Hovedløsen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif


Skjaldekvad


Egil Skallagrimsson


Hovedløsen


Oversættelse: Olaf Hansen (1923)


1.
Mod vest jeg for,
jeg tog om bord
min sangkunst med,
drag så af sted.
Jeg stævned hid
ved tøbrudstid.
Jeg rummed røst
til kvad i bryst.

2.
Tag, drot, her hvor
som gæst jeg bor,
på Englands jord
mit digterord.
Din pris med grund
i denne stund
- skaf lyd mig kun -
har fyldt min mund.

3.
Agt, fyrste, på
- du kan og må -
versenes fald,
blir der lyd i hal.
Din krigerfærd
er kendt af hver,
men Odin så,
hvor valen lå.

4.
I tusindfold
slog sværd mod skjold.
Du sprængte bold
hver våbenvold.
Med spyd man skød,
der runged stød,
og brag der lød,
som sang om død.

5.
Men uforskrækket
og skjoldbedækket
slog hirden ægget
og kampusvækket.
Under faner vandet
med blod blev blandet,
og vover røde
der stadig fløde.

6.
Tæt spydene faldt,
og liv det gjaldt.
Men Erik ry
sig vandt påny.

7.
Må tavsheden vare,
vil frem jeg fare.
Jeg kan hans svare
bedrifters skare.
Flere han mødte,
flere blødte.
Svungne klinger
mod skjolde springer.

8.
Sværdene braged
mod sværd i slaget.
Odde blev jaget
i sår og naged.
Med jern man leged,
som kinden bleged;
af våben dragne
blev helte slagne.

9.
Odde gav sår,
ægge fik skår.
Men Erik ry
sig vandt påny.

10.
Dit sværd blev rødt,
ravnen var mødt,
liv blev dødt,
for spær var der blødt.
Ulve I droge
hen, hvor I sloge.
Mange døde
blev ørnens føde.

11.
Ravnenes skare
slap for at spare;
til dyngerne svare
de daled snare.
Næbbene stinger
i røde bringer,
blod dem pletter
ulven sig mætter .

12.
Ej hungre den kan,
der er nok for dens tand.
Gik Erik i land,
faldt mangen mand.

13.
Skarpt der skødes,
freden brødes.
Der spændtes buer,
det ulven huer.
Hvast bed ægge,
pile knække;
nye fore
fra buesnore.

14.
Frem for at fælde
med heftig vælde
kongen trængte,
skjoldet han slængte.
Som før gik det her,
sit kvad er han værd,
og ry hans færd
over havet bær.

15.
Stram buen han trak
pilene stak.
Gik Erik i land,
faldt mangen mand.

16.
Hvad inderst inde
han har på sinde,
skal end man kende,
så vil jeg ende.
Altid den bolde
kamp vil holde,
bragende skjolde
ham fryd vil volde.

17.
Og guld han byder,
som armen pryder;
karrige skikke
lider han ikke.
Han strør så huld
blandt hirden guld,
som var det af muld,
hans hånd var fuld.

18.
Stærk fra slaget
Er hjem han draget.
Buerne dirred,
sværdene klirred.
Kongen spreder
sit guld og leder
landet med ære.
Han priset være!

19.
Fyrste! Fortæl,
digted jeg vel?
Jeg tror, med skel
Fik jeg lyd til mit held.
Ud gennem munden
dybt fra bunden
af sjælens rige
din pris lod stige.

20.
Din lov jeg kvad,
mens tavs man sad.
Jeg siger i hal,
hvad der siges skal.
Din ros min røst
bar ud fra bryst
af alle hørt
blev frem den ført.


Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."