Fortællingen om ærkebiskop Absalons grådighed
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om ærkebiskop Absalons grådighed
Af ágirnd Absalons erkibiskups ok af einum bónda
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2016
.JPG)
Det står skrevet, at der i Danmark — i en berømt by, der hedder Lund — sad en ærkebiskop ved navn Absalon; han var en bemærkelsesværdig og på mange måder meget driftig mand, men ganske pengebegærlig, hvilket vil fremgå af fortællingen. Han havde ved hjælp af sin fædrene arv stiftet og opført et benediktinerkloster med store indtægter og smukke bygninger.
Det skal dernæst fortælles, at der ved siden af kirken i Lund lå en særligt god mark, som havde meget stor værdi; den ene halvpart var ejet af kirken, den anden af en bonde, og de bedste afgrøder voksede dér. Biskoppen tilbød ofte bonden at købe dennes andel i ejendommen og sagde, at bonden ville være meget bedre tjent med pengene eller jorder, hvorfra han selv ejede hele udbyttet.
Hvert år plejede kirken og bonden at dele høsten efter mål og vægt, så det var begge parter til gavn eller skade, alt efter om det gav overskud eller tab. Biskoppen bød tit på jorden, og lige så tit afslog bonden at sælge og sagde, at ejendommen gennem lang tid havde tilhørt hans forfædre, og derfor ønskede han ikke at afstå den.
Ærkebiskoppen blev meget fortørnet, således som sagen stod, og en dag de taler sammen, siger han til bonden, at fra nu af vil den hellige kirke ikke have noget med ham at gøre, og i stedet skal marken på den-og-den dag deles, både hvad angår jorden og afgrøden. Dette glædede bonden, for han fandt at jordfællesskabet på flere måder var blevet noget anspændt.
Nu går tiden, indtil begge parter mødes til udstykning af marken; det var om sommeren, og ageren stod særligt smukt og indbydende for en begærlig mand. Ærkebiskoppen ville foretage udstykningen på den måde, at et tov blev trukket tværs over marken, og han tillod ingen anden end sig selv at holde i enden af tovet modsat bonden. Da nu marken havde en lavning mellem tovenderne, bugtede tovet sig på jorden, så det ikke var klart og tydeligt, hvordan retningen var tværs over marken. Ærkebiskoppen råbte da: »Stram op — bonde!« siger han. Det agter bonden at gøre, men da det — som man kan forestille sig — er nødvendigt med et ordentligt tag i sådan et tov, før det løfter sig, lægger bonden alle kræfter i og rykker hårdt i tovet, idet han antog, at der blev stemt godt imod i den anden ende.
Men det var ikke tilfældet, for ærkebiskoppen mister fodfæstet ved rykket og falder så uheldigt forover, at han rammer en jordfast sten, som befandt sig på marken foran ham, så han bløder; han rejser sig derpå op og smider tovet, idet han siger, at det kan være nok med den udstykning af marken, eftersom han med ond vilje er blevet vanæret, og man behøvede ikke drøfte sagen længe, for det kunne ikke være anderledes, end at bonden var faldet i pavens band for sin onde vilje og den skade, han havde forvoldt, og den samme band skulle lyses over ham i alle dele af landet, medmindre han overgav sig til den hellige kirkes dom og ærkebiskoppens afgørelse. Enden på sagen bliver, at bonden hellere vil bøje sig end at blive udstødt af det kristne fællesskab, for han erkendte overmagten, men forventede, at denne sag med tiden ville komme for en anden domstol, så han affinder sig med det. På den dag, som ærkebiskoppen forud har bestemt, modtager bonden dommen i sagen mellem ham og kirken, og det fremgår af kendelsen, at han skal afstå den halvpart, som han ejer i marken, til kirken, og ærkebiskoppen kalder dette en påmindelsesbod snarere end en dom for så stor en misgerning.
