FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sprogvidensk. 1. grt. afhdl.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
4. afsnit. Sprogvidenskab, grammatik, retorik


Den første grammatiske afhandling


Det er den såkaldte første grammatiske afhandling, der sammen med 3 andre af grammatisk-retorisk indhold findes optagen i codex Wormianus af Snorres Edda1); den er udgiven i Snorra Edda (AM) II og Islands gramm. litt. i middelalderen (I). Forfatteren til denne afhandling udtaler, at hans hensigt er at danne Islænderne et alfabet, der kunde passe for deres sprog, ligesom f. ex. Angelsakserne har deres. Han lægger det latinske alfabet til grund og udvider det på forskellig, tildels meget sindrig vis, idet han tillige beholder det allerede tidligere fra Angelsakserne optagne þ både for at betegne ð og þ. Hvad vokalerne angår, optager eller danner forfatteren 4 nye, ǫ, ę, ø, y, hvoraf dog ę også fandtes brugt i latinske håndskrifter ved siden af e (= œ), ø og y fandtes i angels. Det er klart, at det er tegn for omlydsvokalerne, han har savnet; han danner sine tegn i henhold til lydens oprindelse og kvalitet; ǫ f. ex., siger han, »har krøllen fra a, men rundkresen fra o, ti det er sammenblandet med de to's lyd, udtalt med mindre åben mund end a, men med mere end o«; han er altså klar over forholdet mellem grundlyd og omlyd — uagtet han naturligvis ikke kender omlydens natur og årsag. Dernæst fastslår forf. meget rigtig, at disse vokaler både er lange og korte; de første betegner han med en aksent (’). Ved selvvalgte og træffende eksempler oplyser han denne forskel. Fremdeles fastslår han den overmåde vigtige og interessante omstændighed, at vokalerne, både de lange og de korte, udtaltes med næselyd. Også denne forskel vil han have betegnet i skrift (med et punkt over vokalen, f. ex. ȧ et langt, nasaleret a). Her er det, en af forf.s største fortjænester ligger — uagtet han netop ikke på dette punkt formåede at trænge igennem i skrift. Uden hans påvisning vilde man overhovedet intet vide om islandske næselyd i oldtiden. Den nyeste tid har givet den gamle forfatter ret2), uagtet der har været dem, der tvivlede om rigtigheden af hans lære. Men han har åbenbart haft et fint øre, måske finere end de fleste andre. Denne nasalering er rimeligvis forsvundet af udtalen ikke så lang tid efter, og skjaldene kunde intet hensyn tage dertil i deres rim; det er derfor intet under, at man ellers mærker så lidt, eller, rettere sagt, intet til den. Derimod har forf.s forslag om anvendelsen af længdetegn i skrift båret gode frugter; det er de samme som nutidens islandsk anvender, blot i en anden betydning. Hvad konsonanterne angår, er forf.s forbedring af ringere betydning; noget nyt fremkommer han ikke med her. Han foreslår at lade de store bogstaver (B osv.) betyde dobbeltbogstav (bb osv.), hvad de i hdskrr. ofte nok også betyder, samt at disses navne skal alle bestå af e + konsonanten dobbelt (ebb, edd osv., i lighed med eff, ell osv.). Han vil bruge c alene både for latinens c, k og q; det store tilsvarende bogstav skulde skrives

lc (ekk); ng foreslår han at skrive ŋ som ét bogstav. Derimod vil han helst udskyde x, z, v og (ɔ: lat. et = isl. ok 'og') og skrive ks, ds; v er overflødigt ved siden af u (jfr. þ for ð og þ) og bør erstattes af det fuldtudskrevne ord (ok); dog er det kun z, han bestemt udskyder. Endelig omtaler han 'titler', d. v. s. forkortelsestegn; dem har han intet imod — »lad enhver forkorte med titel, som han anser for hensigtsmæssigt og tydeligt«; titlen ɔ: forkortelsen oplyser ordet, viser, hvilken form der er ment; titulus er jo deminutiv af titan 'sol' — et eksempel på den ovf. omtalte ordafledning.

