FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Gunnlaugr Leifsson, munkr

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind

af Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag
København 1898

Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.

A. Forfattere
6. Gunnlaugr Leifsson, munkr

Tingøreklostrets segl (1400-tallet)

Gunnlaugr Leifsson, munkr. Om denne mands liv vides i det hele kun, at han i en lang tid var munk i Tingøre-kloster og at han døde 1218 eller 1219 (1). Han var vistnok en højt anset mand og havde meget at sige på grund af sin lærdom. Han kaldes (2) den største klærk og den velvilligste mand, hos hvem egnens præster søgte råd (1210 imod biskop Gudmund), og han kaldes »den boglærdeste mand i hele Island« (3). Medens Gudmund d. gode endnu var præst, altså før 1201, siges han at have sendt Gunnlaugr »varsler« (d. v. s. optegnede varsler og jærtegn) vedrørende Torlak d. hellige (død 1193), for at han skulde »dikte« dem, d.v.s. give dem i en latinsk oversættelse (4); også på Gudmunds opfordring skrev Gunnlaugr sin saga om biskop Jón. Det tyder således på et meget venskabeligt forhold imellem de to gejstlige (5). Men efter at Gudmund var bleven biskop, blev Gunnlaugr ligesom så mange andre, sikkert ikke uden grund, en af hans modstandere, og således optræder han 1210 (6). At Gunnlaugr har været en myndig mand og fremfor alt noget overmodig på grund af sin store lærdom, derpå tyder abbed Arngrims fremstilling (6) af, hvorledes Gunnlaugr, efter at have »digtet novam historiam sancti Ambrosii«, begav sig til bispesædet Holar og begyndte der, uden biskoppens tilladelse, aftenen før festum Ambrosii i koret at oplæse sit »digt«; dette forbød bispen ham og han måtte da stanse, som den mod ham uvenlige Arngrim siger, efter at have fået »tilbørlig kindrødme« for sin dristighed (7). Ellers kender vi intet til Gunnlaugs praktiske virksomhed. At han har været en dygtig latinist, fremgår af, at han forfattede alle sine historiske værker på latin, og han har rimeligvis haft et betydeligt kendskab til den fremmede middelalderlige litteratur.

Blandt Gunnlaugs værker møder vi da først en saga om den første biskop til Holar, Jón (Jóan) Ögmundsson (1106-21). Denne siges han at have skrevet »ifølge biskop Gudmunds bud og opfordring« (8), og at han er forfatteren, fremgår af flere steder (9) i oversættelsen deraf; denne er trykt i Biskupasögur I, 215 o.s.v. efter et håndskrift i Stockholm, hvor dog slutningen mangler; en del deraf kan udfyldes efter et papirshåndskr. Endvidere haves sagaen helt i en oversættelse eller bearbejdelse i AM 234 (Bisk. I, 151 o.s.v.), der af udgiveren kaldes »den ældste«; den skal ikke være af Gunnlaugr, men af en anden ukendt forfatter; dog indrømmes der, at den største del af det virkelige indhold er ens i bægge, og at man derfor kan tale om én originalsaga (10). Herimod har B. M. Ólsen (11) hævdet, at der kun kan være tale om én saga om Jón og af Gunnlaugr i to bearbejdelser [eller tre, hvoraf den sidste ikke er udgiven; den indeholder enkelte jærtegn mere end de andre og er ellers uden videre betydning]. Dette er nu uden tvivl det eneste rigtige, men når samme forfatter udtaler, at »som oversættelse betragtet er den såkaldte Jóns saga hin elzta sikkert den ældste af de tre«, kan jeg ikke være enig heri. Ligheden imellem de to bearbejdelser er så overvældende, at det er forbavsende, at G. Vigfusson kan tale om to forfattere. Gunnlaugs lat. original er, ligesom Odds Olafssaga, tabt. Den mest direkte oversættelse heraf er imidlertid den Jónssaga, der er trykt som nummer 2. Det er mærkværdigt, at man har kunnet tvivle i så henseende. Her findes fortalen, der bærer alle indre og ydre mærker af at være ægte, og, hvad der er vigtigst, denne »saga« vidner så at sige i hver linje om at være en temmelig slavisk gengivelse af en latinsk original; der findes latinske ord og vendinger, særlig participialkonstruktioner, en udstrakt brug af adjektiver, som ikke kan kaldes islandsk. Det er ganske rigtigt, hvad G. Vigfusson har bemærket: »latinfarven og latinsk sætningsforbindelse skinner allevegne igennem« (12). Uagtet den såkaldte »ældste saga« for det meste er ordret stemmende med den anden, mærkes dog latinen her langt mindre, ligesom fremstillingen undertiden er noget forkortet (13). Forholdet her er det selvsamme som ovf. påvist med hensyn til Odds Olafssaga. En eller anden har fundet original-oversættelsen altfor uislandsk i stil og sprog og omskrevet den ved at fjærne de værste latinismer og noget af dens ordskvalder. Vi har altså her så godt som udelukkende at holde os til sagaen nummer 2 som den egenlige oversættelse og supplere den med den første saga, hvor den har lakuner. Men enhver tale om en »ældste saga« bør herefter forsvinde.

Sagaen falder i to hoveddele, den egenlige fremstilling af biskop Jóns liv (kap. 1-39), og hans jærtegn, der danner et tillæg dertil (kap. 43 o.s.v.); bægge dele forbindes ved kap. 40-2, der handler om biskoppens begravelse med mere. Også den sidste del er af Gunnlaugr selv. I den egenlige saga er der ikke synderlig meget stof foruden de mærkeligste begivenheder i biskoppens liv. Noget særligt fyldigt billede af ham får vi ikke. Det vigtigste, der findes om hans egenlige virksomhed, findes i kap. 23-7, hans religiøse zelotisme (forfølgelse af hedenske minder, ugedagenes navne, danse osv), som i grunden ikke taler til fordel for biskoppens åndsoverlegenhed; der fortælles endvidere om hans skolehold og undervisning, og her får vi et mere tiltalende billede af ham. Hele fremstillingen er gennemtrukket af den mest gejstlige svulst og legendariske tone, stilen højtravende, ordflommen overvældende. Om egenlig sagastil er der her ikke tale. Jærtegnene er af den sædvanlige art, det er helbredelser af mennesker og kvæg osv.

Sagaen er skreven efter biskop Brands død (1201), og vistnok også efter at Gudmund blev biskop; jærtegnene stammer alle fra 1198—1201. Sagaen må være skreven kort derefter (14). Af interesse kunde det være at vide, hvilke kilder forfatteren har haft. Han angiver disse tildels ved at henvise til mænd, »som var bekendt med sagen« (kap. 6), til »kyndige og mærkelige mænd« (s. 233), samt til »hørte« meddelelser (s. 230). Jærtegnene siges at være »hørte eller sete skrevne« (s. 247-8, jfr. 201), hvorved der vistnok sigtes til en kodifikation ved biskop Brand. Ellers anføres Are frode ved navn (kap. 18), og benyttet er han i kap. 2, 5 og 35, men Gunnlaugr har ikke ladet sig påvirke af Ares ædruelige forskning, historiske fremstilling og knappe stil. Fremdeles anfører han, i lighed med hvad Are gjorde, sin hjemmelsmand ved navn (Oddny Knutsdatter, der igen havde sin viden fra selve hovedpersonen, s. 207. 257); denne måde at henvise på er vigtig i en anden henseende, hvorom senere. Det er heraf klart, at som sagaskriver står Gunnlaugr, trods alt, på den gamle sagaprincips standpunkt, at fortælle, hvad han har hørt og hvad der er virkelig antaget som sandt. At tildigte noget, har han ikke indladt sig på. I lettroenhed og mangel på kritik kan han derimod magelig måle sig med sin klosterfælle Oddr; hans Jónssaga er derved mere bleven et opbyggelsesskrift for datidens troende end en virkelig nøgtern historie. Gunnlaugs kronologi er den samme som i Kristnis. og visse andre skrifter; alt regnes 7 år forud; i den »ældste« saga er dette ændret af bearbejderen.

Når oversættelsen er foretagen, er vanskeligt at bestemme. Af prologens udtryk: »dette kongerige« (ɔ: Norge + Island) kan man næppe sikkert slutte noget, jfr. anmærkn. i udg.; ret meget yngre end fra midten af det 13 årh. er den vistnok næppe. Der hentydes til en ombygning af kirken på Holar, men det er vel umuligt at vide, når den er foretagen.