Bonden gjorde ikke meget væsen af sig, for nu stod det klart for ham, hvordan sagen hang sammen, men han bar dog sit tab tappert og udviste ærkebiskoppen samme lydighed, som det hidtil havde været tilfældet.
Nu går tiden, til denne bonde bliver dødeligt syg og tilkalder en beskikket klerk til at gøre det nødvendige og for at modtage den hellige kirkes sakramente, og han siger blandt andet til præsten: »Min herre!« siger han, »— jeg véd, at du er en rask og pålidelig mand, og jeg vil give dig den bedste hest, som du selv må vælge blandt dem, jeg ejer, og tilmed en tysk sadel og bidsel, hvis du, når jeg er død, vil give ærkebiskop Absalon min besked, som går ud på, at jeg stævner ham for den himmelske konges domstol, så han dér kan svare mig for marken og det i øvrigt, som hører derunder.« Præsten takkede ja til gaven — for den var god — men fandt vilkårene hårde. Ikke længe efter udåndede bonden og fik — såvidt man kunne se — en rolig død. Men præsten gør, som han har lovet, og opsøger hurtigt ærkebiskoppen og kommer til bispesædet, mens ærkebiskoppen sidder ved måltidet; han går ind i hallen og frem til højsædet og hilser op på ærkebiskoppen og siger derefter: »Den bonde (han nævnte ham ved navn) har nu forladt denne verden,« siger han, »— men han bad mig — herre! — om at overbringe dig den besked, at han stævnede dig for den himmelske konges højsæde, så du dér kunne svare ham for den gamle sag om marken.«
Men i det samme øjeblik præsten havde endt sin tale, sank ærkebiskoppen tilbage på puderne — død på stedet. Dette afstedkom en stor frygt i hele riget, som der siden skal blive fortalt om.
Men nu skal det først dreje sig om det føromtalte kloster; det gik sådan til den samme dag, som ærkebiskoppen pludselig var død, at man efter completorium[1] sent om aftenen, da brødrene agtede at gå til ro — og da havde de endnu ikke hørt om hans død — hørte en kvalfuld røst fra alterhjørnet, som med dæmpet og bedrøvet stemme sagde: »Sora! Sora! Pro me supplex ora!«[2] Disse ord udlægges sådan, at stemmen bad munkene bede ydmygt for den for Guds åsyn. Således fik man herved atter bevist den almægtige Guds nåde, for selv om ærkebiskoppen forbrød sig, mens han levede, fik han i døden lov til at søge den hjælp og lindring på det sted, hvor han havde skabt sin største fortjeneste, for da brødrene siden erfarede ærkebiskoppens nøjagtige dødsdag, forsvandt al deres tvivl om, at hans ånd havde bedt dem om bistand ved bøn. Men nu skal det straks handle om, hvordan dette skabte stor frygt i hele riget.
Ikke længe efter skete det, at en forbryder blev pågrebet af magthaverne; han blev lagt i lænker og sat i fængsel. Han var så hård og trodsig i sin ondskab, at han forsvarede sig mod alle anklager med løgn og mened, og mens han således sad lænket dag og nat, havde han i sin elendighed hørt, hvad der var foregået mellem ærkebiskoppen og bonden. Han lægger derfor en plan, og får en tåbe til at forelægge sin stævning for den herremand, der havde taget ham til fange; men denne stævning var noget lig den forrige, dog med den forskel — som man måtte forvente — at der blev stævnet for den nedre høvding[3], som ikke idømmer nogen noget godt.
Det gik sådan her, ved denne fjendes store klogskab, at dommeren ikke vovede at idømme ham den retmæssige straf, men lod forbryderen løbe, hvorhen denne ville. Af disse begivenheder kan man vel forstå, hvordan en kirkelig leder må tage sig i agt for hverken at berige sig selv eller kirken med uretmæssigt vundne værdier, for Herrens retsind er bevist i så henseende: At han ikke vil modtage det, der ikke er skaffet på lovlig vis. Amen.
Noter:
