Harald Blatan og Palnatoke: Femte Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Harald Blatan og Palnatoke:
Femte Samtale

Viborg Thing.

Palnatoke.

I mange hundred Aar sig ei har sanket

En saadan Mandeflok i Ring,

Fra Eirarsunds den fjerne, østre Bredde,

Til Jotlands Grændseskel er ei

En Ø saa liden, ei et Syssel,

Hvorfra jo sees Mænd i Kreds;

Men heller aldrig er i Danmark holdet

Et saadant Thing, og aldrig drev

Saa stor en Nød de gamle Fædre

Til Stevne. Nys er død en Drot,

Hvis Hylding Faa af os kan mindes,

Dog før er Konger døde, og med Ret

Vi for den Døde os en ny udkaare;

Men Mer vi tabte i de sidste Tider,

Thi vore Fædres Guder tabte vi,

Først nu er Danmark høvdingløs at nævne.

Vi kom her, for at kaare os en Konge,

Og for at kaare Guder. Siger nu!

Hvorom skal der vel handles først:

Om Kongen, eller om de høie Guder?

Flokken.

(med Gny.)

Om Guderne, om Guderne!

Palnatoke.

Velan!

Saa vælger da imellem Krist og Odin,

Imellem ham, som blev fra Arilds Tid

I Danmark dyrket, som gav Seier

Til Fædrene, og efter stolte Liv

Paa Jord, dem favnede i Valhal;

Og ham, hvis Dyrkere vi selv

Og vore Fædre have kækt betvunget

Ved Odins Hjelp, som bruge Kors for Sværd,

Og fare ned til Helas skumle Bolig,

Hvor giftig Taage hvert et Aandedræt

Forpester, og hvor evigt Mørke ruger!

Ei Begge kan I tjene, og kun Børn,

Ei Mænd det egner saa at vakle;

Thi vælger nu med velberaadet Hug

Imellem Kraft og Svaghed, Krist og Odin!

Nogle tav, men Flere vare de som raabte:

Ei vil vi dyrke hviden Krist,

Men Odin, Thor og Frei og Odin.

Palnatoke.

Naar det er eders faste Villje, naar

I har besluttet, at de høie Aser

Skal ene være eders Guder…

Odinkar.

Stands

Du Hedning! og forfør ei Folket,

Og bind ei Munden paa de Mange her,

Som døbtes, og som mærkedes med Korset!

Frem kristne Mænd! bekender eders Tro,

Og siger hvem det er, som I vil dyrke.

Frem traadte en Flok og sagde efter, saa som Odinkar mælte:

Paa Kristum, paa hans Fader, og

Den Helligaand vi tro, men ikke

Paa Odin, eller nogen Skurdgud.

Palnatoke.

I Mænd, som holde ved den gamle Sæd!

Som sankes vil med eders djærve Fædre

Paa Odins Bænk i skjoldbelagte Sal,

Som vil hos Freia favne eders Møer,

Som tør i Ragnarokes haarde Strid

For Aser kæmpe, staa mod onde Jetter,

O skynder eder hen i Guders Lund!

O dvæler ei hos denne vantro Skare!

Hofgoder, I som Odin ynder! frem!

Og følge Hver, som vil i Valhal glædes!

Tause vandrede Goderne fort, hardtad al Skaren fulgte, og kun en liden Flok blev hos Odinkar.

Offerlunden.

Høit løftede sig Altret i den aflange stensatte Krinds, og Folket udbredte sig paa Sletten.

Goderne.

Smitted en vanhellig Fod

Hellige Kreds,

Hastelig visne den Fod!

Kredsen er ren.

Stenene stande i Kreds,

Tregange Tregange Ni,

Tregange drage vi rundt,

Rundt om den hellige Kreds.

Hammerens Tegn

Vier og værger.

Jette og Trold!

Viger for Hammerens Tegn!

Kraftens hellige Sten!

Længe du stod

Øde i Gudernes Lund,

Taus og forladt;

Atter vi knæle paa Sten

Trindt om din Fod,

Odin har vundet i Nord,

Stor er din Pris.

