FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Vatsdælasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
3. Den nordlandske gruppe
Vatsdælasaga
Sagaen findes egenlig kun i ét hdskr., nemlig den såkaldte Vatshyrna, der dog kun haves i papirsafskrifter; den bedste er AM 559, 4°. Desuden haves et blad af en membran fra 15. årh., 445b, 4°. Dette forhold vanskeliggør i høj grad den eksakte undersøgelse af sagaen og bedømmelsen af dens beskaffenhed. Kun ét er sikkert, at sproget er i visse henseender meget ungt; der findes f. ex. udtryk som kumpánar (14,5), reyfarar (i alliteration med ránsmenn 14,14), á allan máta (!, 15 30, jfr. mátuligr 5,18)- Alt sligt er nu ganske betydningsløst; det siger sig selv, at det ikke kan stamme fra den oprindelige forfatter. Sagaen er udgiven af G. Vigfússon i Fornsögur 1860.
Vatsdælas. er den af de isl. slægtsagaer, der omspænder de fleste slægtled i lige nedstigende linje. Den begynder med Ketill raumr, der »bode på den gård, der hedder Romsdal i det nordlige Norge«. Hans søn er Torstein, hovedpersonen i de første 7 kapp. Denne opfører sig ikke rigtig efter faderens hoved; han er ham for uvirksom og blødagtig. Torstein tåler til slutning ikke hans bebrejdelser og dræber stimanden Jökull, der har huseret i skoven »mellem Romsdalen og Jæmtland«, eller som det også hedder mellem Romsdalen og »Uppland«1). Den døende Jökull er ædel, giver sin banemand liv - han havde kunnet dræbe ham - og råder ham til at begive sig til hans fader, jarlen Ingimund i Götland og ægte hans søster; dette sker, hvorpå Torstein kommer til at bo på sin fædrenegård. Af hans børn er Ingimundr det vigtigste; han bliver nu hovedpersonen (kap. 7—23). Der fortælles om hans ungdoms krigstog sammen med et par venner. Han er en næsten enestående Nordmand i sagaerne, for så vidt som han slutter sig til kong Harald og vinder dennes yndest. En vølve spår ham, at han skal bosætte sig i et nylig fundet land (Island); han drager mod sin vilje derhen og nedsætter sig i Vatsdalen; her bliver hans slægt, »Vatsdølerne«, den fornemste og rådende. Der fortælles i øvrigt ikke herefter meget om Ingimundr; det hedder om ham, som om Egill, at han ikke deltog i tingstridigheder, ti han var lidet stridbar og venlig mod alle. Og dog skulde han få en underlig skæbne, idet den slette, troldkyndige Hrolleifr og hans moder, den endnu slettere Ljot, kom til at gribe forstyrrende ind i Vatsdals-idyllen. Ingimundr viste sig også venlig mod disse to og gav dem en gård at bo på, efter at de var fordrevne fra deres første hjem. Ingimunds sønner var nu voksne, og med dem kom Hrolleifr i strid angående fangsten i elven. Dette førte til, at engang, da Ingimundr, forat mægle mellem dem, red ned til floden, Hrolleifr gennemborede ham med et spyd, om af vanvare eller ej, er ikke klart.
Det 3. hovedafsnit handler om Ingimunds-sønnerne, blandt hvilke Torstein og Jökull er de mest fremragende (kap. 24-38). Efter at have hævnet faderen og dræbt Hrolleifr og Ljot, tiltræder de arven. Mærkeligt nok får den kloge Torstein ikke godordet, men faderens hovedgård som sin arvelod. Hidtil er sagaen et velordnet logisk hele, hvis begivenheder hænger nøje sammen. Resten af dette afsnit består af enkelthandlinger, der ikke står i en organisk sammenhæng indbyrdes, nemlig udryddelsen af ugærningsmænd og troldmænd, deriblandt en Torolf sleggja, der forsvarer sig på sin gård ved hjælp af mange arrige katte. Fremdeles fortælles der om brødrenes, særlig Jökuls, strid med Finnboge den stærke; her findes interessante enkeltheder som jarðarmen, tvekamp, nidstang m. m. Afsnittet ender med at forberede de to sidste afsnit, hvoraf det næstsidste (kap. 39-41) handler om Torsteins sønner, Guðbrandr og den skønne Ingolf, »hvem alle Vatsdalsmøerne ønskede til ægtemand«, og om hvis kærlighed til Hallfreds søster, Valgerd, der fortælles så smukt (kap. 38); bægge brødrene døde under tragiske omstændigheder. I kap. 38 var allerede blevet fortalt om Ingimunds dattersøns søns fødsel; barnet blev sat ud, men fandtes og beholdt livet; det blev senere den berømte Torkel krafla, der nu bliver sagaens hovedperson (kap. 42-7). Torkel anerkendes endelig af sin fader Torgrim, der blev gode ved Torkels hjælp. Torkel bliver gode efter sin fader, indvikles i et par stridigheder; hans forhold til kristendommen og dens forkyndelse ved biskop Fridrik omtales; Torkel lader sig døbe. Sagaen slutter med at omtale en strid (k. 47), som kun lidt vedkommer sagaen som sådan; Torkel optræder her kun som en mægler og fredstifter, hvorpå hans død omtales; »han beredte sig meget kristelig til døden, som det sømmede sig ham, ti han var en meget kristelig mand og røgtede sin tro godt«.
