Frode IV

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Frode IV


Fridlev døde, da Frode gik i sit tolvte Aar, og Underkongerne i Sachsen, Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge Konges Herredømme og prøvede aabenlyst paa at gjøre Oprør. Han overvandt dem i Slag og paalagde som Straf de overvundne Folk som Tegn paa Trældom at betale en Skilling for hvert Hoved. Han gik nemlig saa vidt i sin Gavmildhed, at han fordoblede den Sold, Krigerne havde haft fra gammel Tid af, hvilket den Gang var en helt ny Maade at vise sig gavmild paa. Og han gav sig ikke paa onde og egenmægtige Fyrsters Vis Lasternes lave Tillokkelser i Vold, men stræbte ivrig efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham Hæder, efter at gjøre alle delagtige i sin Rigdom, efter at overvinde andre i Rundhaandethed, efter at være den første i Venlighed og, hvad der er det vanskeligste, at faa Bugt med Misundelsen ved ædelt Sind. Af den Grund vandt denne Yngling ogsaa inden føje Tid saa stor Navnkundighed hos alle, at der ikke blot gik lige saa stort Ry af ham som af hans Forfædre, men at hans Berømmelse endogsaa overgik, hvad de ældste Frasagn havde at melde om Fortidens Konger.

Paa den Tid kom en Mand ved Navn Stærkodder, Storværks Søn, der enten paa Grund af sine Kræfter, eller fordi Lykken var ham god, var undsluppen alene fra et Skibbrud, i hvilket hans Stalbrødre omkom, til Frode og blev modtagen af ham som Gjæsteven formedelst sin utrolige Ypperlighed baade i Henseende til Legeme og Sjæl. Efter at han en Stund havde været hos Frode og for hver Dag, der gik, var bleven stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt Skib og gav ham det Hverv som Viking at vaage over Landets Kyster. Han havde nemlig af Naturen faaet et Legeme, der overgik andre Menneskers i Ypperlighed, og hans Mod svarede i den Grad dertil, at man holdt for, at han ikke veg Pladsen for noget Menneske, hvad Tapperhed angik. Hans Navnkundighed strakte sig saa vidt, at der endnu den Dag i Dag gaar det berømmeligste Ry af hans Bedrifter og af hans Navn. Ikke blot hos vore Fædre stod der nemlig Glans af hans udmærkede Manddomsgjerninger, men ogsaa i alle Dele af Sverige og Sachsen havde han vundet sig det herligste Ry. Efter hvad Sagnet melder, skal han være kommen til det Land, som Sverige grænser til imod øst, hvor nu de barbariske Ester og andre Folkefærd vidt og bredt bo i Mængde. Et fabelagtigt og almindelig udbredt Sagn fortæller Ting om hans Fødsel, som strider imod sund Fornuft og ikke paa nogen Maade staar til Troende. Det hedder sig nemlig, at han skal have været af Jætteslægt, og at hans Nedstamning fra Utyskerne skal have røbet sig ved, at han havde en usædvanlig Mængde Hænder, men saa hedder det sig fremdeles, at Guden Thor afrykkede de fire, som Naturen i sin overstrømmende Gavmildhed havde givet ham for meget, efter først at have revet Senernes Sammenføjninger over, saa at han, efter at de Hænder, der gjorde ham til et Utyske, var tagne bort, kun havde to tilbage, og at hans Legeme, der før var svulmet op til jætteagtig Størrelse og som Følge af Hændernes unaturlige Antal saa' ud som en Jættes, fra da af blev tvunget ned i en bedre Skikkelse og holdt inden for menneskelig Størrelses Grænser. Der var nemlig i gamle Dage Folk, som var drevne i Trolddomskunster, nemlig Thor og Odin og adskillige andre, som med sære Koglerier forstod at lave øjenforblindelse og derved vandt de enfoldige Sjæle og begyndte at gjøre Krav paa guddommelig Rang. Det var