Derpaa reiste Goderne sig og omginge Altret med Kvad.

Austri og Vestri,

Sudri og Nordri,

Dværgene bære

Himlen paa Skuldre,

Saa bære fire

Stene, mod fire

Hjørner, den høie,

Hellige Sten.

Mægtige Guder!

Skuer til Jord!

Svæv over Lunden

Venlige Njord!

Noatuns Konge,

Alternes Drot!

Sku vores Idræt,

Lyt til vort Kvad!

En Hest droges frem.

Goderne.

Solen og Maanen

Skinned paa Himlen,

Straalende Freia

Skinned i Sal,

Listige Jetter

Vilde dem røve,

Hesten dem rædded,

Derfor er Hesten

Aserne kær.

Solen og Maanen

Skinne paa Himlen,

Straalende Freia

Skinner i Sal;

Jorden oplyses,

Hjertet opglødes,

Hesten det voldte,

Derfor vi offre

Hesten til Aser

Her udi Lund.

En Gode.

Kniven jeg sliber,

Hvislende piber

Tørstige Sten.

En Anden.

Piblende Vædske

Snarlig skal lædske

Tørstige Sten.

Torden rullede i Skyen.

Goderne.

(til Folket.)

Aukathors Vogn!

Hører du hellige Døn?

Valhals forsonede Guder

Nærme sig. Knæl!

Bed dem med luende Andagt

Blive os nær!

Folket knælede, stærkere rullende nærmede sig Tordenen, og et mægtigt Lyn rammede Hesten.

Goderne.

(til Folket.)

Skued du Straalen,

Hvor den sig hvirvled

Ned over Kredsen,

Sagtelig rørte

Alterets Kanter,

Hvor den med Raslen

Nedsank i Hestens

Viede Tinding?

Hellige Guder!

Selv har I kaaret

Offeret nu.

Kniven er hvættet,

Brat vorder tvættet

Alterets Sten.

Det flyder, det flyder,

I Bollen sig gyder

Det rygende Blod,

Mod Himlen det ryger,

Mod Gudernes Borg,

Og Teignen bestryger

Den mossede Sten;

Graa var dens Lød,

Nu er den rød.

Saa staar i Kampen

Graa Væv af Stridsmænd,

Faste som Kamp,

Graa stander Væven,

Rødner i Kampen,

Skifter sin Lød.

(til Folket.)

Skuer du Odins

Hungrige Fugle?

Hører du Ravnen

Skrige i Luft?

Vel har behaget

Mægtige Aser

Selvkaarne Offer.

Pris da de vældige

Guder i Valhal!

Drik deres Minne!

Kæmp deres Strid!

Kongsgaarden i Viborg.

Det var silde, og halvdrukken sad Svend med sine Mænd om Bordet.

Svend. Fjølnir.

Svend.

Hvor er min Fosterfader Toke?

Han tidlig gik fra fulde Horn,

Han bliver gammel kan jeg mærke,

Og elsker høit sin Nattero.

Men Fjølnir! gamle Skælm! hvorledes

Kan det vel være, du er her?

Din Krop er dog endnu lidt ældre.

Fjølnir.

Ja Konge! jeg har aldrig havt

For Skik, paa egen Mag at tænke.

En Tjener skal jo tjene, og kun slet

Det sømmer sig for ham sig selv at raade.

Mit Øie mente at det fik sit Lys

For vel at agte paa min Konges Øie,

Og prøved aldrig paa at lukke sig,

Saalænge det saae Kongens aabent.

Saa tjente jeg i trende Snese Aar

Kong Harald, saa jeg Svend vil tjene.

Svend.

Det kan jeg lide, Gamle! saa jeg vil,

At alle mine Mænd skal tænke.

Fjølnir.

At Alle skulle tjene dig saadan,

Som de din Fader Harald tjente?

Om Palnatoke dig nu tjente saa,

Som Harald, var du dermed tjent?

Svend.

Hvordan? jeg er jo ikke Harald.

Sig mine Hirdmænd: de kan gaa!

