FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gunnlaugs saga ormstungu

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
I. Borgarfjord-Myre gruppen.


Gunnlaugs saga ormstungu


Denne saga findes i et hdskr. i Stockholm 18,4° mbr. (c. 1350, vistnok tildels en norsk afskrift, men skrevet af flere) og i AM 557,4° (ufuldstændigt) fra 16. årh. I det sidstnævnte hdskr. er teksten forkortet og i det hele dårligere; det første hdskr. er heller ikke fejlfrit. Bægge stammer de fra et og samme hdskr. fra omkr. 13001). Når Sth.-hdskr. i overskriften siger, at sagaen er skrevet »efter hvad Are præst den frode har sagt«, er dette uden al betydning, se ovf. s. 371. 375. Kritisk udgave i Íslendinga sögur II, 1847.


Sagaens indhold er ovenfor (290—2) meddelt, og dens fortrinlige og helstøbte komposition belyst; naturligvis er der bortset fra åbenbare interpolationer. Den slutter sig i sammensætning og fremstilling nær til Egilssaga. Hvad indholdet angår, fortælles intet, der er usandsynhgt og intet, som ikke står i den bedste overensstemmelse med andre kilder, når undtages den uvæsenlige afvigelse fra Ldn., at Gunnlaugs bedstemoder i denne kaldes Torbjörg, i sagaen derimod Torgerd; navnet forekommer kun én gang og beror snarest på en sædvanlig afskriverfejltagelse eller fejllæsning. Alt fortælles i en rigtig og god tidsorden, og dog har forfatteren ikke i alle måder været på det rene med den rigtige tidsregning. Således lader han, forresten som andre isl. forfattere, Knud d. store og ikke Sven tveskæg være konge 1008; men dette er uden al betydning for den øvrige saga. I overensstemmelse hermed — og det er vigtigere — siges der, at Skapte, der blev lovsigemand 1002, »endnu« var lovsigemand 1006. Forf. forudsætter en længere afstand i tid end der i virkeligheden var, og dette er let forståeligt.


At de fortalte begivenheder i alt væsenligt er rigtige, d. v. s. historiske, er der ingen grund til at betvivle; de lider ikke af nogen indre usandsynlighed i og for sig, selv om man kunde formode, at et og andet, f. ex. fortællingen om Hrafns og Gunnlaugs sidste kamp, var noget romantisk udsmykket. Drømmene i kap. 11 og 13 er blomster, opvoksede af traditionens muld.


Personskildringen er fortrinlig og bærer vidne om fin psykologisk opfattelse af første rang. Hele fremstillingen svarer hertil. Der er tilbøjelighed for dialoger af lignende art som Egilssagas.


At sagaen er forfattet i Borgarfjorden er hævet over enhver tvivl. Forf. er her stedkjendt overalt (jfr. betegnelsen af Grindavík suðr ɔ: på sydlandet, syd for hans hjemstavn). Det er også her klart, at det er bygdetraditioner, forf. nøjagtig har samlet og gengivet. Han har antikvariske interesser tilfælles med Egilssagas forfatter2). Han har endvidere ligesom denne interesse og ærbødighed for digtekunsten. Det er åbenbart i medfør heraf, at han særlig om Helgas sidste mand, Torkel, udtrykkelig fremhæver, at han var »en god digter«, for at han i læserens øjne ikke skulde behøve at stå altfor langt tilbage for Gunnlaugr og Hrafn i åndelig idræt. Her kan man også minde om den uovertræffelige og morsomme karakteristik, Gunnlaugr og Hrafn giver af hinanden i svenskekongens hal.


At forf. er en gejstlig mand synes bestemt at måtte antages. Han udtaler som sin mening, at kristendommens indførelse er den »bedste tidende, der er sket her i landet«. Han undlader ikke at udtrykke »folks«, d. v. s. også sin, afsky for børns udsættelse, og han glemmer ikke et meddele, at Gunnlaugr, før han udåndede, fik »al tjæneste af en præst«, ɔ: dødssakramentet, samt at han begravedes ved kirken i Levanger. Også Helgas begravelse »ved en kirke« fortælles. Navnlig dette er af betydning. Hele fremstillingen vidner om en velgørende, religiøs-mild ånd uden nogen overspændthed og uden nogen som helst religiøse udbrud.


Denne forfatter-egenskab, samt hele fremstillingen og stilen passer på den tid, som Egilssaga er bleven til i, d. v. s. den sidste del af det 12. årh. Der er intet som helst, der fører til at antage en yngre tilblivelse. Traditionen, som den fremtræder i sagaen, synes meget lidet forstyrret, og det taler for sagaens høje alder.


Sagaens kilder er naturligvis først og fremmest traditionen3); og dernæst Gunnlaugs og Hrafns vers; de anførte vers er sikkert alle ægte (jfr. I, 571, 5734)). Fremdeles har forf. været så heldig, at have en med Gunnlaugr samtidig skjalds digt (arvekvad, Tord Kolbeinssons, I, 575) om Gunnlaugr; heraf anføres et vers. Det er en borgen for, at medbejlernes sidste kamp i alt væsenligt må være rigtig skildret. Forf. har således haft usædvanlig gode kilder at øse af; han søger da også at gøre det så indlysende som muligt for læseren, at hvad han fortæller er rigtigt, netop der, hvor man kunde nære sine tvivl. Udtrykkelig siger han, at de mænd, som Erik jarl gav Gunnlaugr som ledsagere, af denne fik befaling til ikke at blande sig i kampen, for »bagefter at kunne fortælle derom«. Det er altså disse, fra hvem den mundtlige tradition om kampen stammer.


Noter:

1) I bægge findes stykket om Áuduns festargarms død og citeres Laxdæla, hvilket er uden betydning for sagaen. I bægge findes en sammenligning mellem stærke mænd samt tingforsamlinger. Det er en bearbejders antikvariske interesser og smag fra tiden omkr. 1300.

2) Gamle skikke som børns udsættelse kap. 3, »lov i den tid«, ɔ: holmgangsloven s. 255, 257, jfr. 258, hvor holmgangens afskaffelse på Island rigtig skildres.

3) Jfr. »det er de fleste mænds udsagn« s. 248.

4) I traditionen er et af Kormaks vers (sagaens v. 3) blevet tillagt Gunnlaugr, noget, der ellers yderst sjælden forekommer.