Jærtegnene har Gunnlaugr kun samlet og oversat på latin; det samme el. lign. havde han tidligere gjort ved endel af biskop Torlaks jærtegn, som Gudmund præst havde sendt ham (se ovf.); de kaldes egenlig vitranir (drømmesyn); vi kan ikke afgøre, hvorledes eller af hvilket omfang, de har været.

Gunnlaugs andet hovedværk var en saga om kong Olaf Tryggvason. Denne haves nu ikke mere i sin oprindelige skikkelse, men kun i småstumper, der særlig findes optagne i den store Olafssaga, hvor det dog kan være tvivlsomt, hvor meget der bør henføres til ham. Hvad man i så henseende har at holde sig til er de forfatteregenskaber, som Jónssaga viser os. For det første fremtræder da en overvejende interesse for varsler, spådomme og æventyrlige tildragelser. Dernæst en stærk tilbøjelighed til at indskyde mere eller mindre vidtløftige religiøse betragtninger og udbrud af beundring for guds store gærninger og verdensstyrelse. Fremdeles holder forfatteren af at lave og indflette længere eller kortere taler, naturligvis mest af opbyggelig art, sådanne som middelalderlige gejstlige krøniker er fulde af. Alt dette i forbindelse med den svulstige retoriske ordbram og forf.s bestræbelse for efter Ares forbillede at opgive sin hjemmel er ejendommeligt for Gunnlaugr. Når vi altså genfinder lignende fremstillingsmåde og forfatterinteresser på et område, hvor vi i øvrigt kan vænte at møde Gunnlaugr, er der al grund til at antage, at det er ham, vi har for os, når intet direkte taler derimod.

Hvad nu Gunnlaugs Olafssaga angår, har vi følgende kildesteder af betydning:

I ÓTr. Flat. kap. 400 (s. 511) hedder det, at »Gunnlaugr munk på Tingøre har sat sammen og fortalt mange og mærkelige ting om kong Olaf Tryggvason i en udmærket latinsk fremstilling«; det fremhæves særlig, hvorledes Olaf slap levende ud af Svolderslaget, og så hedder det: »Gunnlaugr siger, at han kun har skrevet, hvad han har hørt sanddru mænd sige, og navnlig har han samlet, hvad der fandtes i Are frodes bøger«. Efter sagaen skal Gunnlaugr så have skrevet om Olafs hirdbiskop, Jón-Sigurd, hvorpå følger en fortælling om dennes færd i Slesvig (hertil hører kap. 400-2). I kap. 403 (s. 516) hedder det dernæst, at »således siger Oddr osv.« [se ovf., hvor det hele er anført]. I kap. 405 hedder det, lige før en isl. mand, Bresters drømmesyn meddeles, at »således har broder Gunnlaugr også fortalt på latin«.

Vi ser altså heraf, at Gunnlaugr har forfattet en Olafssaga og dertil føjet et tillæg om biskoppen Jón-Sigurd, og vi skimter tillige hans forkærlighed for æventyrlige tildragelser og varsler. Når det hedder, at ingen har skrevet mere eller vidtløftigere om kong Olaf end »brødrene« Oddr og Gunnlaugr (15), er det fejlagtigt at antage, at der her er given nogen antydning af forholdet mellem de to sagaer, så at Odds skulde være den vidtløftigste (G Storm) eller omvendt (B. M. Ólsen). Der siges kun, at bægge værker var meget udførlige. I ethvert tilfælde har vi ingen grund til at tro, at Gunnlaugs værk har været kortfattet, det viser tillægget om Jón-Sigurd, og det viser hans fremstilling i Jónssaga, der er alt andet end kort. Der er nu herefter ingen tvivl om, at det stykke om Jón-Sigurd, der findes som kap. 111 i tillægget til Oddr i AM, er Gunnlaugs og ikke Odds.

