FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hallar-Steinn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 11923
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.
Hallar-Steinn eller Steinn1).
Af ham haves digtet Rekstefja; sit navn2) har drapen fået af det ejendommelige stef (rekstef, se I, 411). Et andet navn er Óláfs drápa en tvískelfða3), hvor tilnavnet hentyder til det ejendommelige versemål, tvískelft4), det helt igennem er digtet i. Digtet findes helt, 35 vers, i Bergsbogen5), desuden findes flere vers anførte i den større Óláfssaga. Efter en, usædvanlig, opfordring til kvinderne om opmærksomhed (hvoraf det fremgår, at kvadet ikke er fremsagt for nogen bestemt fyrste), opregner digteren kong Olaf Tryggvasons første bedrifter i Venden og de vestlige lande; derpå omtales rejsen til Norge og hans virksomme kristendomsforkyndelse dér og på Island og Grønland, hans gavmildhed osv.; dernæst kommer et længere afsnit om kampen ved Svolder og kongens fald; resten af digtets hovedindhold helliges »andre bedrifter«, d. v. s. Olafs jærtegn og underfulde gærninger; tilslut udtales et ønske for Olaf om evig salighed i himlen hos gud. I de to sidste vers nævner digteren sig som den tredje, der foruden Hallfreðr og Bjarne har digtet om kong Olaf, og det er klart, at han ikke er lidet stolt over sit digt med det vanskelige versemål. Ligesom digteren begyndte med at opfordre kvinderne til at høre sin sang, således slutter han med ønsket om, at »den linprydede skare må have gavn af digtet. Men jeg bliver tavs« (jfr. slutningen af Geisle). Ligesom Einarr Skúlasons Geisle forherliger Olaf den hellige som en helgen og som kirkens og folkets beskytter, således er det også hensigten med Rekstefja at fejre Olaf Tryggvason, ganske vist ikke just som en helgen, men som den kongelige helt, der stod i en nøje forbindelse med gud og besad hans særlige nåde. Derfor kan Rekstefja dog ikke henregnes til de egenlige helgenkvad. Digtet er meget historisk, så godt som uden personlige udtalelser eller meningstilkendegivelser fra digterens side; hans eget jeg træder kun frem i begyndelsen og slutningen. Digteren betegner flere steder en tidsafstand mellem sig og tiden omkring 1000, idet han siger, at han har hørt det og det. Hele digtets fremstillingsmåde, omskrivninger og tone, den kunstlede metriske form og ikke mindst de åbenbare og vidtstrakte lån fra nedennævnte Óláfsdrápa6) forbyder at gøre det ældre end omkring 1200; yngre kan det heller ikke godt være. K. Gíslason sætter det til den sidste halvdel af det 12. årh.7). Der findes ingen vaklen i sprogformer og udtale, der kunde tyde på tiden omkring 1250; derimod findes der former som Óláfr (ved siden af Áláfr) háttr og hóttr (ikke: hǫ́ttr) drápu og drópu (ikke drǫ́pu), — en vaklen, som dels har sin grund i forfatterens kendskab til ældre digte, dels i det 12. årh.s sproglige overgange, der genfindes i de ældste isl. håndskrifter. I formel henseende er digtet dygtig gjort; versformen er konsekvent holdt, og det »rystende« i de ulige linjer, der bevirkes ved at de 3 første stavelser alle er lange og betonede, er iørefaldende.
Foruden dette digt haves af Hallar-Steinn nogle brudstykker af vers, der synes at have tilhørt et digt om en kvinde; digteren udtaler heri sin beundring, men tillige sin formodning om hendes træskhed. Også disse vers fører afgjort hen til det ovf. antagne tidspunkt; jfr. omskrivningen bókarsol 'bogsol' (= sten, farve) i et halvvers, der i den såkaldte Laufásedda tillægges Hallar-Steinn; dette halvvers tilligemed et andet sst. synes at handle om en kamp, hvor man sloges med sten; de er iøvrigt ubestemmelige, men har måske tilhørt et digt om skjalden Skáldhelge7).
Noter
1) Halla- i Bergsb. 22va er sikkert urigtigt; ligeledes Halla Steinar sst. i overskriften. I Flat. bliver digtet urigtig tillagt Markús.
2) Navnet: Bergsb. 16 b; Fms. I, 100. 105 osv. jfr. Flat og digtet selv 1.4.
3) Fms. II, 310; Flat. I, 481.
4) Háttatal 28.
5) Skj. digtn. B I, 525-35.
6) Man jævnføre 1.6 med Oldr. 2.8, 1.8 med 2.6, 2.2 med 3.2, 3.4 med 6.4, 5.4 med 5.8, 9.8 osv. med 11.6 osv. (omkvædet) osv. Også lån fra ældre skjalde træffes.
7) Arkiv VIII, 70 anm.
