte ind i Dollzhulen på den nuvær. Sandø (13). I året 1129, da Kale altså endnu ikke var 30 år, gav Sigurd Jorsalfar ham halvdelen af Orknøerne tilligemed jarlenavnet, og dermed »gav han ham Rögnvald jarl Brusesöns navn« (14); fra nu af kaldes han aldrig andet end Rögnvald jarl, undertiden med tilføjelse af hans oprindelige navn. Jarl blev han dog først af gavn 1136 (15), da Páll Hákonarson, som havde været jarl over alle øerne, ikke vilde opgive noget af sin magt. Ved at forbinde sig med et mægtigt parti på øerne lykkedes det Rögnvald at skaffe sig den magt, som kongen havde givet ham, og at få sig anerkendt som jarl (16) over alle øerne. Páll blev fanget ved svig i Skotland og kom aldrig mere til øerne. To år senere måtte dog Rögnvald dele riget med den unge Haraldr jarl Maddaðarson (født 1133), en søsterson af Páll jarl. De følgende år styrede Rögnvald øerne under nogenlunde fredelige forhold. Omkring 1148 skal han være rejst til Norge, hvor han traf Eindride den unge, der da var nylig hjemkommen fra syden (17); dennes fortællinger vakte lyst hos ham til også at foretage en lignende rejse. I året 1151 foretog han da sin bekendte rejse tilsøs til Jerusalem. Rejsen var yderst prægtig og rig på morsomme oplevelser, om hvilke jarlen altid havde et spøgefuldt vers på rede hånd (18). To år senere kom han tilbage til sit hjem. Imidlertid havde en mand ved navn Erlendr den unge, en brodersøn af ovennævnte Páll jarl, gjort fordring på halvdelen af øerne, og en overenskomst var allerede truffen mellem ham og Haraldr jarl, der rejste til Norge lidt før Rögnvalds hjemkomst. Ikke desto mindre sluttede denne og Harald, efter at være vendt tilbage, et forbund mod Erlendr, der blev dræbt 1154 (19). Fire år senere, efter en del uroligheder, blev Rögnvald dræbt på sin årlige jagttur i Skotland den 20. august 1158 af en orknøsk mand, hvem han havde gjort fredløs (20). 1192 blev Rögnvald kanoniseret (21) og kaldtes undertiden »den hellige«.
Rögnvald jarl synes i det hele at have været af en mild og venlig karakter, og det siges, at hans død voldte stor sorg, fordi han var vennesæl og havde hjulpet mange (22). Til hans vennesælhed har sikkert ikke mindst bidraget, at han var ligefrem og nedladende, besad et muntert sind og ævne til at more bl. a. ved at gribe forskellige i det daglige liv forekommende begivenheder, afvinde dem deres komiske sider og fremstille dem i lette og kvikke improvisationer; han havde ordet i den grad i sin magt, at han, ganske vist ved en bestemt lejlighed, siges »at have digtet ved hvert andet ord«, som han sagde (23); ligesom Harald hårdråde yndede han digtekunsten og udøvede den som etslags åndelig leg (24). Til bevis på hans fortrinlige ævne til at forme vers, kan, blandt mange, f. ex. det halvvers tjæne, som han digtede om den tjænestekvinde, der kom ind i hallen og rystede af kulde, så at tænderne klaprede, og som kun kunde sige: »atatata« og »hutututu«; jarlen erklærede, at han forstod hendes tale og digtede det nævnte vers, hvor han indfører hende talende: »Ja, I har det lunt nok, men Åsa [jeg] er atatata våd til skindet; hvor skal jeg hutututu sidde — uh, hvor jeg fryser — ved ilden?«
Af Rögnvalds større digte — hvis der har været flere sådanne — kendes kun ét, som han dog ikke var ene om at digte:
Háttalykill. Om dette digts tilblivelse får vi følgende interessante oplysning. Engang (i tidsrummet 1140—48) kom der til Orknøerne et islandsk skib, hvorpå der var en mand, ved navn Hallr, en søn af Þorarinn breiðmage; denne fik ophold ved jarlens hird og var hos ham i længere tid — »de digtede da i forening den gamle Háttalykill og de digtede 5 vers til hvert versemål, men det fandt man var for langt, og nu er der kun to digtede til hvert versemål« (25). Meningen af den sidste bemærkning må vel være den, at digterne selv udførte denne forkortelse eller omarbejdelse af det oprindelige digt og foretog de ændringer, som derved blev nødvendige. Dette således ændrede digt er heldigvis for største delen bevaret, dog noget forvansket og mangelfuldt. Der var nemlig i Sverrig i det 17. årh. en vistnok norsk membran, hvori digtet fandtes; membranen er gået til grunde, men der haves i den salanske samling i Upsala universitets bibliotek 28 fol, nu R: 683 (Godels katalog s. 27—9), en afskrift deraf med Jón Rúgmanns hånd; denne afskrift viser, at membranen på sine steder har været meget vanskelig at læse, og afskriveren har ofte sat prikker, hvor han ikke kunde læse originalen, ligesom slutningen mangler helt. Digtet er, i en endnu mere mangelfuld skikkelse, end nødvendigt, udgivet af Svb. Egilsson (i hans Eddaudgave 1850).
Navnet Háttalykill betyder 'versarternes nøgle' og er en efterligning af latinske navne med clavis men hvor gammelt navnet er, vides ikke. »Den gamle« er tilføjet vistnok snarest for at adskille dette digt fra Snorres bekendte Háttatal, der muligvis engang også kaldtes Háttalykill (26). Mindre sandsynligt er det, at det nævnte epitet skulde, som Svb, Egilsson mente (27), betegne digtet i dets ældste skikkelse i modsætning til dette i dets forkortede form.
