FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Om skriften og dens udvikling på Island

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§3. Om skriften og dens udvikling på Island


Før vi går videre, turde det være hensigtsmæssigt her at indskyde en kort oversigt over den isl. skrivekunst. Den hos et sydgermansk folkeslag opståede såkaldte runeskrift optræder i Danmark i det 5. århundrede og udbreder sig efterhånden til Sverrig og Norge. Runealfabetet, der var dannet efter det yngre latinske alfabet fra den første kejsertid, bestod af 24 bogstaver (bogstavtegn, runer). På grund af de indgribende forandringer, som de nordiske sprog i løbet af 3 — 4 århundreder undergik, blev dette alfabet efterhånden reduceret, så at vi ved midten af det 9. årh. finder et alfabet på 16 runer. Den nærmere udvikling heraf vedkommer os ikke her (1). Derimod er det i denne sammenhæng af en overordenlig vigtighed, hvad Wimmer nærmere i sin bog har begrundet, at fremhæve, hvilken bevægelse der i Norge foregår med hensyn til runernes brug. Efter at den skik at riste runer på mindestene var opstået i Norge og Sverrig, følger en periode, omtrent år 500—650, fra hvilken forholdsvis mange sådanne stene findes (2). Men herefter findes et langt tidsrum, der næsten ingen runestene har at opvise. En del af dette tidsrum er det 9. årh., fra hvilket kun en lille indskrift på en inde i en grav funden sten stammer. Det er klart, at skikken at oprejse mindestene med runer på ikke mere eksisterede; det er da også betegnende, at det er så meget hyppigere i dette og det følgende århundrede at oprejse store stene, »bavtastene«, uden indskrifter på grave eller »ved vejen«. Grunden til, at runerne således forsvinder af almindelig brug, var uden tvivl den, at de efterhånden var gået over til at blive betragtede og benyttede som magiske tegn, trylletegn med overnaturlig virkning enten til gavn eller skade; samtidig udvikledes der en lære om anvendelsen af dem, og de fik specielle navne i forhold til den virkning, de skulde udøve. I de ældste digte, Eddadigtene, findes runerne udelukkende omtalte og antydede som sådanne trylletegn (3) eller ordet runar bruges i en afledet betydning: 'fortrolig, hemmelighedsfuld tale', 'kundskaber'. Ja, i Sigrdrifumál nævnes de forskellige klasser: kampruner, ølruner osv. (I, 279), og i nogle her interpolerede vers angives det nærmere, hvor de kan findes ristede, hvorved der tildels hentydes til amuletter (4). Ligeledes forudsætter alle de med ordet stafr, stafir sammensatte ord, hvoraf de fleste findes i de ældste digte, brugen af runerne (Stafr — rún, jfr. bǫlstafir — bǫlrúnar) som trylletegn (líkn-, staðlausu-, feikn-, lasta-, mein-, leið-, hel-, blund-, flærðar-, bǫl-, dreyr-, kvein-, laun- osv.): yngre og afledet brug fremtræder hos Snorre, hvor ordet på en enestående måde bruges om den gamle skjaldepoesi (Edda I, 214. 216), men sammenhængen med den ovenomtalte er umiskendelig. I prosaiske kilder findes det ligeledes antydet, at runer brugtes som magiske tegn, der bl. a. anvendtes til at riste nid og spot (formáli) på træ (tréníð) (5), Kun på et eneste sted i en historisk saga (6) findes runer antydede som anvendte i det 10. årh. til at optegne et digt på en kavle (kefli). Denne oplysning er imidlertid så aldeles enestående og i og for sig så mistænkelig (sagaen kender jo også runer som magiske tegn, se anm.), at den næppe kan antages at være rigtig, så meget mindre, som det sikkert aldrig var skik, at opbevare digte på den måde (jfr. I, 348); da antydningen også forekommer i en samtale (Torgerds ord), men meddeles ikke som et historisk faktum, er det vistnok forfatteren, eller snarere en senere bearbejder, der har overført på ældre tider, hvad han kendte fra sin samtid (nemlig brug af runer til optegnelse i træ). Man begyndte nemlig atter i Norge i det 11. årh. eller måske lidt før — efter dansk forbillede, ti i den runestensløse periode i Norge var runestene ganske almindehge i Danmark — at bruge runer til indskrifter særlig i træ. Det er minder om denne tids indskrifter, vi undertiden finder i mindre historiske eller helt uhistoriske sagaer som þorsteins þáttr oxafóts (den stumme Orny bruger runer som meddelelsesmiddel), jfr. runekavlerne i Grettis. (154, jfr. 143 — 4), Svarfd. (s. 45), Víglundars. (s. 79), Sturlaugs s. starfsama (kap. 22) og guldkisteindskriften i æventyret om Hakon jarls guldkiste (7). I den historiske tid — det 12. og 13. årh. — findes sådanne runekavler i brug med korte indskrifter (8), jfr. det såkaldte stafkarlaletrsbrev, der sendtes Snorre (9), for at advare ham. I Flóamannasaga (10) findes en interessant beretning om en funden årestump, hvorpå et vers fandtes ristet med runer (I, 533); det er vistnok fra det 11. årh. I det grønlandske digt, Atlamál, nævnes runer som brugte til ganske korte indskrifter, der sendes for at advare (V. 4. jfr. 9. 11. 12); men digtet forudsætter, hvad der er ganske betegnende for den tids runebrug, at »kun få er fuldt runekyndige« (11). Mindre klart er det, hvad Rögnvald kale mener med runer i det vers, hvor han opregner sine idrætter (12).

Heraf er det vistnok uimodsigelig klart, at man i Norge og på Island, ved siden af den almindelige brug af runer som trylletegn, der efter kristendommens indførelse efterhånden måtte stærkt formindskes, har brugt dem til korte indskrifter — ofte [i reglen?] for at advare eller meddele hvad uvedkommende helst ikke måtte få nys om, og i den tid var der »ikke mange runekyndige« — og da altid i træ; derimod findes aldrig en antydning af, at de anvendtes til stenindskrifter på Island (13).

