FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sprogvidensk. 3. grt. afhdl.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
4. afsnit. Sprogvidenskab, grammatik, retorik


Den tredje grammatiske afhandling


Den 3. grammatiske afhandling har til forfatter skjalden Oláfr Þorðarson hvítaskáld, Sturlas broder og Snorres brodersøn1). Som skjald er Olaf behandlet i det foregående. Han er født omkr. 1210 og var vistnok ældst af sine helsøskende2). I sin ungdom har han studeret hos en eller anden gejstlig, hvilket forudsættes af hans hele forfattervirksomhed samt deraf, at han i Isl. annaler, hvor hans død omtales, kaldes subdjákn. I øvrigt vides kun, at han tidlig ligesom Sturla sluttede sig til Snorre, i hvis berømte gæstebud (1226-27) han deltog; jfr. foran, hvor også den sag er omtalt, han på sin faders vegne sammen med Sturla havde at gøre med i året 1233. Ved den lejlighed udviste han kraft og mod, ligesom han et par år senere lagde sit fredsommelige sindelag for dagen. I øvrigt vides kun lidet om hans færd i disse for Snorre så urolige år. 1235 opholdt han sig i Reykjaholt. 1236-37 boede han på Borg3), var tilstede ved sin faders død4) og var med på Bær mod Sturla Sigvatsson, men måtte bøje sig for denne og forpligte sig til at rejse udenlands5), og samme år, 1237, rejste han med Snorre til Norge6). Herom se foran 94-95. Olaf opholdt sig en tid hos hertug Skule, men der er ingen tvivl om, at han også er bleven en god ven af kong Hakon, hvis begavelse og dannelse han har lært at beundre. Han har under ufreden mellem ham og Skule sikkert vidst at holde sig neutral. Efter at han havde opholdt sig hos Hakon vinteren 1239-40, begav han sig til kong Valdemar sejr i Danmark og opholdt sig hos ham i nogen tid; det hedder herom i Knytlinga7), at »han lærte af ham (ɔ: kongen) mange udmærkede kundskaber og fortrinlige fortællinger«; hertil sigter åbenbart Olaf selv, når han i sin afhandling ytrer: »disse stave og deres betydninger kompilerede (sammenstillede) min herre Valdemar Danekonge således i en fyndig sætning«. Hvorlænge Olaf har opholdt sig her eller overhovedet i udlandet, vides ikke bestemt. Men mange år har det sikkert ikke varet, inden han rejste hjem, måske kort efter Valdemars død (1241). Sin tid har han åbenbart anvendt til studeringer og litterære sysler. Hvilken anseelse han har nydt, afgiver den omstændighed en målestok for, at kong Valdemar har ført videnskabelige samtaler med ham. Efter at være kommen hjem stod han på Tord kakales side og blev af denne taget til lovsigemand 1248, og han beklædte stillingen til 12508). En anden gang var han lovsigemand 12529), men red, som han foregav, af helbredshensyn, ikke til altinget10). Da bode han på Stafaholt. Samme år deltog han i mødet ved Höfðaholar, hvor han holdt »en tale og opfordrede til at høre på de breve og ærinder, som en så udmærket konge som Hakon havde sendt«10). Han stiller sig på en måde på kongens side overfor Sturla. Da denne overfaldt Torgils skarde på Olafs gård, optrådte han med fasthed, og det kom til forlig ikke mindst ved Olafs mæglende virksomhed11). Her viste han også sin trofasthed mod Snorres minde og sin forbitrelse på Gissur. Olaf betegnedes af sin broder Sturla som en brav mand: »jeg ved, at du vil kun, hvad der er godt«. Men herefter høres intet om ham. Kun vides det, at han døde 1259 (Isl. ann.). Olaf minder i meget om Sturla; han er fast og pålidelig, fredelskende og forsonlig; han trækker sig, som det synes, ganske tilbage efter hjemkomsten fra udlandet; han er gudfrygtig og mild af sind. Hans stilling til Hakon d. gamle beror på hans personlige bekendtskab med denne fyrste. At han vilde lade folk høre på Hakons »breve og ærinder« behøver ikke at forstås anderledes end som opfordring til at vise kongen høflighed. Hvorledes Olaf vilde have stillet sig til landets underkastelse, kan intet sluttes med bestemthed. Olaf var sikkert en vindende personlighed, siden han vandt både den norske og den danske konges gunst og, som det synes, delvise fortrolighed. Efter forholdene var han en meget lærd mand, der særlig lagde sig efter studiet af retorik og skjaldesprog, altså igen forenede de ældre forfatteres gode egenskaber, tilbøjeligheden til at nationalisere fremmed videnskab. Hos Olaf ses dette på et særlig vanskeligt område. Om den skole, han holdt, vides intet sikkert. Lejlighedsvis nævnes præsten Torstein titling som hans discipel12). Et indblik i Olafs undervisning får man gennem hans afhandling. Han lægger en fremmed lærebog til grund og følger den helt igennem, men erstatter de fra latinske forfattere hæntede eksempler med steder fra skjaldepoesien, til hvilken han viser et udstrakt kendskab; jfr. nedenfor; uagtet han altid griber fejl i sine sproglige forklaringer, er det dog klart, at han har været i besiddelse af sans for sproglige fænomener, og hans afhandling frembyder flere forskellige ting af interesse.