I øvrigt findes Gunnlaugr anført som hjemmelsmand i þáttr om Torvald vidförle (16), hvor også hans hjemmelsmænd på 1. og 2. hånd anføres. Heraf har allerede udgiveren af Biskupasögur sluttet, at Þorvaldsþáttr var forfattet af Gunnlaugr selv (17), og dette har B. M. Ólsen yderligere søgt at godtgøre (18). At dette i virkeligheden forholder sig så, må betragtes som en afgjort sag; også fremstilling og forfatterinteresser svarer nøje til Gunnlaugs. Men ligeså utvivlsomt anser jeg det for at være, at denne þáttr også ifølge dens form fra først af ikke har været selvstændig, men en del af Olafssagaen. Heraf fremgår det, at denne har været alt andet end kortfattet.

B. M. Ólsen har ganske rigtig fremhævet den måde, hvorpå den store Olafssaga er samlet og kompileret af forskellige, uensartede dele og fra mange hold. For ikke at tale om kilder som Landnáma, Laxdæla, Hallfreðars, m. m., der afsnitsvis er udskrevne, er navnlig Heimskringla benyttet som hovedgrundlag. Det gør nu et ganske ejendommeligt indtryk, hvad man også rigtig har fremhævet, hvert øjeblik at blive revet ud af Snorres klassiske fremstilling og sprog for hovedkulds at blive ført ind i afsnit af en ganske anden toneart, afsnit, hvis svulstige stil og legendariske indhold på det nøjagtigste svarer til Gunnlaugs. Heraf kan kun sluttes, at en af kilderne for den store sagas kompilator netop var Gunnlaugs værk, men hans navn anføres, ligesom Snorres, kun undtagelsesvis. I det hele og store er det nu næppe vanskeHgt at udpege de stykker, der må antages at stamme fra Gunnlaugr (19). Alle de udpegede kapitler og stykker bærer helt igennem de samme karakteristiske kendetegn som Jónssaga; navnlig er de lange taler og vidtløftige religiøse betragtninger af betydning, for ikke at tale om legender og overtroiske tildragelser. Dog er det muligt, at noget heraf stammer fra selve Olafssagaens kompilator, men der er ialfald grund til at antage, at dette ikke er meget. Vi finder også henvisningen til »sanddru mænd«, »forskellige bøger« (som Imago mundi; »det findes skrevet«) osv., ganske i Gunnlaugs manér. Det må i øvrigt bemærkes, at Flatøbogen på sine steder bedre har bevaret den oprindelige ordlyd end de øvrige håndskrifter (jfr. slutningen af opregningen nedenfor); og der findes endogså måske her et par stykker fra Gunnlaugr (20), der ikke findes andre steder.

På denne måde må Gunnlaugs Olafssaga have været temlig vidtløftig. Dette er, nærmere betragtet, ikke underligt. Efter at Oddr havde skrevet sin Olafssaga, måtte Gunnlaugr have noget andet og mere at sige end han. Han har da optaget deri forskellige stykker og fortællinger, som strængt taget kunde undværes, men som dog berørte kong Olaf og hans historie. Det, at Island f.ex. blev kristnet på hans foranstaltning, har givet Gunnlaugr, som det synes, en velkommen anledning til at indsætte ikke alene de nærmest for år 1000 foretagne forsøg på at indføre kristendommen (Frederiks og Torvalds, Stefners og Tangbrands missionsvirksomhed i det hele); men også Færøernes og Grønlands kristning har han taget med, og vel også en del af Færøernes og Grønlands historie, særlig Sigmund Brestessons saga osv. Det synes således at være talt og skrevet i Gunnlaugs ånd — hvis det da ikke er hans egne ord — , når det i sagaen hedder (21), at man ikke skal undres over alt, hvad der deri findes optaget; det er ligesom rindende vand, der har forskelligt udspring, men samles dog alt tilsidst på ét sted (jfr. ovf. s. 277-8); alt vedrører dog til syvende og sidst kong Olaf Tryggvason.

