Frejs Kjærlighed (NFSG)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen

Naturlyrik og romantik

N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter
Bind 1

København, 1880.

Frejs Kjærlighed

N. F. S. Grundtvig

[Nordens Mytologi 1808, S. 76-113. Optrykt i Kvædlinger 1815, S. 47-85...]

1. Af Vaners milde Stamme

Den blide Frej udsprang,

Og Asakraftens Flamme

Ej Vanens Hjærte tvang.

2. Der slumrede en Længsel,

Der hviskede en Lyd:

Opbryd dit gyldne Fængsel,

Og søg en større Fryd!

3. Hel mat var Guldets Lue,

For stærk var Brages Sang

For lav var Loftets Bue

Og Alfhejms Borg for trang.

4. "Naar Van til Odins Sæde

Opstiger, tændes Glød

Som spilder Asers Glæde."

Saa gamle Spaadom lød.

5. Fra gyldne Sale iled

Dog Frej, beklemt i Sind,

Han steg, og ej han hviled

Før højt paa Hlidskjalfs Tind.

6. Begjærlig Jorden favned

Hans Blik. Saavidt det fór.

Dog ikke hvad han savned,

Han fandt paa viden Jord.

7. Han skued Helte kæmpe,

Det var saa kjær en Lyst,

Men kunde dog ej dæmpe

Den Længsel i hans Bryst.

8. Han saa' af Mø omfavnet

En Helt i salig Lyst,

Saa højt da tyktes Savnet

At tale i hans Bryst.

9. Fra Midgard sig hans Øje

Opvendte højt mod Nord.

Der fandt det uden Møje,

Hvad ej det fandt paa Jord.

10. Som Rosen der forvilder

Sig mellem Tidsler hen,

Sin Pragt og Duft forspilder,

Uset af Blomstens Ven, –

11. Saa mellem Skønheds Fjender

Det Skønneste oprandt;

Thi Frej blandt Jættekvinder

Den fagre Gerda fandt.

12. Nu dæmpet var hans Smerte,

Nu stillet var hans Nød,

Og Stemmen i hans Hjærte

Om Savn ej mere lød.

13. Ak dæmpet blev Hans Smerte

Kun af en større Nød!

Ak borte var Hans Hjærte!

Derfor ej Stemmen lød.

14. Alt svandt den fagre Kvinde

Bag Taagen hist i Nord,

Og ned fra Hlidskjalfs Tinde

Ophidset Guden fór;

15. Men vis som andre Vaner,

Begrunder han sin Daad,

Og sorgbetynget aner

Han Norners skjulte Raad.

16. Han gik til gyldne Sale,

Paa Bænk han sattes ned.

Ej Tungen kan udtale

Den Smerte, som han led.

17. I Dage og i Nætter

Han maalte breden Flod,

Som evig skiller Jætter

Fra Skud af Asers Rod.

18. Han skued Urdas Kilde,

Og Asers onde Id,

19. Da de opfylde vilde

Hin Flod saa dyb og strid.

20. Han Laufejs Søn beskued

I Angurbodes Favn,

Og rædselfuld Han grued

Ved Jordmundganders Navn.

21. Dog Kærlighed betvinger

Selv Vaners høje Slægt,

Ej holdes kan dens Vinger,

Af Jords og Himmels Vægt.

22. Paa dem sig Guden hæver

Og skuer kun – sin Fryd;

Men over fromme Læber

Ej trænge kan en Lyd;

23. Thi nødig kun han følger

Den stærke Kjærlighed,

Og for sig selv han dølger

Hvad kun Hans Hjærte véd.

---

24. Njordur og Skade

Sørgende saa'

Guden at sidde

Tavs udi Sal.

Skirner de bade

For ham at gaa,

Ønsked at vide:

Hvi Han i Sal

Sad saa bedrøvet,

Hvorfor Han øved

Daarskab, den vise

Kyndige Ven?