Afhandlingen findes både i cod. Worm. og i AM 748 og 757, 4°, uden overskrift. I Worm. er der i k. 16 oversprunget et stykke; i 748 mangler et blad; i 757 er teksten omtrent som i 748, undt. for så vidt som sidste del af k. 3 (runestykket), af k. 4 (ligeledes), k. 10 helt mangler, foruden forklaringen af Barbarismus i k. 11, og hele k. 12- 16 (d. v. s. slutningen)13). Men B. M. Olsen har i sin indledning påvist, at disse stykker vilkårlig er udeladte.

Afhandlingen falder i to dele — i den AM'ske udgave kaldt Málfræðinnar grundvöllr (k. 1-9) og Málskruðsfræði (k. 10-16) — , hvoraf den første handler om lyd og bogstaver, deres arter og væsen, den sidste udelukkende om talefigurer og retorik. Den indbyrdes tilknytning mellem dem er kun ringe, men der er ingen grund til at mene, at de ikke fra først af skulde have hørt sammen.

Den første del bygger for en stor del på Priscian, der flere gange nævnes, men også andre kilder er nyttede; det er rimeligst at forklare forholdet så, at Olaf ikke har nyttet Priscian på første hånd, men et middelalderligt latinsk værk, der beroede på ham og anførte hans navn. Der gøres først rede for de enkelte lyd på en systematisk måde (k. 1); »legemlige lyd« beror enten på »livløse« eller »levende« ting; de »livløses« lyd deles atter i forskellige arter, hvorpå de levendes lyd behandles på samme måde. Men ind her i mellem skydes en bemærkning om musicam (lat. form) efter philosophi og om planeternes sang, celestis armonia, og Platos mening om disse. Dette stykke synes bestemt at være et senere indskud på grund af sin stil, de latinske former og den lærdom, som Olaf ellers ikke således søger at pynte sig med; derimod minder det levende om fortalen (prologen), hvorom mere nedenfor, samt om Worm.s indskud i prologen til Eddaen. Slutningen af stykket er desuden delvis en gentagelse af et sted lidt højere oppe. Kapitlet — hvis direkte kilde er ukendt, men som har et vist slægtskab med afhdl. II, beg. — slutter med at omtale den menneskelige stemme, og forf. er derved kommen til talens mindste bestanddel, staven (bogstavet ɔ: de enkelte artikulerede lyd k. 2): læren herom genfindes i latinske grammatiske skrifter. Atter her støder man på et lignende indskud som i k. 1, nemlig stykket fra 1. 14 s. 37 (B. M. Olsen) til kapitlets slutning. Her nævnes atter »philosophi« og deres »elementa« med en parallel mellem elementerne og bogstaverne. Her er forholdet endnu tydeligere, idet hvad her meddeles om staven og stavelser — hvortil forf. slet ikke er kommen — er en antecipation og gentagelse af, hvad der bagefter udførlig fremstilles, tildels knudret og utydelig fremsat; desuden findes der modsigelser mellem indholdet og den følgende fremstilling, ligesom de tekniske ord er forskellige. At pådutte Olaf dette stykke er tilvisse meningsløst. I k. 3 findes en sammenhængende lære om bogstaverne og deres navne; her er det, at de gamle runetegn (for vokalerne) og runenavne anvendes efter futharkens kendte ordning. Dette fortsættes i k. 4, der handler om stavens »figur« og »betydning« ɔ: udtale. Her er det, Olaf anfører »sin herre, Valdemars« sætning i runer, og her findes læren om tvelydenes tildels sammenskrevne form. Disse runestykker har B. M. Ólsen udførlig behandlet både i sin afhandling Runerne i den oldisl. litteratur og i udgaven af den 3. og 4. afhdl., og han er kommen til det resultat, at vi i den har rester af en gammel afhandling om runealfabetet af dettes forbedrer, Torodd med tilnavnet »runemesteren«. Denne sag må her behandles noget nærmere.

