Hos Aandemaneren Igjugarjuk – Initiationsriter (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Igjugarjuk

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Initiationsriter

Knud Rasmussen
København, 1926

Som ung Mand havde Igjugarjuk mange Drømme, han ikke kunde forklare sig. Mærkelige Væsener, som han ikke kendte, kom til ham og talte til ham, og naar han vaagnede af Søvnen, stod alle Drømmebillederne saa livagtigt for ham, at han kunde fortælle sine Bopladsfæller derom. Da det saaledes var bleven klart for alle, at det var forudbestemt, at han skulde være Aandemaner, blev en gammel Mand ved Navn Perqanaoq hans Læremester. Midt om Vinteren i den allerkoldeste Tid trak han Igjugarjuk paa en lille Slæde — akkurat stor nok til, at han kunde sidde paa den — langt bort fra Bopladsen til den anden Side af Hikoligjuaq. Her maatte han blive siddende paa Slæden, medens den gamle Aandemaner byggede en lille Snehytte til ham, lige stor nok til, at han kunde sidde paa Hug inde i den. Igjugarjuk maatte ikke besmitte Sneen ved at træde paa den og blev derfor baaret ind i Snehytten af den gamle Mand, hvis Fodspor ansaas for rene og hellige. Skønt det var meget koldt, fik han intet Brikseunderlag og ingen Skind til at svøbe sig ind i; alt, hvad han fik, var kun en lille Stump Skind, lige stor nok til at sidde paa. Han fik heller ingen Føde, hverken vaadt eller tørt. Den gamle Aandemaner formanede ham til kun at tænke paa den store Aand og paa den Hjælpeaand, der nu vilde komme til ham, og saa forlod han ham.

Da fem Dage var gaaet, kom den gamle Aandemaner tilbage og bragte ham en Drik lunkent Vand, indsvøbt i Renskind, hvorpaa han atter blev overladt til sig selv, med indtrængende Formaninger om kun at tænke paa den store Aand. Derefter sultede han igen i femten Dage, fik atter en Slurk lunkent Vand og et ganske lille Stykke Kød og maatte saa sulte i ti Dage. Efter denne lange Faste blev han endelig hentet af den gamle Aandemaner. Igjugarjuk fortæller, at de 30 Døgn, han tilbragte her, var saa kolde og saa trættende, at han sommetider døde en lille Smule. Han tænkte i al denne Tid kun paa den store Aand og søgte at holde alle Mennesker og alle dagligdags Begivenheder ude af sine Tanker. Først hen imod Slutningen af hans Faste kom der en Hjælpeaand til ham i Skikkelse af en Kvinde. Hun kom, medens han sov, og han syntes, at hun svævede hen over ham. Saa drømte han ikke mere om hende, og hun blev hans Hjælpeaand. Efter denne lange Maaneds Kulde og Sult maatte han i fem andre Maaneder holde en meget streng Diæt og intet have med Kvinder at gøre. Derefter blev Fasten gentaget; thi jo oftere en Faste gentages, des bedre bliver et Menneske egnet til at se ind i det, der er skjult for andre. I Virkeligheden ender Læretiden aldrig; det kommer an paa en selv, hvor meget man vil lide, og hvor meget man vil lære.

Siden, da Igjugarjuk mente, at han var dygtig nok til at træde frem for Mennesker, foregik hans Aandemaning paa den Maade, at han, naar han skulde løse en Opgave, samlede alle sine Bopladsfæller og lod dem holde Sangfester. Imedens vandrede han selv ude i Naturen i al Slags Vejr og søgte nu sammen med den store Aand at komme til Klarhed over det Spørgsmaal, han havde faaet. Naar Opgaven var særlig vanskelig, maatte han ofte vandre uafbrudt i tre Døgn, men hver Morgen skulde han vende tilbage til Snehuset, hvor hans Bopladsfæller stadig festede, og her skulde han give Melding om, hvad han havde set og hørt, i den Tid han havde været borte.

____________________

Enhver Aandemaner har et helligt Bælte, som undertiden spiller en meget væsentlig Rolle i Paakaldelsen af Aanderne. Jeg var saa heldig at erhverve et saadant Bælte af en kvindelig Aandemaner ved Navn Kinalik, "Masken". Det bestod af en almindelig Skindrem, hvortil var hængt følgende Ting: en Splint af en Bøssekolbe — denne skulde hun bære, fordi hun var bleven Aandemaner gennem Dødssyner — en Stump Senetraad, der havde været brugt til at sammenbinde Teltstænger med og ved en eller anden Lejlighed havde været anvendt ved Aandemaning, en Stump Baand, der engang havde været bundet om et Stykke Tobak, et Stykke af hendes afdøde Broders Hue — Broderen var nu hendes Hjælpeaand — et Stykke hvidt Renskind, nogle flettede Vidier, en Kanomodel, en Rentand, en Vante og en lille Stump Sælskind. Alle disse Ting, som hang ved Bæltet, havde kun faaet magnetisk Kraft, fordi de var givet hende af Mennesker, der vilde hendes Vel. Alle Gaver giver Styrke. Det behøver ikke at være store eller kostbare Ting, idet ikke Genstandens Værdi, men Tanken, som knytter sig til Gaven, giver Styrke.