især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den taabeligste Lettroenheds Garn, og som de, ved at anspore disse Lande til at yde dem Tilbedelse, besmittede med deres Bedrageri. Virkningerne af deres Løgne gik nemlig saa vidt, at alle andre ærede en vis guddommelig Magt i dem, holdt dem for at være Guder eller i Pagt med Guderne, opsendte højtidelige Bønner til disse Trolddoms Ophavsmænd og omfattede en vanhellig Vildfarelse med den Ærefrygt, der skyldes den sande Religion. Deraf kommer det, at Ugedagene hos os fører Navn efter dem, medens det er vitterligt, at de gamle Romere opkaldte Dagene hver for sig enten efter deres Guders Navne eller efter de syv Planeter. Af selve Navnene paa Dagene fremgaar det imidlertid tydeligt, at de, der dyrkedes af vore Forfædre, ikke var de samme, som de gamle Romere kaldte Jupiter og Mercurius, eller som Grækenland og Latium ydede en af Overtro opfyldt Hyldest. De Dage, som hos os kaldes Thors eller Odins Dag, kalde de nemlig Jupiters eller Mercurius'. Dersom vi nu i Henhold til den anførte Fortolkning antage Thor for Jupiter og Odin for Mercurius, følger deraf, hvis vore Forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins Søn, staa til Troende, at Jupiter var Mercurius' Søn. Men da Romerne nu tværtimod forsikrer, at Mercurius er Jupiters Søn, bliver der ikke andet for, hvis de har Ret i deres Paastand, end at vi maa antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskjellig fra Mercurius. Der er dem, som mener, at de Guder, som vore Forfædre dyrkede, kun havde Gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de saa omtrent var jævnbyrdige med disse i Værdighed, laante Dyrkelsen tillige med Gudenavnet fra dem. Dette maa være nok sagt om Danmarks Guder i gamle Dage. Jeg har kortelig fremsat dette i al Almindelighed, for at Læserne klarlig kan se, hvilken Gudsdyrkelse vort Fædreland havde, da den hedenske Overtro herskede her. Nu tager jeg Traaden op igjen, hvor jeg slap den.

De gamle fortæller, at Stærkodder, som jeg omtalte ovenfor, lod sine Bedrifters Førstegrøde tjene Guderne til Behag, idet han dræbte den norske Konge Vikar. Hermed hang det efter nogles Sigende saaledes sammen: Da Odin i sin Tid vilde, at Vikar skulde dø en ynkelig Død, men dog ikke aabenlyst vilde undlive ham, skjænkede han Stærkodder, som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige Størrelse, ikke blot Manddomsmod, men ogsaa Evne til Skjaldskab, for at han skulde være saa meget villigere til at være ham behjælpelig med at fuldbyrde Kongens Drab, thi det haabede han af ham til Tak for den Ære, han viste ham. Af samme Aarsag skjænkede han ham ogsaa tre Mands Levetid saaledes, at han i hver af dem skulde begaa en Niddingsdaad; for disse Ugjerningers Skyld forlængede han saaledes hans Liv. Stærkodder drog strax til Vikar, dvælede en Stund hos ham og skjulte det Forræderi, han pønsede paa, under paatagen Underdanighed. Omsider drog han paa Vikingetog sammen med ham. Da de et Steds længe blev hjemsøgte af voldsomme Storme, der i den Grad hindrede Sejladsen, at de maatte ligge stille største Delen af Aaret, mente de, at der maatte Menneskeblod til for at forsone Guderne. De lagde derfor Lodder i en Krukke, og Lodden faldt da saaledes, at Kongens Liv krævedes som Offer. Stærkodder lavede da en Løkke af Vidjer og lagde den om Halsen paa Kongen; han skulde blot tilsyneladende lide Døden og hænge en stakket Stund, sagde han, men Løkken var saa fast, at den gjorde sin Skyldighed, saa Vejret gik