Således har da Gunnlaugs værk været betydelig indholds- og omfangsrigere end Odds. En del af stoffet har naturiigvis været fælles; det kunde ikke undgås. Og dog er der med hensyn hertil afvigelser, der har deres betydning. Historien om den finlap, som Olaf rådspurgte efter at være landet i Norge, findes hos Oddr, ikke hos Gunnlaugr. Flere steder er dennes beretning udførligere eller udvidet (kap. 76, 104, 213) eller i en forskellig sammenhæng, samt tildels noget anderledes berettet (historien om abbeden kap. 79; den person, som hos Oddr kaldes en »præst« eller »herlig præst«, er hos Gunnlaugr ingen ringere end biskop Sigurd selv, der synes at have været hans særlige yndling; se kap. 257). I øvrigt kan vi ikke her komme nærmere ind på dette. Tiltrods for, at jeg i mangt kan give B. M. Ólsen ret, kan jeg ingenlunde bifalde den opfattelse, at Gunnlaugr skulde have taget Odds skrift og blot omredigeret dette og udvidet det på forskellig måde (22). Dette er ikke alene en tvungen, men også ganske unødvendig antagelse, der ikke støttes ved noget pålideligt holdepunkt. Det stof, der er fælles, forklares naturligst og simpelt deraf, at bægge forfattere var munke i et og samme kloster og desuden for en stor del samtidige (23).

Det fremgår af alt, hvad vi ved om Gunnlaugr, at han har været en meget lærd og belæst mand; vi har set, at han vistnok kender Imago mundi, et fremmed »annal«værk og muligvis Beda. Ved hjælp af disse og mulig flere skrifter har han foretaget selvstændige kombinationer eller anstillet fra hans standpunkt rimelige formodninger som f. ex. den, at Olaf skulde have fulgt kejser Otto i østerleden (kap. 76 slutn.). Fra andre sider vides, at Gunnlaugr har haft andre fremmede middelaldersværker mellem hænder; således oversætter han den såkaldte Merlinusspá efter Geoffroys Historia og han »skriver« en Ambrosiússaga. Nogen selvstændig forsker er han dog ikke, kun en kompilator uden historisk kritik, og når han angiver sine hjemmelsmænd (24), er dette kun en efterligning af Are men langtfra af samme betydning. Det er også en efterligning af Are, når Gunnlaugr efter eget sigende har givet sin bog til den lærde Gissur Hallsson, for at denne — han beholdt den i to år — skulde udtale sin dom derom. Når Gunnlaugr holder så meget af at lade sine personer holde taler, tror jeg, at også dette er en efterligning, nemlig af hans abbeds. Karls, Sverrissaga. Ligesom kong Sverre holdt flere taler, mente Gunnlaugr, at det kunde være passende, at hans helt, kong Olaf, også holdt taler, men disse er kun gejstlige deklamationer, uden nogen originale indfald eller tanker og ganske uhistoriske. Tiltrods for, at Gunnlaugs forfattervirksomhed ikke står på noget særlig højt trin, vilde det dog være ønskeligt at have hans Olafssaga ligeså fuldstændig som Odds.

Hvem der til slutning har oversat Olafssagaen fra latin, er ikke let at sige. At tage det for gode varer, når det i Bergsbogens overskrift hedder: »Her begynder sagaen om kong Olaf Tryggvason, som abbed Berg oversatte (snaraði), er umuligt, når oversættelsen skal gælde hele værket (25), og det siger jo overskriften med rene ord. B. M. Ólsen har da villet forklare den således, at »Bergs oversættelse kun galdt de stykker deri, som måtte antages at stamme fra Gunnlaugr (»den ene af sagaens to hovedkilder«). Men dette er en umetodisk fortolkning. Der foreligger her simpelt hen en af det 14. årh.s mange urigtige, på ukyndighed eller falsk slutning beroende overskrifter, som vi kender så inderlig godt. Umuligheden af denne angivelse bliver indlysende deraf, at oversættelsen af Gunnlaugs værk må være langt ældre end Bergr Sokkason (abbed 1325—34 og 1345—50), eftersom den har foreligget skriveren af AM 310 samt forf. til Kristnisaga; navnlig dette viser, at oversættelsen ikke er ret meget yngre end originalen selv.

Om Gunnlaugs saga om Ambrosius (historia sancti Ambrosii) vides intet andet, end hvad der ovenfor er anført fra Arngrims Guðmundarsaga. Den i Heilagra manna sögur udgivne saga om Ambrosius er ganske sikkert ikke Gunnlaugs.