Hvad der nu haves af digtet er 41 par vers, hvoraf flere er mere eller mindre ufuldstændige, så at der af nogle endog kun enkelte linjer er tilbage (det 2., 5., 7., 11., 13.: af det sidste vers, 41b, haves der kun den første linje). I de fleste tilfælde er versarternes navne skrevne ovenover; de er følgende: l, ljoðaháttr (sål.) 2, kviðuháttr 4, draughent, 6 — 10, þríhent, belgdrögur, munnvörpur (sål.), enn dýri háttr, enn grænlenzki háttr, 13 — 34, tøgdrápuháttr, kimlabönd, háhent, hrynhent, rekit, detthent, balkarslagr, refrún en minni, sextánmælt, núfuháttr, greppaminni, runhent, halfnefst, háttlausa, haddarlag, refrún en meiri, iðurmælt, langlokum (ɔ: ort), alstýft, flagðalag, dunhent, tilsegjandi, 37 — 41, konungslag, áttmælt, halfnefst, álagsháttr, skjálfhent. Tilsvarende versarter findes hos Snorre, men undertiden under andre navne. Uden navn er her altså: 3, 5, 11, 12, 35 og 36; de svarer nærmest til Háttatals v. 1 (alml. drotkvædet), 51 (enn mesti stúfr), 88 (runhent på 6 stavelser), 47 (iðurmælt), 19 + 78 (refhvarfaháttr, alhneft), 36 (drotkvædet).
Allerede denne fortegnelse viser, at vi i anordningen af versemålene ikke har med et fuldkomment system at gøre; ikke engang lignende eller indbyrdes beslægtede versemål stilles sammen (jfr. 3 og 36, 20 og 28, 25 og 31 og 39, 21 og 38 osv.). Dog synes i al fald i digtets første del den tendens at gøre sig gældende, at begynde med de ældste og simpleste versemål og derfra gå over til de mere indviklede. I og for sig er denne mangel på system ikke videre påfaldende, når der ses hen til, at dette digt uden tvivl er det første i sin art. Som en modsætning hertil står Snorres digt, hvor systematikken er dreven til det yderste. Forskellen og dermed også systemmanglen i Háttalykill viser sig ligeledes i indretningen af det enkelte vers. Hos Snorre svarer de enkelte linjer på det nøjagtigste til hinanden med hensyn til stavelsers antal og tidsmål, deres indbyrdes stilling, samt rimene. I Háttalykill er dette langt fra at være tilfældet. For kun at tage et par eksempler, har vers 1 a,1 to rimstave, 1 b,1, der skulde være bygget ens, kun én; rimstavene står på forskellig måde i den 3. og 6. linje i bægge vers; det første rim (frumhending) i 37 a,5 står i den 3. stavelse, i 37 b,5 i den første, og således videre helt igennem.
Hvad navnene på de enkelte versarter angår, stemmer de ikke altid med Snorres, uden at man kan vide, hvad der er rigtigst; men dette spørsmål behandles bedre i forbindelse med selve Háttatal (28); her er der dog anledning til særlig at fremhæve den såkaldte (h)núfuháttr (22 a b), et versemål, der ellers aldrig forekommer i oldtiden og hvis karakteristiske ejendommelighed er, at der efter hvert halvvers indskydes en linje med to indrim (et og samme ord), som bægge danner et helrim med det sidste rim i foregående linje (fljúga ǀ nema ek ljúga, en ek mun eigi ljúga; hildi ǀ ef hann vildi, en ek veit hann vildi); også et andet særligt versemål, belgdrögur (v. 7 a b), anføres, men på grund af versenes mangelfuldhed er det umuligt at danne sig en klar forestilling om versemålet i det hele.
I sammenligning med Háttatal står således Háttalykill på et mere oprindeligt, mindre kunstlet, mere folkeligt standpunkt.
Ifølge sit indhold er digtet et lovkvad. Det begynder med to vers (l a b), hvor forfatterne udtaler deres pligt til at underholde folk; derfor vil de fremføre gamle visdomme (29). Ellers falder digtet i to dele, hvoraf den første handler om oldtidshelte og sagnkonger, den sidste om norske konger.
Hvem den første helt er, der nævnes (i 2 a b), er usikkert, da versene er så mangelfulde, men det synes at være Sigurðr fafnisbane; dernæst omtales Gjukungerne Gunnarr og Högne og deres død (3 a b), dernæst en Helge (hundingsbane ?), hvorefter digterne går over til Ragnar lodbrog, Ella, Ragnars og Áslaugs sønner, Ivarr, Björn, Sigurðr, Hvitserkr (4—ll a b); 12 a b handler om Svipdag; hvem 13 a b og 14 a b har handlet om, er på grund af versenes mangelfulde form umuligt at sige; muligvis har det været olddanske helte, da Hagbard og Friðleifr omtales i de følgende verspar. Herpå følger en række vers om Ali (den frøkne?), Fróðe (Friðfróðe), Helge (en brodersøn til Fróðe?; jfr. Hrólfss. kap. 1), Harald (hildetand), Angantýr, Hildr og Hjadningekampen , Rolf krake, Hjalmarr (hugum-stóre?), Erik sejrsæl, Ólafr eller Óle, kong Gautrekr, Styrbjörn (15 a b — 29 a b); hermed slutter den første del, hvor et par af de aller sidst nævnte konger er historiske personer (Erik sejrsæl, Styrbjörn). Den anden del begynder med Harald hårfagre, hvorpå alle de norske konger i rigtig rækkefølge anføres lige ned til Magnus barfod, idet jarlerne Hakon og Erik udelades; rækkefølgen brydes dog en enkelt gang ved, at to danske konger, Sven tveskæg og Knud den store, indskydes efter Harald gråfeld (v. 34 a b, 35 a b).