Kom saa igen!

Enstund sad Kongen og grublede frem og tilbage, som Sæd er hos vaklende Naturer, og paa det Sidste vilde han høre sig selv, for at vide, hvad han tænkte.

Hvor det dog løber

Mig rundt i Hovedet! jeg veed

Ei om det Mjøden er, som avler

De sære Tanker i mit Sind.

Men Toke har mig jo opfostret,

Og gjort til Konge. Skam dig Svend!

Fjølnir.

Du sagde mig jo, Herre Konge!

Jeg skulde komme hid igen?

Svend.

Jeg siger, at jeg veed ei hvad jeg sagde,

Men hvad du sagde, var vist vel betænkt.

Fjølnir.

Og skulde jeg da tale til min Konge,

Og ikke tænke først? hvad heller var

Det Ret at tale, som jeg ikke tænkte?

Det har jeg aldrig gjort, og gør det da

End mindre nu paa mine gamle Dage.

Kan du ei Sandhed lide i din Gaard,

Saa jag mig bort! og jeg vil bede Toke,

At give mig en Jordplet for min Arv,

Hvor jeg kan dø i Ro.

Svend.

Aa Sludder, Gamle!

Jeg mente kun, at hvad du sagde før

Om Palnatoke, var, fordi du vilde,

Jeg skulde hade ham, som du.

Fjølnir.

Jeg hader ham, og hader ham med Rette,

Men hvad jeg sagde, sagde jeg, fordi

Jeg ikke under dig din Faders Afgang.

Svend.

Han har jo ikke Harald dræbt.

Fjølnir.

Just ikke han, men denne Pil det gjorde,

Og Haanden som i Buestrængen trak,

Da Pilen fløi og rammede din Fader,

Den har dog og lidt Del deri.

Jeg kender Pilen paa sin gyldne Spidse,

Det er den samme, som min Brodersøn

Tog af sit Kogger til Kong Harald,

Da Æblet han af Aages Hoved skød.

Svend.

Men denne Pil dog ogsaa kunde have

Lidt Ærende hos Harald.

Fjølnir.

Derom vil

Vi ikke stride, jeg var Haralds Ven

Og ældste Tjener. Jeg kun vilde,

Du skulde se, det var den samme Toke,

Som Pilen skød, og som i Dag

Gav sine Guder Skyld for Skuddet.

Jeg veed nu ei, om du kan være tjent

Med Undersaatter – dog, det Ord ei duer –

Med Kæmper, som tør dømme Kongen selv,

Og straffe ham paa deres Guders Vegne.

Tag dig i Agt! Mer siger jeg dig ei.

Svend.

Du faaer mig aldrig til at tænke,

At Toke, som har fostret mig,

Hvem Folket vilde havt til Konge,

Men som mig skaffed Kongenavn,

Har Ondt isinde. Veed du Noget,

Saa lad mig høre! – Hvorfor tier du?

Fjølnir.

Fordi det dog jo nytter ei at tale.

Forglem at jeg har Noget sagt,

Og tro kun Toke! han forlader

Dig sikkert ei, undtagen hvis en Pil

Fra Guderne dig traf, da kunde

Han som en Asadyrker ei

Beklage dig, men maatte takke Odin.

Svend.

Hvordan? Hvad mener du med det?

Fjølnir.

Hvad Toke mente, da han svor: en Kristen

Ei mere skulde klæde Kongestol.

Om Saxlands Keiser nu dig nødte

Til Kristendom, om selv du fandt,

Naar sære Jærtegn du beskued,

At det var godt at tro paa Krist,

Og alt for tungt at staa imod

Saa stærk en Herre; mon da Odin

Ei kunde faae det Indfald, ved en Pil

Fra Tokes Haand at nøde dig til Valhal!

Svend.

Men jeg vil ikke tro paa Krist.

Fjølnir.

Jeg kun forstaar mig lidt paa Troen,

Og veed ei hvilken der er bedst;

Men snart er halve Danmark kristnet,

Hvad vil saa du?

Svend.