Som Bååth i sine Studier træffende har påvist, er der måske næppe nogen saga, der bestemtere og mere konsekvent udvikler, hvorledes det er skæbnen og en nedarvet lykke, der hersker og råder i sagaens hovedslægt. Alle vegne fremhæves dette dels ved direkte udtalelser, dels ved de enkelte personers spådomme eller ytringer om hovedpersonerne. Denne dobbelt-tvundne tråd - skæbnen og lykken - slynger sig om alle Torsteins og Ingimunds handlinger og hele færd. Noget egenligt skår i lykken for den sidstnævntes vedkommende behøver man ikke med Bååth at antage, fordi han i sin høje alderdom kommer af dage på en så ulykkelig måde. Noget vendepunkt for slægten indtræder ikke derved. Skønt sagaen falder i de ovenfor omtalte afsnit, kan man dog sige, at hele sagaen er et velordnet hele2), uagtet begivenhederne ikke således gror op af hinanden som i flere andre; den kan i så henseende sidestilles med Eyrbyggja. Vi har med indbyrdes uafhængige episoder at gøre i Ingimundssønnernes liv, men alle tjæner de til at vise slægtens storhed, dygtighed og lykke, dens virksomhed for deres bygdelags bedste. Kun det sidste kapitel er noget mistænkeligt; det er for det meste vistnok et senere tillæg; det mangler i to håndskrifter og er, som sagt, sagaen meget lidet vedkommende. For sagaen i dens helhed er fremdeles karakteristisk, at dens hovedbestanddel (til Ingimunds død c. 935, de 23 første kapitler) falder før den isl. fristats egenlige oprettelse, medens den anden hoveddel (kap. 24-38) foregår ved midten af det 10. årh. Den mindste del af sagaen foregår i årh.s slutning. Torkel krafla er født c. 960 og dør 1013. For så vidt er Vatsdæla i indhold ældre end de fleste andre. Heraf kunde man måske tro, at dens fremstilling mulig var mindre pålidelig, da dens indhold må have levet i flere slægtled end ellers. At det er traditionen, der er forf.s hovedkilde, er sikkert nok; sagaen er næsten helt blottet for vers.
Traditionen nævnes kun sjælden udtrykkelig (s. 78). Men at den skimtes eller må forudsættes, er klart. Alt hvad der fortælles om Torstein, Jökull og Ingimundr beror derpå; det er ikke en senere lavet digtning. Et gammelt arvegods i traditionen er således den interessante allittererende sætning (s. 39): esat vinum líft Ingimundar (jfr. Auds rimede tilsvar i Laxdæla). Dertil hører også den mærkelige beretning om Finnernes trolddomskunster med det mærkelige navn: semsveinar (s. 22), vølvens optræden osv.
Desuden findes der henvisninger til »mange sagaer«, hvor Hafsfjordslaget skulde være omtalt (s. 16); hvis dette har noget på sig, kan derved menes ældre sagaværker om norske konger, men teksten i Vatsdæla er ikke at stole på m.h.t. den slags bemærkninger; således er bemærkningen om Harald hårfagres tilnavne (»som snart kaldtes Dofrefostre eller lufa«) en yngre afskrivers lærdom; tilnavnet »Dofrefostre« eksisterede nemlig ikke før ved 1300 på Island3). Dernæst henvises til »Orknøjarlernes liv« (ævi, 17,32): dette er en velbekendt kilde, ældre end Snorre; denne saga (Jarlasaga) er også ganske rigtig benyttet i sagaen, der altså er yngre end den, forudsat at det pågældende stykke ikke er en interpolation i vor nuværende tekst. Endelig henvises der til en »saga om Hallfred« (s. 75); se herom ovf. s. 476.