Af denne indholdsoversigt er det klart, at vi heller ikke her har med nogen systematisk orden at gøre, navnlig ikke i den første del, hvor ordningen synes at være temmelig vilkårlig (ti om en genealogisk forbindelse mellem alle de der nævnte fyrster kan der ikke være tale), og i den sidste del er den genealogiske rækkefølge som sagt brudt. Et forsøg på at omsætte versene — under forudsætning af, at vor eneste afskrift var forvirret — vil næppe føre til en bedre ordning eller resultat i det hele. Beskrivelserne af de enkelte fyrster og konger har i det hele intet individuelt ved sig; de er holdte i de almindeligste udtryk, der enten betegner fyrsterne som vældige krigere — og hyppigst dette — , eller som gavmilde mænd. De siges at have kæmpet drabelig; deres sværd bider, skjolde kløves og brynjer brister osv.; særlige bedrifter antydes kun enkelte gange; derfor er det ofte vanskeligt at bestemme, hvilke personer der menes (Helge, Fróðe, Óle el. Ále). En undtagelse er det, når Gunnarr siges at have skjult guldet i Rinen og Atle kastet ham i en ormegård, når Rolf krakes berømte gavmildhed fremhæves, når Hafsfjordslaget særlig omtales, samt når Hakon den gode nævnes ráðvandaðastr. Kun i et enkelt tilfælde forsøges der en svag karakteristik (Olaf kyrre).
Bestemte skrevne eller som digte bevarede kilder lader sig ikke påvise, og det er i og for sig ingenlunde nødvendigt, at forudsætte sådanne; den mundtlige, over alt i norden kendte tradition kunde være en tilstrækkelig kilde. En anden sag er, at digterne ses at have lånt enkelte udtryk fra ældre digte, særlig Eddakvad. Eksempler herpå er anførte I, 53, anm. 2. Desuden synes efterligninger af skjaldesteder at findes; således findes: hjalmsamr (HL 12 b, ved konj., men synes sikkert) i Eir. dr. af þórðr Kolbeinsson (Fms. IV, 62), þar svát víg á vági (Hl. 30 b)ǂ þat sleit víg á vági Einarr skálagl. (Fsk. 38); frægr þótti þat flotnum (Hl. 31 a)ǂ frægt þotti þat flotnum Glúmr Hkr. 134 osv.
Hvor megen andel enhver af digterne har i digtet er umuligt at sige med nogen vished. I så henseende har det ingen betydning, når et »jeg« (jfr. ovfr. s. 37 anm.) undertiden fremtræder; et »vi« vilde sikkert have stødt alle dem, der hørte; det er muligt, at de har delt de enkelte fyrster og versarter imellem sig, og da er et sådant »jeg« let forståeligt. I øvrigt kunde det tænkes, at det var Rögnvald, der havde fået ideen til at digte et sådant kvad, samt bestemt dets indhold; det roser jo særlig den norske kongeslægt, til hvilken Rögnvald netop havde stået i et særligt venskabs- og underdanighedsforhold; derimod kunde man antage, at det særlig var Hallr, der bestemte digtets indretning og ydre form. Dette er kun en formodning, der synes at kunne støttes ved skjaldepoesiens særlig islandske udvikling i denne periode, samt derved, at Rögnvald i sine øvrige — løse — vers aldrig benytter særlige kunstformer.
I sproglig henseende er digtet på mange punkter ikke uvigtigt. Det afgiver således, for kun at nævne et eksempel, de ældste eksempler på udtalen var, vera med r; den samtidige islandske form har s, der også findes; den første stammer fra Rögnvald, den sidste fra Hallr.
Der findes også i digtet ikke få nýgörvingar (yngre omskrivninger), hvor ord som messa (ɔ: sang), salmr (det samme), kyndill og kerti (ɔ: lys, flamme), tungl osv. indtræder som led i de sædvanlige omskrivninger for kamp, sværd; jfr. turn i en kenning for 'hoved'.
Hensigten med digtet er, som ovf. bemærket og som det fremgår af v. 1, at underholde; dette fremhæves særlig karakteristisk i V. 27a, hvor det hedder: »Jeg har at fortælle kvinden om Olaf«.
Om digtets oprindelige udstrækning bemærkes det til slutning, at det formodenlig har sluttet med Harald gille, — i ethvert fald kan der ikke mangle mange verspar, — således at hele digtet har været omtrent 90 vers.
Hvad der ellers haves af Rögnvald jarl er en hel del løse vers, der alle findes i Orkneyingasaga (30). De er naturligvis digtede til forskellige tider og i anledning af forskellige optrin og begivenheder. Alle udmærker de sig ved den lethed, hvormed de er digtede, ved deres spøgefulde og muntre indhold, der snart udtaler digterens følelser overfor en skøn kvinde, snart mod og munterhed i storm og strid bølgegang og kampens tummel (31), snart er det muntre bemærkninger om komiske begivenheder. Et af Rögnvalds allerførste vers er det om hans 9 idrætter. På sejladsen fra Norge til Orknøerne 1148 forliste han ved Hjaltland, men han og folkene blev reddede. Han var ikke forknyt, men digtede muntre vers ved hvert andet ord; efter at have modtaget en vistnok ikke synderlig prægtig skindkappe af en bonde, hvor han da opholdt sig, digtede han: »Jeg ryster den rynkede pels; mit skrud er meget ringe, men vore egne kapper er begravede i dybet. Hvem ved, når vi igen går i prægtige klæder op fra den våde søhest; brændingen slog vore skibe mod klipperne«. Morsomst er de vers, der stammer fra Jorsalfærden — og de fleste af de løse vers hidrører fra den — , særlig de, som er digtede om en ung og smuk jarledatter i byen »Nerbon«, som de gæstede. Det var ikke frit for, at man opfordrede den statelige Nordbo til for bestandig at blive der, men han vilde fuldføre sin rejse; han ytrede dog i et vers: »Jeg skal længe huske Ermingerðs [jarledatterens] ord; hun vil, at vi skal rejse til Jerusalem; men når vi til efteråret kommer tilbage, sejler jeg ikke forbi Nerbon«. Midt under de vilde kampe og angreb mindes jarlen, ligesom Harald hårdråde i sine gammensviser, de glade dage hos Ermingerðr. Men skæbnen føjede det dog således, at han ikke atter kom til Nerbon, ti han rejste hjem til lands over Italien.