25. Rejste sig Skirner

Nødig til Gang,

Frygtede Vrede,

Straffende Ord,

Naar han den vise

Gud skulde spørge:

Hvi han bedrøvet,

Daarlighed øved?

26. Skirner:

Hid gik min Vej,

For Dig at spørge:

Hvi Du vil sørge?

Sig mig det Frej!

27. Frej:

O Kæmpe hin unge!

Hvi spørger du mig?

Min Smerte den tunge

Ej fattes af dig.

Se Solen oprinder

Paa Straaler saa rig;

Men aldrig forsvinder

Dog Natten i mig;

Den stiger om Morgen

Og daler i Kvæld.

Men skuer kun Sorgen

I evige Væld.

Forgæves jeg grunder,

Forgæves jeg stunder

Mod Ønskernes Maal.

28. Skirner:

Kun Menneskers Afkom

Fik Ønske i Bryst.

Saa vilde dem Odin

Opvække af Søvn,

Til Stunden og Stræben,

Til Bønner og Daad.

Men hos de rige

Guder ej stige

Ønsker i Bryst.

Verdener følge

Villiens Bølge.

Hvad er din Lyst?

29. Frej:

I Jotunhejm skued

Jeg Møen saa huld,

Paa Armene lued

Det rødeste Guld.

Mer skinned dog Møen,

Og af Hendes Glands,

I Luften, paa Søen,

Gik Straaler i Dands.

30. Ej véd jeg om Armen,

Ej véd jeg om Barmen,

Om Øjet det var,

Som Straalen udsendte,

Der lyste, der brændte

Mig dybt udi Bryst.

32. Naar Kærligheds-Blomsten

I Alderens Vaar

Fremspirer og trives,

Den duftende staar.

Den lyster at bygge

I Lundenes Skygge,

Og blusser endda;

Men Dugdraaber læske

Med svalende Vædske

Det glødende Blod.

32. Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!

I dybere Jord og af stærkere Saft

Opvoxte et Træ i mit elskende Hjærte.

33. Ej Dug, som i Dale

Nedfalder, kan svale

Det luende Blod.

Ej Knoppe udbryde,

Ej Blomster fremskyde;

Thi Aser ej taale,

Jeg favner den Straale

Som tændte min Glød.

34. Skirner:

Giv du mig Hesten

Der, som en flagrende

Lue, kan fare

Frem gennem Mørket,

Frem gennem sorte,

Svovlede Damp!

Giv Du mig Sværdet,

Sværdet som blotter

Selv sig mod Jætter!

Da vil jeg fare,

Bringe dig Gerda,

Lindre din Vaande,

Eller og tabe

For dig mit Liv.

35. Frej:

Det Sværd er oplivet

Af Asernes Kraft,

Derfor det sig blotter

Mod Jætter saa brat,

I Tidernes Fødsel

Mig Odin det gav,

Og Styrken opvoxte

I gjordede Lænd;

36. Men naar det sig blotter

I fremmede Haand,

For evig da tabes

Den skænkede Kraft.

Saa Nornerne vilde,

Saa Spaadommen lød.

37. Skirner:

Det Odin forbyde!

Men kun med dit Sværd

Jeg vover at fare

I Jætternes Land.

---

38. Samledes Aser

Alle paa Tinge,

Komme Asynjer

Alle til Stævne,

Syntes dem Lykken

Fattes og vige,

Frygted de saare

Nornernes Raad.

39. Meget blev talet paa

Asernes Stævne,

Ordene onde

Fik da den vise,

Elskede Frej,

Han som paa Hlidskjalf

Opsteg forvoven,

Voved at elske

Jotuners Mø.

40. Sad Han paa Stenen,

Tiende sad han,

Tavs og bedrøvet,

Brændt udi Sind.

Saa' det de rige,

Mægtige Guder,

Vidste ej Raad.

41. Frejas de gyldne

Taarer nedrunde.

Aldrig blandt Jætter

Faldt hendes Taarer.