Som bekendt er der ikke fundet en eneste stenindskrift på Island fra ældre tider end fra c. 1300 (14). Man har villet forklare dette ved, at de formentlig engang eksisterende runestene i tidens løb var blevne ødelagte på grund af den isl. stenarts blødhed og klimaets ødelæggende barskhed. Men en sådan forklaring er i ingen henseende fyldestgørende eller antagelig. Foruden som sagt at slægtsagaerne med alle deres utallige detaljer og mange meddelelser om begravelser og højlægninger aldrig med en stavelse antyder oprejsningen af runestene (man huske f. ex. Egilssagas omtale af bavtastenene i Norge efter Torolf Kveldulfsson, s. 66), er det ganske utroligt, for ikke ai sige umuligt, at alle spor af isl. runestene fra tiden før c. 1250 så fuldstændig skulde være forsvundne, at ikke så meget som mærker af indhuggede runetegn nogensteds var at finde. Og dette er sa meget mærkeligere, som der dog endnu findes c. 600 år gamle runestene af isl. stenart hvis runer endnu er ganske let læselige. Det er vistnok fuldkommen håbløst at vænte sig noget af fremtiden med hensyn til opdagelsen af ældre isl. runestene. Sagen er nemlig den, at de aldrig har eksisteret, og deres ikke-tilværelse forklares tilfulde ved den føromtalte bevægelse i runernes brug i Norge, eller af runehistoriske grunde. En skik, som ikke eksisterede i Norge omkring år 900, eller i landnamstiden, kunde de norske landnamsmænd ikke tage med sig til deres nye hjem og altså heller ikke lade gå i arv til deres efterkommere (15). Dette synes så simpelt og ligefrem, at man skulde vænte at finde en almindelig tilslutning dertil. Dr. B. M. Ólsen havde i sin afhandling om Runerne i den oldisl. litteratur (1883) antaget tilstedeværelsen af ældre runestene på Island, men udtalt, at de alle måtte være »forvitrede« (16); denne antagelse har han senere (17) søgt at opretholde og støtte bl. a. ved at tilvejebringe en bekendt isl. geologs attest for den usle kvalitet, de isl. stenarter har, »som der kan være tale om at bruge til indskrifter« (18). En sådan attest kan for os filologer være af en vis interesse, og vi drager ikke rigtigheden af beskrivelsen i tvivl, men når den samme geolog slutter sin attest med at sige, at han »derfor ikke kan betragte den kendsgærning, at man på Island ikke har fundet runestene fra den ældste tid [skulde være: ældre tid, det er jo dog siden c. 900 — 1250, der er tale om], som noget bevis for, at de ikke har eksisteret«, så har han dermed overskredet grænsen for, hvad han egenlig kunde erklære. Denne udtalelse er for os af ingen som helst betydning, eftersom vi har andre og ganske sikre midler til at afgøre spørgsmålet, nemlig selve runehistorien for ikke at tale om de omtr. 600 år gamle islandske runestene, der dog vidner om ikke ubetydelig modstandskraft mod vind og vejr.

Dette spørgsmål måtte her kortelig berøres i forbindelse med den kendsgærning, at man både i Norge og på Island hele tiden [her nærmest altså tiden c. 900 — 1100] har kendt runerne og sporadisk benyttet dem på den ovenfor omtalte måde.

Vi kommer nu til spørgsmålet: hvad skrev man da med i Norge og på Island, runer eller latinske bogstaver, da man ved 1100 eller noget før begyndte at gøre skriftlige optegnelser i modersmålet? Spørgsmålet har sin interesse, ikke alene i kulturhistorisk, men også i kritisk-litterær henseende; det må derfor tages med her til kortfattet undersøgelse.

Hele dette spørgsmål er optaget til grundig behandling og alsidig belysning i dr. B. M. Ólsens i flere henseender fortjænstfulde skrift: Runerne i den oldislandske litteratur (1883); vi behøver ikke her at tage hensyn til de ældre skrifter. Dr. Ólsen vil bevise, at man fra først af og til ind i det 12. årh. (omtr. til 1160) virkelig har benyttet runer til overhovedet at skrive med; det antages altså, at den ældste lovoptegnelse (Hafliðaskrá fra 1117—18), Áres værker osv. oprindelig er skrevne med runer. Vi må se lidt nærmere på denne såkaldte »runeperiode«. I forbigående — da stedet ikke egnede sig dertil — blev der (1886) i fortalen til Den 1. og 2. grt. afhandling under 5 punkter fremhævet, hvad der væsenlig kunde siges derimod; også G. Storm udtalte sig imod tilværelsen af »runeperioden« i sin anmældelse af Ólsens afhandling i Arkiv f. nord. Filologi (II, 172 ff.); fremdeles har O. Brenner og K. Maurer gjort indvendinger derimod. Ikke desto mindre har dr. Ólsen holdt fast ved sin antagelse.

Det er uomtvisteligt, at man på Island har kendt runerne i det 10 — 13. årh; det er også rigtigt, at de første fremmede præster og gejstlige har ført med sig latinske messebøger og lignende. De islandske præster har selvfølgelig, samtidig med at de lærte latin og hvad de ellers skulde lære, lært at læse og skrive den latinske bogstavskrift. I den første halvdel af det 11. årh. har gejstlig uddannelse og latin-kundskaber naturligvis været af en forsvindende betydning og såre lidet udbredte. Først efter at indenlandske skoler, som biskop Isleifs f. ex., var stiftede, kunde den gejstlige uddannelse blive mere almindelig. Det menige folk har vel kendt grumme lidt til den latinske skrift gennem hele det 11. årh. og vel også det 12. med. Først ved år 1100 har der været præster i et stort antal rundt omkring i landet samt andre gejstlig uddannede mænd, uden at de derfor var præster. Ved det nævnte år findes også fremmede lærere og lærde i landet som Gotlænderen Gisle Finnason og Rikinne (19). Fra det 11. årh. haves ingen direkte omtalte optegnelser, men man har med stor sandsynlighed antaget, at den vigtige tiendelov af år 1096 må straks være bleven optegnet. Dernæst vides det fra Are, at det 1117 vedtoges på altinget, »at vore love skulde skrives i bog hos Hafliðe Mársson den følgende vinter efter Bergtors [lovsigemand 1117 — 22] og andre vise, dertil valgte mænds diktering og omsorg ... og det blev fuldført, at Vigslode [drabsafsnittet] og meget andet af lovene blev skrevet, og det blev fremsagt i lovretten den følgende sommer af gejstlige mænd« (20). Foruden denne lovoptegnelse ved vi af den 1. grt. afhandling, at det første, der blev optegnet, var »hellige tydninger« og slægtregistre (se s. 187), foruden Áres skrifter. Alt dette stammer vel fra de første 20 år af det 12. årh. Meget ældre kan det i hvert fald ikke være, da lovoptegnelsen sikkert er noget af det allerførst nedskrevne (21). Alt dette mener nu dr. B. Ólsen blev skrevet med runer.