Man får det samme indtryk af disse vers, som selve beskrivelsen af ham giver. En ualmindelig jævn og nedladende personlighed, der altid er glad og fornøjet, altid munter og spøgefuld; dertil digter han med den største lethed og formfuldkommenhed. I digterisk kraft står han imidlertid ikke nær så højt som en Egill, en Hallfreðr eller en Sigvatr, og nogen særlig fantasi eller flugt mærkes ikke hos ham.
Bjarne biskop Kolbeinsson var en søn af den på Orknøerne boende, fra Norge stammende høvding, Kolbeinn hrúga. Moderen, Herborg, var en datterdatter af Páll jarl Þorfinnsson; Bjarne var således beslægtet med Rögnvald jarl, og det er ikke underligt, når Orkneyingasaga kalder Bjarne for den største høvding og omtaler hans store familje på øerne (32). Når Bjarne er født vides ikke. I sin ungdomsalder fik han vistnok en omhyggelig gejstlig opdragelse; på grund af sin anseelse blev han -— mellem 1188 og 1192 — viet til biskop over øerne (33). Som en af øernes anseteste og indflydelsesrigeste mænd blev han gentagne gange i anledning af forskellige stridigheder sendt til Norge; således i året 1195 for at underhandle med kong Sverre, efter at de såkaldte Eyjarskeggjar var bukkede under (34), en anden gang 1218 til et bispemøde i Bergen, i anledning af den gudsdom, ved hvilken kong Hakons kongelige herkomst skulde bevises (35), og desuden flere gange. For sidste gang kom han til Norge i sommeren 1222 i anledning af det bekendte Bergensmøde, hvor det skulde endelig afgøres, hvorvidt Hakon var eneberettiget til at være konge i Norge eller ej (36). Under dette møde døde biskop Bjarne den 15. september (37). Bjarnes virksomhed under disse møder er os ubekendt, ligesom vi heller intet kender til hans øvrige virksomhed, med undtagelse af, at vi hører, at det var ham, der lod optage Rögnvald jarls relikvier og fik ham kanoniseret (38). Han siges at have været en god ven af Islænderen Hrafn Sveinbjarnarson, hvem han sendte prægtige gaver (39), ligeledes af Loptr, en søn af Páll biskop, og Sæmundr Jónsson på Odde (40); men at dette kendskab til og bekendtskab med Islændere har haft nogen betydning for Bjarne som digter, lader sig ikke påvise. Som digter kendes han fra de betydelige lævninger af et digt om Jomsvikingerne og slaget i Hjörungavog, Jómsvikingadrápa (41). Der anføres heraf 16 hele og to halve vers i den større Olafssaga (42); desuden findes største delen, nemlig 40 vers, i codex regius af Snorres Edda; der mangler her slutningen, uvist hvor meget. Det hele er godt udgivet af C. af Petersens i hans udgave af Jómsvikingasagas yngste recension.
Digtet er affattet i det såkaldte munnvörp (43) et versemål, hvor der intet rim findes i de ulige linjer, men halvrim i de lige linjer; i øvrigt er det som drotkvædet versemål; versemålet er altså en metrisk kunstform, hvis forbillede må søges i Brages og andre af de ældste skjaldes ufuldkomne drotkvædede versemål, men der er ingen grund til at tillægge Bjarne opfindelsen deraf, så meget mindre som versemålet synes at foreligge allerede i Háttalykill v. 8 a b (meget mangelfulde). Digtet er, hvad navnet også viser, en drape; omkvædet findes i versets 1., 4., 5. og 8. linje, første gang i digtets 15. vers og siden, med et mellemrum af 3 strofer, 5 gange, sidste gang i v. 35. Der haves ialt 40 vers i cod. reg.; desuden haves 3 vers og 2 halvvers, der har hørt til slutningen af digtet; der kan altså ikke mangle meget, forudsat, at slutningen har været omtrent lige så lang som indledningen (15 vers); man kunde således formode, at hele digtet har bestået af (15 + 4 X 5 + 15 =) 50 vers. I formel henseende er digtet fortræffeligt og udmærker sig i det hele fremfor de fleste digte fra samtiden.