Vi har desuden nævnet hans oversættelse af Merlins spådomme, Merlinússpá; dette er et metrisk arbejde og findes nu kun i Bretasögur i Hauksbok (udg. s. 272-83; her kaldes forfatteren Guðlaugr), I det andet hovedhåndskrift af Bretasögur hedder det udtrykkehg, at det er »munken Gunnlaugr Leifsson«, der er oversætteren (26); her anføres imidlertid intet af digtet, fordi »så mange kan det udenad«. Merlins prophetiæ findes på latin i den bekendte brittiske forfatter, Geoffroy af Monmouths (Galfridus Monumetensis) fabelhistorie, Historia Brittonum, og består her af 2 kapitler i prosa. Disse har Gunnlaugr oversat på vers i to digte, der står i omvendt orden af kapitlerne i originalen. Det lå nær for Gunnlaugr, der åbenbart kendte et digt som Völuspå, at efterligne dette og give sin oversættelse en metrisk form. Digtene er i fornyrðislag; mange efterligninger i udtryk findes af Eddadigte (27). Hvad selve oversættelsen angår, er den ikke dårlig; den latinske original er temmelig nøje fulgt; dog findes der betydelige udeladelser og sammendragninger; misforståelser findes så godt som slet ikke. Interessant er det at se, at Gunnlaugr på sine steder har tilladt sig selvstændige tildigtninger; således er begyndelsen af det første digt (4 vers), samt slutningen (7 vers) hans; i denne indeholdes en opfordring til at undgå synd og elske herren; disse udbrud minder om Gunnlaugs betragtninger i Olafssagaen. Mærkeligst er hans tildigtninger, der består af kampskildringer (I, 32-6, II, 65-69). Her »fremtræder på en kuriøs måde den islandske forfatters forkærlighed for de drabelige kampskildringer, for kampens bulder, våbengnyet, hjælmes kløven og hjærneskallers spaltning«. På omskrivninger spares der ikke. Det hele er imidlertid kun tomt klingklang uden nogen levende individualitet i skildringen; den sidste skildring er kun en ordbulder-gentagelse af den første. Det hele er uden poetisk dybde. Til digtere har man ikke tilstrækkelig grund til at regne Gunnlaugr. Han er kun en versemager, men som sådan er han ikke uden dygtighed. Det morer ham blandt sine vers at indstrø slutningsrim (tilløb til runhent), men også dette beror på efterligning og lærdom; enten må han have haft et håndskrift med Eddasange eller kunnet disse udenad. I øvrigt kan der henvises til bemærkningerne i indledningen til udgaven af Hauksbók (s. CXI-III). Den sproglige fremstilling er ret god og sproget rent; dog findes der fremmedord som castra i betydning 'indelukke, skranker' og prófeta, samt roðlar (rotuli, roller, membraner).

Hermed er vi færdig med de navngivne forfattere før Snorre (og Styrmer); de er alle hver på sin måde såre vigtige; navnlig er det interessant at se, hvor vidt man ved år 1200 var kommen med hensyn til sagaskrivningens udvikling; værker som Karls, Odds og Gunnlaugs forudsætter en udstrakt sagaskrivning af en anden art end Ares; det er den isl. slægtsaga, der ligger forud for dem og imellem yderspidserne Are og Karl — Oddr — Gunnlaugr. Vi vil derfor nu gå over til de anonyme sagaer fra det 12. årh. og tiden omkring 1200.