Ordet »bog« var før kristendommen ganske ukendt i Norden. Såsnart de gejstlige kom med deres bøger, måtte disse kaldes med det navn, som den øvrige germanske kristelige verden brugte (oht. buoh, boh osv., oldsaks. og angels. boc, jfr. got. boka 'bogstav', i flertal 'en bog'); da alle disse 'bøger' var på latin, kaldtes dette sprog derefter 'bogmålet' (bok-mál). Dette er i sin orden. Men lige så vist er det, at såsnart man dannede 'bøger' af enkelte skindblade i lighed med de latinske, for derpå at gøre islandske optegnelser, måtte ordet bók også bruges om disse sidste; det var en overføring, der ikke kunde være mere naturlig, og som var uundgåelig. Imidlertid kaldes den ældste lovoptegnelse (Hafliða)skrá (22); dette er et rent folkeligt udtryk, der beror på det benyttede materiale, og som vistnok kun brugtes i den ældre tid; men det er en given sag, at ordet aldeles intet har at gøre med det sprog, der benyttedes. Ved siden af dette »skrá« brugtes også fra den første tid af ordet bók om islandske bøger. Det mest direkte bevis herfor er, at Are selv kalder sit skrift for Íslendinga-bók og udtrykkelig siger: »her sluttes denne bók«; hvad der er mindst lige så vigtigt er, at han endogså kalder selve Hafliðaskrá for en bók. At ville påstå, at bók alle disse steder er senere indsat istedenfor et ældre skrá, går naturligvis ikke an, selv om man et steds finder en — iøvrigt noget tvivlsom — betegnelse som Íslendingaskrá. Når det siges, at »kun Are danner en undtagelse« med hensyn til denne sprogbrug, er dette nærmest uforståeligt, eftersom der fra Ares tid ikke kendes andet end netop hans egne skrifter (foruden den tabte Hafliðaskrá og de ikke nærmere specificerede eller betegnede genealogier og homilier). Når Are desuden bruger udtrykket »irske bøger« — der kun kan betyde bøger på irsk — , er det klart, hvor naturligt det faldt denne fra »runeperioden« eneste kendte forfatter, der skrev på islandsk, at bruge ordet bók om alle mulige bøger.

Da man på Island — og i Norden overhovedet — begyndte at bruge pen og blæk ikke blot til latinske men også til hjemlige optegnelser i modersmålet, var det naturligt, at man var noget usikker og vaklende med hensyn til de enkelte til denne uvante kunst knyttede udtryk. For 'at skrive' bruges i almindelighed rita og skrifa, der er indkomne fra angelsaksisk (23). Men ligesom man finder både bók og skrá, kunde man også vænte sporadisk at finde et eller andet hjemligt udtryk ved siden af de fremmede. Dette er også tilfældet. Dog ikke med det fremdragne ord merkja eller marka; dette betyder aldrig ligefrem 'at skrive', men at mærke d. v. s. tilkendegive, fremstille. Ordet findes også brugt om runer, men ikke i betydningen at 'riste', men mærke d. v. s. male, betegne med farve, ligesom (pingere) (24); ordet 'mærke' kan således ikke indeholde noget vink om skriftens art. Et hjemligt ord for 'at læse' er derimod ráða, der egenlig betyder 'at tyde' og bruges allerede i Eddadigtene om at 'tyde' runer. Verbet at lesa, der jo egenlig betød 'at samle', måtte i begyndelsen føles som unaturligt og lidet betegnende for kunsten at læse; hvor meget mere betegnende var ikke netop udtrykket 'at tyde'; det passede i bægge tilfælde, hvad enten man læste runer eller latinske bogstaver; der foregik i bægge tilfælde den samme 'tydning'. At brugen af ordet ráða ene og alene forudsætter rune-skrevne bøger, er en forhastet slutning, og det så meget mere, som forfatteren til den 1. grt. afhdl. netop bruger ordet om 'at læse' islandske skrifter (25); denne forf.s stilling til 'runerne' og hans brug netop af dette ord i betydningen 'latinske bogstaver' betragter jeg som et af de mest afgjorte beviser mod den antagne »runeperiode« (26), men herom mere i det følgende.

Dernæst fremføres der forskellige »grafiske minder« om »runeperioden«; der findes i nogle håndskrifter nogle gange brugt et par runetegn (Runer algiz.png og Runer fehu.png) som forkortelsestegn, = maðr, fé. Det første af disse ord forekom i skrift utallige gange, og det var netop et ord, det var ønskeligt at kunne forkorte; det nemmeste var nu, blot at skrive den rune, hvis navn var maðr. Nogen anden forklaring end denne simple og naturlige behøves der slet ikke. Denne brug af disse runer viser kun, hvad ingen har betvivlet, at runerne kendtes på Island.

