Fortællingen om Torgrim Halleson og Bjarne Guldbrynsskjald

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Torgrim Halleson og Bjarne Guldbrynsskjald

Þorgríms þáttr Hallasonar ok Bjarna Gullbrárskálds


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Torgrims og Bjarnes udlandsrejse

Brunastad.jpg

Der var en mand, der hed Torgrim Halleson. Han var islænding. Torgrim var velhavende og afholdt. Han boede på Brunastad i Fljot. Han havde været kong Olav den Helliges livvagt og modtaget gode gaver af ham.

En sommer købte han nogle norske mænds halvpart i et skib, mens den anden halvpart tilhørte to islandske brødre — sønner af Halbjørn Skrabejern fra Laksådal. Den ene hed Bjarne, den anden Tord. Så gjorde Torgrim klar til at forlade landet sammen med sin søn, der hed Illuge, og to fra Torgrims følge. Den ene hed Galte — en stor og stærk mand — den anden hed Kolgrim, og han var lille, men kvik.

Tidligere om vinteren var der sket det på tamperdagen før jul, at Torgrim sammen med kone og børn var draget af sted i et ærinde. Da ramtes de af så voldsom en storm, at den tog livet af Torgrims netop voksne søn, som hed Asbjørn. Torgrim lagde så megen vægt på at hjælpe folkene i sit følge, at man fandt ham ude — bevidstløs og døden nær. Han blev ført til gården og bragt til live med varm mælk.

Nu var det kommet dertil — som det før blev berettet — at de gjorde deres skib klar om sommeren, og de stod til havs, da de var klar. Bjarne og Tord spottede Torgrim og var ondskabsfulde imod ham, men han lod som ingenting. De fik god medvind og ankom nordpå i Trondheim. Kong Magnus den Gode havde magten i Norge, men han var dog dengang sydpå i Danmark. Kalv Arneson havde da mest at sige i Trondheim. Han var i byen og indbød islændingene til sig. De opholdt sig hos ham om vinteren — Bjarne og Tord og Torgrim med sine følgesvende. Kalv gav Torgrim plads over for sig og brødrene ved siden af sig.


2. Torgrim dræber Bjarne, men dræbes selv af Tord

Torgrim var tavs om vinteren og havde altid en tænksom mine. Han tænkte ofte på de gamle dage og hans venskab med Olav den Hellige. De to brødre — derimod — brugte mange store og flotte ord om alt. De roste Kalv meget, men var ondsindede mod Torgrim og bagtalte ham meget.

Engang talte de med Kalv og sagde således: »Har du ikke bemærket — Kalv! — at Torgrim ikke er dig venligt stemt? Al hans godvilje gælder kong Olav, mens vi hellere vil modtage vinterophold, efter som du tilbyder det.« Kalv svarede: »Jeg har bemærket det, at Torgrim ikke er min ven.« Bjarne sagde: »Jeg har digtet et kvad om dig, og jeg ville gerne have ørenlyd til at fremføre det.« »Vi skal lytte til dit kvad — skjald!« sagde Kalv, »— for det må forventes, at være godt digtet.« Bjarne fremførte kvadet for alle mændene, og det handlede meget om slaget på Stiklestad og roste de hændelser, der forekom dér, til ære for Kalv. Da kvadet var tilendebragt, sagde Torgrim: »Det er underligt — Kalv! — at du, så klog som du er, finder nogen hæder i sådan noget — at folk kvæder om de misgerninger og det niddingsværk, som du øvede, da I gik imod kong Olav.« Bjarne sagde: »Ti stille — din skamløse mand! Du som pådrog dig hyklesyge, indtil der blev hældt mælk i dig på tamperdagen ude på Island.« Torgrim gik ud af stuen og derhen, hvor han plejede at sove. Han sagde: »Det er meget, at man skal høre magen til klandrende snak om kong Olav og skammelig tale til mig. Gå du nu ind — Illuge! — og dræb Bjarne!« Drengen svarede: »Det har jeg ikke mod til, sådan som sagen står for os.« Torgrim vendte da tilbage til stuen og huggede Bjarne til døde. Tord — hans bror — sprang efter våbnene, men så gik folk imellem dem. Kalv sagde: »Dette var ilde gjort, og tjener hverken os eller vores vintergæster til ære, man alligevel skal denne sag ordnes helt efter loven.« Han lod da indkalde til ting og bad alle folk komme ubevæbnede til tinget. Galte den Stærke — Torgrims følgemand — greb en buløkse og stak den ind under tøjet, inden han gik til tings. Da tinget blev sat, blev der slået en ring af folk om Torgrim. Kalv sagde: »Hvad siger du til dit forsvar — Torgrim?« Han sagde: »Jeg lægger hele min sag under kongens dom.« Kalv svarede: »Kongen er nu for langt væk til at dømme i denne sag.« »Jeg véd,« sagde Torgrim, »— at du ønsker at dømme selv, men det går jeg ikke med til, for jeg ser tydeligt din hensigt, og at du mest laster mig for mit venskab med kong Olav.« »Det er ikke sandt,« sagde Kalv, »— og nu kan der desuden dømmes i sagen, medmindre Tord vil det anderledes.« Tord sagde, at han ikke ville samtykke i nogen bøde.« Kalv sagde: »Da skal han dømmes skyldig og fredløs.« Dette skete så for drabet på Bjarne og efter råd fra kongens stedfortræder. Torgrim sagde: »Nu gik det, som jeg anede, og nu mener du — Kalv! — at have ordnet det sådan, at der ikke skal betales bøder efter mig, men det vil dog vise sig, når den, som bestemmer, kommer til.« Da sprang Tord frem og slog ham ihjel. Da sagde Kolgrim den Lille — Torgrims følgemand: »Hævn ham — Galte! — du har øksen!« Han sagde, at han ikke turde. »Dér taler den største usling,« sagde Kolgrim, »— du er mere end en almindelig sjuft. Så stor og stærk — og så har du ikke mod i brystet. Giv mig øksen!« »Det tør jeg ikke,« sagde han. »Så tør du vel heller ikke holde den,« sagde Kolgrim og flåede øksen fra ham og tildelte Tord et svært hug i ryggen — og det sår var livsfarligt. Kolgrim blev da pågrebet, og Kalv lod ham lægge i lænker, men han ville ikke lade ham dræbe, før det stod klart, hvorvidt Tord ville komme sig. Næsten samtidig med at kong Magnus kom sydfra fra Danmark og nordpå til Trondheim, døde Tord af det sår, han fik af Kolgrim.


