Grønlændernes Angakok

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


§ 2.
Grønlændernes Angakok


Mellem Lappernes Noaider og Grønlændernes Angakut (Plur. af Angakok) er der saa stor Lighed, at man næsten kunde fristes til at antage, at de, der have skrevet om de sidste, havde laant sin Fremstilling fra de finmarkske Missionærers Beskrivelse af de lappiske Noaider.

Angakut vare nemlig, efter Stauning[1], Grønlændernes Præster, Spaamænd og Læger. Ikke Enhver kunde blive Angakok. Hertil udfordredes naturlig Begavelse, Undervisning og endelig den sidste Operation, for at man kunde erholde en altid hjælpende og ledsagende Tornak eller Aand, svarende til Lappernes Noaide-gaʒʒe.

Naar Vedkommende, der skulde blive Angakok, havde erholdt den behørige Undervisning, maatte han begive sig hen paa et øde Sted, aldeles afsondret fra Mennesker og tilbringe Tiden der med dybsindige Betragtninger, under stadig Bøn til Overguden Tornarsuk om at sende ham en Tornak eller Tornat; thi han havde i Almindelighed flere. Efter længere Tids Fasten og Tankernes uafbrudte Anstrængelse blev Legemet omsider udmattet, og Indbildningskraften kom i Uorden. Nu viste der sig for hans ophidsede Indbildningskraft Skikkelser af Mennesker eller Dyr, der alle af Vedkommende antoges for at være virkelige, ham besøgende Aander. Endelig kommer Tornarsuk selv, hvorover Lærlingen bliver saa forskrækket, at han dør hen og bliver liggende død i 3 Dage. Efter denne Tid kommer han igjen til Sands og Samling og har nu faaet sin Tornak eller sine Tornat.

Enkelte af disse Tornat eller Aander vare raadgivende, andre vare Hjælpere i Fare, og atter andre brugtes til Hævn og Ødelæggelse; men i det Hele taget bibragte de ham al den Visdom, Færdighed og Hjælp, som han behøvede, ligesom de i ganske kort Tid kunde bringe ham efter Behag op i Himmelen eller ned under Jorden.

Iblandt Angakokkerne var der forskjellige Slags. De mest anseede kaldtes Angakut poglit (pok, Pose eller Ham), da de især udmærkede sig derved, at de kunde paakalde forskjellige Dyr, som laante dem sine Hamme til at iføre sig.

En Angakoks fornemste Forretning bestod i at fare til Underverdenen for at løse de af et ondt Væsen, "den underjordiske Kvinde", bundne Sødyr eller til Himmels for at hente en Sjæl ned til en Syg. Førend nogen af disse Reiser kunde foretages, vare følgende Forberedelser nødvendige. Ved lys Dag kunde ingen Fart foregaa. Efter at Angakokken har ladet sig binde med Hænderne paa Ryggen og Hovedet mellem Benene og hensætte midt paa Gulvet ved Siden af en Tromme og et ophængt tørret Skind, hvis Raslen skal ledsage Trommens Lyd, istemmer han en Sang, som alle Forsamlede synge med. Derpaa begynder han med stor Bevægelse og Raslen med Skindet at sukke, stønne og fraade, fordrer sin Tornak eller Aand til sig og har ofte megen Møie med at faa den til at komme. Kommer den ikke frivilligt, maa hans Sjæl fare ud af Legemet for at hente den. Under dette bliver han da liggende nogle Øieblikke ganske stille, hvorpaa hans Sjæl med stor Susen kommer tilbage igjen, saa man vil forsikre, at det er aldeles, som hørte man en Fugl først flyve over Taget og dernæst hid og did inde i Huset. Ofte kommer imidlertid Tornak strax af sig selv uden at blive hentet og holder sig udenfor Døren. Med ham taler nu Angakokken om det, som Grønlænderne forlange at vide. Man hører tydeligt tvende Stemmer, en indenfor og en udenfor. Faar man ikke paa denne Maade tilstrækkelig Besked, saa maa en af de forud nævnte Reiser foretages. Den farligste af disse er