Dette sidste fremgår jo bl. a. af runemesteren Torodds runereform. Hvad dette spørgsmål angår, antager dr. Ólsen meget sandsynlig, at Torodd har reformeret det gamle 16 bogstavers alfabet ved at danne 4 runediftonger og sammenstillingen ei, for at det bedre kunde svare til det islandske sprog (27); dog har Torodd ikke selv opfundet alle disse tegn. Endelig har han bestemt runebogstavernes latinske ækvivalenter. At Torodd har skrevet nogen særlig afhandling, omtales ingensteds (28) og behøver ikke at forudsættes. Denne Torodd skal egenlig have været tømmermand og forestået kirkebygningen på Holar c. 1110, og han omtales som meget lærenem. Hans runereform er nu tilvisse vigtig, men det er atter en urigtig eller i hvert fald unødvendig slutning, at Torodd har reformeret runerækken til brug i skrift. Det ligger mindst lige så nær at antage, at Torodd, som den tømmermand han var, har villet gøre det gamle runealfabet, der i Norge anvendtes til indskrifter i træ (sådanne indskrifter har man flere af netop fra de ældste norske kirker), lempeligt til lignende indskrifter på Island, således at disses sprog bedre kunde svare til det virkelige, end det var muligt ved hjælp af den gamle runerække. Når vi betænker, at det latinske alfabet i virkeligheden egnede sig bedre til at skrive islandsk med, er der intet som helst påfaldende ved, at det var 16 bogstavers runealfabetet, der først blev reformeret. Dette egnede sig meget dårlig til at udtrykke modersmålets former; det gjorde ingen forskel på k, p, t, og g, b, d, havde intet særligt tegn for e, heller ikke for omlydsvokalerne ǫ, ę, œ, y; et ord som fyrir måtte skrives ganske på samme måde som fœrir (vb. el. adj.); det var, kan man godt sige, næsten ikke muligt at skrive med runer, så at noget menneske kunde tyde det. Det latinske alfabet derimod havde alle de fornødne konsonanter undtagen ð og þ; angelsaksisk havde allerede optaget þ fra runealfabetet, og det var en selvfølge, at man fulgte Angelsaksernes eksempel (29), hvilket jo var så meget naturligere, som den norsk-islandske kirkeindretning for en stor del stammede fra England; den 1. grt. afhandling går også ud fra, at þ tidligere har været i alfabetet. Hvad vokalerne angår, havde man i det latinske alfabet, foruden a e t o u, œ (også skrevet ę). Skønt der altså her manglede vokaltegn for i-omlyd som e, œ og u-omlyd (ǫ), var det latinske alfabet dog fuldkomnere end det gamle runealfabet (nu kunde man da skrive furir for fyrir og forir forœir, så at ordene ikke helt sammenblandedes). Da nu de gejstlig uddannede skulde til at gøre optegnelser i modersmålet, nedskrive homilie-oversættelser og andre gejstlige taler osv., hvad er så, må man spørge, rimeligst, enten at de dertil har brugt det alfabet, de alle havde lært både at læse og skrive og som de havde en større eller mindre færdighed i at benytte til latinsk sprog og som de snart eller straks måtte indse egnede sig bedre til modersmålet end det andet, der kunde være tale om, — eller et andet alfabet, om hvilket det i det mindste er ganske usikkert, hvorvidt de har kendt det eller om det kun var enkelte, der overhovedet kendte det, og som tilmed var et sådant, der i brugbarbed stod tilbage for det andet? Jeg tror ikke svaret kan være tvivlsomt; man måtte antage den islandske gejstlighed omkring 1100 for mere indskrænket, end der er grund til, hvis den skulde have valgt det vanskeligere middel.

Denne betragtning gør det højst sandsynligt, at man straks og uden omsvøb har benyttet den latinske skrift til optegnelser i modersmålet. Man kunde endogså tænke sig — men herpå lægger jeg ingen afgørende vægt, — at de gejstlige, navnlig efter at den var begyndt at få en vis magt, som så at sige på embeds vegne måtte se at tilintetgøre alle gamle minder om hedenskabet, og runerne var jo særlig blevne brugte til trolddom og galder, ikke havde kunnet finde sig i, at disse gamle minder holdtes i ære, og mindst af alt selv havde kunnet bekvemme sig til at bruge dem. En mand som biskop Jón Ögmundsson til Holar (1106 — 21), som endogså gik så vidt, at han angreb de ugedages navne, som begyndte med de hedenske gudenavne — skulde man kunne tænke sig, at han havde benyttet runer eller tålt, at den ham underlagte gejstlighed brugte dem? I hans bispedømme, under medvirkning af hans gejstlighed skulde Hafliðaskrá være bleven nedskreven med de gamle, hedenske trylletegn, der bl. a. kunde hedde sådant noget som þurs, áss, Týr? Tro det, hvem der vil og kan. Sandsynlighedens præg kan det ikke siges at have.