Dette her foreslåede alfabet er nu i grunden ganske godt og i alt væsenligt det selvsamme, man endnu den dag i dag bruger på Island. Forf.s afhandling indeholder på engang en fuldstændig behandling af æmnet samt værdifulde oplysninger om det islandske sprog i hans levetid. Den indflydelse, afhandlingen mulig har haft, er antydet; det er rimeligt, at den tidlig har fået en vis udbredelse, eller i det mindste dens indhold. Forfatterens navn er ukendt, men at han var en gejstlig, fremgår af alt; han har været i besiddelse af gode kundskaber, selv om noget, han hentyder til, skulde være andenhåndsviden; han kender det hebraiske, græske, angelsaksiske alfabet, kan latin og har kendt endel til latinsk litteratur; således anfører han et af Catos disticha, som han oversætter fortrinlig. Han kender en hel del latinske homilier d. v. s. kirkelig litteratur. Men han er åbenbart ikke mindre velbevandret i den hjemlige litteratur og skjaldedigtning. Han kender Ares skrifter, islandske genealogiske optegnelser, samt anfører vers af den gamle skjaldepoesi (af Þjóðólfr Arnórsson og Óttarr svarte). Det er således klart, at forf. er en udmærket repræsentant for den islandske folkelige gejstlighed i det 12. årh. Som forfatter gør han et fortræffeligt indtryk; han er på engang beskeden og selvsikker; hans betragtninger er logiske og hans tanker klare; der er noget gammeldags vederhæftigt ved hele hans væsen. Han indfører en tænkt modstander og behandler ham med tør humor og grundighed.

Forf. levetid kan bestemmes nogenlunde nøjagtig; i så henseende er hans omtale af den ham bekendte islandske litteratur først og fremst af vigtighed. Hvad han da kender er »religiøse tydninger«, love [dem fra 1117-18], genealogier og Ares »lærde historiske værker«, med andre ord: det er den allerældste islandske litteratur og kun denne, han antyder. Heraf kan der da kun sluttes det ene, at han må have levet i det 12. årh.s første halvdel eller ved midten deraf, været Ares samtidige, måske noget yngre af alder end denne. I den 3. fjærdedel af det 12. årh. var den historiske sagaskrivning i fuld gang; nu blev den ene saga ført i pennen efter den anden, det ene lovhåndskrift skrevet efter det andet osv., hvilket alt sammen forudsætter en udstrakt øvelse i at skrive. Det vilde være utænkeligt, eller i hvert fald uforståeligt, at forf. udtrykker sig som han gør, hvis al denne litteratur i forvejen havde eksisteret (jfr. hans udtryk: »som det nu er blevet skik (tiðisk) også her i landet«), hvis han f. ex. havde skrevet ved år 1170, som Hægstad vil, eller 1180, som B. M. Olsens sidste opfattelse går ud på. Senere end omkr. 1150 kan han umulig have skrevet, men der er al grund til at antage, at han har gjort det noget før; hans ord om Are (d. 1148) forudsætter ingenlunde, at denne dengang var død. Til tiden o. 1130-40 eller o. 1140 passer alt på det fortrinligste.

Forf. s sprog svarer ganske til denne affattelsestid; det minder i meget om Ares stil; sproget er noget tungt og ubehjælpsomt men solidt og klart; der findes gamle former (ikke blot former som kank, kveðk, men også kanka, sékka), og hele tonen er langt alderdomligere end i værker fra den sidste fjærdedel af det 12. årh. (som f. ex. Sverriss.). Teksten er på sine steder noget forvansket.

Med hensyn til forf.s hensigt, forhold til den latinske skrift og runerne henvises til, hvad der ovf. afsnit 2, § 3, er fremført, samt til fortalen til den sidste udgave. Nogen egenlig kilde kan ikke påvises.



Noter:
1) Jfr. M. Hægstad: Vestnorske maalföre. Innleiding (1906) s. 27 ff.; forf. gør afhandlingen sikkert for ung, når han sætter den til o. 1170.
2) Herom kan henvises til S. Bugge i Arkiv II, 230—34, A. Noreen sst. III, 1—41.