fra Kongen, medens han hang, og inden Dødskampen endnu var endt, røvede Stærkodder ham med sit Sværd den Smule Liv, han havde tilbage, og aabenbarede saaledes sin Troløshed, da han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det Sagn, der gaar ud paa, at de smidige Vidjer pludselig hærdedes, saa Løkken blev, som om den var af Jærn. Derpaa bemægtigede han sig Vikars Skib og sejlede, i den Agt at lægge sig efter Vikingsfærd, til en Mand, der hed Bemund og var den ypperste Viking i Danmark; Bemunds Stalbroder Frakk var nemlig bleven kjed af Vikingelivets Besværligheder og havde trukket sig ud af Samlaget med ham imod efter Aftale at udrede en Sum Penge. Stærkodder og Bemund lagde saa megen Vind paa Ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød nogen rusende Drik, for at ikke Afholdenheden, der er det Baand, som holder fastest paa Tapperheden, skulde lægges øde af Overdaadighed. Efter at have hærjet vidt og bredt trængte de ind i Rusland for ogsaa at underkue det, og Landsens Folk, som ikke turde fortrøste sig til deres Mure eller Vaaben, søgte at standse Fjendernes Fremgang ved at lægge usædvanlig spidse Fodangler i Vejen for dem for paa den Maade at standse dem, hvis Fremgang de ikke paa anden Maade kunde hindre, og for at Jorden lønlig kunde saare dem i Fodsaalerne, som de var bange for at møde med deres Hær i aabent Slag. Men ikke engang en saadan Hindring formaaede at holde Fjenden tilbage, thi Danskerne var listige nok til at gjøre Russernes Værk til spildt Umage. De tog nemlig strax Træsko paa og traadte med uskadte Fødder paa Spidserne under deres Fodsaaler. Disse Fodangler var saaledes indrettede, at de havde fire forskjellige Spidser, som var saaledes anbragte, at de, til hvilken Side de end faldt, stadig stod fast paa tre Ben. Derpaa trængte de ind i de tætte og uvejsomme Skove og drev Russernes Fyrste Flokke bort fra de Smuthuller imellem Bjærgene, han havde søgt Tilflugt til, og her gjorde de saa meget Bytte, at der ikke var én af dem, som ikke vendte tilbage til Flaaden belæsset med Guld og Sølv.

Da Bemund var død, blev Stærkodder formedelst sin Tapperhed til kaldt af Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige Bedrifter, hvorpaa han drog til Sverige, hvor han lod Hvile falde paa sig i syv Aar hos Frøs Sønner. Omsider drog han fra dem til Hakon, Statholderen i Danmark; da han opholdt sig i Upsal, paa den Tid Ofringerne fandt Sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige Danse, Bifaldet, Gjøglerne høstede ved deres Skuespil, og Bjældernes blødagtige Lyd, hvoraf det fremgaar, hvor fjærnt hans Sind var fra al Yppighed, eftersom han ikke engang kunde holde ud at se derpaa, i den Grad er Blødagtighed Tapperheden imod. Desaarsag sejlede han sammen med Hakon til Irland, for at selv de fjerneste Riger i Verden ikke skulde undgaa at føle Danskernes Vaaben. Paa den Tid var der en Konge paa øen, som hed Huglet. Skjønt han havde et velfyldt Skatkammer, var han dog saa befængt med Gjerrighed, at han, da han en Gang forærede et Par Sko bort, som en kunstfærdig Haandværker sirlig havde udstafferet, tog Baandene af og saaledes forvandlede Gaven til en Haan og ved denne stygge Adfærd forringede dens Værdi saaledes, at han fik Had til Tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise Gavmildhed imod nogen gjæv Mand, men gjorde kun godt imod Gjøglere og Pudsenmagere, thi da han selv var en lumpen Sjæl, var det i sin Orden, at han søgte fortrolig Omgang med andre lumpne Sjæle, og at han, der