Af den mest afgørende betydning for hele spørgsmålet er tilblivelsen af den såkaldte første grammatiske afhandling (i codex Wormianus af Snorres Edda), forfatterens hensigt med den samt enkelte udtryk deri. I fortalen til udgaven af den 1. og 2. grt. afhandling er der blevet fremført adskilligt af vigtighed, der taler for, at afhandlingen er bleven til ikke senere end ved midten af det 12. årh., snarest før end efter. Den unavngivne forfatter kender ikke anden islandsk litteratur end lovoptegnelser, hellige tydninger (homilier) og Are frodes skrifter (30) (se foran s. 187), og han ytrer selv, hvad der her er af hovedbetydning, at han vil danne et alfabet »for os Islændinger«, »for at det kan blive lettere at skrive og læse, som det nu er almindeligt også her i landet«. Disse ord tyder så afgjort som kun muligt på, at det ikke var så længe siden, man »her i landet« havde begyndt at skrive. C. 1180 var den islandske historieskrivning i fuld gang overalt; da havde Eirikr Oddsson skrevet sin bog; 1184-6 skrev abbed Karl den første halvdel af Sverressaga; da var Islænderne allerede i Norge bekendte som dygtige sagaforfattere. I belysning heraf bliver den grammatiske forfatters ord højst mærkværdige; til tiden ved 1140-60 og kun til denne er de absolut passende. Om dette skulde man kunne vænte fuld enighed. Dr. B. Ólsen har da også tidligere selv sluttet sig til denne mening (»den 1. afhandl. . . . fra c. 1160«, Runerne osv. s. 28). Men også her har dr. Ólsen i mellemtiden forladt sit tidligere standpunkt, ti i sin afhandling i Aarbøger 1893 (s. 226) udtaler han bl. a., at »den konsekvente gennemførelse af u-omlyden taler for, at forfatteren har skrevet i den sidste halvdel af 12. årh.«, og han er tilbøjelig til at sætte den til c. 1180 (s. 224). Dette argument, der her hæntes fra u-omlyden, er nu i virkeligheden ganske forældet, eftersom u-omlyden i vestnordisk, specielt islandsk, længe før må anses for at være konsekvent gennemført (31). Hvorledes dr. Ólsen kan tro, at forfatterens lange og indviklede periodebygninger snarere taler for en sen end en tidlig affattelsestid, er og bliver mig ganske ubegribeligt; den slags anses dog i reglen for at være tegn på ubehjælpsomhed som følge af uvanthed og kunstens primitive standpunkt (32). Forfatterens hensigt er den, at danne et fuldt tilfredsstillende islandsk alfabet; det er med andre ord en reform, han vil iværksætte. Men hvad skulde der nu reformeres. Dr. Ólsen mener — ifg. hele sit standpunkt, — at det er runerne, der skal afløses, således som de fandtes i Torodds alfabet. Hvis dette var tilfældet, kunde forfatteren ikke have undgået at betone dette. Men dette gør han aldrig med en stavelse; grunden hertil skulde (»kunde«) være den, »at han har følt en vis veneration overfor det gamle folkelige alfabet«, som om en videnskabsmand nogensinde har følt en sådan »veneration« for hvad han vil angribe og udrydde, at han ikke engang antydningsvis tager sigte på sit egenlige formål. Vor forfatter gør nu ligesom alle andre; han går virkelig løs på sagen; det er en reform af det tidligere benyttede latinske alfabet, han vil. Derfor spiller dette en så stor rolle i hele hans afhandling. Han omtaler i begyndelsen, at hvert folk, Grækere, Latinere, Hebræere, bruger deres bogstaver, men han nævner ikke, at Islænderne også havde haft deres (ɔ: runerne); det kunde han her godt have gjort, uden at hans »veneration« tog skade. Men han siger udtrykkelig, at han, ligesom Englænderne, der benytter den latinske skrift og anvender andre bogstaver, når den ikke slår til, også vil — »efter deres eksempel« — danne et alfabet, ɔ: reformere den ældre brugelige latinske skrift. Det samme fremgår af, at forfatteren indfører en kritiker, der siger, at det er ham ligegyldigt, »om du skriver dit ǫ eller a« (ɔ: omlyden for grundlyden, altså f. ex. gǫngu for gangu) da han alligevel vilde kunde slutte sig til det rigtige; hvad skulde dette kunde sige andet end, at for forfatterens tid har man, på grund af latinalfabetets mangelfuldhed, skrevet a for ǫ? Fremdeles vilde en bemærkning som følgende: »den som nu vil skrive eller tilegne sig, hvad der er skrevet på vort sprog . . . han læse med omhu denne afhandling« være temmelig meningsløs, hvis det »på vort sprog« tidligere skrevne var skrevet med runer. Men afgørende er det, at forfatteren bruger ordet runer i selvsamme betydning som »latinske bogstaver«. I anledning af, at den fingerede kritiker ytrer: »Jeg kan meget godt læse den danske tunge, selv om der skrives med rigtige latinske bogstaver ... det er mig ligegyldigt, om du skriver dit ǫ eller a osv.«, svarer forfatteren: »det er ikke runernes [ɔ: de førnævnte »rigtige latinske bogstavers«] fortjæneste, at du læser godt eller slutter rigtig ifølge sandsynlighed, hvor runerne giver dig utydelig anvisning« osv. Dette sted er heldigvis således, at det ikke muliggør nogen som helst fortolkning, og det alene er tilstrækkeligt. Men dette sted viser ikke alene, at det ikke er forfatterens hensigt at afløse et runealfabet; det viser noget andet og mere; det udelukker, netop ved denne almindelige brug af ordet runer, enhver tanke om en runeperiode (33). Det er atter et godt eksempel på en folkelig brug af et hjemligt ord; ligesom man har brugt skrá om en 'bog', ráða om 'at læse' ved siden af bók, lesa [der mulig er yngre], således har man også lejlighedsvis brugt rúnar for (bók)-stafir eller (látinu)stafir, Dette er mere end nok, skønt der kunde anføres flere enkeltheder endnu, til at vise, at forfatterens hensigt var den, at reformere det tidligere til skrift benyttede latinske alfabet. Hans reform er altså i virkeligheden en parallel til Torodds runereform; medens denne forbedrer de gamle runer til en bedre anvendelse til indskrifter i træ — hvilken anvendelse dog sikkert aldrig har været synderlig almindelig, — forbedrer vor anonyme forfatter latinalfabetet til bekvemmere brug i skrift. Det er interessante og smukke paralleler.

Der er altså efter vor opfattelse gyldig grund til at antage, at den såkaldte »runeperiode« aldrig har eksisteret, men at man fra først af på Island har benyttet den latinske skrift til alslags optegnelser. Man har vistnok straks benyttet det fra angelsaksisk lånte þ, der i den første skriveperiode til ind i 13. årh. brugtes både for ð og þ. Det latinske alfabet var imidlertid alligevel ikke tilstrækkeligt til at udtrykke de islandske lyd, særlig selvlydene; den anonyme grammatikers alfabet er et glimrende forsøg på at bøde på manglerne. Uagtet vi nu ikke har noget håndskrift, hvor hans alfabet og retskrivning helt ud benyttes, er der næppe nogen tvivl om, at hans reform i hovedsagen er bleven den ledende rettesnor; kun hans nasaler findes ingensteds — af let forståelige grunde iøvrigt — antydede. — Udtalen forandredes dog noget i tidens løb, og dermed fulgte vel også nogle ændringer i retskrivningen; disse er vanskelige at bestemme ved hjælp af håndskrifterne; disses retskrivning er nemlig højst inkonsekvent og uregelmæssig; dernæst er de fleste eller alle sammen afskrifter af andre ældre, og disses stavemåde optoges tit og ofte mekanisk eller også forsætlig i afskrifterne uden altid at svare til enhver afskrivers virkelige udtale. — Bogstavet ð optoges først c. 1225.