Digteren begynder med i de 5 første vers at omtale sig selv og sit forehavende. Han viser, i modsætning til de kaldsmæssige fyrsteskjalde, en ophøjet ligegyldighed for tilhørere (»Jeg opfordrer ingen til at høre på mit digt«); dette viser straks en vis selvstændighed uden just at gøre indtryk af lyst til at være anderledes end alle andre og hænger mulig sammen med digterens gejstlige stilling; han erklærer i forbindelse dermed, at han ikke har erhværvet sig digtekunsten ved overnaturlige midler. Mærkeligere er indholdet af de følgende vers, hvor digteren omtaler sine fejlslagne forhåbninger og ulykkelige kærlighed; han er dybt såret, men dog ikke berøvet lysten til at digte om kampe og helte; en af disse helte, som han synger om, havde netop en kærlighedshistorie (Vagn Akason), og det er muligvis netop denne, der har været medbestemmende ved valget af digtets æmne. En erotisk tone lyder nemlig til os hele digtet igennem under al den våbensang og skjoldeklang, der klinger os for ørene; særlig er dette tilfældet i steflinjerne (»En fornem mands hustru forstyrrer hele min [livs] glæde; et skud af den herlige slægt volder mig strid kummer«).
Med vers 6 tager så digteren fat på kvadets hovedindhold, Jomsvikingeslaget 986. Han fortæller, hvem høvdingerne var, samt om løfte-aflæggelsen ved gravøllet; dernæst beskrives sejladsen til Norge (v. 15—19) og endelig kampen med dens forskellige afsnit og enkelte tildragelser (v. 20—40). Digtets slutning har handlet om, hvorledes nogle af de fangne Jomsvikinger blev henrettede, samt og navnlig hvorledes Vagn opfyldte sit løfte (at få Ingeborg, Torkel leiras skønne datter, til ægte).
Om sine kilder udtaler digteren intet, undtagen for så vidt som han siger: »jeg har hørt« (v. 6, 7, 8, 10, 12, 21, 28—30, 32, 36, 38-41), »der blev fortalt«, »man sagde« (v. 16, 17, 21, 25, jfr. 41, 44), »man hører at« (v. 20). Dette tyder på mundtlige fortællinger; skriftlige kilder er det derimod umuligt at eftervise. Beretninger om slaget findes i forskellige saga-recensioner både af Jómsvikingasaga selv og kongesagaerne, men nogen direkte forbindelse mellem disse og drapen lader sig næppe påvise. Petersens har i sin udgave af sagaens yngste recension (44) påvist, at fra den kan Snorre kun have haft antallet af de faldne Jomsvikinger, medens han dog også kan have haft det andensteds fra. Mellem drapen og Fagrskinna er der overensstemmelse angående den dag (julenat), da Jomsvikingerne kom til Jæderen. At så mange vers af drapen anføres som beviser i den større Olafssaga har ingen betydning for de der berettede kendsgærninger, da det er sikkert, at den senere redaktør har hæntet disse umiddelbart fra ældre prosaiske kilder og selv tilføjet versene uden at rette teksten efter disse eller tilføje noget nyt derfra med undtagelse af et par rene småting (45). Mellem drapen og de i de forskellige sagarecensioner meddelte hovedkendsgærninger er der, naturligt nok, i det hele taget overensstemmelse.
Hvad enkelte udtryk angår, synes biskop Bjarne at have lånt eller efterlignet enkelte ord og omskrivninger i Háttalykill, hvilket i og for sig måtte være forståeligt nok (46). Ellers synes Bjarne i det hele at fremtræde som en original digter, ikke alene hvad den ovenfor fremhævede begyndelse af digtet angår, men også derved, at han i modsætning til de fleste af samtidens skjalde har behandlet en historisk begivenhed fra fortiden (47). Når det er blevet sagt, at formens mindre indviklede beskaffenhed gav forfatteren »lejlighed til at røre sig mere frit« (48), er det tilvisse sandt, og det er rimeligt, at omskrivningerne af den grund i det bele er mindre indviklede; men lige så vist er det, at omskrivningerne ikke derfor anvendes mindre hyppig, end det ellers er tilfældet, ligesom digteren også gør en ret udstrakt brug af tillægsord, uden at man just altid kan sige, at de er særlig rammende. Hvad digterens forhold til stoffet angår, deler han sin beundring ligeligt mellem Jomsvikinger og Nordmænd; kun ses det, at han som gejstlig ikke billiger Hakon jarls ofring af sin søn (v. 30); men når han kalder Jomsvikingerne for siðfornir (7.6) — hedninger, er det sikkert ikke ment som nedsættende. Hvad Jomsvikingerne angår, er det let at se, at forfatteren har mest tilovers for den unge erotiske helt Vagn Akason. Denne er ham åbenbart den første, dygtigste og tapreste af dem alle, og han er utrættelig i sine lovprisninger over ham. Det, som har bidraget hertil, er sikkert den del af hans løfte, der gik ud på at vinde Ingibjörgs elskov; her har digteren næret følelser fælles med heltens. På den anden side kan det ikke noksom fremhæves til digterens ros, at han stiller sig fuldstændig upartisk overfor den af Islænderne så ilde medtagne og vistnok noget uretfærdig behandlede Sigvalde jarl og betegner ham stadig som den tapre kriger og modige fører; han har ikke et dadlende ord for hans flugt, men har fundet den rimelig i betragtning af de tvingende omstændigheder.
Med hensyn til digtets æstetiske betydning kan jeg i det hele slutte mig til Petersens' dom derom (49). Foruden at det erotiske element giver digtet en ejendommelig, ikke just tungsindig farve, og foruden at digteren viser en prisværdig upartiskhed og er fuld af beundring for de tapre helte, særlig Vagn, er hele digtet kraftigt i udtryk og stemningsfuldt i tonen, let forståeligt som det tillige er.
Af biskop Bjarne haves ikke andre digte. Man har villet tillægge ham digtet Málsháttakvæði (se herom straks nedenfor) samt Eddas navneremser, men navnlig det sidste er usikkert, ja vistnok fuldstændig urigtigt.
