Fortællingen om Judas Iskariot
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Fortællingen om Judas Iskariot [1]
Fra Saga af Pilatus
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
I kong Herodes’ dage var der i Judæa en mand af — —s[2] slægt, der hed Ruben, og hans kone hed Ciborea. Hun var en nat faldet i søvn efter samleje med sin mand, men da hun vågnede, græd hun smerteligt. Ruben spurgte, hvad der var i vejen. Hun svarede: »Jeg drømte, at vi havde været sammen, og derpå forekom det mig, at jeg så barnet i min mave, og jeg vidste, at dette barn ville komme til at volde hele det jødiske folk tab og fortræd.« Ruben blev vred og sagde: »Det er enten sindsforvirring eller trolddom, der får dig til at sige dette.« Hun sværger, at hun ikke er utilregnelig, og for at bevise det siger hun: »Når tiden kommer, vil jeg føde dette barn med stor fare for mit liv, og enten bliver han dødfødt, eller også dør han to gange, men hele folket ender i trældom på grund af ham, og nogle bliver dræbt.«
Nu går tiden, indtil Ciborea med smerte i både krop og sind føder et drengebarn. Ruben véd ikke helt, hvad han nu skal gøre; det forekommer uhyrligt at dræbe barnet, men også utilrådeligt at opfostre det til sådan en skæbne, som det var blevet spået. Han forener nu grusomhed med barmhjertighed, og han udhuler en tømmerstok, som han smører udvendig med tjære, og deri lægger han drengen og sætter en hank på, således som det også fortælles om Moses. Men disse tømmerstokke bar dog hver sin byrde og gav vidt forskellige udfald. Han kaster tømmerstokken i havet. Der var fralandsvind, og stokken driver op på den ø, der hedder Skariot.
Dronningen på øen gik langs stranden, og hendes tjenestekvinder fandt tømmerstokken med barnet liggende i. Dronningen var sønneløs, men da det var et kønt barn, bad tjenestefolkene hende om at opfostre barnet og sige, at det var hendes søn. Hun lægger sig nu i sengen og lader, som om hun har fået dette barn med sin mand. Og dette var til stor glæde for alle, og han fik et navn og blev kaldt Judas Iskariot efter øen.
Ikke længe derefter fik hun en søn med sin mand. De to vokser op sammen, men Judas var voldsom at have med at gøre, og den anden løb grædende derfra. Dronningen tog det tungt, for hun vidste, hvad der var galt, men hun turde ikke sige det. Men omsider siger hun det, og da Judas erfarer, hvordan det hænger sammen, føler han sig nedgjort og vanæret, og han dræber kongesønnen i hemmelighed og stikker af sammen med de mænd, der skal føre skatterne til Rom.
Judas drager af sted, indtil han kommer til Pilatus og tilbyder ham sin tjeneste, og da Pilatus her mødte en mand af samme sind som ham selv, udnævner han Judas til sin skatmester og rådgiver, således at alt, hvad han foretager sig, sker med hans samtykke, for de bedste fællesskaber indgås af ligesindede.
En dag står Pilatus ved sit palads og får øje på nogle dejlige vækster i en frugthave, og han fik en sådan lyst til disse frugter, at det var livet om at gøre, at han fik dem. Han tilkalder sin kumpan Judas og beder ham hente frugterne i haven og siger, at det gælder hans liv. Judas løber ind i haven og tager frugterne. Denne frugthave tilhørte hans far, Ruben. Han kommer løbende og taler hårdt til Judas. Men han svarer igen, og det kommer til skænderi og udveksling af ukvemsord mellem dem, for ingen af dem genkender den anden, og det ender med, at Judas slår Ruben på halsbenet med en sten, så det brækker, og Ruben dør. Og da han bliver fundet, antager man, at han pludselig er faldet død om. Pilatus ser nu, hvor meget Judas var villig til at påtage sig for at opfylde hans ønsker, og han belønner ham på den måde, at han giver ham Rubens kone og alt, hvad Ruben ejede. Dette tager han imod og får Ciborea.
Hun var altid sorgfuld, når hun lå i sengen hos ham. Og en gang, mens de ligger i sengen, spørger han, hvad der plager hende. Og hun svarer: »Jeg har mange sorger. Jeg fik en søn med min mand, men han blev smidt i havet og forsvandt dér. Jeg fik at vide, at min mand pludselig var faldet død om, men det værste er, at jeg skal have en mand, som jeg ikke ønsker.« Judas svarede: »Det er en værre redelighed. Jeg må være din søn, og du er min mor, og jeg må have dræbt min egen far og bedt om at få min mor til ægtehustru.« Dette påvirker ham meget. Men efter råd fra Ciborea opsøger han Jesus Kristus og bliver hans discipel for at få syndsforladelse. Og han tog vare på de almisser, som blev givet til de fattige, men stjal til stadighed af dem, og således begik han den ene forbrydelse efter den anden, indtil han udleverede selveste Gud til død og pinsler, og i fortvivlelse hængte han sig selv i en strikke og døde en ynkelig død, men sprak, så hans indvolde faldt ud på afskyelig vis.
Noter:
- ↑ Fortællingen findes overleveret i det islandske 1300-tals håndskrift AM 226 fol. p. 157r-157v. Fortællingens latinske forlæg kendes ikke (Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litt. hist., bd. 2).
- ↑ Slægtsnavnet mangler i håndskriftet