Hvad k. 8 og begyndelsen af k. 9 angår, synes de, for så vidt de angår Hafsfjordslaget, at kunne være hæntede fra en kongesaga; der findes verbale overensstemmelser mellem sagaen her og f. ex. Upphaf rikis Har. hårf.; en fælles kilde ligger her til grund. Men forf. - eller mulig en senere bearbejder - har selv tilføjet alt, hvad der fortælles om Sæmundr, Ingimunds fælle; for en senere bearbejder taler en uklassisk allitteration og uklassiske udtryk4), og vanskelig kan man tro, at den oprindelige forf. har ladet Harald hårfagre allerede før slaget ved Hafrsfjord (s. 17,5) have hørt, at Sæmundr sejlede hjem: det var nemlig ligefrem en umulighed5). Mærkeligt er det, at Kjötvi enn auðgi i sagaen kaldes Ásbjörn kjötvi.
Hvad dernæst forholdet mellem sagaen og Ldn. angår, er der - bortset fra et uddrag i Melabók, der findes i udg. s. 180-3 - ofte verbale overensstemmelser, men også vigtige uoverensstemmelser, der gør det sikkert, at det ikke er sagaen, der har benyttet Ldn.; det omvendte er derimod ret sandsynligt6). Gennemgår man de enkelte paralleler, er det nemlig klart, at Ldn.s fremstilling er et uddrag, og da af den oprindelige saga. Men det fremgår tillige, at sagaen ikke foreligger i sin oprindelige tekst. Således tales der (s. 33) om en Ljótr som en ledsager af Hrolleifr. I Ldn. kaldes han derimod en »mostersøn« af Hrolleifr. At dette eller noget lignende har stået i den oprindelige tekst af sagaen, fremgår af, at det eksisterende brudstykke af en anden membran (se ovf.), der dog ellers temlig ordret stemmer med Vatshyrna, kalder ham »Hrolleifs frænde« (s. 162). Men utvivlsomt bliver forholdet ved, at der i Ldn. pludselig (s. 179) nævnes en Geirmundr, der ikke før er nævnet dér, men som i sagaen er velbekendt.
Hvad der i sagaen findes om Ingimunds-sønnerne og Finnboge den ramme, findes også, men tildels helt anderledes, fremstillet i Finnbogasaga (jfr. Gerings udg. s. XXXVI— VII), men dette har for os ingen betydning, da den sidst nævnte saga er meget ung og for det meste helt opdigtet.
I k. 46 fortælles om biskop Fridrik og de to bersærker, samt om Torkel kraflas dåb; det samme genfindes i Kristnis. og i Ólafs saga (Fornm.s. I, her vistnok taget af Gunnlaugs Olafssaga), men om nogen gensidig benyttelse er der ikke tale7). Hovedbegivenheden er den samme og den fortælles nogenlunde ens, men enkelthederne er ikke lidt afvigende.
Alt i alt må hovedbegivenhederne vistnok siges at være rigtig opfattede og overleverede; de indeholder intet urimeligt, med undtagelse af den ovf. nævnede fortælling om manden med kattene, der rimeligvis kun er et gammelt folkesagn. Hvad der derimod ikke er historisk rigtigt, er fremstillingen af Torkel kraflas liv, særlig den første del deraf. Men her foreligger nærmest en kronologisk fejltagelse. Ellers er sagaen temlig let at forene med almindelig tidsregning. Efter G. Vigfússons sandsynlige antagelse dør Ingimundr den gamle c. 935, hans søn Torstein c. 975. Ifølge sagaen skal nu Torkel have været 12 år gammel c. 988, da Ingolf d. fagre døde, og han skal være død 12 år efter sin fader. Torkel skulde som følge heraf være født omtrent samtidig med Torsteins død, men dette er ganske umuligt, eftersom Torkel ifølge samme saga allerede er godordsmand, da biskop Fridrik (k. 46) kommer til Island. Torkel er altså langt ældre end sagaen vil. Hans fader er en dattersøn af Ingimundr, men han behøver dog ikke at være født før c. 960, c. 972 vilde han være 12 år. Her er der altså fejl m.h.t. tidsregningen, men som dog ikke kan siges at indvirke på rigtigheden af begivenhedernes gang.