Andre orknøske skjalde er kun følgende to, hvis den første overhovedet er en orknøsk mand: Þorbjörn svarte, der deltog i Rögnvald jarls Jorsalsfærd (50) — af ham anføres to vers, digtede ved ankomsten til Akrsborg (Acre Ptolemais); han er ellers fuldstændig ubekendt — og Sigmundr öngull, der også var med på samme tog; af ham haves 1½ vers. Sigmundr var søn af en fornem mand Andrés og kaldes Rögnvalds hirdmand (51).
Når Orkneyingasaga (52) endnu omtaler to shetlandske mænd som skjalde, er det urigtigt; de kaldes ellers (53) islandske, hvilket utvivlsomt er rigtigere.
C). Hertil kan endnu føjes et digt, som indtager en særlig stilling i denne digtning, men som i ethvert tilfælde næppe er islandsk. Det er det såkaldte Málsháttakvæði eller Fornyrðadrápa (el. Carmen amatorium, som Svb. Egilsson kaldte det). Det findes kun i ét håndskrift, cod. reg. af Snorres Edda, hvor det er skrevet umiddelbart efter Bjarnes Jómsvlkingadrápa. Omkvædsverset findes tillige i Hauks þáttr hábrókar (54)). Digtet består af 30 vers, hvoraf det sidste, på grund af håndskriftets ulæselighed, er mangelfuldt.
Digtet er for det meste sammensat af lutter enkeltsætninger, der består dels af rene ordsprog og talemåder, dels af hentydninger til gamle myter og sagn og endelig af digterens egne følelsesudbrud. De sidste forekommer stærkest i indledningen, hvor digteren omtaler sin hensigt: »Jeg agter at samle gamle ord; de fleste skal have noget at more sig med«; han bemærker, at han aldrig tidligere har givet sig af med flimtan, men at der i digtet »vil findes vrede ord« og at han har ret til at tale om, »hvorledes den klogøjede kvinde har behandlet ham« (v. 1—3). Herved har digteren netop på det klareste udtalt, af hvad art digtet er og hvorledes det bør opfattes. Det er og skal være et på enkeltmand møntet digt af ironisk eller dog i ethvert fald bitterhumoristisk indhold, altså et slags niddigt. Digteren anslår straks en meget overlegen tone, som dog kun slet skjuler hans dybe sorg og smærte over hans skuffede kærlighed. Denne sin kærlighedshistorie giver han os dels i klare ord, dels og hyppigst på en forblommet måde i ordsprogene og talemåderne. Den elskede hedder Rannveig (18,4), hvis dette ikke er et fingeret navn; hun har været smuk (jfr. eigi at eins i fögru er fengr, 17,3) og digteren blind af kærlighed (ástblindir eru seggir osv., 20,1); han har derfor set på hende altfor overilet (bráðsét láta bragnar opt, 14,1); hun har i begyndelsen modtaget hans kærlighed, men derpå sveget ham (illa hefr sás annan sýkr, 18,5) og vendt sin hu til en anden (annars barn er sem ulf at frjá, 5,3); således sker det ofte, hvad ingen havde væntet (25,6), men intet er værre for en mand end savn og længsel (27,6). Særlig betydning har her omkvædet: »Ikke var det i gamle dage nogen farsot; dog gjorde finnepigen [Snefrid] Harald [hårfagre] rasende; han syntes hun strålede som solen. Således går det mangen én nu til dags«. Dette er klart nok. Det er tydeligt, at det er denne kærlighedssorg, der har bevæget den ulykkelige digter til at kvæde, til at synge sin sorg og kærligheds bitre længsel ligesom »ud over alle bjærge«. Derfor havde Svb, Egilsson på en måde ret, når han kaldte digtet et carmen amatorium.
En nøjagtig undersøgelse og betragtning af de enkelte linjer, særlig dem, der består af ordsprog, vil vise, at de så godt som alle på det nøjeste hænger sammen med digterens kærlighed og hans forhold til den kvinde, der har sveget ham; de er alle udtryk for hans tanker og betragtninger, dels bitre bemærkninger og ironiske udbrud mod den troløse, dels udtryk for hans savn, som han søger at dølge, dels endelig overlegne opmuntringer og trøstende ord, hvor man dog mærker den vemodige baggrund. Når han således, for blot at nævne enkelte eksempler, siger (5,2): »én keder sig, når han er alene«, er hentydningen til hans forladthed og hans tidligere kærlighedstilknytning til en anden klar. En linje som »slangen skyder ham om våren« (6,6) betyder kvindens, Rannveigs, foranderlighed og troløshed. Når digteren mindes Bjarkes »hårde hjærte« (7,1), vil det sige så meget som, at sådant et hjærte vil digteren også vise, for at man ikke skal mærke hans sorg (55). Således går tanken idelig over fra det ene til det andet, fra sorg til trøst, fra sviende spot til fornem overlegenhed, fra hån til græmmelse. Digtet er således et af de mest subjektive kvad fra oldtiden. På grund heraf og fordi vi ikke kender de til grund liggende forhold nøjere, samt endelig på grund af digtets formelle beskaffenhed (hver linje er en selvstændig sætning for sig) er det undertiden vanskeligt, nøjagtig at sige, hvorledes digteren har villet, at ethvert ordsprog skulde forstås i sammenhængen. Særlig gælder dette V. 7—9, der indeholder hentydninger til sagn og myter; disse bliver så meget vanskeligere at tyde, som de dér antydede sagnpersoner ofte ellers er fuldstændig ubekendte. Men det bør vistnok betragtes som givet, at også disse linjer (disse »gamle minder«) er led i det hele; også med dem har digteren ment noget, også de har i digterens mund en dobbeltmening. Nogle af disse kan vi endogså forklare, men om det træffer digterens egenlige tanke, er dog ikke ganske sikkert; således f. ex. det ovennævnte 7,1; også 8,3, der lyder: »Mardölls [Freyjas] gråd [guld] var skinnende«, kan opfattes som en hentydning til Rannveigs guldfagre, forføreriske skønhed osv.