Nu dog paa Gerda

Faldt de, og smelted

Hjærtet i Møens

Kærlige Barm.

42. Frem stod da Odin,

Visest af Aser,

Guderne lytted,

Hærfader talte:

Køb du for Drupner

Gerda, den fagre

Ulykkens Mø!

Sværdet ej vige

Bort fra din Lænd!

Vel véd Du Norners

Truende Dom.

---

43. Frej (til Skirner):

Rid du paa Hesten!

Kjøb du for Drupner

Gerda, den fagre,

Elskede Mø!

Sværdet ej vige

Bort fra min Lænd!

Vel véd du Norners

Truende Dom.

44. Skirner:

Ondt er at tage

Hvad ej tør gives.

Frygter jeg Norners

Truende Dom.

Dog uden Sværdet

Ej tør jeg fare

Frem gennem Jætter.

---

45. Med sænkede Øje

Stod Guden paa Jord.

Han grubled og grued,

Og vaklede end,

Saa' Faren, som trued,

Og spændte fra Lænd

Dog Sværdet det dyre.

Og talte med Suk:

Du Sværdet maa dølge,

Du blotte det ej!

Men ej dig maa følge

Et knusende Nej.

46. Skirner (til Hesten):

Mørkt er ude.

Tid er at fare

Over Lyng, over Fjæld,

Over Thursernes Land.

Begge hjemkomme vi,

Eller os begge

Fanger hin mægtige Jætte.

---

Jotunhejm

47. Gerda (synger i Bure):

En Længsel mig tvinger,

Jeg kender den ej;

Men hvad mig omringer

Opfylder den ej.

Jeg længes,

Og trænges

Saa underlig.

48. Jeg stirrer paa Frænder,

Paa Jætterne hen;

Men ikke jeg kender

Mig selv der igjen.

Jeg gyser.

Da fryser

Mit unge Blod.

49. Sig Øjet vil stjæle

Til Jorden i Løn.

Det lyster at dvæle

Paa Asernes Søn.

Det hvide,

Det blide,

Det vinker mig.

50. Men Svaghed udbreder

Sig over hans Æt,

Han Aser tilbeder

Og Jætternes Æt

Han frygter.

Da flygter

Mit Blik fra Jord.

51. Det Stærke, det milde

Forenet jeg saa';

Saa gjærne da vilde

Jeg stirre derpaa.

Jeg trængtes.

Jeg længtes

Saa inderlig.

52. Der Styrken forgyldtes

Af Guddommens Glands,

Og Hjærtet opfyldtes

Af dybere Sans.

Det Svage

Tilbage

For Kraften veg.

53. Men fjendtlig os Jætter

Det stander imod,

Det farver og tvætter

Sin Krans i vort Blod.

Jeg grued,

Jeg skued

Min Broders Fald.

54. En Længsel mig tvinger,

Jeg kender den ej;

Men hvad mig omringer

Opfylder den ej.

Jeg længes,

Og trænges

Saa underlig.

---

55. Skirner skued

Høje Gaarde,

Hørte glamme

Højt i Sky,

Gymers galne

Bidske Hunde,

Dem som vogted

Gaardens Port.

56. Skirner (til Hyrden):

Sig du mig Hyrde!

Du som paa Høj

Sidder at vogte

Vejene vel!

Hvor skal jeg finde

Væneste Mø,

Og gjennem Hunde

Til Hende naa?

57. Hyrden:

Vist har din Fylgje

Alt Dig forladt,

Siden Du stunder

Saa efter Død.

Aldrig dig undes

Tale med Gymers

Solskære Mø.

58. Skirner:

Kaarene bedre

Tror jeg at have;

Dog er til Død jeg

Stedse beredt

Én kun var Dagen,

Da mig bestemtes

Hele mit Liv.

Nidingen bæver,

Kan dog ej ændre

Nornernes Raad.

---

59. Gerda (til sin Terne):

Hvad er det buldrende Raab,

Som stiger og gjalder?

Er det vel Menneskeraab?