Den skrift, som Nordmænd og Islændere modtog, har de sikkert fået fra Angelsakserne. Sammenlignes den 1. hånd i Reykjaholtsmáldagi, der formenes at stamme fra c. 1185, med fremmede håndskrifter fra den første del af det 12. årh., vil man finde en umiskendelig lighed med disses bogstavformer. Skriften er tydelig, bogstaverne fyldige og kraftige, deres linjer bløde, regelmæssige og simple. I enkelte tilfælde, f. ex. i Elucidarius, er bogstavformerne ligesom noget stivere og større; i de ældste håndskrifter findes udelukkende eller fortrinsvis enkelte særlige former som f, d, þ (= þ, ð); noget senere, og ved midten af det 13. årh. afløses disse af F, ∂ og ð kommer til. Der foregår nu efterhånden flere forandringer, så at skriftens udseende og karakter skifter; da disse ændringer ikke er særlig islandske, men følger de samme forandringer, der fandt sted i andre lande, kan man temmelig nøjagtig dele de islandske håndskrifter efter tidsaldre; hertil kommer også den omstændighed, at man for flere håndskrifters (som Staðarhólsbogens, Hauksbogens, Flatøbogens) vedkommende bestemt véd deres alder. Det eneste bevarede blad af Kringla (samme hånd som Staðarhó1sbogens, der har meget fælles med den ældste hånd i Reykj. máld., bløde, afrundede træk, men også sine uligheder) fra c. 1260 svarer nøjagtig til pavebreve fra omtrent 1240. Dateringen af de islandske håndskrifter vil vistnok i det hele og store vise sig fuldkommen rigtig. Enkelte bogstavers ændringer og skrivemåder er særlig karakteristiske; således er »lukket« a, skrivemåden ꜳ et sikkert tegn på en afskriver i det 14. årh. (dog ikke den første fjærdedel); i den sidste del (fjærdedel) af samme årh. afløses ð af d, også F får nu en »lukket« form, osv. Også former og retskrivningen kan ofte tjæne til rettesnor; es, vas hører kun den ældste tid til; ligeledes den bestemte skælnen mellem œ og æ. Senere (særlig) i det 14. årh. findes visse konsonantfordoblinger, som af l og n foran d osv. osv. Så detaljerede undersøgelser af skriftens udvikling, som det kunde være ønskeligt, er endnu ikke foretagne, men de hidtil opnåede bestemmelser vil i det hele og store forblive urokkede (34).

Når man ser på fremmede håndskrifter fra 11. og 12. årh., vil man finde, at forkortelser (notæ) anvendes, men i det hele meget sparsomt, mest streger over linjen for at betegne m eller n, S for at betegne er, 𐐖, -us og nogle andre. Disse forkortelser er meget gamle og skal være opfundne af Ciceros skriver, Tiro (notæ Tironianæ). Også disse forkortelser fulgte med skriften til Island, og her lærte man hurtig at sætte pris på dem. De omtales i den 1. grt. afhandling og kaldes títlar; i de ældste islandske håndskrifter anvendes de temmelig sparsomt, men man indså snart, at de sparede arbejde, tid og materiale, og de udvikledes derfor til stor fuldkommenhed og anvendtes overordenlig stærkt, men uden nogen regel, idet samme skriver snart forkorter og snart lader være dermed, efter hvad der i øjeblikket falder ham ind. I Norge synes man aldrig at have forkortet så stærkt i det hele som på Island. Disse forkortelser sker ved, at man sætter et mærke (streg osv.) eller et bogstav over linjen for at betegne flere eller færre bogstaver i ordet, eller man sætter en streg igennem eller en hage ved toppen af de op over linjen ragende lange bogstaver; man anvender en lille versal for at betegne to konsonanter; fremdeles sammenslynges bogstaver, hvorved enkelte træk spares; endelig skriver man blot ordets første bogstav og sætter et punkt efter (ofte også foran); dette sidste sker navnlig ved hyppig forekommende ord og egennavne (35). Gengivelsen af disse forkortelser kan undertiden volde vanskeligheder. Man har derved i de ikke-normaliserede udgaver hovedsagelig fulgt to måder; den ene gengiver alle virkelige tegn ved særlig skrift (kursiv), men fører de bogstaver, der står over linjen, ned i linjen og udfylder det manglende ved kursiv (mrt = mart), medens den anden kursiverer alt, hvad der ikke står i linjen (mrt = mart). Bægge måder har deres fortrin og mangler, og det er vanskeligt at sige, hvilken bør foretrækkes. Men et må fremhæves, at det ikke er tilrådeligt altid at gengive forkortelser efter deres oprindelige betydning. Der må tages hensyn til pågældende håndskrifts alder og den tids sprogformer, da det blev skrevet. Altfor mekaniske gengivelser er til større skade end gavn og indfører ofte former, som er ganske umulige i den tid, håndskriftet blev til i, hvilket kun kan virke forstyrrende. I enkelte håndskrifter findes rent latinske ord (som f. ex. s; = set ɔ: heldr) anvendte; disse bør betragtes som forkortelser og naturligvis gengives på islandsk; at gengive sådanne skrivemåder slavisk, er meningsløst; i en note eller i en fortale er en nærmere beskrivelse af disse og lignende tilfælde på sin plads.