I det hele er digtet særdeles interessant, ikke alene i indhold, men også i form. Selve ordsprogene og talemåderne er naturligvis noget ændrede fra den almindelige skikkelse, de havde i daglig tale, efter de krav, som rim og versemål (linjelængde) krævede. Når således et ordsprog lød omtrent som: ilt er böl til litar (jfr. det så ofte forekommende: böl gervir mann fölvan), ændrede digteren det til: bölit köllum vér ilt til litar d. e. vi siger, at osv. = ordsproget siger, at osv.; eller når et ordsprog lød som: æpir fröskr i mærum, bliver det til: æpa kann i maurum fröskr. Der indskydes således ligegyldige ord og ordene i den oprindelige form omstilles efter behag; mange er omtrent uforandrede gåede over i digtets form. Man kan ikke undlade at lægge mærke til den lethed, hvormed digteren har fået sine ordsprog og talemåder til at passe; formen er ingensteds bleven tvungen eller ordstillingen unaturlig.
Sproget er i øvrigt, som allerede antydet, let og flydende og svarende til det humoristiske indhold. Særlig bemærkes, at digteren ikke er gået af vejen for ord, som kun synes at være bleven brugt i det daglige lette omgangssprog og som i reglen ikke ansås for fine nok til digtersproget. Til sådanne ord hører f. ex. jaga (9,8), omtrent = 'at snakke'.
Digtet er indrettet så, at forud for det første stefvers går der 10 vers; hver stefjabálkr består af 3 vers, og de er ialt 3; efter dem følger så 10 vers (slutningen). Digtet er forfattet i runhent versemål på 7 stavelser, hvor den syvende altid er lang (og betonet, _́) eller opløst til to korte (⏝́⏝). Rimene går hyppigst kun gennem to, nogle gange gennem fire linjer.
Digtet er sikkert ikke islandsk (56); det bevises ikke alene derved, at der deri forekommer hentydninger til naturforhold, som aldeles ikke er islandske og som en Islænder mindst af alle kunde falde på at nævne, som f. ex. ordsproget om »frøerne, hvis skik det er at kvække i sumpene«. Også findes der mange ordformer, som aldrig vides at have været islandske, f. ex. flug for flog (4,6), mula for mola (11,4), fúa for fóa (18,2), samt fröskr for froskr (5,8). Digtet må som følge heraf være norsk, enten digtet i Norge eller muligvis på de vestlige øer; derfra har man netop eksempler på lignende former som de her anførte, som -búli for -bóli (57).
Vanskeligere er det at bestemme, når digtet er blevet til, og her har vi da næsten udelukkende sproget at holde os til. Dette står aldeles bestemt på et ældre standpunkt end så at det kunde være fra tiden omkring 1300; h udelades aldrig foran l, r, n, hvad der heller ikke sker f. ex. i Rögnvald jarls eller biskop Bjarnes digte; yngre kan det således næppe være end fra tiden c. 1200; ret meget ældre kan et digt af et sådant indhold og navnlig en sådan form heller ikke være. Den omstændighed, at h er bevaret foran l, n, r, synes at føre bort fra Norge og til de vestlige øer, hvor h'et sandsynligvis længere er blevet bevaret (ligesom i islandsk). Den formodning, som Bugge for længe siden (58) har udtalt, at digtet var af ingen anden end biskop Bjarne, synes mig at være særdeles tiltalende. Når man ser hen til det erotiske element i Jómsv.dr. og sammenligner det med Málsh.kv. og til den vemodige tone, der lyder til os fra bægge digte, er ligheden ganske slående og tyder i det mindste på et nært åndeligt slægtskab. Ligeledes har Bugge påpeget forskellige ligheder i ord og udtryk i bægge digte (Yggjar bjórr 29,3 — Jvdr. 1; fíkjum 21,8 — Jvdr. 11, 25, 41; ærit 21,5 — Jvdr. 2 osv.), og i det mindste nogle af disse har deres, som det synes mig, umiskendelige betydning. Skønt jeg ellers er lidet tilbøjelig til at tillægge anonyme digte og vers bestemte navngivne forfattere, er jeg dog i dette tilfælde særdeles villig til at tro, at Bugge har ret i sin formodning, at digtet er af biskop Bjarne. Hertil passer alt på det fortrinligste og der kan vanskelig fremdrages noget, der strider derimod. Det er endogså muligt eller ikke usandsynligt, når man ser hen til hele den tvetydigheds og dobbelttydighedstale, der går igennem digtet fra først til sidst, at der på et par steder foreligger hentydninger til digterens eget navn. Når det således hedder: »lange er bjørnenes nætter« (langar eigu þeir bersi nætr 6,8) eller »jeg har ikke spurt, at bjørnen fryser« (hefkat ek spurt at bersa kali 15,8), synes det at ligge nær, at opfatte disse to sætninger som hentydninger til digteren, som selv hedder bjarne (afledet af bjørn). Naturligvis er dette kun en formodning, og det skal indrømmes, at de anførte verslinjer kan indeholde — og indeholder — hentydninger til digterens tilstand og kærlighedshistorie uden derfor at behøve at indeholde hentydning til digterens navn.