Ej er det Menneskeraab.

Gymer sig byggede Gaarde.

Af Stenene faste og haarde,

Dem ryster den dundrende Lyd

Paa skjælvende Jord.

60. Ternen:

Hest ser jeg stande,

Underlig skinner

Manken, med Hov

Banker han Jorden,

Ryster vor Gaard.

Mand ser jeg stande,

Gjordet med Sværdet;

Stenene dyre

Glimre paa Gjorden,

Trindt om hans Lænder;

Blændende Straaler

Fare fra Hjaltet,

Splitte og favne

Stenenes Skær.

61. Gerda:

Hjærtet er bange,

Anende Kval.

Bed ham dog gange

Ind i vor Sal!

Bed ham at drikke

Klareste Mjød!

62. (Allene).

Det stærke det milde

Forenet jeg saa';

Saa gjærne da vilde

Jeg stirre derpaa.

Men fjendtlig os Jætter

Det stander imod,

Det farver og tvætter

Sin Krans i vort Blod.

Jeg grued,

Jeg skued

Min Broders Fald.

63. Saa skinnede Manken

Paa flyvende Hest;

Saa straalede Hjaltet

Paa luende Sværd,

Ak! Vel maa jeg ane:

Min Broders den mægtige Bane

Er kommet til Sal.

64. (Til Skirner):

Er du af Aser?

Er du af Alfer?

Er du af milde,

Kyndige Vaner?

Hvi kom du ene

Hid gennem Mørket,

Hid gennem Ilden?

Kom du at skue

Glimrende Sal?

65. Skirner:

Ikke af Aser,

Ikke af Alfer,

Ikke af milde,

Kyndige Vaner,

Kom jeg dog ene

Frem gjennem Mørket,

Frem gjennem Ilden,

Ej for at skue

Glimrende Sal.

66. Æblerne elleve

Lue af Guld,

Dem vil jeg alle

Gerda! Dig give,

Bod for din Broder,

Fred os at købe,

Om du vil sige,

Frej er dig ene

Kjærest i Sind.

67. Gerda:

Æblerne elleve

Aldrig mig byde

Mand for min Gunst!

Medens vi leve,

Ej tør jeg bygge

Sammen med Frej.

68. Skirner:

Ring jeg dig giver,

Ring som med Odins

Baldur opbrændtes.

Hvad er som Drupner

Luende, frugtbart?

Ringene otte,

Sønner som Fader,

Fra den neddryppe hver

Niende Nat.

Skuer du Glansen?

Fatter du Sansen?

Vittige Mø!

69. Gerda:

Undrende skuer jeg

Guldmalmens Konge,

Hærfaders Smykke,

Baldurs Ledsager,

Dværgenes Konst.

70. Jætter mig fødte,

Ej tør jeg røre

Gudernes Ring.

Bela er faldet,

Ej skal mig lænke

Gudernes Ring.

Skjul den i Barmen!

Drag til det høje

Asgard! Ej taaler

Jætternes Øje

Guddommens Straaler.

Aldrig mig fattes

Guld eller Ringe;

Nok har min Fader,

Nok har og jeg.

71. Skirner:

Nornernes Domme

Undflyes ej.

Ej maa jeg komme

Hjem med et Nej.

72. (Til Gerda med blottet Sværd.)

Se da du Mø!

Saarildens Lue!

Vist maa du grue,

Brat skal du dø.

Hugger jeg over

Hovedets Led,

Hvis du ej lover

Kjærlighed.

73. Gerda:

Dit Sværd for mit Øje

Vel blinker i Gru;

Men ej kan du bøje

Med Trusler min Hu.

Med Gymer du stride

Om Mod er i Bryst!

Lad Sværdet da bide!

Thi Strid er hans Lyst.

74. Skirner:

Ser Du det Sværd Mø!

Smidigt som Vaanden,

Jeg har i Haanden?

Nu for dets Ægge

Du og din Fader

Falde vist Begge;

Brat jeg det bader

I eders Blod.

