Ibmel, Jibmel eller Jubmel og Jumala

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
2. Himmelens og Luftens Guder

§ 14.
Ibmel, Jibmel eller Jubmel og Jumala


Med Udtrykket Ibmel betegnes nu for Tiden i det lappiske Skriftsprog Begrebet Gud i Almindelighed og den kristelige Gud i Besynderlighed. De første Missionærer forefandt allerede paa sin Tid dette Ord i Sproget brugt som Apellativum, medens en hel Del særegne Navne karakteriserede de forskjellige lappiske Guddommeligheder. Rimeligvis er derfor dette Ord i Lappisk, ligesom Jumala i Finsk, ikke blot det ældste Gudenavn, som den lappisk-finske Mythologi kan opvise, men maaske det ældste Gudenavn hos hele den finske Folkestamme; thi det findes ikke blot hos disse to nærmest beslægtede Nationer, men ogsaa hos Esterne, Syrjänerne, Tscheremisserne og Sibiriens Samojedestammer. I de nordligste lappiske Dialekter har det nu Formen Ibmel, sydligere Jibmel, Jubmel (Gen. Jubmelan), i Finsk Jumala, Nord-Tschudisk[1] Jumal, Estn. Jummal, Syrj. Jen (egentlig Jemel), Tscherem. Juma, Samojed. Num eller — efter Lencqvist[2]Jum. Førend Ordet Ibmel blev et Apellativum, har det naturligvis været et Proprium eller Navnet paa en enkelt Guddommelighed. For at udfinde Ordets oprindelige Betydning og dermed ogsaa den ældste lappiske Guddommeligheds Karakter — er det nødvendigt at paavise Ordets Rodform. Denne ligger saa tydeligt for Dagen i det lappiske Sprog, at man aldeles ikke med ældre Filologer behøver at søge den i det hebr. jom, Dag, og el, Gud, eller i jum, Himmel, og bal. Herre. I Lappisk har man nemlig et meget almindeligt forekommende Verbum jubmat, hvis Ordstamme er jubma eller juma, og hvis Rodform, (der i ethvert lappisk Ord er enstavelses, endende paa Konsonant), er jum, aldeles paa samme Maade som f. Ex. Verbet dabmat, tæmme, gjøre tam, har Stammeformen dabma og Roden dam, (ɔ: det laante norske Ord tam). Man ser saaledes, at, medens Samojederne have beholdt Rodformen num eller jum; (thi j og n vexle ofte i Samojedisk[3]), have Tscheremisserne beholdt Stammeformen juma og de øvrige finske Folkefærd en afledet Form paa -la eller -l; thi lappiske og finske Ord, som bestaa af mere end 2 Stavelser, ere i Almindelighed afledede. Afledningsendelsen er her den i Finsk meget hyppigt forekommende Endelse -la eller -lä, der har lokal Betydning eller betegner et Sted, hvor det, som Primitivet betyder, findes eller foregaar. Nu betyder jubmat i Lappisk suse, dure, drøne, og jubma (finsk jumi) betyder Sus, Dur, Drøn. Følgelig betyder Juma -la eller Jubmel Stedet, hvor Dur eller Drøn findes, det vil sige Himmelen. Lapperne synes altsaa ligesom Finnerne under Navnet Jubmel eller Jumala oprindelig at have dyrket enten selve Himmelen som Guddom eller visse i Himmelen skjulte Kræfter, en Himmelens eller Luftens Guddom. Det Samme har været Tilfældet ogsaa med andre asiatiske Folkeslag. "Es hat innerhalb des weitgestreckten Gränzen Asiens" siger Castrén[4], "kaum ein einziges heidnisches Volk gegeben, welches nicht, sofern wir von seiner Religion einige Kenntniss haben, den Himmel und dessen göttliches Wesens verehrt hatte. Und nicht nur in Asien ist dieser Cultus herrschend gewesen, sondern alle wilden Volker sind stets Naturverehrer gewesen und haben ihre Huldigung vor allem andern dem Himmelsraume dargebracht. Ueber die ältere Religion der Mangolen weiss man sehr wenig, jedoch ist es erweislich, dass auch sie den Himmel unter dem Namen tengri angebetet haben. Die Tungusen verehren in Buga noch heut zu Tage eine himmlische Gottheit, und mehrere türkische Stamme zollen auf gleiche Weise Anbetung gewissen himmlischen Mächten, welche Kudai genant werden, und deren es sieben geben soll. Auch von den Vorfahren der jetzigen Türken, den von den Chinesen sogenannten Tu-kiu, wird erzählt, dass sie den Himmel angebetet haben, und dasselbe soll nach einer chinesischen Angabe der Fall gewesen sein mit dem Volke der Hiongnu. Dass die Samojeden wirklich den Himmel anbeten, das bezeugt die Sprache selbst, denn in Samojedischen werden Gott und Himmel durch ein und dasselbe Wort, das eben angefürte num, bezcichnet — ein Sprachgebrauch, der seinen Grund natürlich darin haben muss, dass der Himmel als göttliches Wesen betrachtet wird. Zur Bezeichnung des Bergriffes Gott bedienen sich zwar gewisse Samojedstamme auch des Wortes jilibeambaertje, doch dieses Wort ist eigentlich nur ein Epithet von num und bezeichnet seine Eigenschaft als Wächter oder Beschützer der Heerden. Die Vorstellung dieser Eigenschaft von num ist wahrscheinlich späteren Ursprungs, und das Wort jilibeambaertje wird meist von civilisirteren, zum Christenthum bekehrten Stämme gebrancht, welche dieses Wort bisweilen mit Christus vergleichen. Die uncivilisirteren Stämme wissen nicht viel von jilibeambaertje, sonderen sprechen stets von num, was sie fast immer in der Bedeutung Himmel brauchen. Sie vorstellen sich jedoch den Himmel nicht als ein todtes Ding, sondern als ein lebendes, persönliches Wesen vor, zu dessen Natur es gehört Donner und Blitz, Regen, Schnee, Hagel und Wind u. s. w. hervorzubringen. Bisweilen kommt das Wort num auch in der engere Bedeutung "Donner" vor." Ligesom nu Ordet num hos Samojederne og — efter Kowalewski — Ordet tengri hos Mongolerne har havt 3 forskjellige Betydninger 1) Himmelen 2) Himmelens Gud 3) en Guddom i Almindelighed, saaledes synes ogsaa det Samme at have været Tilfældet med Jubmel og Jumala i Lappisk og Finsk.