Saa faaer vel jeg

At følge Strømmen.

Fjølnir.

Og naar den du følger,

Hvad gør saa Toke, mener du?

Svend.

Hvor veed vel jeg, hvad han vil gøre!

Din Tale gør mig hartad gal.

Fjølnir.

Gid den dig gjorde klog, forsigtig!

Du kender Jomsborgs Vikingsflok,

Du hørte, at i Dag paa Thinge

Mer end det halve Folk sig laved til

At hylde Toke; naar han vredes

Paa dig engang, hvad saa?

Svend.

Jeg ser, at han kan vorde farlig.

Men skulde jeg vel derfor dræbe ham!

Fjølnir.

Du skulde ligne ham; hel listig

I Dag han Kongenavnet ei

Modtog, men vilde heller bie

Til Alt blev modent. Dræbe ham,

Sig just for dig ei sømmer, men jeg mener

Du gjorde vel, om du ham bød

Til Arveøllet efter Harald;

Naar Pilen da gik rundt omkring,

Naar trodsig han ved Pilen kendtes,

Naar ikkun Haralds Venner sad paa Bænk,

Da blev vel Harald Blatan hevnet.

Du havde ingen Skyld, men du

Sad fastere paa Kongestolen.

Svend.

Men var det ei en Nidingsid

Af mig, at lokke ham i Snaren?

Fjølnir.

Saa lad ham være løs saalænge,

Til Pilen dig har naglet fast!

Svend.

Nu vil jeg sove. Mjøden og din Tale

Har rent fortumlet mig, jeg veed

Ei mere nu, hvad jeg skal tænke.

Fjølnir.

Jeg ønsker dig en rolig Søvn,

Dog ei saa rolig, som Kong Haralds.

Thinghøien udenfor Viborg.

Det var ved Midienat, der Palnatoke sad gladelig paa Høien og skuede ud over Landet.

Palnatoke.

O hvilken Lyst at dvæle her,

Imellem disse gamle Stene,

Som bare Fædrene hvergang

En Skjoldung kaaredes til Konge!

O dobbelt Lyst at dvæle her

I denne Nats det lyse Mørke!

Se hvor de Stjerner tindre mildt,

Som hver af dem var Freias Øie!

En Skikkelse fremskrider hist,

Naar færdes Mænd vel her saa silde?

Hvem er vel du, som vanker om

I Natten, og min Ro forstyrrer?

Odinkar.

Jeg kommer for at søge dig,

Du ganger her omkring med Gammen

I Mørket, fordi Mørket vandt,

Og om din Gammen end jeg spildte,

Da var det Ret, thi du i Dag

Har spildt min Sjels den største Glæde.

O Toke! Toke! du har kæmpet

Mod Lyset, mod den klare Sol.

Palnatoke.

Du er den Klerk, som vilde her paa Thinge

Forføre Folket til at tro paa Krist.

Ei er du en af Saxlands fule Munke,

Men dansk, og, som mig tykkes, djærv;

Hvor kunde du saa skammelig affalde

Fra Fædreguder og fra Fædresæd?

Odinkar.

Jeg er din Frænde Odinkar,

Som du jeg Aserne har dyrket,

Men tjener nu en bedre Gud.

O Toke! hvorfor vil du ikke

Oplade Øiet?

Palnatoke.

Kom og sæt

Dig her paa Stenen! vi vil tale

Om Gudernes den hellige Natur;

Thi, som mig tykkes, er du ingen Daare,

Og farer ei med usselt Gøgleri,

Som Popo og de andre Klerke.

Jeg tror paa Aserne, fordi

Jeg troer, det er Ret, men kunde

Du vise mig, det ei var saa,

Da og min Tro jeg vilde skifte.

Odinkar.

Jeg veed det, Toke! du er ikke Hedning,

Som Andre ere det, og ei

Du Lyset trodser blind i Mørke,

Men kun i Mørket ser du Lys;

Du elsker kun de kolde Stjerner,

Og hader Solens varme Glands.

Palnatoke.

Man vorder lad og dorsk i Heden,

Naar ei den blander sig med Kuld.