__________
Til slutning skal det endnu tilføjes, at dr. A. Olrik i et af Saxos Starkadskvad har ment at kunne påvise et norsk digt, hvori Bråvallakæmperne var opregnede (59); han mener, at det oprindelige digt, på grund af dets forhold til de enkelte helte og egne, hvortil de hørte, må have været digtet i Telemarken og forfattet efter midten af det 11. årh. Jeg har ikke kunnet opdage noget, som kan bestride dette resultat i det hele og store, men må slutte mig dertil. Påvisningen af et virkelig norsk digt af et sådant indhold er meget betydningsfuld; det har sikkert sine forbilleder eller forgængere, og jeg ser deri en fortsættelse af den gamle norske Eddadigtning; efter at man i disse var færdig med det ældgamle, tildels fremmede stof, vendte man sig — i det 11. årh.? — mod et mere hjemligt, nationalt og vel ifølge datidens opfattelse mere historisk æmne til behandling i bunden form. En sådan udvikling vilde være naturlig og forståelig.
Det vilde være umagen værdt at granske, om ikke tilværelsen af flere sådanne norske digte kunde ad samme eller lignende vej påvises.
Noter
1) I, 14 15.
2) Hkr. 686; Fris. 299; Mork. 188; Fms. VII, 153.
3) Flat. II, 446; Icel. s. I, 106; jfr. Fms. VII, 179.
4) Die runenschrift s. 800—13.
5) Die runenschrift 83, hvor også den herhenhørende litteratur gives.
6) En uregelmæssighed findes i v. 13 og 16, hvor en kort stavelse — altså forlænget — rimer på en lang.
7) Om rækkefølgen, særlig hvad m l angår, henvises til Wimmer, Die runenschrift 240.
8) Jfr. Wimmers forklaring s. 277, som jeg slutter mig til.
9) Die runenschrift s. 180.
10) Flat. II, 429—30; Icel. s. I, 73.
11) Flat II, 440; Icel. s. I, 95.
12) Flat II, 440—1; Icel. s. I, 95—96.
13) Flat II, 441-2; Icel. s. I, 97.
14) Flat II, 445—6; Icel. s. I, 103.
15) Isl. ann. 20, 60, 113, 321.
16) Se herom Flat II, 447-63; Icel. s. I, 105—32.
17) Dette stemmer ikke med Hkr. (739—40, jfr. Mork. 223), ifølge hvilken Rögnvald netop i følge med Eindride (og Erling skakke) foretog sit middelhavstog, med mindre Eindride har foretaget to rejser.
18) Se i øvrigt Flat II, 472-89; Icel. s. I, 147-80.
19) Flat. II, 490-501; Icel. s. I, 182-99.
20) Flat. II, 507—9, 511; Icel. s. I, 209-13; jfr. Isl. ann. ved år 1158; Ldn. 331; Bisk. I, 32.
21) Isl. ann. 120, 180, 324.
22) Flat. II, 512; Icel. s. I, 217.
23) Flat. II, 474; Icel. s. I, 149.
24) Flat. II, 475; Icel. s. I, 150-1.
25) Flat. II, 468; Icel. s. I, 139, 140.
26) Sn. E. II, 364, jfr. Möbius: Háttatal I, 43.
27) I sin Eddaudg. s. 252.
28) Jfr. Stutt Isl. bragfræði 54—56.
29) Når digterne her taler i 1. pers. sing., har det intet at sige, lige så lidt som at de (han) omtaler deres (sin) ungdom.
30) I Flat. II og Icel. s. I (her to vers flere end i Flat.); desuden findes 2 halvvers samt et helt vers af en Rögnvaldr, der næppe kan være anden end Rögnvald jarl.
31) Ejendommeligt nok tillægger han etsteds gud, at han vil, at man skal kæmpe og vade i blod!
32) Flat. II 515, jfr. 472; Icel. s. I, 222, jfr. 147.
33) Flat. II 515; Icel. s. I, 222.
34) Flat II, 519. 646; Icel. s. I, 228; Fms. VIII, 298; Eirsp. 131.
35) Fms. IX, 279 anm.; Flat. III, 29; Icel. s. II. 39; Eirsp. 266; jfr. Fris. 412.
36) Fms. IX, 325; Flat III. 52; Icel s. II, 74; Eirsp. 288; Fris. 433.
37) Isl. ann. ander året 1222; Bisk. I, 534; Sturl. II, 395.
38) Flat II, 512; Icel. s. I, 217; Isl. ann.; Bisk. I, 439.
39) Sturl II, 277; Bisk. I, 641.
40) Bisk. I, 148; Sturl. I, 211.
41) Navnet findes på mange steder.
42) Fms. I, 161—163. 166. 169-172. 174-7. 179-83; jfr. Jómsv. s. (1879) 71.
43) Snorres Háttatal v. 66; Háttalykill 8 a b (munnvörpur.).
44) S. 120 anm.
45) Petersens' udg. af 510 s. 121.
46) Sst 123-4 anm.
47) Sst. 125.
48) Petersens' udg. af 510 s. 124.
49) Sst. s. 125.
50) Flat II, 476; Icel. s. I, 155.
51) Icel. s. I 165; i Flat. II, 481 er teksten fordærvet.
52) Flat. II, 475.
53) Icel. s. I, 153.
54) Flat. I, 583; Fms. X, 208.
55) Jfr. Aarbb. for nord. Oldk. 1890, 264—6, hvor et enkelt vers findes analyseret.
56) Jfr. Aarbøger for nord. Oldkh. 1889 (Eirikur Magnussons afhandl.) og 1890 (min afhandl).
57) Jfr. Noreen: Altn. u. altisl. grt.2 § 14 b.
58) Aarbøger osv. 1875; jfr. Möbius i sin udgave s. 24.
59) Se hans afhandling Bråvallakvadets kæmperække i Arkiv f. nord. filol. X. 223ff. Jfr. G. Storm: Kritiske bidrag 1878.