var besmittet med Laster, lokkede og sleskede for Folk af samme Slags. To Ædlinger af udmærket Tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der ved deres herlige Krigsbedrifter lyste imellem deres blødagtige Stalbrødre som Ædelstene paa en Mødding. De var da ogsaa de eneste til at forsvare Kongens Skatte. Da Kampen imellem Huglet og Hakon begyndte, brød Gjøglerne, hvis Letsindighed ogsaa gjorde deres Legemer svage, i deres Forfærdelse Rækkerne og tog skammelig Flugten, og det var al den Tak, Kongen fik af dem for de Velgjerninger, han havde bevist dem, men Geigad og Svibdag holdt ene Stand imod de mange fjendtlige Krigere og kæmpede med en saa utrolig Tapperhed, at de ikke syntes at gjøre to Mands Gjerning, men en hel Hærs. Geigad tilføjede Hakon, der trængte haardt ind paa ham, et saa vældigt Saar i Brystet, at det øverste af Leveren blev hugget af. Det var ogsaa ved den Lejlighed, at Stærkodder, da han trængte ind paa Geigad med sit Sværd, fik et svart Saar i Hovedet; han sagde senere i et Kvad, at værre Saar havde han aldrig faaet, thi skjønt Huden udenpaa groede sammen igjen over det kløvede Hoved, blev der siddende en slem Buldenskab i Saaret underneden. Da Huglet var overvunden og fældet og Irlænderne drevne paa Flugt, lod Stærkodder alle dem af Gjøglerne, der var bleven fangne, piske, thi han mente, at det sømmede sig bedre at straffe en Flok Gjøglere paa en latterlig Maade ved at lade dem miste deres Hud end ved at fare saa grumt frem imod dem at lade dem straffe paa Livet. Saaledes lod han den lumpne Bande, der drev Gjøglerhaandværk, lide en forsmædelig Straf og nøjedes med at revse den med vanærende Piskeslag. Derpaa bød Danskerne, at Kongens Skatte skulde tages ud af Skatkammeret i Byen Dublin og overgives til almindelig Plyndring, thi saa store Skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligelig delte.

Derefter blev Stærkodder sammen med Slavernes Fyrste Vine sendt ud for at hindre østerlændingerne i at falde fra. De kæmpede med Kurlænderne, Semberne, Sangalerne og til sidst med alle østerlændingernes Hære og vandt vidt og bredt berømmelige Sejre. En Kæmpe ved Navn Visin, som der gik stort Ry af, havde i Rusland slaaet sig ned paa et Fjæld, der hedder Anefjæld, og hjemsøgte Landene nær og fjærn med alskens Udstyr. Han havde for Skik at døve Od og Egg paa ethvert Vaaben blot ved at se paa det, hvis Aarsag han, da han havde mistet al Frygt for Saar, blev saa dumdristig, at han endogsaa bortførte anselige Mænds Hustruer i Mændenes Paasyn og voldtog dem. Opbragt ved Rygtet om disse Skjændselsgjerninger drog Stærkodder til Rusland for at dræbe denne Ildgjerningsmand og da han mente, at ingen Kamp var saa haard, at han jo nok skulde bestaa den, udæskede han Visin til Tvekamp og fældede ham efter at have berøvet ham den Fordel, hans Kunster gav ham. Han havde nemlig overtrukket sit Sværd med en ganske tynd Hud, saa at det ikke var til Syne for Troldmanden, og hverken hans Trolddomskunsters Magt eller hans vældige Kræfter hjalp Visin noget, han maatte ligge under for Stærkodder. Derefter overvandt han i Byzanz, stolende paa sine Legemskræfter, i Tvekamp en Kæmpe ved Navn Tanne, der havde Ord for at være uovervindelig, og drev ham i Landflygtighed til ukjendte Egne af Verden, og da ingen Vanskæbne nu havde været mægtig nok til at kunne unddrage hans Kræfter Sejren, drog han til Polen og overvandt der i Tvekamp en Kæmpe, som Danskerne kalder Vaske, men Tyskerne med nogen Forandring af Bogstaverne Wilzce.