Odinkar.

Naar Solen blusser hver en Morgen

I Østen frem, og Stjerner fly,

Hvad mener du vel det betyder?

Palnatoke.

Med Natten kæmper Stjerners Lys,

Som Aserne med Jetter kæmpe.

I Ragnaroke Aser skal

Med Jetter falde, endt er Nattestriden,

Og Solen straaler frem i Glands,

Det ahner jeg ved Morgengryet.

Odinkar.

Men, naar nu Jetter kunde fældes

Før Ragnaroke, maatte da

Ei Aser og med dem forsvinde?

Palnatoke.

De maatte; men det kan ei ske,

Saalidt som Døgn kan vorde idel Dag.

Odinkar.

Kan Asernes og Norners Fader

Ei avle En, som mere tro

End Odin, Jetterne vil fælde?

Palnatoke.

Er Guddomskraften to? kan Ymers Krop

End staa, naar Ymers Æt udslettes?

Odinkar.

Det er et Jærtegn, som vi ei

Begribe, men som selv forkyndes

I vore gamle, dunkle Sagn:

Naar Jord og Alt paa Jorden græder,

Da stiger Baldur op fra Hel;

Men stiger han, da Ymers Legem

Fra Smitten renses, thi det græd.

Palnatoke.

Din Kløgt er større end jeg tænkte.

Odinkar.

Alfader sendte ned sin Søn,

Og Sønnen steg til Helas Bolig,

Der bandt han Jetters fæle Flok;

Men Baldur op han med sig førte,

Og denne Søn var hviden Krist.

Palnatoke.

Hel Underligt er hvad du siger,

Men Aserne! hvor bleve de?

Odinkar.

Hvor blive de i Ragnaroke?

Palnatoke.

I Hødur stige de til Gimle.

Odinkar.

Med Baldur Hødur steg fra Hel.

Kan du end spørge længer, Toke?

Palnatoke.

End spørger jeg: er Kraften to?

Kan blinde Hødur naa til Gimle,

Før did ham lyser Surturs Ild?

Kan Aser uden Kamp nedfældes,

Og hvem kan bundne Jetteflok

Med Fenrisulv og Midgardsormen

Udslette, naar ei stærke Thor

Og tause Vidar mere aander?

Odinkar.

Hvad mener du vel mægter bedst at lyse,

Alfaders Sol, hvad heller Surturs Ild?

Naar Aser leve, kan ei Fenrisulven

Og Midgardsormen dræbes, som du veed,

Men om nu Aserne ei faldt,

Om disse Verdens stolte Guder

Blandt Jetter lagdes fast i Baand;

Om evig dem Alfader straffed

Med evigt Liv i Surturs Lue;

Var det da ikke Ret?

Palnatoke.

Hvordan?

Kan eders Gud sig selv da pine,

Og skal det Onde aldrig dø?

Skal Baldur ei med Hødur bygge

Paa Seierstøtten? skal fra Fjelderod

Ei Nidhøg drives med sin Ormeyngel,

Og synke ned i Ginnunggab?

Skal Alt da engang Eet ei vorde,

Skal Mer end Gimle være til?

Det er en ond, en farlig Lære,

Og trods dens fine Troldekløgt,

Jeg klarlig ser, hvorfra den stammer:

Alt længe Jetterne med Magt

Mod Aser kæmped, men forgæves,

Nu stræbe de med sælsom List

At vinde end i Ragnaroke;

De vil indbilde os, at alt

De ligge i et evigt Fængsel,

Naar vi da glemme mandig Kamp,

Og stille vores Liv hensover,

Da ødes Valhal, sorte Hel

Os griber, onde Jetter seire.

O ve os! at saa skammelig

Vi Volas dybe Kvad forglemte,

Forglemte Aserne og kun

I Templet deres Støtter æred!

Thi derfor misted vi vor Kraft,

Og Jetter Askurs Børn kan daare.

O Frænde! hjelp mig at forny

De herlige, de svundne Tider!

Odinkar.