75. Gerda:

Kun spildt er din Harme,

Og saa dine Ord;

Thi før mine Arme

Skal Sønnen af Njord

Omfavne, jeg falder

I Ungdommens Alder.

Se her er mit Bryst!

76. Skirner:

Siden du Livet

Agter saa ringe,

Er det mig givet,

Mø! dig at tvinge.

77. Hisset paa Højen,

Trængt og nedbøjet,

Der skal du staa.

Skjult er for Øjet

Himmelens Blaa,

Jord du ej skuer,

Dagen er mørk,

Kun du beskuer

Niflhejms Ørk.

78. Slangerne hvisle,

Bækkene risle,

Tunge af Gift.

Ormene lede

Skal man berede

For dig til Mad.

Giftbølger trille,

Vel kan du stille

Tørsten i dem.

79. Valmuer dufte,

Søvnige Lufte

Dysse dig ind;

Ej kan du sove,

Tuder i Skove

Hungrige Ulv.

80. Gerda:

Med Tunge,

Og Lunge,

Ej længe jeg suger

Den dræbende Gift;

Thi Edderen knuger

Og knuser min Lunge.

Jeg blegner,

Og segner,

De Guder saa gramme

Ej mer mig kan ramme.

81. Skirner:

Vist skal Du blegne,

Derfor ej segne.

Guderne gramme

Vist dig skal ramme.

82. Brændende Vinde

Suse, da svinde

Farver af Kind.

Angest og Øde,

Smertefuld Længsel,

Skal i dit Fængsel

Plage dit Sind.

83. Ud skal du gange,

Spøgelser lig,

Studsende, bange,

Stirre paa dig,

Jætternes Sønner,

Naar du i Sal

Visnet indtræder,

Tæret af Kval.

84. Ud skal Du gange,

Lungen skal fange

Renere Luft.

Stor er da Nøden.

Livet og Døden

Haardelig kæmpe;

Aldrig skal Død

Kjærlig neddæmpe

Evige Nød.

85. Gerda:

Ak! Norner forbarme

Sig over mig Arme!

Thi stor er min Nød.

O! Vist maa jeg grue,

Naar Guderne true

Med mere end Død!

86. Skirner:

For eder at tvinge

Sprang Norner af Sø,

De agte hel ringe,

Om Jætternes Mø

End sukker og stønner,

Ej høre de Bønner

Fra Urgelmers Æt.

87. Gerda:

Dog fældedes Balder

I Ungdommens Alder,

Til Jætternes Fryd.

Vist Aser ej glemme,

At Norner kan tæmme

Den pralende Kraft.

Du truer, og mægter

Dog mere vist ej.

End ikke jeg ægter

Den straalende Frej.

88. Skirner:

Til grønklædte Skove,

Til Højen jeg gik,

Hævnstaven at skære,

Hævnstaven jeg skar.

89. Vred er dig Odin.

Thor er dig gram.

Frej dig skal hade,

Naar dig har rammet

Asernes Vrede.

90. Hører det Aser, og

Asernes Sønner!

Hører det Jætter!

Hører Hrimturser

Hvor jeg forbander

Trodsige Mø!

Hvor jeg fremkalder

Bølgende Smerte,

Skræk til at rive

Trodsige Mø!

Hvor jeg befaler

Smidige Orme,

Svøbte om ranke,

Skinnende Midje,

Knuge, ej knuse

Hjærtet i Bryst!

91. Ser du: med hvasse,

Hellige Sværdsod,

Rister jeg Runer

Dybt udi Stav,

Graad dig for Gammen,

Evige Kval.

92. Turs jeg dig rister,

Tre er hans Træk:

Kraftløshed, Galskab,

Pinende Lyst.

Han dig skal favne,

Mand du da fanger

Trodsige Mø!

93. Runer jeg risted.

Som jeg dem risted,

Saa jeg dem sletter,

Om du vil bøje

Sindet til Frej.

