Íslendingabók - Håndskriftlig overlevering. Retskrivning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Heimskringla Reprint
Íslendingabók
Udgiven ved
FINNUR JÓNSSON
København 1930
Det håndskrift, Jón Erlendsson skrev to gange af for biskop Brynjólfur Sveinsson, AM 113a og b fol., har åbenbart været et håndskrift fra o.1200 eller lidt för. Det har været skrevet med ret store og fyldige bogstaver, hvad Jón Erlendssons ene afskrift (A, dvs.: 113b) klart viser. Denne er i det hele taget mere tro end den anden (B, dvs.: 113a), og dog har denne på et par steder vistnok det mere oprindelige. Efter de tiders opfattelse og forståelse må afskrifterne, især A, betegnes som agtværdige. Ved afslutningen af B skriver Jón:
»Þessar Schedæ(1) Ara prestz fröda og fräsöogn er skriffud epter hanz Eigenn handskrifft aa bökfelle (ad menn meina) i Willingahollti aff Ione p. Ellendssyne Anno Dni 1651. manudaginn næstann epter Dominicam jubilate.(2)
Ión Ellendsson p. Mpp.«
Dette håndskrift ejedes senere af præsten Torfi Jonsson i Gaulverjabær. A er vel skrevet omtrent samtidig.
A fik Arne Magnusson fra præsten Þórður Jónsson på Staðarstaður. Arne oplyser, at det har været indbundet i en bog, som tilhørte Þorbjörg Vigfusdatter, præstens faster, men at Þórður havde skåret det ud. B fik Arne fra Þorlákur Þórðarson; også det havde været indbundet sammen med noget andet (»en stor bog«). Mere kan der vist ikke oplyses med hensyn til disse afskrifter.
Teksten er i det hele rigtig; på et par steder har originalen vel været noget utydelig og Jón søgt at efterligne, hvad han mente at se. Et par fejl (udeladelse af ord) har originalen også haft; herom henvises til anmærkningerne under teksten.
Hvad gengivelsen af originalen angår, er den i det hele og store pålidelig. Men Jón har flere steder - i bægge afskrifter - ikke undgået at indblande sin tids skrivemåder; det er let nok at udskille dem.
Aksenter, der kun nogle få gange findes, er overalt indsatte, hvor de skal stå; hvor en - senere - forlængelse endnu ikke var gennemført i Ares (eller afskriverens) tid, er aksenten ikke tilföjet. Hvor B skönnes at have den rigtigere skrivemåde, er den optaget uden videre.
Iøvrigt er det klart, at retskrivningen i originalen og brugen af tegn (bogstaver) ikke har været konsekvent; i udgaven 1887 har man søgt at give en konsekvent retskrivning på grundlag af håndskrifterne. Dette er ikke gjort her, men de, og da hovedsagelig A, er gengivne, som de er, med de nævnte afvigelser og undtagelser. I nævnte udgave er der gjort en så udførlig rede for håndskrifternes »retskrivning«, at det må betragtes som overflødigt at gentage det her. u-o og e-i i endelser er brugt i flæng, især det sidste; denne inkonsekvens er bibeholdt;
Et par gange skrives dt for tt, dette er gengivet ved det sidste; ligeledes er rdt (én gang) gengivet ved rt (virt). Iøvrigt er enkelte vigtigere skrivemåder anførte under teksten. Da udgaven indeholder en fototypisk gengivelse af A, er det vistnok ikke nødvendigt her at göre nærmere rede for hele denne sag. Det skal bemærkes, at de af Arne Magnusson i A tilskrevne varianter er alle hæntede fra B, hvad han selv oplyser på et vedföjet blad (se også Katalog 1,75): »Variæ lectiones, sem hier allstadar annoteradar eru med minne hende, eru teknar ur Exemplare ödru med hendi Sr. Jons Erlendz sonar ritudu 1651« (dvs.: B).
Fodnoter:
(1) Det er vist første gang, at dette umulige navn optræder, der senere desværre blev så tit brugt.
(2) Dvs.: 3. söndag efter påske.
