Formlære - III. Pronominer (Grammatik for det islandske oldsprog)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925

C. Formlære
III. Pronominer

   62. Personlige (jfr. § 5 l).

1. pers. sg.       dual. acc. dat.   plur. acc. dat.   pers.

ek mik mér mín vit okkr okkar vér oss vár hann hann hǫnum, honum hans

2. pers. sg.       dual. acc. dat.   plur. acc. dat.

þú þik þér þín it, þit ykkr ykkar ér, þér yðr yðvar, yðar hǫn, hón, hon hána, hana henni hennar.

   a. i. person, ek beror på urn. eka, mik på rne-ke (jfr. gr. έμε-γε). Norsk mek (þek, sek) er omdannet efter dat. (mér osv.). Dat, mér står for mĕʀ (af mis = got, § 19 d). mín hører sammen med pron. poss. vit hører sammen med vér. okkr skulde, jfr. got. ugkis, egl. bedde ykr, men er omdannet efter okkar (= got. ugkara). vér er opstået af et wei, wī + den sædvanlige nom.-endelse ʀ (vír findes engang hos Sigvatr, men er her måske en svenskhed). Acc. oss beror på uns (= got.); dette skulde egl. blive ós; dat. lød oprll. unsiʀ (jfr. got. unsis), der egl. skulde blive ǿss, en form. der også findes i de ældste hds.: ved ubetonethed blev den øss; ved gensidig påvirkning mellem acc. og dat. opstod formen oss, der blev den almindelige.
   b. ek kunde sammentrækkes med verbet (sék). mik og mér kunde også föjes til verbale former (berjumk, erum f. erumʀ).
   c. For vit, vér findes i norsk mit, mér, med m fra verbets 1. person, hvorved v fortrængtes.
   d. 2. person, þik er den oprl. form (f. þeke), hvorimod it er yngre omdannelse af oprl. jut (efter vit). I þit er þ kommet fra verbet (komið it blev komi-ðit. -þit). ykkr, ykkar (f. ykkvar, efter okkar) beror på grundf. inkru-, der skulde have udviklet sig til (ekkru-)-økkv-, men som blev ykku- efter yðu-, ér er omdannet af oprl. juʀ (got. jus) efter vér, þér er opstået på samme måde som þit, yðr, yðvar beror på iʀv- (got. izruis, izruara), ʀ dissimileredes til ð og i fik v-omlyd.
   e. þú kan föjes til 2. pers. af verber; det blev da til -ðu, -du, -tu eller -u (vokalen i reglen forkortet).
   f. 3. person, I hann - hvis oprindelse er meget omtvistet -, er rodvokalen oprl. lang, hann af hānaʀ, hǭ n af hānu; den forkortedes meget tidlig foran lang konsonant og foran to: hann, hans, hennar (af hāniʀōʀ); hána findes endnu i 12. årh., men forkortedes også til hana, ligesom hǭ n blev hǫn og hon, hǭ num, hǫnum, honum. Ntr. og pl. suppleres fra sá, sú, þat.
   63. Reflexivum.

acc. sik dat. sér gen. sín

| | |

i alle tal og kön

sik beror på se-ke. Det föjes til verbale former for at danne medium og forkortes da til sk.
   64. Possessive pronominer (jfr. § 51).
   a. De er: mínn, þínn, sínn; okkarr, várr; ykkarr, yð(v)arr. Praktisk talt kan de siges at være dannede af de personlige og det refleksive stedords genitiver. De böjes alle som adj., men har i acc. sg. masc. en sammentrukken form (på grund af forringet betoning i sætningen): mínn, þínn, sínn, okkarn, várn osv. Ntr. af de 3 første hedder mítt, þítt, sítt (§ 28 b). Foran lang konsonant forkortes i meget tidlig: mitt. þitt, sitt, minni osv. I okkarr, ykkarr falder r bort i ntr.: okkat, ykkat, men kan findes ved genindsættelse.
   b. Sammentrækning finder sted efter de almindelige regler (yðrum, yðrir osv.); efter disse former kan v falde bort, hvor det skulde stå yðarn, yðart).
   c. Várr har forskellige afvigende former. Foran u-endelser måtte vå blive vǭ og dette ó: órum, óru osv.; derfra kunde ó trænge sig ind i andre former, nom. órr, pl. órir osv. Da der imidlertid foreligger vidnesbyrd om. at ó her var nasaleret, må ór- også have en anden oprindelse, nemlig fra en grundform, som oplyses ved got: unsar-: dette blev unʀaʀ- og det igen unnʀ-unr-ór-. Ved siden deraf findes former med ss: oss-, dog kun hvor endelsen begynder med vokal (ossum, ossir osv.).
   65. Demonstrative pronominer (jfr. § 51).
   a. Disse er hovedsagelig: sá; sjá, þessi; hinn. Desuden regnes undertiden hertil nogle ord, der lige så godt kan regnes til adj.; de böjes ganske som disse; sjálfr, sumr, slíkr, þvílíkr.

sg.

sá þann þeim þess

sú þá þeiri þeirar

þat þat þí, því þess

pl.

þeir þá \

þær þær þeim þeira.

þau þau /

b. Her er to stammer som i got. Til got. sa, sō svarer sá, sú med vokalens forlængelse (§ 14 a). þat jfr. got. þat(a), lat. is-tud, þann (F. þan, § 24 b) jfr. got. þana, þeim (af en grundform toimi, en gammel instrumentalis) jfr. got. þamma, þí er en gammel lokativform (got. þei), der fra hví har fået v; det er i isl. den almindelige form; þí findes særlig i norsk og i moderne isl. udtale.
   I þeiri og þeirar er ei indkommet fra nom. pl. (og gen. pl.) istf. e (got. þiz-). þess svarer til got. þis. I nom. pl. masc. er r tilföjet efter subst, ligesom i adj.: þeir af þai, got. þai, grundf. toi (jfr. lat, is-tī). þær fem. er opstået af þāʀ (got. þōs), þau forklares på forskellig måde, dels som þa (got. þō) + u (som i barnu), dels som