FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Alexanderssaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
A. Verdslige sagaer
4. Alexanderssaga
4. Alexanderssaga. Om denne saga, der findes f . ex. i AM 519, 4°, 226, fol., er man godt underrettet. I det sidstnævnte håndskrift hedder det i slutningen, at den, der oversatte sagaen, var »Brandr Jónsson, biskop«. Dette bekræftes af Gyðingasaga, hvor det (jfr. nedenfor) om Brandr hedder, at han også »sneri Alexandro magno«; når det her tilføjes, at Brandr oversatte »efter kong Magnus Hakonssöns bud«, kan det dog være tvivlsomt, hvorvidt Alexandersagaen er her medindbefattet. Om Brandr Jónsson se i øvrigt straks nedenfor. Originalen er Philippus Gualterus’ (eller Filip Gautier's) Alexandreis, et latinsk digt i heksametre i 10 bøger, forfattet i tiden mellem 1170 (Thomas Beckets drab antydes) og 1201 (digtet er tilegnet ærkebiskop Guillermus af Rheims, der døde i dette år). Det er dette digt, der helt igennem er fulgt; oversættelsen eller gengivelsen er gennemgående ganske fortrinlig og udført i et forbavsende rent og kraftigt sprog; selvfølgelig er den og måtte være ret fri. Det er en af de få oversatte sagaer, der læses tilende med ublandet fornøjelse1). Oversætteren medtager originalforfatterens egne bemærkninger og lyriske udbrud, men for at læseren ikke skal tro, at det er hans, oversætterens, bemærkninger, indskyder han : »siger mester Galterus« eller lign. Af selvstændige tilføjelser findes der enkelte f. ex. s. 22 (henvisningen til Makkabæernes bog), s. 48 (den til Ovidius magnus), s. 131 (bemærkningen om »det store Sverrig«) osv. Hvad indholdet i sig selv angår, har man, som bekendt, ikke her med virkelig historie at gøre, men med en i høj grad udsmykket fabelsaga, der hviler på Curtius. Det i Ungers udg. (1848) som anhang trykte brev fra Alexander findes ikke i urskriftet og er et indskud i 226.
Noter:
1) Arne Magnusson følte det fortræffelige heri og agtede selv at udgive sagaen; se Nord. Tidsskr. for Oldkh. III, 128.
