Gorm hin Gamle: Anden Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Gorm hin Gamle:
Anden Samtale

Leire.

Gorm sad i Høisædet med Thyra. Ned fra ham sad Klakharald og Knud og mange andre Mænd trindt om Drikkebordet. Lystelig ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.

Gorm.

Nu drik, min Maag! det er ret Gammen

At drikke saa sit eget Arveøl.

Klakharald.

Nei det var bedre jeg var ei tilstæde,

Og I med Føie drak mit Arveøl.

Thyra.

Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!

Vil du da unde mig en Bøn?

Gorm.

Kun sjelden nægted jeg dig nogen;

Kun naar du bad for dem, som vil

Nedbryde Asers Magt.

Thyra.

Vist før du maatte

Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog

Kun beder for en Mand, som hid er dragen

Ad lange Veie for med dig at tale,

At han maa stædes for dig ind

Og drage hen i Fred, om end dig tykkes

Hel ilde hvad han siger!

Gorm.

Som jeg er

Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle

Ret meget Ondt, før jeg blev vred;

Men da jeg dog nu ei kan vide

Hvad der kan komme ham i Sind,

Er det vel bedst, formeget ei at love.

Thyra.

Kan Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,

Ei eengang taale at en Mand

Og siger hvad ham lyster? frygter han

At Ord hans Arm skal binde, hvis han ei

Med Sværdet fluks kan kløve ham som mælte?

Gorm.

Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!

Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,

Han dog skal gange frit igen.

Ud gik Thyra at lede den Fremmede i Sal.

Gorm.

Jeg gad dog vidst, hvad han vel har at sige.

Klakharald.

Tidsnok du vist det faar at høre.

Gorm.

Alt hvad han siger, tager jeg for Skemt.

Klakharald.

Dertil maaske det bliver for alvorligt.

Gorm.

Veed du kanske hvad han vil mæle?

Klakharald.

Ei hvad han vil, men hvad han kan.

Ind kom Dronningen med Erkebisp Unni.

Gorm.

Hvem er du? hvad har du at føre?

Unni.

Jeg er en kristen Biskop, fører Aandens Sværd,

Som ind til Marv og Ben kan trænge.

Gorm.

Hvad vil du her?

Unni.

Du spørger, hvad jeg vil?

Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger

De Ulve som har slidt hans Hjord.

Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,

Og drikke i jer Mjød uskyldigt Blod.

Hvad havde de vel gjort dig, grumme Konge!

De Fredens Sendebud, hvis Blod

Du nys udgød, som Himlens Herre

Ved mig nu kræver af din Haand?

Gorm.

Hvi vil du staa og spilde dine Ord?

Du Lungerne bør i det mindste skaane;

Thi mener du, din Brumlen rører mig,

Du tager svarlig feil. Den Ormeflok,

Som i mit Land udspyede sin Edder

Med Ret jeg ofrede til mine Guder.

Unni.

Til Satan ofred' du Guds Børn.

Gorm.

Hvem er vel Satan? mine Guder

Ei nævnes saa, og hvilken ussel Gud

Var Fader til den Ormeyngel?

Unni.

Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,

Som søger at fordærve Jorderige.

Han tit sit Navn omskifter; her hos jer

Han nævnes Thor og Frei og Odin,

Og alle som ham tjene skal

Ved Døden komme i hans Bolig,

Og pines der i Svovelluen evig.

Gorm.

Du raser Klerk! du taler jo,

Som Aser vare Midgardsormen,

Og Valhal Surturs onde Ild.

Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.

Jeg lovet har at skaane dig, men hvis

Du bliver ved at haane mine Guder,

Da maa jeg Løftet bryde.

Unni.

Satan var

Den første Løgner, hvo ham tjener,

Kun holder Ord, naar han har lovet Ondt.

Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker

Frimodig for dit Mordersværd.

Jeg gaaer til Kristus, Verdens store Frelser,

Som over Sol og Maane har sit Hjem,

Og naar mit Blod i denne Borg udøses,

Da fries den fra Satans Overvold,

Thi uaftvættet skal det blusse frem,

Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;

Din Æt skal se det, og ved Synet grue,

Og angerfuld omvende sig til Krist.

Men gamle Hedning som du est, jeg ynkes

Ret over dig, og vil dig ei opirre

Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;

Jeg heller vil dig bede og besværge,

At du ved Troen tager, bygger op af ny

De Kirker du har ødt, og kristner Folket

Til Sone for de Kristne, som du myrded!

O hør mig Konge! det er sidstegang

Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.

Gorm.

Gak bort, du Lede! med din Jettekløgt!

Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.

Jeg veed du stoler paa den onde Trold,

Paa hviden Krist; men alt hans Kogleri

Skal ei forskrække, ei forføre mig.

Unni.

Vil du da ikke angre dine Synder,

Men blive ved at stride imod Gud,

Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,

Som Krist de hellige Disiple bød;

Og mæler: til dig kom Guds Rige,

Men du forskød det, derfor ve!

Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!

Den skal undgælde hvad du har forbrudt,

Indtil den kristner Danmark og forsoner

Gud Faders Vrede – Men Klakharald!

Du som den hellige Ansgar har set,

Som hørte Herrens Ord af fromme Rimbert,

Som i dit Hjerte troer paa Krist!

Kan du dog ei, selv nu paa Grafsens Bredde

Dig rive løs fra Verden? vil du da

Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?

Saa vid! den Herre Herre han har sagt:

Hvo som for Mennesker mig nægter,

Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.

Gorm.

Hvis du om trende Solemærker findes

End i mit Rige, skal hin værste Død

Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!

Unni.

Ja, jeg vil skynde mig herfra;

Thi det er tungt at drage Aande,

Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,

Til Alles Rædsel ruger over Landet.

Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,

Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager

Med mig igen, Forbandelsens udøser

Jeg over dig og al din Æt.

End trodser du, Kong Gorm! men snarlig

Dig rammer Vreden og du skal forsage.

Der Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.

Gorm.

Forsage sagde han, forsage skulde jeg!

Knud.

Ei Aserne forsaged, da i Sal

Sin onde visse Spaadom Gulveig mælte;

Og hvo som troer paa dem, forsager ei!

Gorm.

Du est min egen Søn, det kan jeg høre!

Nei, jeg vil ei forsage, men, Klakharald!

Hvad var vel det han mælede til dig?

Klakharald.

Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,

Og for at kunne tænke ret i Mag,

Saa giver jeg din Knud mit Jarlerige.

Jeg brat maa fare hen i fremmet Land,

At før min Død et andet jeg kan vinde.

Gorm.

Det bliver vist et dygtigt Rige, det

Du vinder nu i Alderdommen.

Klakharald.

I Alderdom! ja medens Man er ung,

Man glemmer meget, som Man burde gøre.

Og naar Man vorder gammel, let

Man tykkes at det er forsilde.

Men det er ikke godt. – Hel tung

Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;

Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt

Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,

Saa jeg kan ikke aande mere her;

Jeg maa afsted til Kristus som mig kaldte.

Farvel min Konge! hvis du mægter, Thyra!

Da bøi det stive Hjerte! Dig, min Knud!

Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;

Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,

Og jeg til Offer selv dig har opfostret.

Gorm.

Nei bi! i mørke Taarn du ned

Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører

Din onde Spaadom, saa du ei

Skal lokke Fler med dig til hviden Krist.

Klakharald.

O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!

I Morges bad jeg ikke for mit Liv,

Da længtes jeg saa saare efter Høien,

Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,

Nu skælver jeg for Dødens Komme.

Din Knud har jeg opfostret til en Hedning,

Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,

Og sanked hede Gløder paa mit Hoved ;

Men ei jeg vilde svige dig, og ei

Jeg turde drive Aserne fra Norden.

Nu har du ham, og han mit Rige har;

Lad nu mig arme gamle Mand henfare,

At gøre Bod for alle mine Synder

I kristent Land, forlige mig med Gud

Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,

Saa lad dog først den hellige Guds Mand

Ved Daaben vie mig til Tro paa Kristum

Og tvætte af min store Syndeskyld!

Da maa du kaste mig i Ormegaard,

Og jeg skal sjunge der med Gammen,

Til Sangen endes med det sidste Suk.

Thyra.

Ei er jeg fager mer, som da du beiled,

Og tyktes der var ingen Mø som jeg.

Du mindes vel de Tider ikke længer?

Men mindes maa du dog, at det var mig,

Som friede dit Land fra Hungersnøden,

Som stilled Folkets Vrede tit paa Thing,

Som skuffed Sakslands Keiser og som reiste

I Daneværke Skranken for hans Magt.

Skal nu til Løn min gamle Fader kastes

I Fangetaarn og dø en pinlig Død?

Er det fordi han troer paa Krist, da kaster

Og mig derned, thi jeg har samme Tro!

Knud.

Naar Gamle tale, skal de Unge tie,

Saa lærte mig Klakharald; men de Ord

Som trængte sig, fra Sindet frem, ei længer

Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild

De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,

Hans Djærvhed glæded, men, betog mig ei.

Men ved min gamle Fosterfaders Ord

Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.

Det rørte mig i Sind, at han som lærte

Mig store Sagn om Odin, Thor og Balder,

Forlod den gamle stolte Kæmpesæd.

Det rører mig, at Dvalins Døttre mægted

At drive ham fra Valhals Dør, da alt

Den aabner sig for ham til Kæmpegammen;

Men pine ham, fordi han saa er pint,

Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.

Hel Mange tro jo ikkun paa sig selv,

Dem straffer du dog ei min Fader,

Enddog langt mer de haane Asers Magt.

Taus sad den Gamle.

Hirdmændene.

Hører du, Konge!

Thyra den Elskede,

Dannemarks Trøst!

Hører du Sønnen,

Knud den Elskværdige,

Dannemarks Haab!

End tav Kongen.

Knud.

Du tier, Konge! du vil ikke høre.

Saa hør da Regnar Lodbrogs Ætmand her:

Jeg sværger ved de rige Valhals Guder,

At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,

Og før skal Odins sultne Fugl mig slide,

Før jeg skal se Klakharald lagt i Baand.

Hirdmændene.

Hører du, Konge!

Skjoldungen sværger,

Ti nu ei længer!

Gorm.

For gammel er nu Leirekongen vorden,

Da han maa tie i sin egen Hal,

Og tale kun, for Budet at genkalde

Som han har givet; men jeg mærker det,

Min Stol nu hælder som de gamle Guders.

Min egen Søn, min Knud, som troer

Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger

At bære Vaaben paa sin Fader.

Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt

Vil øde, ikke Troldens Spaadom sande.

Harald Blatan.

Du sagde, Fader! du var blevet svag,

Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;

Saa del da Danmarks Rige nu med mig!

At jeg kan vorde mægtig som min Broder.

Gorm.

Hvad? vover ogsaa du at haane mig?

Du usle Kvindedreng foruden Kræfter!

Nei dig jeg før skal dele, end med dig

Jeg deler Danmarks Rige. Trende Skibe

Dem skal du faae, gak saa med Hast herfra,

Og stædes aldrig mere for mit Øie!

Hirdmændene.

Vel har du svaret.

Venfattig Harald,

Kivsyge Blatan

Aldrig skal styre

Danaasts Odel.