Nei, Frænde! nei, hel vel jeg veed,

Paa hvem jeg tror, han sviger ikke.

Forsonet er jeg med min Gud

Og trænger ei til Valhals Kampe,

Ei mer behøver jeg min Lid

Til Ragnarokes Strid at sætte,

Thi endt er Jetters onde Magt

Og knust er Midgardsormens Hoved.

Palnatoke.

Det mener du? har du da glemt

Det gamle Sagn om Thor og Yme,

Som ender med de mærkelige Ord:

Vel sige Mænd, da Thor sin Hammer

Udkastede, blev Ormens Hoved knust;

Men det er sandere at sige,

At Ormen ligger end i Hav,

Og vinder sig om alle Lande!

O! tro ei disse onde Løgne,

Lad dig ei daare af en Glands

Der blænder, men vor Kraft fortærer!

Odinkar.

Ei dræbes Kraften, skønt ei mer

Den mæler høit i Vaabengnyet;

Den virker stille, inderlig,

Og dræber daglig onde Jetter.

Dog – klart jeg ser, det nytter ei

At ville dig til Kristum føre,

Du er stadfæstet i en vildsom Tro

Og ingen Størke mægter dig at rokke:

Ei vil jeg dømme, thi jeg vil ei dømmes,

Og vel jeg veed din Hug er ikke ond,

Men syndig er din Id og dertil daarlig,

Thi medens Kristi rene Lære du

Vil standse, prøver du at stille

Selv Tiden i sit Løb; den visne Urt

Skal paa dit Vink med friske Blade prange.

O Daare! mener du, fordi

I Dag de gamle Guder seired,

At længe deres møre, raadne Stol

Kan staa, før helt den sønderbrydes?

Se dig omkring! fra Romaborg

Til Eideren har Kristus vundet.

Palnatoke.

Men her i Norden, Asers Hjem,

Her, hvor den høie, prude Lære

Er groet mellem Klipper frem,

Kan den vel og som Klippen stande.

Odinkar.

Jeg ærer Fædrene i Nord,

Og jeg beundrer dem, som kunde

I Mørket saadant herligt Glimt

Opdage, men det er jo svundet.

I Norrig og i Svithjod selv

De Fleste tro paa egen Størke;

Men Mange ogsaa tro paa Krist

Der, som i Danmark.

Palnatoke.

Er vel Glimtet,

Som du det kalder, svundet her i Nord,

Fordi hel Faa det skue nu omtide?

Er Solen og forsvunden, naar i Sky

Den hyller sig, ja selv naar den nedsynker

Ved Aftenstid? Dog – var det endog saa,

At Kristus kunde vinde her i Norden,

Da stander Jomsborg dog, og kan dens Kæmper

End ei, som er min faste Tro,

Indsætte Odin i sit Odelsrige,

I deres Æt dog vist et Skin af Nord

Skal leve evig.

Odinkar.

Evig, Daare!

Det vorder lagt i Høi med dig.

Palnatoke.

Saaledes stode disse gamle Stene

Igennem mange hundred Aar,

Naar Storme sused gennem Skoven

Og rev fra Jord den stærke Eg,

Da stode de, kun Mossets Trævler

For Vinden svaied hid og did.

Saa kan vel ogsaa Jomsborg stande,

Den store Sten, som jeg har reist;

Thi den har ingen Rod i Jorden,

Den staar kun paa den, og først da,

Naar Jorden revner, kan den synke.

Odinkar.

Ja du har sagt det, Spaadom er din Trods,

Thi som jeg stod og stirrede mod Himlen,

Da saae jeg underlige Stjerneskud

Og sære Syner, som mig Aanden siger

Stadfæste dit forvovne Spaadomsord.

Ja, Jorden skal sit Svælg oplade,

Og der skal Jomsborg synke ned,

Og vore Ætmænd skal ei vide,

Hvor fordum stod den stolte Borg.

Naar da en Saga dem fortæller

Om denne Nat og dine frække Ord,

Da skal de korse sig med Gysen,

Og knæle dybt i Støv for Krist.