Imidlertid begyndte Sachserne at pønse paa Frafald og særlig at overveje, hvorledes de uden at indlede sig i aaben Krig kunde faa Bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i Krig. Da de mente, at det bedst lod sig gjøre ved at holde Tvekamp med ham, skikkede de Sendemænd til ham, der skulde udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig for enhver Fare, og at hans ædle Sjæl ikke vilde undslaa sig for nogen som helst Udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at Stærkodder, hvis Tapperhed de fleste var bange for, havde Ærind anden Steds. Men medens Frode tøvede med Svaret, som han sagde, han maatte tale med sine Venner om, vendte Stærkodder hjem fra Vikingetog, og han havde især det at indvende imod denne Udfordring, at det sømmede sig kun for Konger at holde Kamp med deres Ligemænd; det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig paa det med Mænd af Folket; det var bedre, at han, der var af ringere Byrd, tog den Dyst paa sig. Sachserne gik da til Hame, der havde Ry for at være deres ypperste Mand i alle Legemsidrætter, gjorde ham mange Løfter og bød ham hans egen Vægt i Guld, hvis han vilde paatage sig den Tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det meget Guld, og i krigersk Optog ledsagede de ham til den bestemte Kampplads. Danskerne fulgte i krigersk Skrud Stærkodder, der skulde gaa i sin Konges Sted, samme Steds hen. Hame, som i Tillid til sin Ungdom lod haant om saadan en vissen og affældig Olding, foretrak at tage Tag med ham fremfor at angribe ham med Vaaben. Da han gik løs paa ham, vilde han have kastet ham til Jorden, hvis ikke Lykken, som ikke vilde, at den gamle Mand skulde overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen Fortræd. Det hedder sig nemlig, at, da Hame slog sin Næve i ham, sank han saaledes sammen under den, at han, støttende sig paa Knæene, berørte Jorden med sin Hage. Men denne sin Vaklen tog han glimrende Oprejsning for, thi da han igjen fik rettet sig i Knæhaserne og fik Haanden fri, saa han kunde faa draget Sværdet, kløvede han Hame midt igjennem. Mange Jordegodser med tresindstyve Trælle paa hvert blev Sejrens Løn. Efter Hames Fald blev Danskernes Herredømme over Sachserne saa ublu, at de nødte dem til som Trældomstegn at betale en Skilling om Aaret for hvert af deres Lemmer, der var en Alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af Begjærlighed efter at faa den Skat afskaffet pønsede han paa Krig. Urokkelig Kjærlighed til hans Fædreland fyldte ham for hver Dag, der gik, mere og mere med Medynk med de undertrykte, og opsat paa at give Livet hen for sine Landsmænds Frihed lagde han ikke Skjul paa sin Lyst til at gjøre Oprør. Frode førte Tropper over Elben og fældede ham ved Byen Hannover, der er opkaldt efter ham. Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine Landsmænds Nød, talte ikke om den Ulykke, der var overgaaet hans Fædreland, men rugede endnu mere haardnakket end Hanef over en Plan til dets Befrielse. Man hører jævnlig Folk være i Tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit Forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra en forræderisk Attraa efter at gjøre Oprør, thi skjønt det syntes overmaade godt at søge at skaffe sit Fædreland Friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnaa den ved Svig og Forræderi, og da nu Svertings Daad rent ud var uhæderlig, kan den heller ikke kaldes god; thi det er smukkere aabenlyst at angribe den, man vil til Livs, og at tilfredsstille sit Had aabenlyst end at skjule den Lyst til at gjøre Fortræd, man i Virkeligheden føler, under paatagen Venlighed. Men hvad der avles af Forbrydelse, er der ingen Ære ved, og det bærer kun kortvarig og hurtig affaldende Frugt. Thi ligesom det er en falsk Sjæl, der med hemmelige Kunster dækker over sit fule Forræderi, saaledes er det ogsaa i sin Orden, at hvad der er Svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekjendt nok, at Fals for det meste slaar sin egen Herre paa Hals, og saaledes gik det ogsaa med Sverting, efter hvad Rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde Kongen under Paaskud af at gjøre Gilde for ham og brænde ham inde, overraskede Kongen ham og fældede ham, om han end selv ogsaa maatte lade Livet for Svertings Haand. Det føjede sig altsaa saa, at den enes Forbrydelse voldte begges Død, og skjønt Svigen naaede sit Maal over for Fjenden, slap dens Ophavsmand dog ikke ustraffet derfra.