Tiltrods for, at kompositionen i det hele er god, findes der mindre fejl og unøjagtigheder, der dog vistnok tildels stammer fra interpolationer og redaktørers virksomhed. Flere af disse fejl er sådanne, at de umulig kan tænkes at hidrøre fra den oprindelige forf.8). Sproget i sagaen bærer yngre præg; der findes atter og atter yngre ord, der kun kan stamme fra afskrivere i det 14. årh. (foruden de ovennævnte, einvöldugr, skelmir, skældsord som bikkjan osv.). Også derved er sproget yngre, at det viser en vis uklassisk retorisk farve; der findes tilbøjelighed for alliterationer (hætta ok hörð einvígi, frami ok fagrligir penningar osv.) og en stærk brug af adjektiver, retorik i samtaler, beregnede modsætninger og ræsonnementer (se f.ex. 6,26; 10-11; 5,19; 9,31-2; l0,25f.; 13,16-17; 6,2ff. osv.). ja en rent lærd latinsk brug af part. præs. (aflandi svá fjár 4,23, jfr. mestrar nátturu 76) - alt dette er som i sagaprodukter fra 14. årh. Senere opfattelse og tænkemåde gør sig også gældende i et så aldeles usagamæssigt udtryk som »gode folks børns sæd« (s. 35,11); i brudst. står »mægtige mænds børn«, og det er straks noget andet. Også den umulige sproglige sammenstilling marr er mannsfylgja (68,3), hvor der foreligger en sammenblanding af marr og mara(!), peger til samme sene tider. Betegnende er det, hver gang Ingimundr giver et sted dets navn, holder han en lille tale (s. 25-6); i den oprindelige tekst har der blot stået en kort historisk fremstilling. Samtaler er hyppige og ofte rent urimelige.
Af alt dette er klart, hvorledes forholdet virkelig er. Teksten er stærkt omarbejdet, og vistnok ikke alene i en rent stilistisk henseende. Det vilde således være forkert at bedømme den oprindelige saga efter den dårlige forfatning, den nu er i. Sagaens tilblivelse ligger sikkert langt tilbage i tiden, og længere tilbage end ved midten af det 13. årh., eftersom den er benyttet i Ldn.s ældste tekst. Og jeg tvivler ikke om, at den stammer fra den gamle klassiske sagaskrivnings tid (c. 1200).
At udfinde den oprindelige forf.s interesser og egen fremstilling er vanskeligt, ja tildels vistnok umuligt. Der findes atter og atter henvisninger til og antydninger af, hvad der var skik og ret i gamle dage, ganske som i andre troværdige sagaer9). En god del heraf kan vel med rette antages at stamme fra forf. selv, der da sikkert har været i besiddelse af gode kundskaber og god historisk sans. Derimod røber oplysningen s. 9,15 (en jarl, der er »på jagt ifølge mægtige mænds skik«) tydelig sin efterklassiske oprindelse under påvirkning fra de yngre riddersagaer. Andre oplysninger drejer sig om tilstande i Norge før Haralds eneherredømme, begravelsesskikke, landnamsskikke, sejd, våbenbæring i templet, jordmensristen, trolddom, hvoraf der findes mere end i de fleste andre sagaer, hestnid m. m. - hvilket alt sammen synes at bære tilforladelighedens præg. Næppe er det forf.s fejl, når det (s. 27,5) hedder, at »da blev lov og landsret fastsat«, ɔ: før c. 930, eller når det om Ingimundr hedder, at han skaffer sig »godord og forstanderskab« (28,9-10), eller når en troldkyndig person siges at have »talt irsk« (!, s. 78, hvis teksten er rigtig her) - alt dette er en yngre bearbejders uvidenhedsbemærkninger, der godt lader sig forklare fra det 14. årh.s standpunkt. Sagaen må siges at stamme fra en gejstlig (-religiøs) forf.; skønt ikke alt, hvad den i så henseende indeholder, er ægte, er sagen dog næppe tvivlsom10). Så stærk som f. ex. i Harðarsaga er omarbejdelsen ikke, men jeg tager næppe fejl ved at antage, at den er godt på vej dertil.