Ogsaa hos Grønlænderne finder man en lignende Forestilling om Himmelen og et himmelsk Væsen, som de betegnede med det ubestemte Navn Pirksoma, ɔ: Han der oppe. Den samme Guddom er det formodentlig, som de ogsaa have betegnet med Silla, der egentlig betyder "Luft," men ogsaa kan betegne "Forstand, Væsen." Af dette Ords Betydning synes saaledes at kunne sluttes, at de virkelig have tænkt sig det høieste Væsen som aandeligt og forstandigt, men— ligesom Luften— ubegribeligt og dog allesteds nærværende og Alt gjennemtrængende. Istedet for Silla alene brugte Grønlænderne, naar de vilde udtale sig aldeles tydeligt, Siliam inua, Luftens, Himmelens Herre eller Ihændehaver. I Almindelighed brugtes dog blot Silla, f. Ex. naar Talen var om noget Ondt, "Silla ser det, Silla vredes derover[5]!"

Af de 3 Betydninger, som Tengri, Num og, i Lighed dermed, Ibmel synes at have havt, er naturligvis den sandselige eller materielle den oprindeligste. Efterhaanden optoge imidlertid Lapperne i sin Gudsdyrkelse, ved Siden af Himmelens eller Luftens Gud, ogsaa andre Guder, Repræsentanter for Naturkræfter udenfor Himmelrummet. Maaske de ogsaa fordelte Luftfænomenerne paa forskjellige Individer. Paa alle disse senere tilkomne Guddomme kunde imidlertid ogsaa det oprindelige, mere ubestemte Gudenavn Ibmel passe. Følgen heraf blev da den, at dette fra Proprium efterhaanden gik over til at blive et Apellativum, ganske paa samme Maade som det gik med Navnet Cæsar. Denne Karakter af Apellativum havde Ordet allerede længe havt, da de første Missionærer optraadte. Da Ibmel var bleven et Apellativum, maatte andre Navne bruges til at betegne Guddommene for de forskjellige Naturkræfter, der forhen vare forenede under Ibmels Herredømme. Heraf kan man forklare sig de senere og høist forskjellige Navne, som Tordenens Gud fik iblandt Lapperne, hvorom i næste §. Da Lapperne havde lært noget af Kristendommen at kjende, satte de Rađien ačče, Almagtens Fader, op paa Ibmels gamle Trone, hvorfor ogsaa, efter enkelte Missionærers Beretning, nogle Noaider udtrykkelig erklærede, at "Rađien ačče og Rađien kiedde intet Andet var end Ibmel." Til Slutning veg ogsaa Rađien ačče Pladsen for den aldeles kristelige Ibmel ačče, bardne og bassevuoigƞa, Gud Fader, Søn og Helligaand, se Runeb. No. 8. Fig. 21, 23 og 18.


Fodnoter

  1. Aug. Ahlqvist. Acta Societatis Scient. Fennicæ. Tom. VI.
  2. De superstitione veterum Fennorum. Pag. 11.
  3. Lencqvist 1. Pag. 11.
  4. Vorlesungen über die finnische Mythologie. Pag. 14-16. St. Perbr. 1853.
  5. D. Cranz. Historie von Grønland. Pag. 223.