Farten til Underverdenen

Tornak eller en Angakoks Spiritus familiaris fører ham først igjennem Jorden eller Søen. Derpaa maa de forbi alle de Dødes Sjæle, der se ud, som da de levede her, og synes at have det meget godt. Naar de nu vel ere komne dem forbi, komme de til et bredt, langt og dybt Svælg. Her maa de over; men der er intet Andet at gaa paa end et stort Hjul, der er ligesom Is, og som ideligt og hurtigt dreier sig rundt. Herover maa derfor Tornak lede Angakokken. Derefter komme de til en stor Kjedel, hvori der koger levende Sælhunde, og endelig til den underjordiske Kvindes, Arnagnaksaks (ɔ: gammel Kvinde) Bopæl. Her maa Tornak atter tage Angakokken ved Haanden og lede ham enten gjennem en stærk Vagt af Sælhunde eller forbi en stor Hund. Der maa passes nøie paa et af de faa Øieblikke, da denne sover, og det kan alene en Angakok poglit gjøre, hvorfor de almindelige Angakokker ikke komme længer end hid og derfor maa vende tilbage med uforrettet Sag. Inde i Paladset sidder Underverdenens Kvinde. Hun ser bister og grim ud, sveder af lutter Vrede og river Haaret af sig af Forbitrelse over de fremmede Gjæsters Ankomst. Hun griber derfor strax til en vaad Fuglevinge, som hun stikker i Ilden og holder for Næsen. Af denne Røg og Stank vilde Angakokken og Tornak snart blive aldeles afmægtige og nødte til at overgive sig som hendes Fanger; men førend hun rigtig kan begynde at røge, gribe begge fat i hende ved hendes Haar og slæbe hende saalænge omkring, til hun til Slutning bliver ganske afmægtig. Om hendes Ansigt hænge Aglerutit, et Slags Amuletter, der oprindelig skulle have været "mishandlede eller i Dølgsmaal fødte menneskelige Fostre, altsaa Frugter af Menneskenes hemmelige Forbrydelser"[2]. Disse maa de rive af hende; thi ved dem bringer hun Dyrene til at forlade sine sædvanlige Opholdssteder og forblive fangne hos hende. Ligesaa hurtigt som Angakokken og hans Tornak rive disse af hende, ligesaa hurtigt fare strax Hvalfiske, Sælhunde og de andre Sødyr pladskende op igjennem Vandet og søge atter hen paa de sædvanlige Steder, hvor de blive fangede. Naar saa alt dette vel er udrettet, reiser Angakokken og hans Tornak tilbage og finder nu den forrige, saa vanskelige og farlige Vei ganske slet og jævn.

Man skulde tro, at en saadan Reise maatte medtage temmelig lang Tid. Men det er dog ikke Tilfældet. Angakokken forkynder meget snart atter sin Tilbagekomst til det mørke Værelse (hvor Alle imidlertid have siddet ganske stille, ikke rørt et Lem eller saameget som kløet sig i Hovedet, for at ikke Foretagendet skal mislykkes) ved at skrige paa Grønlandsk samt tromme og fortælle, skjønt meget udmattet, Alt, hvad han har seet og hørt. Derpaa istemmer han en Sang og gaar derunder omkring og giver Enhver sin Nærværelse tilkjende ved at berøre ham[3].


Farten til Himmelen

Naar Farten skulde gjøres til Himmels, lod Angakokken sig, efter først en Stund at have trommet og gjort allehaande forunderlige Fordreielser for derved at ophidse sin Indbildningskraft, til Slutning ligeledes binde lige ved Indgangen til Huset med Hovedet mellem Benene og Hænderne paa Ryggen. Derpaa slukkedes alle Lamper, Ingen maatte røre sig, og i det Hele taget foregik Alt som forud ved Farten til Underverdenen. Men istedetfor at fare did reiser nu Angakokken ved Hjælp af en lang Rem op til Sjælenes Rige i Himmelen, hvor han bivaaner en kort Raadslagning med Himmelens Angakut poglit og af dem erfarer den Syges Tilstand og Skjæbne, ja, Angakokken kan endog bringe en ny Sjæl ned til den Syge eller helbrede dennes Sjæl ved at flikke paa den med en Dyre-Sjæl; thi efter Grønlændernes Forestilling er Sjælen temmelig materiel, saaledes at den kan af og tiltage, tabe et Stykke og igjen flikkes paa eller istandsættes.