I begyndelsen, d. v. s. i det 11. og 12. årh., har det i følge forholdenes natur næppe været andre end gejstlige, der forstod sig på at omgås pen og blæk; men senere, navnlig i det 13. og 14. årh., har der vel også været andre, ulærde lægmænd, der af litterære interesser lærte at skrive. Man afskrev nu større eller mindre bøger, enkelte sagaer eller større samlinger af sådanne og andre værker, eller lod professionelle skrivere (36), hvoraf der ses at have været mange, besørge arbejdet. større håndskrifter som Hauksbók (besørget af Haukr Erlendsson selv og hans skrivere), Flatøbogen og mange andre vidner om den store litterære interesse og samlervirksomhed hos folk det 14. årh. Om det sidstnævnte håndskrift får vi den interessante oplysning, at det er skrevet af to præster »for«, d. v. s. bekostet af, en navngiven læg stormand. Den slags håndskrifter er blevne betragtede som store skatte, der gik i arv fra det ene slægtled til det andet. »Bøger« har eksisteret i mængde og det allerede i det 12. årh.; den masse oversættelser, vi har af legender og andre åndelige bøger, viser, at der allerede dengang har været en hel hærskare af fremmed litteratur i landet. Der tales om præsten Ingimunds kostbare bogkiste, »der var hans fryd« (37), ved år 1181; fremdeles hedder det, at Gudmund Arason »undersøgte folks bøger, hvor han kom, og fik af hver mands bøger, hvad han tilforn ikke havde« (38). Vi får ganske vist ingen oplysning om, hvad det er for bøger, der her er tale om; det har måske fortrinsvis været messebøger og religiøse skrifter (39). Iøvrigt kan der henvises til afsnittet om den lærde videnskabelige litteratur.

Professionelle afskrivere nævnes udtrykkelig: »Torvard knappe . . . havde med sig en bog, han havde skrevet og bragt i stand for en præst, det var en god og velskreven bog« (omkr. 1121); bogen skulde købes for den pris, biskop Jón bestemte (40). Torarin kagge til Vellir »var en god klærk og den nyttigste mand til skriven og istandbringelse af bøger, eftersom der endnu vises mange bøger, som han har skrevet for Holakirke og Vallastad« (41); denne Torarin var biskop Laurentius' morbroder. Om selve biskop Laurentius hedder det meget betegnende, at »han begav sig — efter at have spist og spadseret — ind i sit studium og studerede i bøger; han skrev da op på vokstavler, idet han noterede, hvad han særlig ønskede at have af de læste bøger; derpå nedskrev Einar degn [præst Hafliðason, annal-forfatteren] det hele i et kvaterne eller bog osv.« (42). Det er meget vigtige oplysninger, vi her får, og skønt de er fra begyndelsen af det 14. årh., kan der tillægges dem en almindelig betydning. Sådanne excerptsamlinger, som biskop Laurentius anlagde, kender vi godt fra andre bevarede håndskrifter (f. ex. AM. 415, 4° osv.).

Blandt de sidste interessante oplysninger er også den om brugen af vokstavler; sådanne tavler benyttedes i Norge og på Island for korte notitser, der atter, når de ikke mere havde nogen betydning, fordi de f. ex. indførtes i en bog, kunde udslettes og erstattes med nye. Sådanne vokstavler benyttede Torgils skarde for derpå at skrive en ansøgning til kong Hakon om rejseorlov (43). Denne brug af vokstavler bekræftes ved det smukke eksemplar, som i nyere tid er fundet i Norge, i Hoprekstad kirke (Vik i Sogn), og som giver et tilstrækkeligt indblik i indretningen af dem og deres hele udseende. Denne vokstavlebog er fra omtrent 1300 (44).

Angående indretningen af de islandske bøger kan der henvises til G. Cederschiölds klare fremstilling i det Letterstedske tidsskrift 1886 (også oversat på dansk i Folkelæsning 1894, nr. 205). Efter at skindet — fåre- eller kalveskind — var blevet tilstrækkelig præpareret (bókfell), bl. a. glattet med pimpsten, blev der udskåret eller tildannet større eller mindre firkanter, der sammenfoldedes i midten til 2 blade; fire (sjældnere 3) sådanne (ɔ: 8, 6 blade) dannede et læg eller, som det ovenfor i stykket om Laurentius hedder, kvaterne (kváterni ɔ: quaternio) eller kver. Undertiden tilføjedes et enkelt blad (det 9. eller 7.), der så blev stukket ind i lægget med ombøjet rand. Flere sådanne læg danner sammenhæftede en bog. Man skrev så på hele siden i en eller to spalter, dog således, at man altid efterlod en forholdsvis bred margen til alle fire sider. Bogens første og sidste side har man i reglen af praktiske hensyn ikke beskrevet. Det blæk, der benyttedes, var i reglen udmærket, blanksort, undertiden noget brunligt; på overskrifter og initialer anvendte man ofte stor omhu, idet de blev tegnede eller malede med forskellige farver (rødt, grønt, gult osv.), undertiden med virkelige billeder i. For at linjerne og spalterne kunde blive så regelmæssige og hele indtrykket så harmonisk som muligt, betegnede man linjeafstandene med små huller i margen ved hjælp af en syl eller med meget fine streger, og spalterne ligeledes. Man skrev med fjær-(penna, pen)penne; for at skære dem, havde man en »pennekniv«, for at foretage radering en »raderkniv«. Fejlskrivning undgik man ikke mere dengang end nu til dags; undertiden opdagedes fejlen straks og blev da rettet enten ved radering eller ved at det urigtig skrevne underprikkedes (undertiden også overstregedes) og det rigtige skreves ovenover. Men meget hyppig har skriveren ikke opdaget fejlen, og gennemlæsning eller kollation med originalen synes overhovedet at have været ukendt. Sidetal eller lægtal kendtes ikke; den gamle indbinding kendes ikke, men der synes kun at have været tale om en sammenhæftning af de enkelte læg med eller uden omslag.