Om denne Torodd giver Jónssaga14) den efterretning, at da han, der var en udmærket tømrer, var i færd med at opføre kirken på Holar i biskop Jons tid, fik han lejlighed til at høre på latinundervisningen (grammatica), og han lærte så meget deraf, »at han blev den største idrætsmand i det studium (nám)«. Dernæst nævnes han i prologen (foran de 4 grt. afhdl.) således: »der skal nu vises eder den første alfabets-indretning (letrshátt), således skreven »efter« 16 bogstavers alfabetet i den danske tunge, således som Torodd runemester og Are præst den frode har sat det imod (som ækvivalent til) Latinernes alfabet, som mester Priscianus har sat«. At der i disse, forøvrigt lidet klare ord sigtes til de anførte runestykker synes, især ved bemærkningen om Priscian, at være utvivlsomt (B. M. Olsen)15). Indblandingen af Are beror ganske sikkert på en misforståelse hos den ukyndige forfatter. Der må lægges mærke til, at Torodd ikke her er nævnet som en forfatter til et skrift, men kun som en ordner af runealfabetet i forhold til det latinske. Om et til grund liggende skrift, som B. M. Olsen har antaget, kan der ikke være tale. Fremstilling og stil i de pågældende runestykker er fuldstændig stemmende med den øvrige afhandling (bortset fra de forannævnte indskud) og himmelvidt forskellig fra stil og sprog i Ares tid. Ikke et eneste ord røber en ældre eller en så gammel kilde. Kan man tillægge prologens ord nogen betydning overhovedet, og det er der dog endel der taler for, — ganske uden grund er dens forfatter næppe kommen til at nævne Torodd; Ares navn har han derimod hæntet fra den 1. afhdl. — , så kan man kun drage den slutning, at det runealfabet, Olaf har benyttet, er et, som Torodd har ordnet for at få det til at svare til det latinske, delvis også det islandske16) (jfr. foran s. 249). Den interesse, Olaf viser for de gamle runer, tyder på et fremmed ophav. Det er netop samværet med den runekyndige kong Valdemar, der har givet ham interesse derfor; i Danmark spillede de en ganske anden rolle end på Island i det 13. årh. Derfor kan Olaf dog have nyttet Torodds forbedrede runerække, og derpå tyder tvelydenes tilværelse deri. Men i litteraturhistorien kan Torodd ingen plads få17).

Man kunde måske rejse tvivl om, hvorvidt bægge runestykker var af en og samme forfatter. Der er dog næppe gyldig grund dertil. I det første gås der ud fra 16-rune-alfabetet, 5 vokaler (a, o, i, u, y), 5 hálfraddarstafir (r, n, s, m, l) og 5 dumbar (f, þ, k, t, b); forf. glemmer h, vistnok fordi han i tilslutning til »Priscian« betragter det som en aspiration. I det sidste stykke går forf. ud fra Valdemars-sætningen, og her er det først han får lejlighed til at omtale runetegnet for p osv., og i tilknytning hertil tvelydene ae, au, ei, ey, eo. Disse stykker er tilvisse ikke uinteressante, men så stor en betydning, man tidligere har villet tillægge dem, besidder de næppe.

I k. 5 — 8 behandles stavelser, hvorved forf. kommer ind på de i skjaldedigte forekommende harmonistavelser (hendingar), og er dermed kommen til det æmne, der i den sidste del spiller en overvejende rolle; også på andre punkter tages der sigte på norrøn poesi. Endelig fremstilles i k. 9 talens dele. -

Hele denne første del er, bortset fra indskuddene, ret logisk ordnet, men med forf.s originalitet er det i det hele lidet bevendt; forbindelsen af runestykkerne og det øvrige er lidet kunstnerisk. Den latinske aksentuation overføres på det islandske sprog, hvilket naturligvis fører til et urimeligt billede af dette. Dog er de her pågældende bemærkninger ikke uden sproghistorisk betydning.

Den anden del er ganske anderledes simpel og overskuelig. Den indledes med et kapitel om Donat og hans værk, der skulde have bestået af »to bøger«, hvoraf den ene betegnes som handlende om náttúru allra parta þeira er hafa þarf í réttu látinumáli ɔ: talens dele, altså netop svarende til vor afhandlings første del. Den anden bog handlede derimod om »talens fejl«. Da nu Olaf i den 1. del har nyttet Priscian, og ikke Donat, hvad man dog netop efter disse ord havde væntet — grunden hertil er forklaret af B. M. Olsen — , og da der her findes samme lærdomskram som i indskuddene i Snorra-Eddas prolog og »epilog« og en tildels ordret henvisning til prologen, forekommer det sandsynligst, at kapitlet er senere tillæg; at det mangler i 757 er ganske vist ikke noget bevis, men måske alligevel ikke uden betydning.

Herpå følger så en fremstilling af »Barbarismus« (k. 11), så »Solæcismus« med sine underafdelinger og hertil sig sluttende 12 andre fejl (k. 12-13); dernæst »Metaplasmus« med sine 14 arter (k. 14), »scema lexeos« med 17 (k. 15) og endelig »Tropus« med 13 arter (k. 16). Alle de enkelte arter forklares og oplyses ved skjaldeeksempler; den prosaiske tekst er i det hele kun en oversættelse af den latinske grundtekst; lejlighedsvis indskyder Olaf islandske benævnelser på talefigurer. De vers, Olaf anfører, hører til 34 navngivne skjalde18), men mange steder anføres vers uden digternavn, som næppe hidrører fra Olaf selv; fremdeles anføres vers af Heidreksgåderne, Hafliðamál, Bjúgar visur, Kúgadrápa og endelig af Grímnismal, for ikke at tale om et citat af et latinsk digt om Thomas Becket og af Ovid.

Anvendelsen af disse islandske skjaldesteder og de pågældende sproglige foreteelser er, som bemærket, afpassede efter de latinske mønstre uden nogen forståelse af det islandske sprogs historie (jfr. foran s. 913). Så ensartede ting som sammentrækningerne þars, vask, hvés anvendes som eksempler på sincopa, sineresis, sinalimphe. Bortset herfra kan man ikke frakende Olaf skarpsindighed i valget af sine skjaldesteder. For os ligger hovedbetydningen deri, at Olaf ved sin fremgangsmåde har bevaret så mange vigtige skjaldevers, der sikkert ellers vilde være tabte.

Olafs sprog bærer stærkt præg af de latinske originaler, hvorom der i det hele kan henvises til B. M. Olsens udgave19). De latinske ord er mer eller mindre bogstavret oversatte; derved er fremkommet sådanne ord som lifligr, hræriligr, framflutning; Olaf skyr ikke ligefremme latinske ord som figúra, formera, pontaðr, nóti. Sin original har han overhovedet forstået og gengivet rigtig. Når Olaf har skrevet sin afhandling, kan ikke afgøres bestemt, men det er sandsynligst, at den stammer fra hans første undervisningsår, altså fra tiden omkring 1250.



Noter:
1) Efter afhandlingen står der i AM 748: »her er den del af bogen sluttet, som Olaf Tordssøn har sat sammen«, Sn. E. II, 427. I den 4. grt. afhdl. hentydes der et par gange til ham som forfatteren (k. 9. 11).
2) Jfr. Sturl. I, 48 jfr. 386.
3) Sturl. I, 487.
4) Sst. I, 492.
5) Sst. I, 396-98.
6) Hák. Hák. Fms. IX, 436. 453 osv.; Isl. ann. 130. 188.
7) Fms. XI, 396; jfr. Sturl. II, 143.
8) Sturl. II, 104; Isl. ann. (enstemmig); Safn I, 30-31, jfr. 31-32.
9) Sturl. II, 135 med anm.; Isl. ann.
10) Sturl. II, 150-1, jfr. 176.
11) Sturl. II, 159-64.
12) Sturl. II, 263.
13) Jfr. Isl. grtik i middelald. II, s. LVI.
14) Bisk. I, 163. 235.
15) Udtrykket »den første« betyder »den ældste«, og går sikkert ikke på alfabetet i den 1. afhdl.
16) Jfr. G. Storms anmældelse af Runerne osv. Arkiv II.
17) Hvad selve fortalen angår, er den, som anerkendt af alle, et forvirret og dunkelt produkt, der ganske sikkert ikke hidrører fra Olaf, men som dog tager særlig sigte på hans afhdl. Her findes former som orðograffiam, hentydninger til Snorra Edda og dennes udvidede fortale (ɔ: cod. Worm.); her som der findes et vb. som undirstanda. Heraf kan kun sluttes, at denne fortale er skreven af den 4 grt. afhdl.s samler, der mulig var forfatter til den 4. afhdl. (B. M. Olsen), og det er tillige ham, der er mester for indskuddene i Olafs afhdl. Hele fortalen er af en og samme mand (G. Storm), og det er et fejlsyn at tale om bratte overgange fra et stykke i den til det andet. Heraf forklares lighederne mellem fortalen og Olafs afhdl. i dens nuværende form. Derimod er der ingen parallel mellem den og k. 6.
18) Starkaðr (!), Brage, Auðun, Egill (6 g.), Glúmr (2 g.), Eyvindr (2 g.), Kormákr, Holmgöngu-Berse (»Björn« ved en sammenblanding), Þorleifr, Hárekr i þjóttu, Eilifr Guðr., Hallfreðr (2 g.), Þorðr Kolb., Sigvatr (4 g.), Þormódr, Arnórr (4 g.), Þjóðólfr (3 el. 4 g.), Sneglu-Halle, Markús (2 g.), Skraut-Oddr (2 g.), Haldórr skvaldre, Guðbrandr í Svölu(m), Guðlaugr, Hallar Steinn, Ormr Steinþórsson, Leiðólfr, Sveinn (2 g.), Einarr Skúlason (3 g.), Nikulás, Máne, Kolbeinn, Snorre (en halv snes gange), Oláfr Leggsson og endelig Oláfr selv — altså skjalde fra alle tider, og både norske og islandske. 19) At Olaf har kendt Snorres Edda fremgår af, at han i k. 16 hentyder til k. 1 af Skáldskaparmál og anfører herfra et halvvers af Eyvindr.