Ved Tilbagekomsten fra Himmelen opfører Angakokken sig paa samme Maade som ved Ankomsten fra Underverdenen. Naar Alt er forbi, tændes igjen Lamperne, og da ser man tydeligt nok, at Angakokken ser meget bleg ud, er udmattet og forstyrret og kan ikke tale sammenhængende[4].

Farten til Himmels foregaar lettest om Høsten. Nætterne ere da lange og Regnbuen, den første Himmel, nærmest Jorden, hvorfor da ogsaa Veien er kortest.


En Angakoks øvrige Forretninger og deraf følgende forskjellige Navne

Foruden de anførte Forretninger var det i Almindelighed en Angakoks Sag at helbrede Syge ved at læse eller mumle over dem, tale med Tornarsuk eller faa Underretning af ham om, hvorledes man skulde forholde sig for at have Lykke i sin Haandtering, fremdeles af Tornarsuk at faa vide, om Nogen skal dø eller nogen anden Ulykke indtræffe, i det Hele taget være Folkets Læger og Raadgivere. Efter de forskjellige Forretningers Natur fik Angakokkerne forskjellige Tilnavne. Enkelte Forretninger, f. Ex. de to her først nævnte, vare af den Beskaffenhed, at ikke enhver Angakok befattede sig dermed, de øvrige derimod maatte Enhver kunne udføre, naar han vilde ansees for en dygtig Angakok.

1. Angmayok kunde aabne en Syg eller skjære de Syge op, tage Tarmene ud, samt vende og rense dem. Da dette ofte foregik ved høi lys Dag og i en stor Forsamling af Folk, saa viser det, at Angakokkerne maa have besiddet stor Færdighed i Taskenspillerkunsten, for at ikke Nogen skulde komme efter deres Kunstgreb; thi Enhver, endog den Syge selv, troede, at han blev skaaret op og hans Tarmer gjorte rene. Denne Forretning maatte betales godt.

2. Tarratorpok kunde vise i Vand, om en Kajakmand, der ikke kom hjem til bestemt Tid, endda var levende eller var død. Iligemaade, hvo der havde stjaalet dette eller hint.

3. Tarræjyok kunde skjøde et Stykke til en Sjæl; thi om end Sjælen var af en finere Materie end Legemet, havde den dog samme Skikkelse som dette, og et større eller mindre Stykke af samme kunde tage Skade eller mistes. For at bøde paa den brøstfældige Sjæl, flikkedes et Stykke paa den. Undertiden, naar den gamle Sjæl var altfor uduelig, kunde man faa en splinterny Sjæl af en Hare eller et andet Dyr. Denne Tarræjyok-Forretning var meget indbringende. 4. Sillagiksarpok gjorde godt Veir. 5. Angusorsapok skaffede Held til at fange Sæl, og saaledes en hel Del flere. (Stauning Pag. 288—291. Glahns Anm. til Cranz: "Historie von Grønland", Pag. 353—356.)


Angakok-Sprog

Ligesom de lappiske Noaider, saaledes havde ogsaa Grønlændernes Angakut et kun for dem og deres Fortrolige forstaaeligt, metaphorisk Sprog. Ordene vare naturligvis rent grønlandske, men Betydningen, hvori de anvendtes af en Angakok, aldeles forskjellig fra og ofte netop modsat den, hvori de forekom i daglig Tale, f. Ex.:


Almindelig Betydning:

Nukakpiak, en ung Karl
Niviarsiak, en ung Pige
Tarsoak, det store Mørke
Tarub tunga, denne Side Mørket
Kaumatib tunga, denne Side Lyset
Mangersoak, det store Haarde
Akiktok, det Bløde
Ingirksoit, de store Spidse
Negovia, hans Avler
Poga, min Pose
I Angakok-Sproget

= en ung Pige.
= en ung Karl.
= Jorden.
= Nord.
= Syd.
= en Sten.
= Vandet.
= Fjeldene.
= hans Fader.
= min Moder o. s. v.


Fodnoter

  1. Jørgen Stauning: Grønlands Beskrivelse.
  2. Rink: Om Grønlændernes hedenske Tro.
  3. Jørgen Stauning: Grønlands Beskrivelse, og H. Egede: Beretning om Grønland.
  4. Stauning, Pag. 288.