At forf. er fra Vatsdalen eller nærliggende egne, er på grund af sagaens kendskab til de lokale forhold utvivlsomt. Man kommer til at tænke på det nærliggende Tingørekloster, skønt intet fører derhen med nogen absolut sikkerhed.
Skildringen af sagaens personer er i det hele god. De enkelte medlemmer af hovedslægten træder klart frem, hver med sin individuelle karakter, og de optræder konsekvent. Særlig tiltalende er den gamle Ingimundr, en rolig og besindig mand, der tålmodig finder sig i sin uafvendelige skæbne. Hans søn, Torstein, ligner ham i meget, i retsind og besindighed. Derimod er Jökull en modsætning hertil; han er vild og ubændig og altid utålmodig, men dog så, at han ikke er en af dem, der uden videre begår en ugærning, hvad enten der er grund dertil eller ej. Han har noget af sin frænde, den ædle røver Jökuls natur i sig. Slægtstoltheden har i ham sin årvågne og hidsige forsvarer. Udmærket skildret er Ingolf den fagre, der aldrig fornægtede sin erotiske natur, som befalede, at han skulde begraves ved alfarvej, - ”ti så vilde Vatsdalspigerne bedre huske ham”. Der er fremdeles den veltrufne skurk Hrolleifr, der intet ondt lader ugjort, en lav kvindeforfører, som bliver sin velgørers banemand osv. Men han får endelig sin straf. Kvinderne spiller i denne saga så godt som ingen rolle: kvindekarakter fremtræder ikke. Man mærker intet til »Vatsdalspigerne«, undt. ganske indirekte og i forbigående.
Noter:
1) Dette er sikkert fejl for »Opdal«. Det er Opdalsskoven, der er på vejen mellem Romsdalen og Jæmtland.
2) Når G. Vigfússon har ment, at k. 28—47 er et yngre tillæg, er dette urigtigt, se Bååth: Studier s. 39.
3)Jfr. Arkiv f. nord, filol. XV. I den oprindelige tekst har der kun stået Haraldr lufa.
4) Grimmlig grjótflaug; sem mörgum er kunnigt ok fullfrægt er orðit.
5) Jfr. Gjensing, Kongesag. fremvext I, 46.
6) Overensstemmende med Ldn. er Ketils slægt (Ldn. 173); det følgende i Ldn. er åbenbart uddrag af sagaen. Vølven kaldes her Heiðr, men har i sagaen intet navn; dette er uden betydning. Når det om Sæmundr i Ldn. hedder, at han var syderøsk, medens han i sagaen kaldes »sognsk af herkomst«, behøver der ikke at være nogen modsigelse her tilstede, da sagaen jo kender hans krigstog i vesten.
7) Jfr. Brenner: Ueber die Kristnis. s. 36—7.
8) Grímr Inqjaldsson er urigtigt f. Þórisson; Þóris hjemstavn Hefni er ikke på Hálogaland, men på Nordmøre. På en fejllæsning beror det sikkert når Hvate og Asmundr (s. 24) kaldes Ingemunds trælle (Ldn. »venner«), medens det er de straks efter følgende personer, der er trælle; dette fremgår af det følgende i sagaen selv (s. 28), hvor Asmundr og Hvate (her Hrúte!) siges at have bot på særlige gårde (jfr. 1.16, hvor Hvate antydes som en fri mand). S. 30,11 nævnes en Tororm, der ikke før er nævnet; det er åbenbart den, der senere nævnes (s. 35); jfr. Bååth s. 33. S. 44,7 nævnes en mand, »som før er nævnet«. Dette er ikke tilfældet. S. 55 indføres Faxabrandr uden videre, ligeledes Torkel silfre s. 67. Nereiðr, Torkel kraflas moder, nævnes uden redegørelse, men af et senere sted erfarer vi hendes slægtforbindelse. Engang nævner Jökull Torstein »gode«, hvad han vistnok aldrig var, eller da i hvert fald først sent.
9) S. 3,4; 4,21; 13,23; 18,29; 19,10; 21,12; 29,30-31; 39,1; 41,19; 53,13; 50,9-10 (bersærkergang), 56, 67 (godords lov) osv.
10) Jfr. s. 8; 38,29; 59-60; 76-7.
