Hagbard og Signe (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik
Hagbard og Signe
Danske Oldkvad i Sakses Historie



Gengivne af Axel Olrik,

Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
København 1898


Hagbards og Signes kærlighed er i oldsagnet del af et större hele; den er hovedafsnittet i Håmundsönnernes og Sigarættens blodige sammenstød. Sigars sönner ypper strid med to af Håmundsönnerne og fælder dem; deres broder Hagbard tager blodhævn og tör efter dette ikke åbenlyst gæste Sigars kongsgård, men kommer i kvindeklæder til kongedatteren; han røbes af tærnerne og ombringes ved hængning. Senere hævnes hans død af den eneste efterlevende broder, søkongen Hake Hamundsön, der fælder Sigar og hærger det gamle kongesæde.

Af et stort kvad om Hagbards død haves kun de efterfølgende brudstykker, der mest handler om hans og Signes kærlighed, men også om slægtfejden, især i Hagbards samtate med dronningen.


* * *


Signe i sit bur; tærnerne taler om hendes bejlere og er uenige om, hvem de skal give fortrinnet. Hun udtaler da:

En mig bejler
med dåd og med djærvhed,
en mig bejler
med åsyn og lokker;
få år varer
selv den fejreste lødd,
dåd, som er øvet,
aldrig glemmes.

Hagbard, forklædt som skjoldmø, i Signes bur. Tærnerne begynder at fatte mistanke ved hans udseende.

Hagbard:

Det er kun föje,
om fodsålen
blev hårdhudet,
og læggen lodden;
over land og hav
længe har jeg faret,
tjørne har jeg trådt,
og tykning har jeg plöjet.

Brynjet barm
på buens fører
ikke er lind
som den linklædte møs;
ej ten eller tråd
tog jeg mellem hænder,
men den blanke sværdsodd
i blod rødned.

Hagbard og Signe om natten i hendes bur.

Hagbard:

Sig mig, Signe.
solklare dis,
medens vi er sammen begge
i brudenatten
uden frænders råd,
mod faders vilje,
Håmunds sön
med den.höjbårne:

om jeg fangen af din fader
føres til død,
og Sigar hævner
sönnernes bane, —
når mit liv er ledet,
hvad lodd du kårer?
vil min glædes viv da
godvilje lade kende?

Signe:

Ledt det mig tykkes:
livet at længe,
når graven lukker
over min fejreste lyst;
ikke sot eller sværd,
ikke sø eller mulde,
ingen død skal vinde dig,
uden at jeg vælger den samme.

Bundet blev det bånd,
som aldrig brister,
da jeg med sværdløfteren
lejet delte;
tvundet i en
er de livstråde tvende.
siden Skjoldunge-mø
sig til mand fæsted.

Da Hagbard føres til galgen, byder dronningen ham spottende afskedsdrik.

Dronningen:

Hagbard, du hårde,
som hæren på tinge
dömte til død,
dig jeg byder:
horn at tage,
Hel-bæger,
djærv at drikke
med dødsviet mund;
til Hels höjsal
heden du vandrer,
men dit legem rive
ravne i galgen!

Hagbard:

Drikken jeg tager
med denne hånd
— den sidste drik —
med dine sönners bane;(1)
aldrig når du
ud at løse
— Sigars hustru —
Helheims pant.(2)

Hagbard på galgehöjen, da han ser Signes bur i luer:

Hæv mig nu, svende,
höjt i galgen!
forud gik den
som jeg følger.
Luen leger i sky,
buret brager,
Signes godvilje(3)
lyser over land.

Aldrig har fæsteord
så fast bundet,
som da selv sit dødsbål
Signe tændte;
Hagbards brud
har nu Hel-grind åbnet;
intet kan os skille,
når ej kunde død.


Noter:


1) Med denne hånd, som er dine sönners bane, tager jeg den drik, du byder.
2) Udløse Helheims pant, få de to sönner tilbage, der dræbte af Hagbard var komne til Hel.
3) Godvilje, elskov.