Noter
1) Ísl. ann. s. 255; - Isl. ann. 125. 184. 326, Flat. III, 526, hvor han urigtig, ligesom i Hauksb. 271,27, kaldes Guð-, Bisk. I, 510.
2) Sturl. I, 223, Bisk. I, 502.
3) Bisk. II, 31.
4) Sst. I, 369.
5) Jfr. Bisk. I, 425, hvor der tales om en højtidelig modtagelse af Gudmund i Tingøre-kloster - II, 31, Sturl. I, 113.
6) Bisk. II, 77.
7) Jfr. Maurer: Ausdrücke, Anm. 15, Brenner: Kristnis.; G. Vigfusson: Proll. lxxiii, G. Storm: Sn. Sturl. Hist. skr. s. 35 f., Bisk. I, fortalen, B. M. Ólsen: Aarbb. 1893.
8) Bisk. I, 216.
9) Udtrykkeligt s. 216-16: »siger Gunnl. munk, . . . som den latinske saga digtet har«.
10) Bisk. fort. XLII.
11) Aarbøger 1893 s. 286-7 anm.
12) Bisk. fort. s. XXXIX.
13) Også findes der her et par redaktionelle, velbetænkte omstillinger. — I sagaen II findes der dog også interpolationer som f.ex. i fortællingen om Gils Illugason.
14) Jfr. Bisk. fort. XL.
15) Eller ordret: ». . . Oddr, som har komponeret mest på latin om O. Tr. foruden Gunnlaugr«.
16) Fms. I, 266. 272, Bisk. I, 42. 46, samt endelig Fms. II, 224, Flat. I, 436, forskellige sagn om biskop Frederiks virksomhed.
17) Jfr. Maurer: Ausdrücke, Anm. 15.
18) Aarbb. 1893. s. 298-9.
19) Forsøgsvis kunde bestemmelsen heraf være følgende: kap. 43 (kronologisk bemærkning), 60, 65, 70(?), 74, 76 (i slutningen af dette kap. citeres »imago mundi« og »nogle bøger« på samme måde som henvisningerne sker i Jónss.), 79, 81, 91, 93 (delvis), 94 (ligel.), 98 (ligel., tale), 99, 100, 101 (delvis), 104 (delvis, i det mindste slutn.), 105 (tale), 106 (?, jfr. »det findes skrevet«), 107, 108 (jfr. Flat. kap. 195 slutn.); [af kap. 110-29 om de kristne landnamsmænd kan intet henføres til Gunnlaugr, ti det hele omtrent er udskrevet af et Landn. hdskr., der er identisk med Sturlubók]; herpå følger Torvaldsþáttr kap. 130—8 (i alt væsenligt Gunnlaugs værk; i Fms. er den særlige tilknytning mellem den og sagaen bortfalden, men den findes i Flat. kap. 225; den består i det opdigtede sammentræf mellem kong Olaf og Torvald i Rusland og her findes det for Gunnl. ejendommelige: »nogle mænd siger«), 139, 141 (delvis), 142 (ligel. jfr. B. M. Ólsen s. 302), 150 ?., 165 ff. (delvis, hvor Flat. måske er mere oprindelig; jfr. B. M. Ólsen s. 306), 188 (jfr. samme s. 301), 189-90 (i det mindste delvis, jfr. samme s. 296), 195(?), 196 (delvis) —8. 200, 201 ff. (Sveinn og Finnr, jfr. samme s. 299), 213 (?), 215 (?, jfr. samme s. 301), 216 (delvis, jfr. samme s. 302), 225 (her citeres Gunnlaugr, jfr. Flat. 1, 440, hvor »kyndige mænd« nævnes), 226—9 (delvis i det mindste), 236. 238 (delvis; jfr. B. M. Ólsen s. 302), 239, 240, 256 (slut.), 257, 263 (?), 265 (?), 269, 283 (i slutningen henvisning til hjemmelsmænd; særlig er begynd. betegnende i Flat. 1, 502: »Nu skal fortælles om de ting, som jeg har lært af frode mænd, siger den, som har »komponeret« sagaen«; dette er afgørende), 285—6. Endelig hører også hertil tillæggene I-II i AM 310 (Oddr); disses stil og fremstilling er ganske i Gunnlaugs ånd, — foruden som ovenfor påvist III.
20) Se B. M. Ólsen: Aarb. 1893 s. 306 anm.
21) Flat. kap. 307 (I, 378), Fms. kap. 176.
22) Aarbøger 1893 s. 285-6.
23) For fuldstændigheds skal det her bemærkes, at Olafssagaens kompilator også har kendt Odds værk, benyttet det og udskrevet på sine steder (f.ex. Trollaþáttr kap. 213; Flat. kap. 354 stemmer ordret overens med Sth.).
24) Abbed Arngrim død 1161, præsten Bjarne Bergtorsson død 1173 og fl., bl. hvilke der også er kvinder; en af disse kaldes Inguðr [i Flat. urigtig Arngunn] Arnorsdatter; denne er vistnok identisk med den Ingunn, der med så megen ros omtales i Jónssaga (Bisk. I, 241); hun berømmes for sine kundskaber også i latin.
25) Jfr. B. M. Ólsen: Aarbb. 1893, s. 290 anm.
26) Annaler f. nord. Oldkh. 1849, s. 13 anm. 11.
27) Se herom Hauksbók, indledn. CXII-III.