FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sprogvidensk. 2. grt. afhdl.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
4. afsnit. Sprogvidenskab, grammatik, retorik
Den 2. grammatiske afhandling findes i cod. Worm. uden overskrift og desuden i cod. Upsaliensis af Snorra Edda med en overskrift, der slet ikke passer til afhandlingen. Prof. E. Mogk har ment1), at den hidrører fra Snorre selv og skulde være bestemt til at danne etslags indledning til Háttatal, dette har jeg modbevist i min afhandling i Aarbøger for nord. Oldkh. 1898. Afhandlingen er et selvstændigt arbejde, der handler om bogstaver (deres inddeling) og stavelsers dannelse. Dens overlevering er i hdskrr. noget forskellig, idet teksten i Worm. er udvidet, særlig med et stykke (om 'titlerne') fra den 1. afhdl. m. m. samt med en særlig indledning og slutning, der kun er munkesnak. For slutningen har Ups. et afsnit af en særlig art. Fremdeles er stilen på sine steder bedre i Ups. Om alt dette kan der henvises til den udførlige redegørelse i fortalen til udg. i Isl. grt. litt. s. XVI-XXVIII. Hovedsagelig har man at gå ud fra afhandlingens form i Ups. Den er i den sædvanlige lærebogsform og begynder med spørsmålet: »Hvorledes deles lyde?« Herpå følger en redegørelse for de forskellige lyde (toner), den døde naturs, dyrenes, menneskets, hvilket for det sidstes vedkommende vil sige: sproget. »Munden og tungen er ordenes legeplads; på den plads er de stave rejste, der udgør al tale, og talen griber dem (stavene) afvekslende, ligesom harpestrænge eller nogler i symfoniet (d. v. s. ligesom greb i strængene frembringer toner af forskellig art)«. Nu følger der en kresfigur med 5 koncentriske krese, i hvilke bogstaverne ordnes efter deres arter. De flestes navne angives og disse er tildels højst besynderlige (d hedder dud, f faf, g gug osv.). I den inderste kres findes q, v, h, þ, i den anden de øvrige konsonanter (undt. dem, der findes i 5.), så vokalerne i den 3., i den 4. dobbelkonsonanter og endelig i den 5. ð, z (þet), c, x, ⁊ (eð ɔ: et) og andre forkortelsestegn. Figuren ledsages af en udførlig forklaring. De sammenskrevne vokaler (au osv.) kaldes limingar, hvorimod ey, ei kaldes lausaklofar (løse, ikke sammenskrevne), de 4 første i 5. kres undirstafir. Det andet hovedafsnit indledes også med en figur, inddelt i ruder; vokalerne står øverst og under dem og til højre og venstre for dem stilles konsonanterne, først de, som kan stå både foran og efter Vokalen, så de, der kun kan stå foran, og endelig de, som kun kan stå bagefter — alt for at vise, hvorledes stavelser kan dannes; en lignende forklaring gives også her som ved kresfiguren. Figuren sammenlignes med et strængeinstrument. Sammenknytningen af bægge figurer med forklaringer til ét hele er ikke uheldig, men afhandlingen er som sådan af liden værdi. Den er langt yngre end den første; bl. a. kender den ð, som først blev indført på Island o. 1225. Afhandlingen er snarest et lærd skoleprodukt fra midten af det 13. årh. Dens forfatter var åbenbart en gejstlig mand, der kendte strængeinstrumenter og musik (kirkemusik) og for hvem det lå meget nær at hentyde til den, hvilket så temmelig sikkert, bl. a., afviser tanken om Snorre som forfatteren. Nogen fremmed original har ikke kunnet påvises.
Noter:
1) Der sogenante 2. grt. traktat der Sn.-E. Halle 1889. Jfr. O. Brenner i Zschr. f. deut. Philol. XXI.