3. Om kong Magnus og Kolgrim

Kalv havde klargjort til gæstebud for kongen. Kong Magnus havde erfaret noget om disse drab, inden han kom til gæstebuddet. Kolgrim sad lænket i forstuen, da kongen gik ind. Han sagde til kongen: »Du vil nok — herre! — finde det dristigt, at den bundne beder om din hjælp. Men jeg støtter det særligt på, at jeg har digtet et kvad om kong Olav den Hellige — din far.« Kongen standsede og sagde: »Var du i følge med Torgrim Halleson?« »Ja — herre!« sagde han. »Hævnede du ham?« spurgte kongen. »Jeg prøvede på det,« sagde Kolgrim, »— selv om det forkommer mig alt for lille en hævn efter sådan en mand, men vi stod ikke lige stærkt i striden — os og dem, der var imod.« »Det lyder rimeligt,« sagde kongen, »— men tag nu lænkerne af ham, så han kan gå ind i stuen!« Da han var kommet ind, bad kongen ham fremsige kvadet. Det gjorde han, og han fremførte det godt. Efterhånden som kvadet skred frem, afveg det noget henimod det, der skete, da Torgrim mistede livet, og hele denne sag, og disse ord var i et af versene:


Herrens huld mig fattes;
halvt dog Kalv nu råder.


Da sagde kongen: »Så er det heller ikke mere end det — skjald!«

Da kvadet var tilendebragt, sagde kongen: »Først skal du have det i skjaldeløn af mig — Kolgrim! — at du skal være fri, men det er desuden sandt — Kalv! — at du ikke udviser os troskab. Selv om du lod Torgrim dømme skyldig og fredløs, så skal der nu bødes sådan for ham, som var han blevet dræbt sagesløs. Illuge skal havde det beløb af de penge, som Bjarne og Tord havde. Du — Kolgrim! — skal varetage Illuges penge sammen med ham, indtil han kommer til Island, og for dit mod vil jeg give dig det halve skib sammen med Illuge.« Kolgrim svarede: »Nu har du — som altid, herre! — bevist dit ædelsind, men det skal siges, som det er: Jeg har lovet at foretage en pilgrimsrejse, og det agter jeg at gennemføre.«

Kolgrim gik på pilgrimsrejse, og Illuge ventede i Norge under kongens opsyn. Da Kolgrim kom tilbage, klargjorde han deres skib til islandsrejse. De stak til havs, da de var klar. De ankom med deres skib til mundingen af Kolbeinså. Illuge slog sig ned på Brunastad, og solgte sin skibsandel til Kolgrim. Denne rejste mellem landene og blev anset for at være en god købmand.


— o —