FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sprogvidensk. 4. grt. afhdl. m.m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
4. afsnit. Sprogvidenskab, grammatik, retorik


Den fjerde grammatiske afhandling med mere


Den 4. grammatiske afhandling findes i Worm. som en umiddelbar fortsættelse af den 3. og uden overskrift. Æmnet er også det samme. En lang række talefigurer fremføres her og forklares på samme måde og efter samme mønster; til Olafs afhdl. hentydes der flere gange. Forfatteren anfører vers af nogle ældre skjalde1) men hovedmassen af de anførte vers (henved 50) er anonym; B. M. Olsen mener, at de er af forfatteren selv, hvilket dog vistnok er meget tvivlsomt, især på grund af det sprog, som de fleste af dem fremviser. Nogle af dem er dog samtidige med ham. Forf.s kilder er helt igennem afsnittet de figuris grammaticis i Alexander de Villa Dei's Doktrinale, men han tilføjer ikke så lidt af sig selv i bemærkningerne til de enkelte vers; han viser sig deri som en snakkesalig gejstlig med hang til udlægninger og forklaringer, hvilket stemmer med de lærde helgensagabearbejdelser ved 1300 og derefter. Men forf. er ingen helt uvidende mand; han kender endel til skjaldepoesi, var måske selv en skjald, men han viser forkærlighed for gejstlige digte, ligesom han i det hele langt mere tager sigte på selve skjaldedigtningen end Olaf selv. Hvem forf. var, vides ikke. Svb. Egilsson og flere har antaget, at han har skrevet omkr. 1350 eller efter 1340-42 (B. M. Olsen), dette fordi der i et par vers skulde være sigtet til islandske forhold, uro og ufred, ved den tid. Men opfattelsen heraf er langt fra sikker. I en gejstlig mund kunde de udtryk passe på et hvilket som helst tidspunkt. Mere har det at sige, at der hentydes til Skalholt kirkes brand 1309, samt at et af versene nævner eller antyder Magnus lagabøter, Erik og »hans broder« ɔ: Hakon (konge 1299-1319). Udtrykkene synes at tyde på, at verset er digtet i Hakons tid, og afhdl. er ikke yngre end fra den anden tier af det 14. årh. Det er nu rimeligvis netop denne forfatter2), der har samlet alle 4 afhandlinger og skrevet prologen; mulig er han også den, som udvidede fortalen til Snorres Edda og var mand for »epilogen«; der er her den samme sprogtone, brug af latinske endelser osv.


Hvad andre grammatiske ting angår, er der ikke synderlig meget at nævne. AM 748 (Sn. E. II, 397; Den 3. og 4. grt. afhdl. s. 159) begynder nu med slutningen af en afhandling, der synes at have været af en lignende art som den sidste del af Olafs afhandling, men mere islandsk-national, idet den synes at have indeholdt en liste over islandske tekniske udtryk (garðr, snyrða, skarbrot er de tilbageblevne), oplyste ved skjaldeeksempler (af Guðbrandr i Svölu, Einarr, Oláfr Leggsson), ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel har den ikke været. Det er skade, at der ikke haves mere af den.

I samme hdskr. — ligeledes i AM 757 — findes efter de grammatiske afhandlinger et stykke, Müllenhoff har kaldt »den lille skalda« (Sn. E. II, 428 — 31. 511 — 14). Det er en sammenfattende fortegnelse over skjaldeomskrivninger uden systematisk orden; hertil knyttes navne på genstande m. m. vedrørende Fenrisulven. Alt dette viser samlerens interesse for gamle ord, der yderligere fremtræder i opregningen af navne, vedrørende Hel, og især i den mærkelige lille samling af gamle og forældede ord med angivelse af deres betydning, over linjen, hvormed 748 slutter (udg. s. 494). Her gælder det rent personlige interesser, der i øvrigt også viser sig i samlingen af þulur, både den ældre og den yngre række, samt de i slutningen af Skáldskaparmál optegnede enkeltord (k. 66 osv.). Overhovedet var de filologisk-antikvariske interesser på Island meget stærke i det 13. årh. Hertil slutter sig den omarbejdelse af det sidste afsnit af Skáldsk., hvoraf der findes brudstykker i Worm. og Laufásedda (udg. s. 495 — 500. 628 — 34) fra begyndelsen af det 14. årh.3).


Af leksikalske ting er, foruden det anførte, de latinsk-islandske gloser at nævne, der findes i AM 249 I fol., udg. i Småstykker 78 — 99, og i 1812, 4°, gml. kgl. saml. (oprindelig sammenhørende), udg. i Zeitschr. f. deut. Philol. IX (1878) og i Äldsta delen osv. s. 41 — 44. Gloserne er skrevne omkr. 1200 af samme mand. De har betydelig interesse i sproglig henseende; det er tillige morsomt at se nogle af de islandske oversættelser som patera blips(c)ǫl ɔ: bliðskál; jfr. Snorres Háttat. 87. Der findes her ordbetydninger, der ellers er ukendte, som úfr (bubo) osv. Der findes egenlig ingen logisk ordning eller rækkefølge af gloserne, undtagen for så vidt som nærbeslægtede ord gærne stilles sammen; undertiden synes lighed i ordenes ydre form at have været bestemmende. Sådanne glose-samlinger var sikkert rent private og bestemte til eget brug.


Endelig er der et lille brudstykke, et blad fra 14. årh. (AM 921, 4°; aftrykt i Den 3. og 4. grt. afh. s. 156—58), af en latinsk grammatik med oversættelse af de enkelte former. Det bevarede går fra »amabit hann skal elska« gennem imperativ, optativ til 3. person i »præterito plusquamperfecto á liðnum tima ok framarr en fullloknum«. Denne lille rest giver et morsomt indblik i indretningen af de oldislandske grammatiker, naturligvis efter fremmede mønstre; jfr. udgiverens bemærkninger.



Noter:
1) Brage, Þorleifr, Þorleifr skúma, Eiríkr viðsjá, Arnórr, Eilífr kúlnasveinn, Einarr Skúlason, Snorre (3 g.), Oláfr, samt en Nikulásdrápa.
2) Når B. M. Olsen i tilslutning til Svb. Egilsson antager som sandsynligt, at forf. er Bergr Sokkason, kan dette meget vel stemme med den antagelse, at afhdl. er skreven 1310-20, da Bergr nævnes som prior allerede 1322. Men man må i dette tilfælde som ellers helst se bort fra at udpege en bestemt forfatter, da grundlaget derfor er så usikkert, som det i virkeligheden er.
3) Som kuriosum mindes om det latinske vers i drotkvædet versemål, der findes i AM 732 b, udg. i Småstykker og Skjaldedigtn. II, 496.