Et saadant Aandemanerbælte anvendes i Forbindelse med en Aandemanerstok. Stokken bindes fast til Bæltet, der nu tildækkes med et Stykke Skind, medens Aandemaneren stadig holder i den anden Ende af Stokken. Naar Aandemaneren tilkalder en Aand, kommer denne op gennem Jorden til Bæltet, og det viser sig ved, at Stokken bliver saa tung, at Aandemaneren ikke kan løfte den. Naar Aanden paa denne Maade har givet sin Nærværelse til Kende, kan Aandemaneren tale til den og faa de Oplysninger, han ønsker. Kinalik var en yngre Kvinde, der gjorde et meget intelligent Indtryk, pæn, renlig, venlig, tillidsfuld og meddelsom. Hun havde engang drømt om en Mand i Stammen, drømt, at han vilde blive syg. Det blev taget som Tegn paa hendes Anlæg for Aandemaning, idet denne Drøm var bleven indgivet hende af en Aand. Hun var Svigerinde til Igjugarjuk, som blev hendes Lærer. Bopladsfællerne blev kaldt sammen i et Hus, og Kinalik blev nu bragt udenfor og hængt op i nogle Teltstænger, der var stukket ned i Sneen. Her maatte hun hænge i fem Døgn for at gøre sit Sind modtageligt. Det var midt om Vinteren, haard Kulde og stærk Fygning, men hun kom ikke til at fryse, fordi Aanden beskyttede hende. Da de fem Døgn var gaaet, blev hun taget ned og bragt ind i Husgangen, hvor hun anbragtes paa et Skind lige uden for Kogerummet, og nu blev Igjugarjuk af hendes gamle Moder anmodet om at skyde hende med en Bøsse, for at hun gennem Dødssyner kunde komme i Forbindelse med det overnaturlige. Bøssen skulde lades med Krudt; men for at hun ikke skulde dø, men stadig føle sig bunden til Jorden, skulde hun skydes med en lille Sten og ikke med Bly. Igjugarjuk skød hende saa i Nærværelse af alle Bopladsfællerne, og Kinalik segnede om. Man holdt Sangfest, medens hun laa død hele Natten. Hun led intet, Aanderne værnede om hende, og næste Morgen, netop som Igjugarjuk skulde til at vække hende til Live igen, vaagnede hun af sig selv. Igjugarjuk paastod, at han havde skudt hende i Hjertet, og senere blev Stenen taget ud og opbevares nu af Aandemanerskens gamle Moder.

Gennem denne Død var Kinalik nu bleven modtagelig for Aanderne, og hendes Hjælpeaander blev hendes afdøde Broder Qaluvseraut og en gammel Isbjørn, kaldet Sermersitiut. Hendes Broders Aand plejede at komme svævende til hende gennem Luften med Benene øverst og Hovedet nederst; først naar han kommer ned paa Jorden, kan han gaa som et almindeligt Menneske. Den gamle Isbjørn har hun aldrig set, men kun hørt og mærket omkring sig.

____________________

Ved Bopladsen levede en ung Mand, Aggjartoq, der ogsaa var bleven uddannet til Aandemaner af Igjugarjuk; her var en tredie Form for Lidelse anvendt, nemlig Drukning.

Dengang Aggjartoq skulde indvies til Åanderne, havde Igjugarjuk og en gammel Mand ved Navn Ulivfak bundet ham fast til en lang Teltstang og baaret ham ud paa en Sø, hvor der blev hugget et Hul i Isen, og Aggjartoq blev stukket ned gennem det, fastsurret til Teltstangen, men saaledes, at han kom til at staa paa Søens Bund med Hovedet helt under Vand. Her lod de ham staa i fem Døgn, og da de atter halede ham op igen, var alle hans Klæder, som om han aldrig havde været i Vand, og han var bleven en meget stor Aandemaner, fordi han havde overvundet Døden. Hans Hjælpeaander blev hans afdøde Moders Aand og et Menneskeskelet, hvis Sjæl kun kom til Stede, naar Aandemaneren kaldte paa den.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 180-183. København, 1926.