94. Gerda:

Ej mer jeg nøler,

Thi ak! jeg føler

De Runers Magt.

Som Ild jeg brænder,

Og Gift omspænder

Det klemte Bryst.

95. O snart udskrabe

Du Runestave,

Som dybt du skar!

Den tunge Smerte

Mit arme Hjærte

Vil knuse brat.

96. Skirner:

Som jeg dem risted,

Saa jeg dem sletter,

Nu da du bøjer

Sindet til Frej.

97. Gerda:

Sid nu paa Bænken!

Tag imod Kalken

Fuld af den gamle Mjød!

Aldrig jeg tænkte, at

Jeg skulde Vaners

Æt unde vel;

Men mod de mægtige

Aser forgæves kun

Strider en Mø.

98. Skirner:

Hjem vil jeg ride,

Først vil jeg vide

Stedet og Stunden,

Naar du vil unde

Njords Søn Gammen.

99. Gerda:

Barri heder

(Som degge vi vide)

Glinsende, kølige Lund.

Ni Gange synke

Solen i Hav!

Der vil da Gerda

Unde i Natten

Njords Søn Gammen.

---

Asgaard

100. Frej:

Sig mig det Skirner!

Før du af Hest

Sadelen løfter,

Førend du flytter

Fremad din Fod,

Hvad Du i Jætters

Verden udretted!

101. Skirner:

Barri hedder

(Som begge vi vide)

Glinsende, kølige Lund.

Ni Gange Synke

Solen i Hav!

Der vil da Gerda

Unde i Natten

Njords Søn Gammen.

102. Frej:

Lang er Nat,

Længere tvende,

Hvor kan jeg udholde tre?

Ofte mig Maaned

Kortere tyktes,

End nu den halve

Længselens Nat.

103. Med Længsel jeg kjøber

Den elskede Mø;

Men naar jeg da svøber

Mig trindt om min Mø,

Da stiger en Lyst

I mit brændende Bryst,

Som Kraften ej skaber,

Jeg salig mig taber

I anede Lyst.

---

Den niende Nat.

104. Gerda (synger):

Nu Stjærnerne blinke,

Saa smaalig i Luft,

Og Roserne vinke,

Med liflige Duft.

Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

105. Til Døden udtegnet,

I Alderens Vaar,

O Bela! Du segned.

Tilgiv mig! Jeg gaar

Til Kærligheds Lund udi Kvælde.

106. Jeg stred mod mit Hjærte,

Mod Sværd og mod Guld,

Jeg stred imod Smerte;

Men Kalken blev fuld.

Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

107. Saa kom da du blide,

Elskværdige Gud!

Ej mer vil jeg stride,

Jeg ganger som Brud

Til Kjærligheds Lund udi Kvælde.

108. Det dundrer. Hid iler

Den kjærlige Gud.

I Lunden alt hviler

Med Længsel hans Brud

Paa duftende Blomster i Kvælde.

109. Frej:

Her er Lund,

Hvor er hun,

Som jeg søger saa brat

I den fjælende Nat?

110. Hist i Lund

Hviler hun,

Som jeg søgte saa brat

I den venlige Nat.

111. Alt var knoppet mit Træ,

Nu det blomstrer i Læ

Af den vældige Eg.

I min Arm,

Ved min Barm,

Hun nu hviler saa sødt,

Og jeg hviler saa blødt,

I den aabnede Favn.

---

112. Fuglen paa Kvist.

Tiderne lide,

Snart skulle Muspels

Sønner fremride.

Véd da den Svage

Hvormed han vil stride?

113. Anden Fugl.

Sit Sværd og sin Styrke

For Møen han gav.

Saa grave i Mørke

Sig Guder en Grav.

114. Loke (i Jætteskikkelse).

End Fenris! du tuder

I fængslende Baand;

Men Frihed bebuder

Min kunstige Haand.

Alt rører med Styrke

Sig Ormen i Hav.

Saa grov jeg i Mørke

For Aser en Grav.