Noter
1) Wimmer: Die runenschrift 1887.
2) S. Bugge: Norges runemindesmærker, jfr. oversigten hos Wimmer og i Noreens Altn.-altisl. grammatik 2. udg.
3) Se Háv. 80, lll(?). 137, 142, 144-5, 157; Guðr. forn. 22; Skirn. 86 (her er runer det eneste rædselsfulde, som Gerðr giver efter for, I. 172 174). Om hemmeligheder og hemmelighedsfulde taler og kundskaber findes ordet Vsp. 60, [Háv. 111.], Háv. 120, 130), Vafþr. 42, 43, Guðr. hvöt 12. Guðr. III, 4, Bjarkamál.
4) Jfr. Rígsþ. 43. Völs. forn. 12.
5) Grettiss. s 177, Vatsd. 56, jfr. 54. Egilss. 208, 266 f., for ikke at tale om Bósas. kap. 5. Vigtige er også lovene: Grágás (Sthb.) 392, (Kgb.) II, 182-3. III, 439, Norg. g. Lov. I. 56, 57, samt V. gloss. s. v. jfr. lijrúnar isl.
6) Egilssaga s. 286.
7) Fms. VI, 271, Flat. III, 345.
8) Fms. IX, 390. 490.
9) Sturlunga I. 392.
10) Fornsögur 177.
11) Fár er fullrýninn v. 11.
12) Iceland. sag. I. 95.
13) Når det i Gisla s. Súrss. hedder, at Gisle med runer meddeler sin broder Torkel, at det var ham, der var kommen (sag. s. 45, 131), er dette det ældste eksempel på en sådan brug, hvis det er historisk. Men det er klart, at ingen anden end Torkel skulde forstå det skrevne.
14) Jfr Wimmer: Die runenschrift s. 310. Kålund: Aarbøger f. nord. Oldkh. 1882.
15) Wimmer: Die runenschrift s. 309—12
16) Side 5; den der gjorte bemærkning har jeg ikke overset, men jeg har aldrig tillagt den større betydning, end jeg endnu gør.
17) I Aarbøger f. nord. Oldkh. 1893, s. 214 f.
18) Basaltstene med runeindskrifter eksisterer dog, hvad dr. Kålund gør mig opmærksom på.
19) Jfr. Den 3. og 4. grt. afhdl., indledn. § 3, s. XVIII ff.
20) Íslendingabók kap. 10.
21) Når dr. Ólsen (s, 18) udtaler, at der må have eksisteret noget skrevet af love før den tid, er dette kun et postulat eller om man vil en mulighed.
22) Skrá betyder oprl. skindlap, og findes enkelte andre steder brugt, særlig om lovene.
23) Ríta og rit bruges atter og atter i den 1. grt. afhandling, der af dr. Ólsen i hans titomhandlede afhandling sættes til c. 1150 (s. 28). Når det så udtales, at »helt anderledes stiller forholdet sig for de ældste skrifters vedkommende«, må man rigtignok spørge; hvilke?, eftersom der atter kun er tale om Are, og han bruger flere gange vb. skrifa; at dette skulde minde om »runeperioden« og betegne, at Are brugte runeskriften, er en yderst mislig påstand, der kun grunder sig på, at ordet i senere tid gik over til at betyde 'at tegne', 'male'; det er derfor, at ordet er så sjældent i senere skrifter i betydningen 'at skrive'.
24) Jfr. Bugge: Norges Indskr. s. 86. I Sólarljód bruges ordet (merkðar) om 'de blodige runer'; ikke fordi, der er tale om runer, men fordi der er tale om blodige runer, bruges verbet her på en rigtig og netop oplysende måde.
25) Jfr. G. Storm, Arkiv II, 173-4.
26) Udtrykket at gera á skrá betyder simpelt hen 'at udfærdige, fremstille på en skrå'; skrá kan kun være dativ.
27) Denne Torodds runereform skal ifl. forf. findes i Olaf hvitaskalds afhandling.
28) Den ganske forvirrede fremstilling i fortalen til de 4. grt. afhdler er betydningsløs, da fortalens forfatter har levet c. 1800.
29) Jfr. Storm i Arkiv II, 174.
30) Det forekommer mig, at hans nævnelse af Are og ikke andre forfattere er et ganske kraftigt positivt kendemærke.
31) De skjalderim, man bygger den modsatte mening på, skal sikkert forklares på anden måde; se Wimmer: Die runenschrift 317—18.
32) Når det i Aarbøger 1893 s. 225 f. nægtes, at forfatterens sprog er synderlig arkaistisk, og lignende arkaismer påvises i andre gamle skrifter, har jeg aldrig villet nægte dette sidste faktum. Men det finder jeg betegnende, at intet andet oldisl. skrift på engang indeholder så mange gammeldags ord og vendinger, ikke engang Ares bog, som forf.s afhandling. Dette vejer mere, end den sporadiske forekomst af lignende fænomener i andre skrifter enkeltvis.
33) Denne forfatter, som »har et ganske godt greb på at give sine tanker en klar og koncis form« (Aarbøger 1893. s. 225), vilde her have udtrykt sig utilladelig slet og dunkelt.
34) G. Vigfússons udtalelse i Corp. poet. bor., Introd. § 5: »Hence it has been, that ... Icelandic vellums have been dated in a haphazard fashion, without sufficient knowledge, and without sufficient method« (s. xxxviii) er både overdreven, uretfærdig og urigtig.
35) Jfr. den fototypiske udgave af codex reg. af den ældre Edda, indledningen s. XLIV-LV.
36) Vi kender i mange tilfælde flere afskriverhænder» f. ex. Morkinskinnahånden fra c. 1280, 132hånden fra c. 1350, cod. reg. (Sn.-E.)-hånden fra c. 1325, cod. worm.-hånden fra c. 1350 og mange andre.
37) Bisk. I, 423.
38) Sturl. I, 103; Bisk. I, 431.
39) Jfr. Bisk.I, 83. hvor det hedder, at biskop Klöng i Skålholt (1152-76) »lod også skrive langt bedre tidebøger, end der tidligere havde eksisteret«.
40) Bisk. I, 175, 248; jfr. 191
41) Bisk. I, 790.
42) Bisk. I, 848.
43) Sturl. II, 111; Sturl. II, 273 synes Sturla at bruge vokstavler til ved hjælp af magiske tegn eller visse beregninger at få fremtidige ting at vide. Jfr. I, 106—7: »der var »voks« hos ligene, der mældte alt det skete«.
44) En notitsbog på vokstavler fra middelalderen ved H. J. Huitfeldt-Kaas, Krist. 1886.